Om andres børn - og noget om grænser

Kender du også de situationer, hvor du oplever børn eller deres forældre agere sådan, at du har mere end vanskeligt ved at holde munden lukket eller gribe ind?

Det gør jeg. Og jeg har faktisk rigtig svært ved at finde ud af, hvordan og hvornår jeg skal reagere. Måske fordi jeg VED, at jeg selv ville have det meget mærkeligt hvis andre kommenterede (negativt) på Bean eller på min interaktion med hende.

De seneste par uger har særligt 3 episoder brændt sig fast for mit indre blik, og jeg bliver ved med at afspille dem for at nå frem til, hvad jeg ville ønske, der var sket.

Episode 1

Ved kassen i Netto, simultant igang med at pakke varer i net og betale, fik jeg øje på en mor med et helt tomt blik, der ventede i køen med sin grædende baby i en autostol i indkøbsvognen. Barnet havde grædt hele vejen igennem butikken. Moderen hverken sagde eller gjorde noget og barnet blev ved med at græde. Alle fibre i min krop råbte 'Tag barnet op og trøst det' eller 'Tal i det mindste beroligende til den lille'.

Jeg kender ALT til at have en baby, der græder og græder og græder ligemeget, hvad man gør. Og til at man kan komme til at tale lidt højt til den baby kl. midt om natten, når sirenen ikke vil holde op. Men jeg har altid forsøgt at trøste så godt jeg kunne - for selvom hun stadig græd i min favn, så vidste jeg i det mindste, at hun også kunne mærke og dufte mig.

Jeg havde sådan lyst til at møve mig igennem køen og give moderen et kram og love hende, at det bliver bedre. At gråden engang stopper. At jeg har været lige dér for et år siden. Og at foreslå hende, at jeg kunne holde babyen mens hun fik betalt og pakket sine varer.

Jeg gjorde det ikke. Fordi der var så mange mennesker, fordi jeg ikke kunne få øjenkontakt med hende, fordi jeg ikke turde, fordi jeg gerne ville hjem og hente Bean. Fordi det gør man ikke.

Jeg ville ønske, jeg havde gjort det.

Episode 2 

En halvstor pige går med sin far i hånden for at mødes med lillesøster og mor ved legepladsen. Far og datter går og småsnakker om alt og intet. Det første moderen siger/hvæser, da hun ser pigen, er "Er du så FÆRDIG med at være sur nu!?" Hvilket (naturligvis!) resulterer i, at pigen bliver rigtig ked af det, lukker sig ind i sig selv og fysisk fjerner sig fra situationen ved at gå tre skridt foran resten af familien. Altimens moderen bliver ved med at halv-hånligt og forurettet fortælle, at "Der er altså ikke noget at være sur over. Jeg har ikke skældt hende ud. Hvorfor skal hun være sådan?".

Rigtig flot måde at optrappe og forlænge en konflikt på. Og rigtig flot måde at booste pigens selvværd på (indsæt selv passende mængder ironi).

Jeg gik med Bean i Bugaboo'en lidt bagved og blev ved med at forsøge at finde den sætning, der kunne forklare moren, hvor helt igennem ringe hendes måde at tale til og om sit barn på, var. Jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke overskue at diskutere med moren og hele familien - og ikke mindst Bean - som vidne. Og jeg forstår slet ikke, hvorfor faren ikke trådte i karakter.

Men jeg har stadig ondt af den pige, hvis mor taler så grimt til hende.

Episode 3 

Smart Østerbro-mor på vej ud af Søstjernen med sin grædende dreng på 7-8 år. Tilsyneladende har han ikke opført sig helt optimalt i butikken, for hun har ham i et mildest talt fast negle-greb i nakken og hvæser med ansigtet forvrænget af vrede helt ned i ansigtet på ham hele vejen over til Irma. Mens han græder og græder og vrider sig. Jeg venter på grønt lys i krydset ved Lille Trianglen, mens jeg overværer episoden. Ingen gør noget, og de er forsvundet ind i en bil, da jeg når over på den anden side af vejen.

