Lille, vrede barn

Der er noget helt galt med Beans verden i øjeblikket. I al fald hvis man spørger hende.

Det er nærmest som at have en hormonforstyrret teen-drama queen i huset, hvis man måler på hysteri-skalaen. Bortset fra at teenagepiger næppe hiver deres mødre i buksebenene og rækker armene op for at blive båret, mens de råber og skriger af deres mødre.

Morgenerne skal - hvis Bean bestemte alt - helst udelukkende foregå i favnen på mig i sofaen, mens vi stener Ramasjang og læser billedbøger. Det er også hyggeligt nok, men jeg skal jo fx have tøj på, inden jeg afleverer hende. Og så kan jeg være ret sikker på, at have en grædende pige ved siden af, der vil op og sidde på arm.

Nej, det er ikke sjovt at være Bean.

Og dermed heller ikke udpræget sjovt at være hendes mor eller far.

Hun er så vred.

Hun skælder ud og slår sin far, og bliver hysterisk rasende, hvis det er ham, der forsøger at putte hende - eller ham, der kommer ind til hende, når hun vågner om natten. Han er virkelig ikke i kridthuset i øjeblikket.

Hun bliver rasende over tandbørstningen, der ellers har været en skæg ting.

En del af vreden kommer givetvis af, at hun ikke just er veludhvilet i øjeblikket.

Hun har nemlig ikke kunnet sove hele natten i sin egen seng længere (igen?). Hun kan godt falde i søvn (forudsat, at jeg putter), men slet ikke falde til ro, hvis når hun vågner, og derfor er de sidste 4-5 nætter blevet tilbragt i vores seng. Enten med et nogenlunde roligt barn, eller med en pige, der karter rundt og slet ikke kan slappe af.

Kæreste var heldigvis hjemme, så han tog Bean-vagten i nat og sendte mig ind på sofaen. Hvor jeg for første gang i en uge kunne sove nogenlunde efter barnet var færdig med at skrige hysterisk af sin far inde i sengen. Han var nødt til at tage hende op og flere gange sige til hende: 'Bean, jeg er din far', før det trængte igennem, og hun faldt ned.

Men imellem det vrede (som de i øvrigt slet ikke oplever i VHD), så er hun en kærlig, sjov og hyggelig lille pige, der konstant overrasker os ved at kunne og forstå nye ting.

Eksempelvis at - på eget initiativ - bære sin kop ind til spisebordet. Eller at bære sin tomme tallerken ud i køkkenet (muligvis i håbet om en refill af eftermiddagssnacks!)

Så vi holder vejret, tøjler egne temperamenter og venter på at tordenskyerne letter.

Du skælder mig hele tiden ud!

Ikke dig, vel. Men Bean.

Nøj, hvor er der meget brok i farvandet i øjeblikket. Kæreste og mig aner simpelthen ikke, hvad der foregår, for der er endnu lidt tid til næste (og sidste!) tigerspring og der er ikke synlige tegn på årsagen til brok, pjevseri og frustreret hyleri.

Men HOLD nu op, hvor er det anstrengende at høre på en hel morgen og eftermiddag og aften. Der er ikke en lyd i VHD, så det er tilsyneladende kun Kæreste og mig, der får glæde af mini-drama-teen-Bean.

Derudover sover hun mildest talt uroligt, og det er rimeligt tough at blive vækket flere gange hver nat, når man nu næsten havde nået at vænne sig til at kunne sove uforstyrret, og ikke se verden gennem en sløret boble af træthed.

Tænder? Måske, men hun er ikke varm, og det plejer hun at være.

Vaccinationsbivirkninger? Se ovenstående.

Generel udvikling? Måske. 'Nogen' bliver i al fald jævnt hidsige over, at de ikke selv kan få sko på fødderne, så det kan jo være et spørgsmål om at ville mere end hun kan (endnu).

Det kan dog ikke være helt galt, hvis man ser sådan her ud i Mormor og Morfars selskab:

Body: Forkids // Jeans: Norlie // Sutsko: Petit Nord // Bog: Der Gruffalo (tjek den ud - den er awesome! Og det er så sjovt at høre Bean 'læse højt' om den meget, meget farlige Gruffalo)

At være et heldigt og hidsigt barn

Hun er typen, der bliver forkælet, hende Bean.

