Weekendlykke og lagkage

Søndage tilbragt i gode venners selskab og lagkager er skønt. Intet mindre. Vi fejrede 2 års fødselsdag i det grønne med masser af leg - og det kunne mærkes, da en lille pige skulle puttes.

15 minutter tog det, før hun overgav sig til søvnen ovenpå timer med at løbe rundt efter de store børn, flage og spise lækkerier.

Dejligt at være gæst...

... særligt, når der er balloner til festen!

Syndigt lækre lagkager.

Trip, trap og træsko flager for sig selv og hinanden

Den smukke kage med fødselsdagspigens forbogstav i hindbær

Weekend i sommerlandet

... og hvilken weekend!

Fyldt til randen med solskin, is, leg og våde babykys.

Vi har været på biblioteket (et af Bean yndlingssteder i hele verden. Akademikerbarn, anyone?), i lækre, lækre Normann, hvor lidt godter fandt vej hjem.

Det fine fly er Beans nyeste legetøj og vældig godt til at lege snurretop med. Orden på skrivebordet må der til, så jeg har investeret i en smuk trådkurv i kobber, en æstetisk tapedispenser (af alle ting!) og en plissemappe til alle de løse dokumenter, der altid er på skrivebordet. Nåja, og så var vi nødt til at have et sæt opskrifter med hjem til afprøvning.

Efter lidt shopping fandt vi den lokale legeplads og endte med at sende Kæreste hjem for at smøre madpakker til al fresco frokost.

Hvor er det dejligt at have tid, ro og overskud til at nyde sommeren og hinanden til forskel for sidste år, hvor en del af de få, skønne dage druknede i kolik og gråd.

Sankte Hans, Sankte Ha-ans

Når man har et barn, der bliver puttet omkring kl. 19, så er det ret vanskeligt at finde et bål, man kan nå at synge om og se blive tændt.

Så det gjorde vi ikke i år.

I stedet spiste vi god (og nem!) nordisk tapas fra Cofoco Le Marche med gode venner og deres børn. Eftersom vejret ikke var til at regne ud blev deres gård vores location, og det lykkedes at kapre borde og bænke i nærheden af legepladsen. Take away konceptet er fantastisk, og vi har kun været tilfredse med Cofocos tapaskasser. 250 kr til 2 personer, og der er rigeligt mad. Vi har vist endnu ikke præsteret at spise op, og det er ikke fordi, vi ikke prøver ;)

Bean - der lige har lært at rejse sig fra siddende uden støtte! - tullede rundt med den anden lille pige, og bedårenheds-faktoren røg helt i vejret, da de begyndte at føre en lang 'samtale' på tumlingesprog.

Vores lille pige er helt bevidst om det dér med ord, og bruger sin sødeste stemme til at sige 'hej' til alt og alle. Jeg har set granvoksne håndværkertyper smelte og blive helt bløde i øjnene, når hun hilser dem fra klapvognen (#heartbreaker!) Til gengæld er det vist kun os, der (nogenlunde) forstår hendes øvrige 'ord'.

'Mæ' er vistnok noget at drikke, men det bliver ikke brugt specielt konsekvent.
'Wah' ("brøl") er noget dyr siger - både løver, bjørne og giraffer.
'Uh-uh' er til gengæld specifikt møntet på ugler.
Ræve sniffer
... og resten kan ikke engang vi dechifrere. Men hun taler og taler og taler og øver sig på lyde hele dagen. (Gad vide, hvor hun har det fra)

Det dér Skt. Hans, ikke? Børnene var (surprice!) færdige med at spise længe før vi voksne var, så de tullede op til legepladsen, 10-15 meter borte, og legede helt selv og helt uden brok i sandkassen. Bean vinkede, sagde 'hej' og kiggede ned mod os jævnligt, men det var åbenbart tilstrækkeligt for hende, at hun kunne se os og kunne se, at vi reagerede på hende. Hvilket var overraskende, for hun er mildest talt mor-syg i øjeblikket.

Skønt!