Hvornår syntes den mor, at det var ok at behandle et andet menneske sådan? At holde fast i et barn på en måde, der tydeligvis gjorde ondt og at bruge sin størrelse og styrke til at tryne en anden.

Jeg ville ønske, jeg kunne have nået dem, inden de forsvandt. Jeg kogte indvendigt hele resten af vejen hjem og gav Bean ekstra-mange kys og kram resten af dagen.


Så.

Hvad kan og hvad bør man blande sig i - og er der forskel på de to ting?

Bean her helt uden for anden kontekst, end at hun her er helt opslugt af sin leg.
Det skal man i al fald ikke blande sig i.

Det var jo bare ironi

I lfB (livet før Bean) brugte jeg uTROlige mængder af både sarkasme og ironi. Det var ligesom bare blevet en del af min måde at tale på - sandsynligvis startede det engang i folkeskolen som en slags buffer mod 'the cool kids' og min måde at hævde mig på. Det kunne godt være, jeg ikke blev inviteret med ud til rygerbænken (obligatorisk element i 'de stores' gård i midt-90ernes folkeskole, red.), men jeg kunne komme på en hurtig og bidende kommentar. Den var ganske vist tabt på en del af 'ofrene', men lad det nu ligge.

Ironien fulgte mig igennem alle teenageårene og et godt stykke ind i tyverne, gennem en flytning, uddannelse, studiejobs og kærester.

Men nu er den trængt i baggrunden af noget andet. Med Bean kom der nemlig en sårbarhed og åbenhed ind i mit liv, som gav ironien en hul og mærkelig klang. Derfor har jeg i ret stort omfang lagt den på hylden og er i stedet blevet mere oprigtig og ærlig omkring mig selv og mine følelser.

Det er både godt og skidt, for pludselig er der ikke mere et skjold at holde op foran sig, eller muligheden for at trække på skulderen og sige, at 'det jo bare var ironisk ment', i forhold til andres reaktioner. Jeg kan ikke på samme måde slippe ud af en ordveksling eller diskussion, når mit udspil er det, jeg faktisk mener, uden at det er pakket ind i flere lag dobbeltbetydninger og kølig distance.

Det betyder dog ikke, at jeg ikke stadig bruger ironi af og til, for det gør jeg. Og det betyder bestemt heller ikke, at jeg tager mig selv helt vildt alvåååhrligt hele tiden. Selvironi skal der være plads til - specielt når man er taget ud af døren og først på kontoret opdager det fine aftryk af klistrede yoghurt-børnefingre på ens bukser. Og selvironi har i min optik ikke noget med hverken selv-udslettelse eller selv-kritik at gøre.

Når jeg er ærlig, giver jeg samtidig mine omgivelser en reel chance for at forholde sig til mig. Den ægte mig.

Og nu er det nået dertil, hvor jeg kan få tics og blive meget træt, når jeg oplever andre smøre alt for tykt på af ironi og sarkasme. Specielt når det handler om noget, de faktisk mener eller føler noget ægte om.

For mens både det ironiske og sarkastiske bestemt har sin plads i retorikken og debatten - når det bliver brugt med omtanke - så synes jeg efterhånden, vi kunne trænge til mere ærlighed og oprigtighed i vores omgang med hinanden. Hvorfor er det ikke cool at sige ligeud, at man glæder sig til noget/er bange for noget/bliver ked af noget? Jeg ved om nogen, at ironien kan være en buffer og et skjold. Men den kan altså også ende med at blive en mur, der er svær at se eller klatre over. Og så begynder det at blive svært for både en selv og ens omgivelser at finde frem til det ægte, det ærlige og det oprigtige.

Jeg er ikke helt klar over, hvorfor jeg i den grad har foretaget en u-vending, men jeg er glad for, det er sket.


