Sankte Hans, Sankte Ha-ans

Når man har et barn, der bliver puttet omkring kl. 19, så er det ret vanskeligt at finde et bål, man kan nå at synge om og se blive tændt.

Så det gjorde vi ikke i år.

I stedet spiste vi god (og nem!) nordisk tapas fra Cofoco Le Marche med gode venner og deres børn. Eftersom vejret ikke var til at regne ud blev deres gård vores location, og det lykkedes at kapre borde og bænke i nærheden af legepladsen. Take away konceptet er fantastisk, og vi har kun været tilfredse med Cofocos tapaskasser. 250 kr til 2 personer, og der er rigeligt mad. Vi har vist endnu ikke præsteret at spise op, og det er ikke fordi, vi ikke prøver ;)

Bean - der lige har lært at rejse sig fra siddende uden støtte! - tullede rundt med den anden lille pige, og bedårenheds-faktoren røg helt i vejret, da de begyndte at føre en lang 'samtale' på tumlingesprog.

Vores lille pige er helt bevidst om det dér med ord, og bruger sin sødeste stemme til at sige 'hej' til alt og alle. Jeg har set granvoksne håndværkertyper smelte og blive helt bløde i øjnene, når hun hilser dem fra klapvognen (#heartbreaker!) Til gengæld er det vist kun os, der (nogenlunde) forstår hendes øvrige 'ord'.

'Mæ' er vistnok noget at drikke, men det bliver ikke brugt specielt konsekvent.
'Wah' ("brøl") er noget dyr siger - både løver, bjørne og giraffer.
'Uh-uh' er til gengæld specifikt møntet på ugler.
Ræve sniffer
... og resten kan ikke engang vi dechifrere. Men hun taler og taler og taler og øver sig på lyde hele dagen. (Gad vide, hvor hun har det fra)

Det dér Skt. Hans, ikke? Børnene var (surprice!) færdige med at spise længe før vi voksne var, så de tullede op til legepladsen, 10-15 meter borte, og legede helt selv og helt uden brok i sandkassen. Bean vinkede, sagde 'hej' og kiggede ned mod os jævnligt, men det var åbenbart tilstrækkeligt for hende, at hun kunne se os og kunne se, at vi reagerede på hende. Hvilket var overraskende, for hun er mildest talt mor-syg i øjeblikket.

Skønt!

Det var en glad og træt lille pige, vi trillede hjem kl. 19, men det var en fantastisk hyggelig måde at fejre Skt. Hans på.

Kølig hvidvin, midsommersol, godt selskab og lækker take away. Ahhh!

Mine yndlingsmennesker havde tid til lidt leg før maden

JAH! Det er SKØNT at spise selv!

Skeer er no problem for Bean. Vi siger tak til VHD!

Voksen-mad: blomkålssalat med rugkerner og oksekød med bearnaise-creme

Se, hvor fint de leger, og hvor langt væk fra de voksne (som kunne spise i ro og mag) de er. Jeg zoomer her!

Noget om at tage afsked

... og noget om, at det faktisk er rigtig svært.

For Bean. Og derfor også for mig.

Hun er glad og trives i VHD; smiler og vinker til de andre børn og pædagogerne, når vi kommer om morgenen. Men hun bliver SÅ ked af det, når jeg skal gå og siger farvel. Stadigvæk her på 3. uge. Puha. Selvom jeg signalerer, at alt er ok, og at jeg er helt tryg ved, at hun skal være i VHD (hvilket jeg oprigtigt ER), og selvom jeg på ingen måde trækker afskeden ud.

Jeg ved ikke, om der er noget, jeg kan gøre anderledes - og det er Kæreste, der skal aflevere i stedet - eller om Bean bare skal bruge noget (mere) tid.

Hun bliver heldigvis hurtigt god igen, men for søren hvor er det ikke rart at skulle forlade en lille ulykkelig pige, selvom jeg ved, at hun er i de bedste hænder.

Og det ved jeg, fordi hun spiser og sover så fint dernede, undersøger, lærer og 'snakker' - og det er en glad, lille pige, jeg får hjem igen først på eftermiddagen.