Det var en glad og træt lille pige, vi trillede hjem kl. 19, men det var en fantastisk hyggelig måde at fejre Skt. Hans på.

Kølig hvidvin, midsommersol, godt selskab og lækker take away. Ahhh!

Mine yndlingsmennesker havde tid til lidt leg før maden

JAH! Det er SKØNT at spise selv!

Skeer er no problem for Bean. Vi siger tak til VHD!

Voksen-mad: blomkålssalat med rugkerner og oksekød med bearnaise-creme

Se, hvor fint de leger, og hvor langt væk fra de voksne (som kunne spise i ro og mag) de er. Jeg zoomer her!

Voksentid på den børnevenlige måde

Efterhånden som Bean er blevet ældre, og livet drejer sig om andet og mere end bare at holde hovedet oven vande og overleve, så har lysten til voksentid også indfundet sig igen. Altså; tid med andre voksne. Sammen.

Fx middagsselskaber hvor man får vendt stort og småt over god mad og lidt godt i glasset.

Og ved I hvad? Vi har fundet en måde at kombinere voksentid med børnevenlighed (fundet, blev der sagt, ikke OPfundet. Jeg er med på, at det ikke er den dybe tallerken, jeg her kommer med!)

Torsdag fik vi besøg om eftermiddagen af en sød veninde og hendes søde Buddha af en pige (der trods sine knap 8 måneder for længst har overhalet Bean i vægt), og børnene hyggede i sandkassen, mens mødrene udvekslede lidt nyheder længe nok til, at Bean fik konstrueret en hat af sand, der sad så godt fast i det sparsomme solcreme-indsmurte hår, at et bad inden spisetid var absolut nødvendigt!

Hjemme lavede Kæreste mad, der både kunne spises af store og små, og venindens kæreste kom direkte fra arbejde til spisetid og havde drikkevarer med.

Og mens de små damer brugte hænderne og fik mere eller mindre hjælp til maden, så kunne de voksne samtale over panzanella-salaten og de sicilianske kødboller. Små piger gider dog ikke sidde i 10.000 år ved bordet, så spisning foregår i forældre-tempo, men so be it.

Efter maden blev der leget og tumlet på madrassen i stuen, mens de voksne fik chokoladekage med rabarberkompot og fuldfed creme fraiche (selvfølgelig!)

Sådan en børnevenlig voksenaften slutter ved sengetid, men på sigt kan den forhåbentlig udvides til, at børnene bliver puttet (og så skal det ene barn fragtes hjem på et tidspunkt, men mon ikke også det kan lade sig gøre af og til hvis det er weekend? Det kunne det i al fald i 80erne)

Mandag tester vi konceptet endnu engang med et andet hold dejlige venner :)

Eftermiddagssnack til mor og Bean: blåbær/banansmoothie og vindruer

Bean kreerer en dejlig, dejlig hat af sand (suk)

Baby-Houdini på vej over stepperne - nu med rigtig hat!

Så sød - og så fine, runde kinder og lår :)

Blå, blå øjne og glimmer på benene

Str. 8 måneder og str. 13 måneder har et godt øje til hinandens sko. (#girlswillbegirls)

Rabarberkompot af kalundborgensiske rabarber - tak til jer, der medbragte de herlige stængler!

Chokoladekage, 38% creme fraiche og rabarberkompot. What's not to salivate over?

Leftovers, loppefund og ladies weekend

Kæreste er taget på herretur (også kendt som 'mancation' - and don't EVEN get me started!) i sommerlandet (endnu engang) så Bean og mig er alene hjemme hele weekenden (endnu engang). Og så taler vi ikke mere om det.

I går fik Bean og mig besøg af et par af Kærestes venner - nogle dejlige mennesker, der skal være forældre til november, så jeg havde fundet en masse babygrej frem som de kunne vælge og vrage imellem. Hold nu OP, hvor er str. 50-bodyer bittesmå og übercute, og hvor er det svært ikke at blive både skruk og helt nostalgisk... Hvis jeg har nogensomhelst indflydelse, så får Bean helt sikkert en lillebror eller -søster engang i fremtiden.

