Viser opslag med etiketten Forældre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forældre. Vis alle opslag

1. apr. 2013

11 måneder senere (helt uden aprilsnar)

Tænk engang. Det er 11 måneder siden, vi gik hjem fra barselshotellet i det smukkeste, strålende solskin med en lillebitte pige i en kæmpestor barnevogn.

(Og moderen svedte tran, fordi hun var pakket alt for godt ind i trøje, cardigan og jakke trods de 20+ grader. Man skulle jo nødigt få det dér brystbetændelse!)

Der er sket så meget på den tid, at det næsten ikke er til at begribe.

Fra at være en lille fis, der stort set ingen kontrol havde over sin krop har vi nu en lille, stor pige, der går rundt om sofaen, kravler med lynets hast, pludrer med 1000 lyde og elsker at lave sjov og ballade. Og som er vokset næsten 30 cm og mere end fordoblet sin startvægt. Som startede med at amme i snit 12 gange i døgnet og nu er nede på 1,5. Som græd og græd og græd de første 4 måneder og som nu griner og smiler det meste af tiden. Som har sin helt egen vilje og idé om, hvordan tingene skal foregå. Som er modig og tryg og ELSKER at putte sig ind til sin mor, sin far eller sin dyne. (Awwww. Er der noget bedre end en varm barnekrop, der putter sig mod dig? Eller et barn der hviner af fryd, når hun ser dig?)

Hun er selvstændig, egenrådig, vaks på fingrene - og sover (stadig!) ikke særligt meget. Og så har hun endnu ikke en eneste tand. Og der går længe inden vi er nødt til at besøge en frisør.

Vi elsker hende så højt, at det næsten ikke er til at forstå eller rumme.

En time gammel på Rigshospitalet i sit allerførste tøj - lille og fin og helt perfekt

Ganske få dage gammel i prima ballerina-søvn-posering

De smukkeste blå øjne på en smuk forårsdag - 11 måneder gammel

Det kræver fokus at kravle igennem rør








18. dec. 2012

... og sådan gik endnu en uge (Glory to God in the Highest)

Hvor blev den af?

For mit vedkommende har der været travlt på alle hylder - både med egne gøremål og projekter og fordi Kæreste har været voldsomt hængt op på arbejdet. De skal åbenbart nå det hele til det kommende semester her de sidste uger inden jul.

Jeg har været Lucia-pige og sunget med en flok andre på plejehjem og til Hjemløses Jul - det er en god fornemmelse. Særligt når man mærker, hvor glade folk bliver - og det betød, at Bean torsdag havde sin babysitting-i-dagtimerne-debut. Moderen ligeså. Og jeg syntes det var ret grænseoverskridende.

Det var med Søsterlil, som nok er Beans 3. yndlingsmenneske (efter mig og Kæreste), og som kender både Bean og rutiner og lege rigtig godt. Og det var gået så fint. Så det kan vi åbenbart godt gøre i kortere perioder en gang i mellem.

Fredag var jeg ude. Årets allerbedste juletradition er at høre Händels 'Messias' med tre gode venner - i år blev vi blæst væk af benovelse (og selskabets eneste mand græd og græd) af Sokkelund Sangkor i Garnisons Kirke. Jeg var - helt ædru, men høj oven på oplevelsen - hjemme 23.30, og gik derfor rundt med, hvad der mindede om svære tømmermænd hele lørdagen.

... hvor vi faktisk havde en date night, fordi en god veninde kom forbi og så tv mens Bean sov. Men både Kæreste og jeg var helt baldrede oven på en strabadserende uge, og kom hjem kl. 21 for at afløse babysitteren og drøne på hovedet i seng. Det dér forældreskab er skam vældigt glamourøst...

Bean bruger ikke megen tid på at sove igennem i øjeblikket.

Desværre.

Men der sker simpelthen for meget i den lille (store!) krop. Så snart hun kan se sit snit til det, kaster hun sig op på hænder og knæ og rokker og rokker og rokker. Nu på helt strakte arme. Hun forsøger endda at møffe knæene fremad mens hun står der. Nok meget fint, at vi HAR været i IKEA og købe gitter til Mormor og Morfars trappe, så vi ikke kommer ud i noget faldulykke over julen.

I dag lykkedes det barnet at komme fra den ene ende af stuen til den anden - og tilbage igen - i jagt på legetøj og andet spændende.

(Endnu mere) børnesikring af hjem er snarligt forestående!

Hvad ellers? Jo, julekjolen er næsten færdig, og jeg lover, der kommer billeder, når de sidste detaljer er på plads. Alle julegaver er indkøbt, indpakkede og klar til modtagerne. Og vi har langt om længe fået tegnet Bean ind i vores ulykkesforsikring.


... det lyder helt vildt kedeligt, når man læser det. Jeg kan godt selv se det. Og det lyder slet ikke travlt. Men jeg og min krop har en fornemmelse af at have stæset rundt. Jeg glæder mig til juleferie og en kæreste på orlov - som har tid og ikke mindst overskud til at dele det huslige.