Fx er den nyeste tilføjelse til legetøjskassen en gave fra Mormor og Morfar i form af et lille dukkebarn. Hun er nemlig begyndt at synes, det er vældigt spændende at nusse med dukkerne i VHD. Så nu har hun sin egen baby, der kan få sut, drikke af flaske og spise mad. Den bliver krammet, båret rundt og stopfodret. Den er stadig ikke navngivet, så kom frisk med gode bud!
(Jeg ser i øvrigt frem til at få lidt tid til at give den en lidt mere klædelig garderobe...)

Jeg har dog siddet lidt foran symaskinen, så Bean har fået et par fine, nye bukser. Inspireret af Olines garderobe og hendes dygtige mor (nuij, hvor gad jeg godt have en overlocker, så jeg også kunne kaste mig over jersey-stofferne)

... men hun er altså også typen, der bliver helt vildt hidsig i øjeblikket, hende Bean.

Kæreste fortalte, at hun var gået hen til tv/legetøjsreolen og havde peget mod den. Han gav hende det legetøj, han skønnede, hun pegede på. Og hun satte sig på jorden og stak i et forurettet hyl, mens hun bankede fødderne i gulvet. Obviously wrong answer. Han tændte fjernsynet, og hun blev mild og blid og klatrede op til ham i sofaen for at putte.

I det hele taget reagerer hun ret voldsomt på al modgang i øjeblikket. Indbildt eller reel. Man kan blive skældt meget ud, hvis man siger 'Nej' til at hun rører den varme ovn eller må lege med køkkenknive. Og hun kan blive edderspændt rasende, hvis dukkevognen kører ind i en forhindring såsom en dørkarm. Eller pga.... noget ingen, ikke engang hende selv, helt forstår.

Det er kun herhjemme, det sker. I VHD er hun den sødeste, nemmeste lille pige (det siger pædagogerne selv!), men jeg tænker, at det dels er frustration over manglende kommunikationsevner og dermed en fase (fase, fase, fase!) og dels handler om at finde sine og vores grænser - altså en læringsproces.

That being said, så kan det altså godt være en smule svært at bevare giraf-tonen og roen, når hun en hel eftermiddag kommer med hidsighedsudbrud hvert 5. minut.

De nye bukser afprøves. Og dukken pusles (hvad sker der i øvrigt for alle babydukkers tøj?!)

For s**** da også!

I virkeligheden ville jeg have lavet et hyggeligt indlæg om al den konfekt, Søsterlil og jeg fik lavet i dag. Og det peberkagehus, vi fik samlet og pyntet.

Men så var der bare det ved dagen i dag, at Bean har været beyond træls.

Pylret og brokket sig og grædt og været træt men nægtet at sove og pylret og brokket sig og grædt. Så meget, at Underskudsmor, der ikke har sovet noget der minder om ordentligt den sidste uge, blev rigtig træt af hende. Og sur på hende. (Og fortalte hende på en overraskende voksen og rolig måde, at jeg var sur og hvorfor) Det er vildt svært at finde overskuddet frem for én der brokker sig uanset hvad man gør.

For f**den altså.

Så derfor er hun blevet puttet sådan rundt regnet 15 minutter før vanlig puttetid og ligger og sover nu. (Fordi konen jo ER træt) I sin seng. I baderummet.

Jeg talte nemlig med verdens bedste Sunder-Helle, der foreslog, at en af årsagerne til de fucked up lidt dårlige nætter, vi har i øjeblikket, kunne være, at Bean vågner af, at vi (læs: Kæreste. Jeg sover helt musestille og næsten ikke. Og ligger i samme stilling hele natten for ikke at larme og vågner derfor altid med sovende hofte og rødt mærke på samme) vender og drejer os i sengen.

Hun vågner også, fordi hun trods alt kun er knap 7 måneder/fordi hun har lært at krybe og det giver en masse motorisk uro/bare fordi.