Bean holdt hof og underholdt, snakkede og nød den ekstra opmærksomhed hele aftenen (og havde lidt svært ved at forstå, at det også blev sengetid på et tidspunkt!) og da hun sov sødt var der voksentid med lidt sødt til ganen i form af en nougat-hindbærlagkage, jeg havde lavet tidligere på dagen. Den har jeg nydt resterne af her til aften ovenpå en lang, god og ikke mindst varm og solrig dag.

Bean og mig startede dagen med den hyggeligste playdate på Tårnlegepladsen og en flok af de skønne damer og børn, jeg lærte at kende til fødselsforberedelse, efterfødselshold og motorik. De kan alle så meget nu, og det er så fint at følge deres udvikling og de nye udfordringer, det giver med institution og stigende grad af selvstændighed.

På vejen hjem gik vi igennem vores brostensbelagte smørhuls-gade i sommersolen og Bean var vildt optaget af de mange, spændende loppe-sager, der var sat til skue. Vi endte med at krejle os til nogle scoop. Dejligt at kunne loppe lidt igen - det savnede jeg faktisk sidste år, hvor Beans kolik-temperament bestemt ikke var til den slags udflugter!

Efter en laaaang middagslur (2 timer, du!) hoppede vi igen i solcreme og klapvogn og tog i Classens Have for at se, om sandkassen der også kunne bruges til at lege i. Det kunne den godt, så det var en meget snavset og rimeligt godt brugt lille pige, jeg nynnede i søvn her til aften.

... hvorefter der var en opvask og generel oprydning af hjemmet at se til inden jeg kunne smække benene op i sofaen og nyde lidt leftover lagkage.

Jeg håber, I også har stornydt det smukke vejr.

Sand er fantastisk (bare ærgerligt, det kommer ind alle steder!)

Dagens loppis-rov: Kaj (insta-joy fra Beans side), et hammerbræt fra Djeco, en sød tallerkenrække til de børnebøger, der ikke behøver at blive bladret i at lidt hårdhændede Bean-fingre og et fint vægskab til toiletsager. Eller køkkengrej.

JAH! Mere larme-legetøj :) (Og ja - en megasnavset body!)

Kaj og Bean har kysset, krammet og delt sut hele eftermiddagen - ahmen altså

Leftover-lækkerier til en træt, men glad mor: hindbær/nougatlagkage og iskold hyldeblomstsaft

Alfa-Girl Meets Dog

Kæreste og mig har her til morgen været på officielt besøg i den flerbørnsdagpleje, som skal være rammen om Beans hverdage fra på mandag (nuij, det er snart!), og Kæreste var ligeså begejstret som jeg over pædagogerne, de små, men rare omgivelser og stemningen i huset.

Bean var afleveret (på cykel, jojo) til Bettina og altså ikke med i dagplejen i dag, fordi hun i DEN grad trængte til en formiddagslur oven på en mildest talt vild nat, hvor hverken mig eller hende fik sovet. Overhovedet. (Kæreste rykkede ind på sofaen, så han er vist nogenlunde ok.)

Nåmen, det var den dagpleje, vi kom fra. Vi glæder os til at starte og til at Bean er kørt ind, for der virker simpelthen så varmt og hjerterums-agtigt. Det ER altså også luksus at være et sted med 8 børn og 3 voksne lige ved siden af, hvor vi bor.

Bean og mig var på besøg i torsdags, og pædagogen nåede på den halve time, vi var der, at blive imponerende klog på hende Bean. Mest af alt ved observation mens selvfølgelig også ved at tale med mig.

Beskrivelsen i dag var så rammende og helt igennem spot-on, at jeg ærgrer mig grænseløst over ikke at være kommet på den selv!


Vores Bean er en Alfa-pige


Uden sammenhæng i øvrigt er her lidt stemningsbilleder fra onsdag i sidste uge, hvor Beans Skytsmor og hendes Shiba-hund kom på besøg for at lege i Østre Anlæg og lufte både hund og Beans nye sneakers.

Sneakers i str. 20 er simpelthen for søde!

