24. okt. 2011

Lykke og afmagt

Så er det ikke længere vores hemmelighed.

Nærmeste familie og ditto venner har fået overbragt nyheden og reageret med passende mængder glæde på vores vegne og lykønskninger. Søsterlil blev så glad, at hun ikke kunne holde masken og simpelthen brød ud i gråd.

Og i et særligt tilfælde blev livet - det spirende liv - virkelig kontrasteret. Kærestes bedste ven har netop fået konstateret en uhelbredelig, degenerativ sygdom - og Kæreste og jeg havde en lang, tårevædet nat, hvor det hele blev talt igennem. Om hvor sårbar man bliver, hvor skrøbeligt det hele er - og hvor højt vi elsker hinanden.

Det har været en weekend med den højeste lykke og dybeste afmagt. Men mest af alt en weekend fuld af kærlighed.

(Det gjorde naturligvis heller ikke det dejlige mindre dejligt at vi havde en fantastisk Sverigestur med fabelagtig mad og de lækreste senge, jeg nogensinde har sovet i)

21. okt. 2011

Bean - et livligt barn!

Phew. Alt så så fint ud i dag, selvom Bean var en meget livlig type og lidt svær at få til at ligge stille!

Rigtig fin risiko-vurdering, god hjertelyd og god størrelse.

SÅ dejligt at få at vide. Nu bliver weekend-kærestetur til Sverige endnu lækrere.

Lykke.

20. okt. 2011

12+0

Nakkefoldsscanning i morgen.

Hvornår er det nu, man kan ånde lettet op og bare glæde sig?

19. okt. 2011

Hvad sagde de så?

Altså, de dér kommende bedsteforældre, da de fik vores hemmelighed at vide i lørdags?

Ikke så frygteligt meget. Mor blev tydeligt glad og gav knus til Kæreste og mig. Far smilede bare lidt og sagde ikke rigtig noget.

Men over aftensmaden og dagen efter blev der talt og fundet gamle vandrejournaler frem. (Som i øvrigt til forveksling ligner de samtidige)

Mon ikke det kommer, som det hele skrider længere frem?

I øvrigt er dagen i dag den sidste i 1. trimester - 11+6. Og så kan man forhåbentlig snart tillade sig at ånde lidt lettet op? I al fald efter fredag som bliver den 'ægte' nakkefoldsscanning.

Herefter kan de (krydse fingre, 7-9-13) forhåbentlig gode nyheder spredes mere eller mindre ad libitum. Dvs. ikke via FB eller andre sociale medier, men til dem, vi synes, bør vide noget. Gerne ansigt til ansigt, men eller telefonisk.

Det bliver også interessant.

PS - siger man det på sit arbejde?

12. okt. 2011

Sverige i horisonten

Et lille telefonopkald, og så er der booket kæreste-hotelophold i det svenske næste weekend (ikke den kommende, der skal vi til Provinsen og fortælle om Bean til mine forældre)

Aah, det bliver så dejligt. Det gør på en eller anden mærkelig måde en forskel at overnatte et andet sted (hjemme hos venner og familie gælder ikke).

Og vi kan tage afsted tidligt fredag, for den eneste anden plan er nakkefoldsscanning - og uanset resultatet af den  (selvom ALLE fingre er krydsede), så kan det kun være en god ting at kunne slendre omkring i svensk købstad uden at risikere at møde nogen man kender og så bare være enten utroligt lykkelige eller helt i vildrede.

I morgen rykker jeg i øvrigt officielt ind i 12. uge, og så er det første trimester skisme snart forbi.

7. okt. 2011

NF... jaja, lige om lidt

Kæreste og mig havde begge taget fri fra arbejde for at tage ind på Riget og se Bean (og for at nogen skulle tjekke Beans nakkefold)  i går.

Og guess what? Er søreme ikke mere end 10+1 (i dag), dvs. lige i starten af 11. uge og ikke 12. uge, som vi havde regnet med.

Til gengæld betyder det, at jeg er helt sikker på, at det dér undfangelse skete den dag, vi fejrede vores nieces 1 års fødselsdag, og det er sgu da meget passende.

Nå. Men det betød desværre også, at WHO-forsøg bliver uden os, og at NF først bliver i slutningen af uge 42; fredag d. 21.

Men vi fik set Bean. Nu med arme, der fægtede i luften (aka vandet) og benspjæt. Og som lignede et lillebitte barn og slet ikke bare en bønne længere. Åh, det var dejligt. Og hjertet bankede løs (både på mig og - heldigvis - også Bean)

Det kommer til at skyde offentliggørelsen et par uger. Men vi har besluttet af farmor og mine forældre (som vi skal besøge næste lørdag) får det at vide dér. Så bliver de bare sworn to secrecy indtil efter klarmelding fra os efter NF.

Har købt tre ruller uldgarn (der kan vaskes ved 40 grader), som mor får overrakt. Hun er nemlig fabelagtigt dygtig til at strikke. Og det er ligesom vores indgangsvinkel til at fortælle det hele.

Gad vide, hvad de siger.

Er efterhånden ved at blive mere tryg omkring det hele, men for pokker, hvor havde det været dejligt at have NF overstået med fint resultat.

2. okt. 2011

Om NÆSTEN at kunne sige det til nogen

Jeg er begyndt at sige, jeg skal være forsøgskanin i et WHO-forsøg om sundhed.

Det er for så vidt også sandt. Det er bare ikke the WHOLE truth and nothing but etc., for i virkeligheden er det jo et WHO-forsøg om fostres vægt og udvikling. Og mødrenes sundhedstilstand og ernæring.

Åh. Det bliver så spændende at få NF overstået (ja, jeg er begyndt at blive sådan lidt mega-nervøs spændt. For tænk nu hvis...)

Den allerallerførste, der får noget at vide bliver Famse. Også selvom det bliver via gravsten. (Og så blev man lige lidt rørt igen. Jeg tuder over alt. Pingvinmarchen fx. Det ER da skide sørgeligt, når ægget revner i kulden og ungen inden i dør. Måske bare ikke krampegråds-sørgeligt)

Og derefter forældre. Resten af rækkefølgen er ikke helt planlagt.

NF skal bare liiiige overstås, så torsdag kan kun ske for langsomt.