(Og jeg ved også godt, at det her indlæg er ret forskelligt fra meget andet på Østfronten - det er bare noget, der har fyldt ret meget i min bevidsthed det sidste stykke tid)

Noget om at tage afsked

... og noget om, at det faktisk er rigtig svært.

For Bean. Og derfor også for mig.

Hun er glad og trives i VHD; smiler og vinker til de andre børn og pædagogerne, når vi kommer om morgenen. Men hun bliver SÅ ked af det, når jeg skal gå og siger farvel. Stadigvæk her på 3. uge. Puha. Selvom jeg signalerer, at alt er ok, og at jeg er helt tryg ved, at hun skal være i VHD (hvilket jeg oprigtigt ER), og selvom jeg på ingen måde trækker afskeden ud.

Jeg ved ikke, om der er noget, jeg kan gøre anderledes - og det er Kæreste, der skal aflevere i stedet - eller om Bean bare skal bruge noget (mere) tid.

Hun bliver heldigvis hurtigt god igen, men for søren hvor er det ikke rart at skulle forlade en lille ulykkelig pige, selvom jeg ved, at hun er i de bedste hænder.

Og det ved jeg, fordi hun spiser og sover så fint dernede, undersøger, lærer og 'snakker' - og det er en glad, lille pige, jeg får hjem igen først på eftermiddagen.

Smukke, 13 måneders pige

bObles-bolde er de sjoveste i verden, synes Bean

Lykke og hygge: en højtelsket moster, en herlig bold og en henrykt Bean

Hvis der er nogen, der ligger inde med de vises sten, så lytter jeg meget gerne til råd og vejledning til en lidt lettere og mindre tårevædet afsked.

Bloglovin' og en brokke-teaser

Bare et ganske lille pip herfra...

... for når nu det dér Google Reader åbenbart dør lige om lidt (rumour has it her i blogland), så ville det være supertræls (synes jeg) at ingen mere kunne finde og følge Østfronten og vide hvad der skete med Bean, og så'en.

Så FYI kan man finde Østfronten på Bloglovin', hvis det skal være.

Skal det være? Ja, det skal da!

Nåja, og så kommer der i øvrigt et rimeligt surt opstød i morgen. Om BabySam. Kan I holde spændingen ud?

Hvad gør vi nu, lille du? (Bye, bye, Barsel)

Nå.

Det var så det.

...

Kære Barsel

Tak for denne gang.

Det har været en rutschebanetur uden lige - høje tinder, dybe dale og alt derimellem.

Alt det trivielle, alle bleskift, alle amninger - alt det - har været mit faste holdepunkt, min dagligdag, mit liv de sidste 8 måneder.

De første 4 kan jeg slet ikke forstå, hvordan vi overlevede. Kolik ville jeg ikke ønske for min værste fjende. (Eller... jo. Lige præcis ham, men så heller ikke andre) Vi overlevede. På og i trods. Mens Bean græd og græd i op til 7 timer hver dag.

Tigerspring kan vi håndtere, selvom de er benhårde. I virkeligheden tror jeg efterhånden, at Kæreste og mig kan håndtere det meste.

De sidste 4 måneder har været sjovere og hyggeligere, med masser af nye ting og plads til latter og hygge og ballade. Efterhånden tror jeg, Bean kan noget nyt hver dag.

Jeg håber, vi ses igen om et par år, når Kæreste og mig har haft muligheden for at indhente noget nattesøvn.

Pas godt på dig selv i mellemtiden. Og hyg dig med Kæreste og Bean - jeg håber, I får 3 hyggelige måneder sammen,

Send en kærlig tanke til mig af og til i det mystiske, kolde, frustrerende dagpengeland.

Kærlige hilsner
Østfronten

Begyndelsen til enden

I dag skal Bean og mig til babyrytmik for sidste gang.