Smukke, 13 måneders pige

bObles-bolde er de sjoveste i verden, synes Bean

Lykke og hygge: en højtelsket moster, en herlig bold og en henrykt Bean

Hvis der er nogen, der ligger inde med de vises sten, så lytter jeg meget gerne til råd og vejledning til en lidt lettere og mindre tårevædet afsked.

VHD - week one

Glædelig fredag, blogland! Jeg håber, I har masser af hyggelige pinseplaner. Såsom at slappe af og nyde hinanden og noget god mad.

Herhjemme skal pinsen være med ro på - Bean trænger vist mest af alt til en ret begivenhedsløs lang weekend oven på en uge med indkøring i VHD (I ved; Verdens Hyggeligste Dagpleje).
Så selvom Kæreste og mig måske synes, det kunne være toppen med en tur i ZOO eller på museum eller noget helt tredje, så kommer familieudflugterne til at begrænse sig til legepladser og biblioteksbesøg.

Indkøringen er gået over al forventning. Pædagogerne er simpelthen så søde og overskudsagtige og har god tid og plads og mulighed for at lære Bean og den anden nystartede pige at kende. Over de næste par uger kommer endnu et par 1+ årige til (et par små herrer) og om en lille måned starter en stor pige på knap 2 - og så er de fuldtallige med i alt 8 børn.

Mandag, tirsdag og onsdag var Bean der bare et par timer, hhv med og uden mig. I går og i dag har hun spist frokost dernede og er 'først' blevet hentet omkring middag. (Luksusmulighed med mig på dagpenge, I know)

Hun har været fuldstændig segnefærdig af træthed, men glad, og har bare lagt sig lynhurtigt til at sove, når jeg har lagt hende i sengen. Aftenputningen tager til gengæld en del tid i øjeblikket. (Fase, fase, fase!)

Det er ret tydeligt, at dagens første timer giver alle de indtryk, hun kan kapere i løbet af en dag, så vi har brugt eftermiddagene på at hygge og lege (og øve os på at gå!) herhjemme.

Hun bliver (naturligvis) ked af det, når jeg siger farvel, men hun bliver hurtigt god igen og kan fint trøstes, vil gerne spise (that's my girl) og leger med alt det nye mens hun snakker og står og kravler rundt. I dag var jeg knap ude af døren, før gråden var forstummet. Det er en god følelse - og jeg har en rigtig god mavefornemmelse. Når jeg henter hende, skal jeg lige skældes lidt ud: "Jeg har faktisk savnet dig mor! Hvor var du henne?" er vist det, gråden signalerer. Men den stopper, så snart hun kommer over i min favn.

Amningen, som jeg skrev om for lidt siden, har fået en revival; i al fald vil hun meget gerne sidde stille i lang tid helt tæt op ad mig, mens hun sutter. Både om aftenen og som i morges, hvor hun spottede mig efter badet. Så den får lov at køre lidt endnu. Mon ikke hun nok selv skal gøre os det klart, når hun er klar til at slippe igen?

I næste uge skal hun prøve at sove middagslur i VHD - det bliver interessant, for Bean er ikke just kendt for sit store sovehjerte eller evne til 'bare at falde i søvn'.

Uanset hvad; når man har denne pige om eftermiddagen, så kan dagplejelivet ikke være helt galt:

Outfit details:

Body: H&M // Overalls: H&M // Strømper: Norlie // Prewalkers: Petit Nord // Bløde babyben: egen produktion!

(Jeg kunne slet ikke stå for overalls'ne med sommerfugle, selvom H&Ms pasform ikke just er til lange, slanke piger som Bean - og bodyerne i økologisk bomuld er bløde og lækre, selvom de ikke er slimfitting)

Invitationerne er sendt

Disclaimer: det følgende er en kliché:

Bean bliver 1 år gammel lige om lidt. Jeg forstår simpelthen ikke, at det allerede er nu. Det føles stadig som om vi lige har fået hende med hjem, samtidig med at vi har haft hende altid.

Anywho... Når man bliver 1 år gammel, skal man fejres.

Det bliver ikke en stor fest ligesom navngivningen, men i stedet et mere sluttet selskab af de allernærmeste; bedsteforældre, søskende med påhæng, skytsforældre-par og et vennepar.

