Viser opslag med etiketten Et godt menneske.... Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Et godt menneske.... Vis alle opslag

22. maj 2013

Krea - nu med legekøkken!

Beans yndlingslegetøj i VHD er helt klart gryder, potter, pander, skeer og legemad, og som jeg før har skrevet, så sidder hun med diverse (børnevenligt!) køkkenudstyr på gulvet i køkkenet, mens vi laver mad.

Derfor er det helt oplagt, at hun nu også har fået sit helt eget køkken. Jeg kunne så godt tænke mig, vi havde plads til IKEAs fine legekøkken, men med et rum fyldt af vinkler, hvor vi i forvejen har skullet være kreative for at få plads til det almindelige grej og madvarer, så var det simpelthen ikke en mulighed at sætte et ekstra møbel ind. Når hun engang får sit eget værelse, så kan jeg til gengæld næsten garantere, at der flytter et DUKTIG køkken ind (og at det bliver pimpet med noget maling og noget)

Ergo har jeg tænkt kreativt og ud af boksen - jeg fik en (synes jeg selv!) rigtig god idé, og resultatet er blevet virkeligt fint. Jeg tog udgangspunkt i den klassiske IKEA-skammel, der står i stort set alle hjem, for den stod alligevel i køkkenet.

Bean havde i øvrigt en fest i IKEA i går, hvor vi var forbi for at købe gryder og lidt legemad. Desværre var der ikke nogen køkkenredskaber af få i Gentofte, så det må vente. Hun hyggede sig både med sin mad (det lykkedes hende at spise næsten hele børneportionen af pasta og kødsauce, samt et par af mine köttbullar) og med at råbe af begejstring fra sin fars skuldre gennem hele underetagen! Det er altså spøjst (men dejligt) at hun gennem hele sit 1-årige liv har været superglad hver gang vi har været i IKEA. Også mens hun havde kolik. Det må være noget i luften...

En skammel, lidt maling, greb og kroge - et voila! Et legekøkken

Drejelige knapper, melaminskåle fra Netto i fine farver og fiskeret fra IKEA

Viskestykke og grydelap hører til - her med neondetaljer. Inspireret af Lisbeth

Indkøbsnettet er naturligvis også i god stil!





































Det er så skønt at spise selv! (Men også lidt noget griseri)























































































































































Der kommer en illustreret DIY til alle dem, der har madglade børn og køkkener, hvor der ikke er plads til et 'rigtigt' legekøkken :)

30. apr. 2013

Milepæle, fødselsberetninger og lagkager

Et år. Et helt år. Så gammel er Bean i dag.

Det er ikke til at begribe, at det var i dag, for et år siden, at en lille pige med store øjne blev lagt op til mig efter en helt igennem forrygende fødsel, at Kæreste fældede en tåre og at barnet søgte og fandt og suttede og faldt til ro.

At vi efter en time på Riget i den smukke formiddags- og forårssol blev kørt til barselshotellet - helt øre og møre og tummelumske af for et kort øjeblik at se den virkelige verden. 

At rejsen med vores lille, store pige begyndte.

Den har ikke været let eller gnidningsfri eller smertefri. Det ved alle, der har læst med her og som har fulgt med i det virkelige liv. Men det har været stort. Uendeligt stort. Hele vejen. Og efterhånden er der vokset en helt vidunderlig, gribende og uendelig kærlighed frem til det lille menneske, der er centrum for vores verden og liv. 

Det sværeste for mig har været det med kærligheden. At jeg ikke følte det, man 'bør' føle lige med det samme. At det tog noget tid før løvemoderens ur-instinkt og beskyttelsestrang blev suppleret af kærligheden til mit barn. Den er der nu. Også når hun er midt i den mest trælse tigersprings-periode. Også når hun bliver rasende vred på mig, fordi jeg insisterer på, at man skal have hue og jakke på når man skal udenfor.

4 måneder med kolik ville jeg ikke ønske for min værste fjende (jo, måske lige ham, men så heller ikke andre) og vi drømmer stadig om at sove en hel nat. Men vi elsker Bean på godt og ondt - vi elsker hende for hendes stædighed, egenrådighed, temperament, hendes store blå øjne, hendes latter og smil, hendes åbenlyse glæde over sit liv. Et liv, der stadig bliver større og en horisont, der til stadighed udvides. I dag kan hun mere end i går - men ikke så meget som i morgen. Det går lynende stærkt, og vi kan næsten ikke følge med. Jeg er glad for, at jeg (også) har bloggen som dokument og dokumentation for vores liv - den er mine snapshots af virkeligheden. Bidder af helheden, der hjælper mig med at erindre, hvordan det hele var engang, for en måned og for en uge siden.