For mig markerer afslutningen for alvor, at min barselsorlov synger på sidste vers (no pun intended). Det er selvfølgelig ikke sådan, at vi aldrig mere kommer til at gå til sang - det skal vi helt sikkert genoptage, for det er helt tydeligt, hvor meget Bean har nydt det - men jeg ved ikke endnu, hvornår det kan lade sig gøre.

Teoretisk set kan jeg jo bare fortsætte efter jul, men jeg kender ikke min hverdag og virkelighed ret langt ud i fremtiden. Og Kæreste har ikke lyst til den slags baby-hygge. Hvilket er forståeligt nok i betragtning af, hvor tonedøv han er!

Der er også kun to gange tilbage af motorik på APA, og på den anden side af nytår er der flere fra mødregruppen og APA'erne, der genoptager deres arbejde. Dermed strækkes barselsboblens sider helt, helt tynde og virkeligheden bliver mere og mere påtrængende.

Jeg ville ønske, jeg vidste, hvad jeg havde at forholde mig til. (Og faktisk ville jeg ønske, at der var mange måneder endnu bare med Bean)


Kæreste glæder sig mere og mere - også til at lave ting med andre fædre uden at mødrene blander sig. Fx når han skal være motorisk med Bean på et APA-fædrehold. Og jeg glæder mig for og med ham, for hun ER altså en skøn lille dame at hænge ud med, selvom hun også er en hård nyser.

Han har halvanden uge tilbage inden juleferie, der går direkte over i orlov.

Hvilket betyder, at jeg har rundt regnet 3 uger tilbage i boblen...

... og derfor sidder med en lille klump i halsen og en lidt større i maven.


(Forhåbentlig bliver det sådan, at jeg får 'fred' i al fald en måneds tid til at jobsøge og netværke mv. på egen hånd, for efter sigende er reglerne omkring aktivering lempet lidt. Men jeg har altså kun oplevet at være jaget vildt som ledig under 30, så lad os nu se)

One small step for mankind...

... men et KÆMPE spring for mig.


Jeg kørte - for allerførste gang! - i bil alene i København.

Endda i mørke. Og parkerede på en smal, ensrettet sidevej på Frederiksberg.


Lige da jeg havde fået kørekort, arbejdede jeg et år som lærervikar på samme skole som mine forældre, og kørte derfor omkring 30 km stort set hver dag på en blanding af landevej og by.

Det gav en del rutine udi kørsel, men efter jeg flyttede hjemmefra har jeg næsten ikke kørt.

Derfor er det nu med en puls på 500 og storsvedende håndflader, når jeg nærmer mig førersædet. Rutinen er nemlig pist væk og har været det i mange år. Det til trods er jeg faktisk en god bilist, der kører stabilt og sikkert og inden for lovens rammer og tager hensyn. Siger Kæreste selv.

Kæreste får derfor lov at tage snart sagt alle køreture, mens jeg sidder på bagsædet med Bean. (Kan ikke huske, hvad min undskyldning var før fødslen - og før jeg var højgravid)


I går aftes skulle jeg til en korprøve i den anden ende af byen, det var koldt og mørkt, og jeg skulle kunne komme hurtigt hjem til aftenamning. Derfor samlede jeg alt mit mod og fandt kørehandskerne frem. (Kan ikke køre uden at pakke hænderne ind. Heller ikke om sommeren. Svedige håndflader glider på rattet. Mine hænder stress-sveder nemlig ikke bare lidt, men så det løber ned ad underarmene. Herlig feature)

Og kørte.

Det gik faktisk rigtig fint. Som i: det kunne jeg også gøre en anden gang.

Det var mere afslutningen på turen, der bragte mig ud i 'det går aldrig - jeg kører hjem igen': parkeringspladsjagt i Frederiksbergs små, smalle, ensrettede gader tog rundt regnet 30 minutter, hvor jeg skulle manøvrere en del rundt. Og gik i stå flere gange.