Jeg har længe overvejet, hvordan vi skulle fejre vores store, lille pige, der ikke engang med god vilje kan kaldes en baby længere. Og eftersom der ikke er meget lyserødt eller pastelfarvet i vores hverdag, har jeg besluttet, at vi går all in på tøsethed til 1 års dagen. (Kæreste er heldigvis med på den. Eller. Han er vist bare fint tilfreds med, at jeg står for planlægningen...)

Derfor er invitationerne en vision i peach, pink og sart lyserøde satinsløjfer, og der er indkøbt lyserødstribede papirsugerør og farvede vimpler til dagen.

Jeg har fundet honeycombs og sugerør hos Fabel A (og lad mig sige; det er ikke sidste gang, jeg køber festudstyr dér! Super service, lynhurtig levering, lækre ting og så er der konfetti og fint silkepapir om ens varer, når man åbner pakken. What's not to love?)

Inspirationen til invitationerne er fra Pinterest - og origami-ønskelisten er inspireret af Fie fra mitudtryk.

... så mangler jeg bare at finde på resten.

Fx party favours eller fine 'fremtids-Bean' kuverter, som Konen havde til Gryntegrisens fest.

Jeg tænker 'miniature'-tema for maden; små sandwiches, minipølsehorn og -pizzaer, miniflødeboller, små lagkager og små cupcakes. Og frugt og grønt i bidder på hver deres spyd. Det hele serveret på mine 'sølvfade' og spist på sølvtallerkner og med sølvbestik fra Tiger. Det bliver så fint, gør det!

Store sager

Ja, altså. I vores lille skala, forstås.

Fx vejer Bean nu 8220 g, siger Yndlings-Sunder. Og er 72 cm lang. Og kan alt det hun skal - plus det løse. Kryds-kryberiet er i al fald majet, majet fint. (Jo, man må gerne prale med sit 8 måneder gamle barn. Blev der sagt.)

Fx har jeg sendt en ansøgning afsted, som jeg krydser helt utroligt meget fingre for. Ikke fordi det er drømmejobbet, men fordi det er en fast stilling et godt sted, med gode mennesker, gode forhold og dejligt tæt på hjemmet.

Fx babysittede Søsterlil/Moster i går aftes - og puttede Bean! - mens Kæreste og jeg var i biografen og se Hobbitten. Det var gået over al forventning, selvom Bean ikke blev ammet umiddelbart inden hun blev lagt i seng. Dejligt! Det gav i al fald os mod på lidt flere kærestedates. Ikke hver eller hver anden uge, men oftere end hidtil.

...

Fx stopper vi fra dd. med amning kl. 23. Angstprovokerende. Men barnet skal jo for pokker ikke spise hele tiden om natten. Der skal være appetit til mere om dagen.

Hej, hej, mellemørebetændelse

Her skulle have været et indlæg om Beans første jul, om den yndigste julekjole-baby, fine gaver og alt i alt nogle hyggelige dage. Det bliver så ikke lige nu.

For vi har en sløj mor og en træt far og en endnu sløjere, trættere, feber-, hoste- og mellemørebetændelsesramt Bean.

Så vi har brugt nætterne siden d. 26. på ikke at sove, men i stedet trøste og nusse en ked lille pige. I dagtimerne har Bean været ok og godt orket at lege, hygge og spise, men i dag var den helt gal. Så jeg ringede til lægevagten og blev sendt til Gentofte Hospital til tjek af hende den lille patient. Hvor der blev ordineret penicillin, børnepanodil og meldt mellemørebetændelse.

Øv med øv på. Og stakkels Bean.

Nåmen, jeg håber, I alle har haft en dejlig jul uden sygdom og anden trælshed.

Og at I ikke er nødt til at aflyse jeres nytårsplaner.

Beans første jul - in spe

Julearrangementer kom bare an - vi har kjolen og forberedelserne i orden

Kjolen til julemånedens arrangementer er syet, strøget (ikke lige her, men i virkeligheden!) og klar til Bean. Yndigheds-overload, javist, men man må godt, når der skal være fest. Til hverdag er hun en 'body og strømpebukser' eller 'heldragt' kinda gal.

Julekjolen bliver noget med noget bordeaux velour, og jeg lover, der kommer billeder. Både med og uden barn. Den skal bare lige sys først, og det bliver et projekt, der kommer til at vente til julestue, konfektlavning, småkagebagning og samling af honningkagehus er overstået.