Stort tillykke til dig, min elskede, smukke, stædige, skønne Bean.

Under billederne er der i øvrigt en fødselsberetning, til dem, der måtte være interesserede.


Godmorgen, fødselsdagspige - kl. 05.40!

Næh, gaver

Hip, hip, hurra - Dahn Vo-style

Cool Cat

Lego. Bare Lego.

Mmm. Frokost

Mere gave

Til mig? Tak! Kan I høre, hvor dygtig, jeg er?

Lagkage

Mmm. 

Lagkage efter Bean




Jeg tror aldrig, jeg fik givet den dér fødselsberetning. Den kommer her (i en lettere redigeret udgave). Så for jer, der helt fair ikke magter en fristil og detaljer, kan læsningen slutte her. I andre er velkomne til at læse om Beans fødsel:

Fødselsberetning ”Timing is everything”

Søndag d. 29.04.2012: 
Pakke de sidste flyttekasser ud og få de sidste møbler på plads; gøre hjemmet beboeligt og bare lidt hjemligt. Gøre rent i den gamle lejlighed og overdrage nøgler. Jeg kunne fornemme lidt murren i løbet af formiddagen og var generelt lidt træt i kroppen.
Omkring kl. 18 – over aftensmaden – fortalte jeg Kæreste, at jeg måske troede, der var veer og at han muligvis ikke skulle på arbejde mandag. Det føltes som små ’bakker’ af overskuelig smerte (lidt som menstruationssmerte) med pauser imellem. Kæreste mente dog, at det bare var overanstrengelse – der var jo et par dage til termin, og ’førstegangsfødende går altid over tiden’. Desuden havde han stadig nogle løse ender ift. vikarmaterialer og undervisning.
I løbet af aftenen blev det mere tydeligt, at det nok var veer, men den slags kan jo gå i sig selv igen, så vi afventede og gik i seng. Omkring midnat kunne jeg ikke holde ud at ligge ned i sengen længere og gik derfor ind i stuen, hvor jeg kunne sidde på hug eller læne mig ind over sofa/bord/øvrige møbler. Jeg gik også på toilettet og der var lidt blod, så jeg ringede til obstetrisk modtagelse og beskrev situationen. Vagthavende jordemoder mente, at alt lød helt normalt og efter bogen, så jeg skulle bare blive ved med at gøre som jeg havde gjort hidtil og så selvfølgelig ringe igen, hvis jeg følte for det.