Men. Det lykkedes. Til sidst.


(Tænk, hvor stolt man kan blive over at gøre noget, som millioner af mennesker gør hver eneste dag... og lidt flov over at blive stolt.)

Vi øver os...

Bean øver sig på at spise:

- forskellige smage
- forskellige konsistenser
- ved at blive madet
- og ved at spise selv

Tvebakker er et hit!

Toddlers bestik er supergodt til små hænder - det lykkes faktisk at få den rigtige ende af skeen ind i munden

Jeg har (endnu) ikke noget som helst imod, at spisebord, barn, stol, gulv og til dels mig selv ligner en fedtet slagmark efter et måltid. For hun hygger sig sådan med at spise, gør hun. Og har HELT sikkert forstået pointen med at putte mad i munden. Det er også tydeligt, at der er noget, der er bedre end andet, selvom Bean er frisk på at smage det meste.

Øllebrød er dog indtil videre kun mødt med gag-refleks og vrede råb. Til gengæld er både laks, rejer, avokado og ikke mindst havregrød med jordbær på favoritlisten.

(Hvis der er nogen, der har gode insider-fifs til en god dækkeserviet, der bliver hvor den er og som er let at tørre af - bring it on!)



Jeg øver mig på at skulle forholde mig til virkeligheden igen. Snart.

Kæreste kom helt glad til at sige, at 'nu er der jo kun 6 uger til jeg skal på barsel'. Men det betyder for pokker, at om 6 uger slutter det for mig. Og så venter den virkelige verden med dagpengeland og almen trælshed og jobjagt.

(Om jeg kom til at græde? Helt vildt meget. Nej da, for det er skønt for Kæreste, at have 3 måneders orlov og hygge med Bean - endnu skønnere at han glæder sig helt vildt og mere og mere efterhånden som hun bliver større og sjovere)

Jeg har sendt 2 seriøse ansøgninger afsted. Med en lille klump i halsen og en lidt større i maven.

For i virkeligheden ville jeg faktisk have det rigtig fint med at gå hjemme med Bean et godt stykke tid endnu. I al fald til hun er lidt over 1 år. (Hvorfor er det lige, at Danmark er det eneste land i Skandinavien, hvor det er normen, at børn kommer i vuggestue/dagpleje før deres fyldte 1. år?)


Nu må vi se. Det ene job er et sted, jeg kender og har arbejdet før - det er godt nok en anden funktion, men det er en god arbejdsplads, gode kollegaer, tæt på og offentligt (= ordnede forhold og ingen rynkede bryn hvis man går 15.30, så længe man rammer de 37 timer om ugen) Det gad jeg faktisk rigtig godt.

Man må gerne krydse fingre.

Polterabend

I morgen skal jeg til polterabend. Det er min svigerinde, der skal overraskes og det er et heldagsprojekt.

Babyer og fulde kvinder er ikke et super mix, så Kæreste skal have Bean det meste af dagen.

Jeg troede egentligt, jeg havde det ok med det. Men jeg har lige nu simpelthen så svært ved at overskue projektet. Ikke mindst fordi, det endnu ikke er en ubetinget succes, det dér flaske-spisning.

Jeg tror, det bliver noget med, at jeg har Bean med til første stop på dagen, Kæreste kommer og møder os senere og jeg tager forholdsvis tidligt hjem.

Hvis alt går vel.

Puha. Hvis bare hun var lidt ældre og kunne spise noget andet end min mælk. Eller var lidt lettere at have med at gøre generelt.

I dag er jeg alene hele dagen - Kæreste har intro-fest for lærere efter dagens arbejde på det nye job - og det er op ad bakke, men jo ikke noget, jeg ikke har gjort før. Og det er ligesom mig, der bærer rundt på og producerer maden.

Der er nok ikke andet at gøre end at prøve og se hvordan det går. Hvis alt bliver kaos herhjemme, må jeg jo bare slutte polterabend'en tidligt.

