Viser opslag med etiketten Fødselsforberedelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fødselsforberedelse. Vis alle opslag

10. feb. 2012

Fødselsforberedelse med rave-fest

Mandag aften frem til medio april er der tykke(re og tykkere) damer i fri dressur - inkl. åndedrætsøvelser, afspænding og videndeling (et par gange endda i selskab med Kæreste - er ret spændt på, hvad han vil synes om den forholdsvis holistiske tilgang til projekt baby). I går eftermiddags var Kæreste og jeg desuden til første af tre modulers offentligt finansieret fødselsforberedelse på Riget - om amning og den første tid med barnet. 

Jeg tænker, at kombinationen af det praktiske/individuelle og det mere officielle er fin - og Kæreste var endog meget positiv efter 1½ times powerpoint med rigelige mængder bare bryster. Jeg tror faktisk også, han havde mere overskud til at lytte end undertegnede.

Min livmoder huser nemlig med jævne mellemrum en vaskeægte ravefest i den seriøse 90'er-stil med gang i den i omkring 24 timer, masser af 'skub til loftet' og intens - voldsom! - dans. 

Bean hygger sig uden tvivl gevaldigt med at hoppe, slå kolbøtter, kaste sig fra side til side og op og ned, sparke og bokse på samme tid. Det er bare knap så hyggeligt for mig, for mens det står på, har jeg ingen muligheder for at få hvilet ordentligt. Decideret søvn er slet ikke en mulighed; maven (den del, der ikke er baby) bryder sig heller ikke om det og går enten i strejke eller overdrive; og så gør det efter et par timer faktisk ret nas, når Bean bliver ved med at fyre igennem efter organer eller maveskind.

(Og ja - jeg ved godt, det er et luksusproblem, at Bean har besluttet sig for at være Verdens Mest Aktive Barn)

Vi (jeg) spurgte jordemoderen, der stod for arrangementet på Riget, om det er muligt for Bean at være FOR aktiv derinde. Det er det tilsyneladende ikke. Og så smed damen ind som bonus-info at det 'sikkert hverken har noget med ADHD at gøre eller noget andet'. 

Great. 

ADHD havde overhovedet ikke krydset mine tanker, før hun nævnte det. Jeg har været mere bekymret for, om Bean får nok tid til at hvile/restituere og vokse i højde og drøjde, når hun mosler så intenst.

Nåmen, festen er ved at klinge af for denne gang. Så plejer der at gå et par uger, før hun for alvor skruer op for løjerne igen, men bare er normalt aktiv og forstyrrer nattesøvnen et par gange (på en god nat). 

Jeg vil udnytte muligheden for at få indhentet tabt søvn over de sidste par døgn.

31. jan. 2012

Tykke damer i fri dressur

Første gang fødselsforberedelse på noget i retning af holistisk aftenskole vel overstået.

Må jeg være helt ærlig? Så var jeg faktisk lidt nervøs inden jeg tog afsted - for hvad nu, hvis jeg bare var helt forkert og ved siden af?

Men vi var en hel flok, der ikke rigtig ved, hvad vi skal og gør og som er igang med at være gravide for første gang og at finde os til rette i vores nuværende og kommende roller.

Jeg tror, det bliver rigtig godt. Jeg glæder mig til at lære nogle af de andre at kende, for der er helt sikkert nogen, man svinger med. Og nogen som er flinke og rare, men som man ikke rigtig har andet end maven til fælles med.

Vi startede med at præsentere os selv (navn, terminsdato, fødested og hvordan vi havde det generelt), og her gik det så op for mig, hvor let en graviditet jeg egentlig har (dagpengelands-frustrationer og boligsituation til trods).

Der var nemlig Hende, der har været sygemeldt med Svær Bækkenløsning siden 12. uge, og som stort set ikke kan gå/stå/sidde.

Og Hende, der er alene og venter tvillinger og har kvalme på 7. måned, men ikke nogen, der kan aflaste.

Og Hende, der SKAL have kejsersnit pga. tidligere forløb med livmoderhalskræft.

Og Hende, der netop har fået at vide, at hendes barn er alt, alt for lille.

Lidt træthed og lidt plukkeveer, når jeg har været lige lovlig aktiv, er vist kun at være tilfreds med.

(I øvrigt ser det så fint ud med 15 tykke damer, der laver maveparade i form af udstrækningsøvelser sådan en sen mandag aften)