Mandag d. 30.04.2012:
Omkring kl. 02 vækkede jeg Kæreste og sagde, at han helt sikkert ikke skulle på arbejde dagen efter – eller de næste 14 dage! – og så fik han travlt med at tænde computeren og melde fravær til gymnasiet samt færdiggøre og sende vikarmaterialer. Sådan gik den næste time til halvanden mens jeg gik rundt og havde veer, der gradvist blev kraftigere. Jeg havde god brug af vejrtrækningen fra APA og havde det bedst med at stå/læne mig indover borde eller i sofaen. Lydene blev mere ’primale’ og kom dybt nede fra halsen (jeg var øm og hæs i et par dage efter fødslen) og det hjalp at rokke med bækkenet og få Kæreste til at holde imod med sine hænder. Jeg nåede også i bad – det varme vand var rart, men en lille brusekabine er ikke optimalt.
Omkring kl. 5 tog vi (igen) tid på mine veer, og de kom regelmæssigt og varede den tid, de skulle i forhold til at kontakte fødeafdelingen. I løbet af natten havde der slet ikke været lange nok pauser til at jeg kunne nå at ligge ned og hvile og ovenpå en omgang flytning var jeg træt og fysisk udmattet, så jeg var i den grad indstillet på medicinsk smertelindring for at få noget ro og hvile inden selve fødslen, selvom jeg som udgangspunkt havde forestillet mig en ’au naturel’ fødsel. 
Kæreste ringede til fødeafdelingen kl. 5.30 og beskrev veerne og hvor længe jeg havde været i gang, og jordemoderen sagde, at vi kunne komme ’om et par timer’. Så hørte hun mig i baggrunden og ændrede det til ’eller bare om en times tid’. 
Imidlertid var der vagtskifte blandt jordemødrene kl. 7, så vi blev anbefalet at vente til kvart over 7 med at komme – de sidste par timer hjemme var lidt hårde, fordi veerne nev godt. Dog var det ikke smertefuldt på en ubærlig eller voldsom måde, så med vejrtrækningsøvelser gik det alligevel.
Vi nåede frem vha. taxi – der godt kendte ruten og opgangen! – med mig på bagsædet, hvor jeg sad uden sele og koncentrerede mig om bare at sidde. Jeg nåede at have halvanden ve undervejs og fik i den grad brug for kontrolleret åndedræt for at kunne sidde nogenlunde stille i bilen. Dejligt at bo tæt på Riget!
Vagtskifte-overlevering varede til kl. 7.30, så vi måtte vente et kvarter inden jeg kunne blive undersøgt. Ventetiden foregik med mig stående og stønnende ind over et bord på gangen.
Da jeg blev undersøgt, viste det sig overraskende, at jeg var 10 cm åben og livmoderhals og mund var helt udslettet. Altså kunne jeg ikke nå at få hverken morfin eller epiduralblokade, fordi Bean bare skulle skrue sig helt ned igennem bækkenet og så kunne jeg presse. Det var ikke så meget smerten, som muligheden for hvile, der lå i ønsket om stoffer – og da vi fandt ud af, hvor langt i fødslen vi egentlig var, og at der ikke var 10 timer igen, så var hvile og ro også mere eller mindre overflødigt.
Fødestuen delte vi med jordemoder og Falck-elev og der var en behagelig, rolig stemning. Jeg fik et varmt omslag på lænden og en sækkepude at læne mig op ad over sengen. Det varme omslag viste sig vist at have været lovligt varmt, da det blev taget af – jeg var helt rød på huden, men det føltes rigtig godt. 
Der var tid til at tale sammen undervejs om ønsker og forløbet hidtil og det var på ingen måde dramatisk.
Undervejs holdt Kæreste imod på mit bækken når der var veer, og det hjalp og lindrede. Dejligt at vi havde øvet det på forhånd hos APA og derhjemme og overvejet hvad der ville fungere for os. Han følte sig vist selv lidt til overs, men det gjorde en forskel for mig med de hænder og bare hans rolige tilstedeværelse.
Efter et par timer var Bean næsten nået helt ned i bækkenet, men mine veer begyndte at aftage, så jeg blev lagt op på sengen og fik taget vandet kl. 9.55 (det nåede aldrig at ’gå’ af sig selv). Det var fint klart og hele tiden undervejs havde Bean det godt og var ikke stresset. I selve pressefasen dykkede hendes hjertelyd en anelse under veerne, men rettede sig med det samme igen, når jeg trak vejret i iltmaske efterfølgende.
Kl. 10.15 begyndte pressefasen, og jeg trak vejret i maske imellem veerne. Det skulle have været lattergas, men Kæreste havde slukket for gassen efter første brug af maske, ’for at det ikke skulle stå og bare sive’. Det fortalte han dog først efter vi var kommet hjem! Så jeg fik ren ilt som eneste smertelindring i hele forløbet. Og det fungerede fint.
Veerne var lovlig korte, bare 1½ pres var der tid til pr. ve og der må gerne være 3, så jeg fik akupunktur i lilletæerne af fødselsassistent uden selv at kunne mærke den store forskel – men Kæreste fortalte efterfølgende, at man tydeligt kunne se på ve-kurven at veerne blev kraftigere. Han syntes i øvrigt også at det virkede ret voldsomt med nålene, men jeg kunne ikke fornemme andet end et lille prik.
Sluttelig blev afdelingsjordemoderen tilkaldt fordi det var svært at få hovedet helt ud – det var i øvrigt en meget mærkelig fornemmelse at føle på det lille runkne stykke hoved, der stak ud mellem benene på mig – og jordemoder sagde, at det muligvis blev nødvendigt at ligge et klip. Afdelingsjordemoderen var dog lidt mere ’hands on’ og med hendes hjælp blev Beans hoved krænget ud i næste ve. Hun havde været lidt besværlig, fordi hendes venstre hånd lå knyttet oppe ved venstre øre. Ingen klip var nødvendige, og det var vist først efter hovedet kom ud, jeg ømmede mig. Det sved. Resten af kroppen fulgte let efter, og kl. 10.54 blev Bean født efter en udramatisk og god oplevelse.
Hun græd med det samme og tissede ud over mig og var helt fin og perfekt. Navlesnoren var ret kort, så den skulle Kæreste klippe før hun kunne komme helt op til mig. Hun blev lynhurtigt lyserød og bare hænder og fødder var lidt blålige – lige efter bogen. Hun lå og gylpede lidt slim op mens hun lå hos mig og jeg blev syet med 4 sting (og her kom lattergas endelig i brug, hvilket gav noget af en ’rus’). Tråden er selvopløselig, og jeg spurgte – man er vel nysgerrig ift. hvad der sker med ens krop! – hvad den var lavet af, hvilket åbenbart var første gang, jordemoderen var blevet spurgt om det. Svaret var vist en art nylon.
Kæreste fortalte efterfølgende, at han græd, da hun kom, men jeg opfattede bare, at hun blev lagt op til mig og fornemmelsen af den lille, glatte krops tyngde. Det var en surrealistisk oplevelse. Mens hun blev undersøgt fik jeg lidt hjælp til at føde moderkagen, der kom kl. 11.07 og vejede 536 gram. Den var hel og fin – og vi fik set ’livets træ’. Jeg havde mistet 200 ml blod undervejs – bestemt rimeligt.
Derefter fik jeg nettrusser og voksenble på og lagde mig over i stuens anden seng, hvor der også var plads til far og barn. 
Bean havde en perfekt Apgar-score (10/10), målte 50 cm og vejede 2920 gram. Hovedet var 33 cm i omfang og maven 30 cm.
Vi fik en time for os selv, hvor Bean lå og suttede på mit bryst og vi spiste toast og sandwich fra fødselsdags-bakken. Og ringede til forældre og søskende.
Så kom jordemoderen tilbage og med hende en børnelæge, der skulle se, om det venstre øre var ok (det havde krøllet sig sammen, fordi hånden var ved det) og alt så fint ud. Vi – nok særligt jeg – fik ros for forløbet og jordemoderen sagde, at hun bare kunne ønske, at alle fødende var så eksemplariske som jeg og alle fødsler så gode. Børnelægen syntes, at Bean var skøn og at det var dejligt at komme til et barn, der var varmt og tørt og havde det godt frem for at blive kaldt til de akutte tilfælde.
Kæreste gav hende det første tøj på og så blev vi eskorteret i taxa til barselshotellet og kompetent personale, der hjalp os igennem de første dage som nogens forældre. Beans forældre.