Men det huer mig altså ikke.

Ekstrascanning igen-igen

Nej, det hele skulle da endelig ikke være alt for gnidningsløst. Nu hvor vi fik nøgler til lejlighed i går og fik at vide, at Nyt Arbejde matcher løn fra Gammelt Arbejde for Kæreste, selv uden diverse tillæg. Og hvor der er så kort tid til at alting falder på plads.

Var forbi Frederiksberg og jordemoder i morges, og hjerterytme hos Bean samt generelt livlighedsniveau (herunder at sparke jordemoder) er stadig eksemplarisk.

Til gengæld var skønnet på størrelse det samme som for et par uger siden (hvor det dog var en anden jordemoder), så der blev booket en scanning til mig (og Bean) i morgen, eftersom Riget var helt booket i dag.

Åhr, altså.

Har ulykker autofobi?

Gyserweekenden fra Helvede er overstået.

Fredag startede ellers så fint med avislæsning og fælles morgenmad med Kæreste, der har skemafri fredag. Dernæst fælles til lægen for 3. graviditetsbesøg. Blodtryk er meget fint, jeg har det godt, der er MASSER af liv og jeg har ikke vand i kroppen (udover det, der nu skal være). Til gengæld blev urinprøven sendt til test og lægen mente, at jeg var lige det mindste i størrelse.

Så nu skal der en ekstra scanning til, og jeg går lidt i 'hvad nu hvis...'-mode. Der er SIKKERT ikke noget galt, og Bean følger SIKKERT bare sin helt egen Bean-kurve, der hele tiden har ligget inden for normalen men under gennemsnittet. Men hvad nu hvis... moderkagen ikke fungerer optimalt, der ikke er nok fostervand, Beans nyrer ikke fungerer ordentligt, og... og... og...

Fredag eftermiddag talte vi igen med banken for at snakke om låntyper og alt så fint ud. Så var ingen af os på mailen før lørdag eftermiddag, hvor vi opdagede oprivende mail fra bankrådgiver.

Der åbenbart havde læst ud fra nogle tal, at vi ville komme til at hæfte for en lille million i foreningen og ikke bare indskuddet. Og at de derfor ikke ville låne os pengene alligevel.

Og vi kan jo ikke købe en andel med risiko for at hæfte for en ret stor gæld, der ikke har noget med lejligheden at gøre!

Instant hjertebanken og meget vred Kæreste. Og lidt panik-lige-om-lidt-stemning. Vi gik en lang tur, talte om evt. andre muligheder og ringede til sælger. Der blev MEGET overrasket over bankens udmelding, fordi det netop står i alle vedtæfter mv., at andelshavere UDELUKKENDE hæfter for indskud.

I dag har jeg talt med boligadministratorerne, der står for foreningen, og de bekræfter, at det kun er indskuddet, vi hæfter for. Ikke en lille million. Besked er lagt til bankrådgiver, der ringer efter middag.

Formentlig og forhåbentlig går alt i orden. (Men hvad er meningen med at forskrække nogen, der er gravide i 8. måned, på den måde?!)

Jeg går bare så småt og overvejer, om ulykker ikke altid kommer i stimer af tre?

For fanden da også.

- seriøst: bliver alle så bekymrede?

Eller er det bare mig?

ALT informationsmateriale i bøger og online siger, at lidt kontaktblødning er HELT normalt og forventeligt, hvis der har været det dér nærkontakt (resultatet af to mennesker med et minimum af overskud, der befandt sig samme sted på samme tid).

Og alligevel bliver jeg helt bange og får en hvilepuls på 500, når der er en antydning af en bloddråbe på toiletpapiret. Og bruger resten af dagen på at ligge på sofa og mærke efter, om Bean sparker ligeså meget som hun plejer (det gør hun) mens jeg overvejer om man burde tage forbi Riget og få lavet en sikkerhedsscanning.