(Forresten. Bean og mig var på vægten, da vi var i Provinsen hos Mormor og Morfar. Bean er lige knap 8 kg og har dermed taget 5 kg på over de sidste 7,5 måned. Jeg vejer det samme som jeg gjorde i 8. klasse - nemlig 55 kg. Det er noget mindre end jeg havde regnet med. Præ-graviditet lå jeg og svingede med 1 kg omkring de 60 kg, hvilket virker noget mere passende, når det skal fordeles ud over 177 cm. Well, mon ikke noget af vægten kommer på igen, når jeg (engang) stopper med at amme?)


21. sep. 2012

Forældre-date

Kæreste og mig var på lokal vinbar til en enkelt genstand i går, mens Bean lå og sov sødt i sin seng.

(Vores gode veninde havde storsindet tilbudt at sidde i sofaen og se tv, mens vi var væk)


Og selvom jeg ikke kunne lade være med at tjekke telefon og ur konstant og vi gik hjem efter en lille time, så var det dejligt at være ude 'selv' og få talt om nogle af de ting, vi næsten aldrig når herhjemme.

Fx om hvordan vi kan blive bedre til at være kærester i øjeblikket. Det skal ikke være noget med store middage eller vild romantik, for det er stadig til dels 'overlevelse' snarere end 'liv' med hende Bean. Men vi er røget ret meget i 'så sover barnet, nu tænder vi tv og computer'-fælden. Vi fik forelagt og vedtaget flere forbedringer.

... og talte om 'gamle dage' på vejen hjem. Altså, nu har vi jo kun kendt hinanden siden 2. maj 2009, så gamle er ret relativt, men 'hvad nu hvis...' og 'kan du huske...' er ret fint at tale om af og til. Hvis jeg ikke havde været helt urimeligt lige lovlig fremme i skoene og slæbt Kæreste med hjem fra en fest på Frederiksberg, så havde vores liv set radikalt anderledes ud i dag.

Så havde vi ikke haft hinanden, en lækker lejlighed på det inderste Østerbro, en herlig - men besværlig - Bean... eller en masse fine oplevelser undervejs.


Vi talte også om, at forældre-date er noget, vi skal prøve at få gjort en gang om måneden. Bare en time eller måske endda to. Så vi har tid til at kigge hinanden dybt i øjnene og bekræfte hinanden i, at selvom der har været kolik og er high-need baby og det af og til er en krig, så går det altsammen alligevel, fordi vi elsker hinanden. (Og vi kan med stolthed melde, at vi endnu ikke har talt grimt eller råbt højt ad hinanden. Stemningen kan være god eller mindre god, bevares, men endnu er det helt civiliseret)

De bedste weekend-ønsker til hele blogland - vi drager mod Odense og et stort bryllup i morgen, så der bliver ikke tid foran computer eller smart telefon til blogning

5. sep. 2012

Hvad mutter gør er altid det rigtige...

Oh, hvor skal man (jeg) bide sig (mig) i tungen af og til for ikke at komme til at ryge i den fælde, der hedder 'mor ved bedst'.

For Kæreste er jo også god til Bean. Jeg er bare bedre. Fordi det er mig, der er hjemme med hende hele tiden. Og mig, der i det hele taget er mest på. Og derfor mig, der bedst kender hendes rutiner og signaler.

Jeg prøver at give slip og lave noget andet (som fx dette indlæg), og det lykkes det meste af tiden.

Men.

Hvor bliver jeg uTROligt træt af Kæreste, når han partout skal rode rundt i soveværelset midt i formiddagsluren, så barnet vågner efter kun en halv times søvn og derfor mangler en hel time for at være udhvilet og frisk de næste par timer.

Så var det lige ved, at man (jeg) kom til at sige, at det var lettere, at han bare tog på arbejde og lod os have vores rutiner i fred. Man (jeg) gjorde det ikke. Men det blev tænkt.

Selvfølgelig er der flere rigtige måder at gøre tingene på. Der er bare ingen rigtige måder at forkorte barnets søvn på.

Suk. Det er ikke lige let hele tiden, det der forældreskab.


4. maj 2012

Lidt mere Bean

2920 gram og 50 cm.

Vi er ret pjattede med hende - hendes moster er over the moon! - og særligt det lille reflekssmil. 

Mælken er (i dén grad) løbet til og det er en udfordring. Udover at det gør superondt med mælkespændte bryster og lidt feber, så er det også lidt svært for Bean at få fat. Jordemoder gav en ammebrik, og det hjælper her mens bryster, mælkemængde og Bean lige skal finde hinanden. Hun er dog en dygtig sutter, og med et fuldt måltid i maven kan hun fint sove 3 timer... vi er ved at lære hende at liften er god at sove i frem for mors favn.

Jeg har endnu ikke fået billeder lagt over på computeren, men det skal nok komme. Der er bare liiige nogen, der skal ammes, puttes, skiftes, ammes, skiftes...