20. feb. 2013

Verdens Bedste Bean

Kæreste og mig kigger på hinanden flere gange om ugen i disse uger med undren og forundring.

Ikke over os selv eller hinanden, men over Bean.

For vi kan næsten ikke kende hende i øjeblikket.

Hun er så glad og overskudsagtig - kravler, udforsker, kysser og nusser, griner og leger. De eneste tidspunkter, vi hører noget brok, er hvis hun er sulten eller træt.

Vi går hele tiden rundt og spekulerer på, hvornår det vender. Hvornår vi får brokke-pylre-Bean igen.

... men hvad nu hvis vi faktisk har 'den rigtige Bean' i øjeblikket? Hende, der har været gemt under kolikken, under brokkeriet og pylren de sidste mange, mange måneder. Hende, der er så skøn at være sammen med, at man glæder sig over det hver dag.

Det ville da være helt igennem vidunderligt.

Men hun kan jo også en masse selv. Hun kan komme derhen, hun vil. Hun kan vælge det legetøj, hun gider lege med. Hun kan sidde, kravle, stå (og sætte sig ned igen) og smager på alting. Så indtil hun finder ud af, at hun fx ikke kan gå endnu, kan vi måske være så heldige, at vi har Verdens Bedste Bean.

Verdens Bedste Bean har forladt legetøjet et øjeblik
til fordel for moderens kamera.



Jeg krydser fingre.

27. mar. 2012

Det må alligevel være ærgerligt...

En af dem, jeg er facebook-ven med, fordi vi for 12 år siden faktisk kendte hinanden, har termin 1½ uge før mig.

Hun har lige lagt en (ordentlig) bunke billeder ud. Alle sammen taget inden for de seneste par uger. Man kan ikke se på et eneste af dem at hun er højgravid. Hun ser bare ud som hun plejer. Ikke fordi, der ikke er noget der buler ud. Tværtimod.

Jeg kan ikke lade være med at være ret glad for min fine runde mave, når jeg ser på dem. Hej, hej Ego-Mig, hvor er det dejligt, at vi kan sidde sammen i sofaen og føle os lidt bedre end andre (mens vi lurer på deres facebook-billeder...)