Jep, det var en skøn lørdag.

- men i det mindste har Bean et sted at sove

Boligjagt har indtil videre været lidt en labyrint af ting, der ikke kunne lade sig gøre.

Og det er vanvittigt frustrerende. Kæreste tager det noget mere med ro end mig, og er helt sikker på, at vi NOK skal finde noget, der NOK skal ligge et sted, vi faktisk har lyst til at bo.

På den ene side er det fint, at vi ikke begge går rundt i en mild tilstand af panik og ikke kan lukke et øje før vi finder et sted at bo.

På den anden er det ualmindeligt frustrerende, fordi det føles som om, jeg er den eneste, der går op i at finde et godt hjem (midlertidigt eller ej) til vores familie in spe. (Det passer selvfølgelig ikke. Kæreste synes også det er vigtigt; han går bare til projektet på en anden måde end jeg gør)

Vi overvejer så småt 'køb en andelsbolig'-løsningen, selvom vi havde kalkuleret med at leje forholdsvis billigt et år mere og dermed kunne spare op. For der er godt nok ikke mange gode muligheder på lejemarkedet - ift. pris/beliggenhed/størrelse/overtagelse.

Søndagen blev brugt på at turnere land og rige rundt. Og på at sove. (Det har jeg nemlig ikke rigtig gjort siden vi fik beskeden torsdag)

Vi var et smut i fantastisk snelandskab nord for København for at hente et dba.dk-scoop. En umanerligt velholdt Odder-vogn inkl. lift og som bonus en puslepude til næsten ingen penge. Så Bean har i det mindste et par steder at bo og sove so far...

Dernæst forbi Amager og kigge på lejlighed. Som viste sig at være et helvede af dårlige gør-det-selv løsninger i køkken og bad og skrækkelige væg-til-væg tæpper (i flere lag!), der ikke måtte tages af. Eneste formildende omstændighed var den fine, sydvendte stue med sildebensparket, marmorbrændeovn og udgang til balkon. Men når resten slet ikke fungerede og prisen oven i købet var lige i overkanten af vores budget, så takkede vi pænt nej.

Vi leder videre. Og jeg satser på at blive dygtig nok til afspændingsteknikker til på at tidspunkt at kunne sove ordentligt igen.

Det bliver bedre. Ikke?

Altså, med det der grundlæggende, eksistentialistiske angst? Ikke?

Ellers er jeg eddermaneme på skideren.

Lægen var sød og rar og lyttede til hvad jeg havde at fortælle og sagde, at alting lød normalt og slet ikke fik ham til at tænke hverken røde eller gule advarselsflag. Første reelle undersøgelse på onsdag. Lægesekretær gik i øvrigt igang med at udfylde det dér svangrejournal - og spørgsmålet 'Hvem er barnets far?' gjorde af en eller anden grund det hele meget virkeligt og jeg blev helt rørt. Hormoner, anyone?

Men jeg bliver simpelthen ikke tryg før der er konkret tegn på liv. (Suk, hvorfor kan man ikke bare glæde sig og vente og være en af dem, der melder ud til alverden når testen viser positiv? Jeg tør simpelthen ikke. Jeg føler, at Nemesis kommer med en kæmpestor lussing og et håndkantsslag, hvis vi melder åbne kort før (tidligst!) efter NF-scanning.)

Så indtil videre forsøger jeg på bedste beskub at slå koldt vand i blodet og tænke positive tanker. Kæreste er heldigvis sød og meget, meget forstående.

Tænker om man ikke skulle være typen, der benyttede sig af Lille Københavners tilbud om drop-in weekend- eller aftenscanning for bare 200 kr?

Tur til lægen

Jeg formår at køre mig selv rimeligt meget op.

Heldigvis er det vist ikke et helt ukendt fænomen for læger, så min kunne klemme mig ind i dag med en dags varsel.

Jeg er simpelthen så angst for, at der skal være noget i vejen.