(Fik jeg nævnt, at jeg ELSKER jul?)


Jeg kan i øvrigt varmt anbefale den fine julebog med et stikkende juletræ, en blød strømpe og en kradsende gavesæk. Blandt meget andet. Vi øver os på, hvad julen indeholder og Bean er helt vild med bogen. Særligt nu, hvor hun har forstået konceptet med at de forskellige siders indhold føles forskelligt.

Vi øver os...

Bean øver sig på at spise:

- forskellige smage
- forskellige konsistenser
- ved at blive madet
- og ved at spise selv

Tvebakker er et hit!

Toddlers bestik er supergodt til små hænder - det lykkes faktisk at få den rigtige ende af skeen ind i munden

Jeg har (endnu) ikke noget som helst imod, at spisebord, barn, stol, gulv og til dels mig selv ligner en fedtet slagmark efter et måltid. For hun hygger sig sådan med at spise, gør hun. Og har HELT sikkert forstået pointen med at putte mad i munden. Det er også tydeligt, at der er noget, der er bedre end andet, selvom Bean er frisk på at smage det meste.

Øllebrød er dog indtil videre kun mødt med gag-refleks og vrede råb. Til gengæld er både laks, rejer, avokado og ikke mindst havregrød med jordbær på favoritlisten.

(Hvis der er nogen, der har gode insider-fifs til en god dækkeserviet, der bliver hvor den er og som er let at tørre af - bring it on!)



Jeg øver mig på at skulle forholde mig til virkeligheden igen. Snart.

Kæreste kom helt glad til at sige, at 'nu er der jo kun 6 uger til jeg skal på barsel'. Men det betyder for pokker, at om 6 uger slutter det for mig. Og så venter den virkelige verden med dagpengeland og almen trælshed og jobjagt.

(Om jeg kom til at græde? Helt vildt meget. Nej da, for det er skønt for Kæreste, at have 3 måneders orlov og hygge med Bean - endnu skønnere at han glæder sig helt vildt og mere og mere efterhånden som hun bliver større og sjovere)

Jeg har sendt 2 seriøse ansøgninger afsted. Med en lille klump i halsen og en lidt større i maven.

For i virkeligheden ville jeg faktisk have det rigtig fint med at gå hjemme med Bean et godt stykke tid endnu. I al fald til hun er lidt over 1 år. (Hvorfor er det lige, at Danmark er det eneste land i Skandinavien, hvor det er normen, at børn kommer i vuggestue/dagpleje før deres fyldte 1. år?)


Nu må vi se. Det ene job er et sted, jeg kender og har arbejdet før - det er godt nok en anden funktion, men det er en god arbejdsplads, gode kollegaer, tæt på og offentligt (= ordnede forhold og ingen rynkede bryn hvis man går 15.30, så længe man rammer de 37 timer om ugen) Det gad jeg faktisk rigtig godt.

Man må gerne krydse fingre.

3 uger. Åbenbart.

- hvilket altså betyder, at Bean nu er 'fuldbåren' og at en fødsel fra i dag bliver 'til termin'.

Det er sgu vildt.

Jordemoder i går (endnu en ny dame) estimerede at der nu er tale om 2700-2800 grams barn, så 'nogen' har i den grad gået til den på vægtfronten. Det klager vi ikke over.

T minus 30 days

Så er der simpelthen ikke længere end 30 dage til det dér termin. Den sidste måned er godt nok røget hurtigt.

Tælle på fingre og tæer...

Plus det løse.

46 dage til termin. Sgu.

Phew no. III

Scanning (med læge og jordemoder) er vel overstået.

Hun ser ud til at trives helt fint og gøre alt det hun skal med vejrtrækningsøvelser og bevægelser (jow tak!) - og alle funktioner så også rigtig fine ud. Der var rigeligt fostervand og moderkage og navlesnor så også gode ud.

Det er ikke verdens største lille pige, men hun er inden for normalen og lader bare til at følge sin egen kurve. Og vejer her 32+1 næsten 1800 gram.

Lægen estimerede fødselsvægten til omtrent 3200 gram. Hvilket - fortalte mine forældre, da jeg ringede med gode nyheder - er det samme som jeg selv vejede for (på søndag. Jeg mindes i øvrigt ikke nogensinde at have tænkt så lidt over fødselsdag og fejring som i år) 28 år siden.