Og nej. Vi har ikke en Bean med et stort sovehjerte.

Men moderen har brug for bare en lille smule mere søvn end hun får i øjeblikket for at kunne være andet end Sure Underskudsmor.

Det er jo JUL lige om lidt, for pokker. Jeg VIL være glade mor.


Nå. Så vi prøver at hun sover 'på eget værelse', og hvis det virker skal vi i en hulens fart have fat i noget tømrervæsen, der kan sætte franske døre i døråbningen mellem stuerne, så Bean kan flytte derind.

Nemesis. Du har været her. Længe. Fis et andet sted hen i nat, ikke?

... og de andre slags dage

Fredag var fantastisk.

Søndag var... ikke fantastisk. Overhovedet.


Kæreste kom hjem lørdag eftermiddag og var helt blæst i hovedet efter lange dage med kollegaer. Og var altså ikke til det helt store. Jeg var ude at gå med stædigt barn (nej, hvorfor SKULLE man dog også sove, bare fordi man er træt?), og bad ham køre på apoteket og købe fedtcreme til barnets kinder som værn mod vinterkulden.

Han forstod det som: tag på McD først og nå evt. apoteket 5 min. efter lukketid. Suk.


Søndag havde han det slattent og var derfor slet ikke i stand til at tage sig af Bean (WTF?! Hvorfor kan mødre så, når vi er syge? Eller er det bare her på matriklen, det er sådan, det hænger sammen?) Og jeg var flad med flad på efter at have været single-mom siden torsdag og været på stort set uden breaks lige så længe. (Hatten af og DYBT buk for alle solo-forældre. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan I kan. I er for seje.)

Slatten Kæreste og flad yours truly er en skidt kombination,  og det krævede oprigtigt talt opbud af al min viljestyrke at holde en (meget) spids bemærkning indenbords, da jeg tog mig den frihed at besøge det lille hus + lynspise en portion yoghurt i køkkenet, og jeg så kunne høre Bean brokke sig højere og højere og begynde at lyde ked af det. Inde fra stuen. Hvor Kæreste også var. Fordi hun havde gylpet og lå med hele den ene arm i gylp. Mens han lå på sofaen og så på.

Er I klar over, hvor mange gange man kan nå at tælle til 10, mens man simultant tørrer gylp op og trøster barn?

Jeg havde egentlig satset på at have huset lidt for mig selv, og at Kæreste gik middagslur-tur med Bean, men det kan man jo ikke, når man er slatten (igen: hvordan er det så, at mødre kan, selvom de er slatne?), så det blev til 2 timer rundt om en hel del søer med misundelig skulen til lykkelige par med barne- og klapvogne, der sådan gik rundt og hyggesnakkede i det i øvrigt smukke efterårsvejr.


Dagen sluttede (heldigvis) ok med at sidde arm i arm i sofaen og se Ridiculousness på MTV (jo, det er sjovt).

(Natten har til gengæld budt på 4 (!!!) skrigeseancer fra Bean. Vi takker og bukker og krydser fingre for, at det bare var lidt vintertids-bøvl, som ER slut nu. Seriøst. Kan vi ikke afskaffe det dér med at skifte tid? Både børn, voksne og dyr har jo problemer med det)

Gul og gratis

Haves: sur, pjevset baby
Ønskes: glad baby til hyggelig barsel

Seriøst.

Var det ikke rigeligt med kolikken og et farligt tigersprings-barn?
Skal vi nu også være sure og pjevsede indimellem det hele?

Måske fordi Bean ikke kan finde ud af at sove helt så meget, som hun har brug for.
Måske fordi hun bare har lyst til at være sur og brokke sig.

Men for f**den hvor får man lange løg og kulsorte rander under øjnene, foruden hovedpine og galopperende mentalt underskud, når man skal høre på baby-brok hele dagen i en uge (and counting) i træk. Selvom man gør alt man kan for at imødekomme og dække alle tænkelige baby-behov.


Jeg gider ikke være den sure mor med den sure blog, men det hele er - som ræven vist ville udtrykke det - en kæmpe bunke rønnebær lige nu.