Og så er giver alting jo fin mening og passer smukt sammen. De har ikke indkaldt mig igen, men vil lade det være op til jordemoder at skønne om endnu en scanning er relevant ved de kommende besøg.

Men for pokker hvor er det rart med afklaring!

Afklaring (på det meste!)

• Phew no. I

Urinprøve fra lægen var fin og viste ingen tegn på noget, der skulle være galt. 

• Phew no. II

Banken har rodet i sagsgangen og er nu vendt tilbage til udgangspunktet. De vil gerne låne os pengene og har sat renten på lånet et kvart procentpoint ned. Og sender biografbilletter som undskyldning. (Så NU er der ingen vej tilbage - vi er simpelthen typerne, der bliver andelshavere)

• Det sidste phew? 

Scanning bliver i morgen eftermiddag (tak til Verdens Sødeste Jordemoder for at være god at tale med over telefon ifm. med opkald og planlægning af ekstrascanning). Kæreste kan ikke slippe ud af arbejde med den slags frist, men Søsterlil kommer med som moralsk support. Plus hun vil mega gerne med til en scanning. Når den er overstået kommer forhåbentlig det sidste (og vigtigste og største) 'phew'.

Har ulykker autofobi?

Gyserweekenden fra Helvede er overstået.

Fredag startede ellers så fint med avislæsning og fælles morgenmad med Kæreste, der har skemafri fredag. Dernæst fælles til lægen for 3. graviditetsbesøg. Blodtryk er meget fint, jeg har det godt, der er MASSER af liv og jeg har ikke vand i kroppen (udover det, der nu skal være). Til gengæld blev urinprøven sendt til test og lægen mente, at jeg var lige det mindste i størrelse.

Så nu skal der en ekstra scanning til, og jeg går lidt i 'hvad nu hvis...'-mode. Der er SIKKERT ikke noget galt, og Bean følger SIKKERT bare sin helt egen Bean-kurve, der hele tiden har ligget inden for normalen men under gennemsnittet. Men hvad nu hvis... moderkagen ikke fungerer optimalt, der ikke er nok fostervand, Beans nyrer ikke fungerer ordentligt, og... og... og...

Fredag eftermiddag talte vi igen med banken for at snakke om låntyper og alt så fint ud. Så var ingen af os på mailen før lørdag eftermiddag, hvor vi opdagede oprivende mail fra bankrådgiver.

Der åbenbart havde læst ud fra nogle tal, at vi ville komme til at hæfte for en lille million i foreningen og ikke bare indskuddet. Og at de derfor ikke ville låne os pengene alligevel.

Og vi kan jo ikke købe en andel med risiko for at hæfte for en ret stor gæld, der ikke har noget med lejligheden at gøre!

Instant hjertebanken og meget vred Kæreste. Og lidt panik-lige-om-lidt-stemning. Vi gik en lang tur, talte om evt. andre muligheder og ringede til sælger. Der blev MEGET overrasket over bankens udmelding, fordi det netop står i alle vedtæfter mv., at andelshavere UDELUKKENDE hæfter for indskud.

I dag har jeg talt med boligadministratorerne, der står for foreningen, og de bekræfter, at det kun er indskuddet, vi hæfter for. Ikke en lille million. Besked er lagt til bankrådgiver, der ringer efter middag.

Formentlig og forhåbentlig går alt i orden. (Men hvad er meningen med at forskrække nogen, der er gravide i 8. måned, på den måde?!)

Jeg går bare så småt og overvejer, om ulykker ikke altid kommer i stimer af tre?

For fanden da også.

It's a girl!

Og hun ser så fin ud, blev der sagt ved scanningen.

Skønt at få syn for sagen - og at se med øjnene hvordan der bliver sparket og bokset, sådan som jeg har kunnet mærke den sidste halvanden uge.

Jordemoderbesøg var også - i modsætning til sidst - rigtig fint. Den 'ægte' jordemoder frem for vikaren, var sød, engageret og meget bedre til at give rammerne for besøget. Jeg var afsted alene denne gang, og har vist knækket koden med de dér besøg ift. hvad jeg gerne vil have ud af dem.