En lang, slank dame

Stenbrosbarn på græs - og den sjoveste leg nogensinde

Alfa-Baby møder hund

Uh, den er skarp, den forårssol

Nej, det er ikke en ræv. Det er en Shiba. Og den er sød.

Luft under vingerne i Østre Anlæg

Outfit details:

Bean: Heldragt: Soft Gallery // Cardigan: Norlie // Sneakers: Adidas Dragon // Uld-elefanthue: Tøj og Sko // Halstørklæde: hjemmestrikket // Jakke: Name it

Mor: Tørklæde: Beck Söndergaard // Gederuskindsjakke:  Noir Bllack // Ur: Calvin Klein // Guldbukser: Ganni // Lædersko: Ciaroscuoro 

Udstyr. Hjælp modtages gerne!

Nu leger vi lige, at det bliver forår på et tidspunkt, ikke?

Og at flyverdragter derfor bliver SO last season. (Ikke et ord om, at Beans str. 74 er ved at være liiidt kort på arme og ben. Jeg NÆGTER at købe en ny flyverdragt i slutningen af marts måned)

Hvad gør man så? Har man en overgangsjakke? Eller en overgangsdragt? Og så en sommerjakke? Og der skal vel også regntøj og gummistøvler til?

Hvad er godt? Hvad skal man huske?

(Og hvad ser lækkert ud uden at koste hele eller halve arme eller bondegårde?)


Apropos det dér forår, så har jeg tilbragt denne smukke (men isnende kolde!) dag i herligt selskab, dels med at fejre en god (og vældigt højgravid!) venindes runde fødselsdag og dels med en vidunderligt glad Bean, der har en glubende appetit på alle slags mad og alle motoriske udfordringer i øjeblikket. Sofaen er besteget helt uden hjælp, og hun kan gå hele vejen rundt om den. Gad vide, hvornår hun slipper helt og tager de første, spæde skridt?

Bean er iført: Striktrøje: FUB / Sweat: Benetton / Gamacher: Soft Gallery / Strømpesko med ruskindssåler: H&M

Hvad postbudet kom med

Jeg skrev et indlæg for lidt tid siden om det dér med søvn her på matriklen. Og Konen - som har en skøn, lille Gryntegris med et stort sovehjerte - var simpelthen så fantastisk at sende mig en pakke med helt vildt lækker chokolade. Bare fordi.

Af hjertet tak! Det var simpelthen så sødt.

Halvdelen af pakken røg i går aftes efter Bean var lagt (hvad sker der i øvrigt for, at hun er helt træt og har næsten lukkede øjne, når vi bærer hende ind, men så vågner og holder fest i omkring en time i sengen?)

Den anden halvdel kunne snildt ryge i aften - særligt fordi jeg har lidt grus i øjnene efter en nat, hvor Bean mente, at vi da er vågne fra kl. 23-01.30. Og med 'vi' mener jeg 'Bean og mig', for Kæreste fortrak hurtigt til sofaen. Han var nemlig ved at blive ret gal i skralden over ikke-sovende barn, og mente derfor, at det var bedre at konfliktnedtrappe ved at forlade situationen. Hvilket er fair nok. Men lidt træls for mig.

Anywho. Jeg har nu håndlavet, fynsk chokolade til at sweeten the deal, når Kæreste skal ud i aften og jeg har babyvagten. Blogland er af og til et ret fantastisk sted. 

I øvrigt er der flyttet et stykke stor, grøn plastik ind herhjemme. Mens vi venter på Godot foråret (eller i det mindste at der ikke er sne og storm over det hele) skal Bean jo ikke snydes for sin yndlings-legeplads-aktivitet.

Om hun kan lide at gynge? Hvorfor tror I det?
(Se i øvrigt venligst bort fra rodet i baggrunden!)

Totalt god chokolade (og virkeligt godt ramt med smagen!) og sødt kort fra Konen

My heart on my sleeve

Som gravid er man det tydeligt for alle, at der er et barn i ens liv (på mange måder)

Som barslende har man nærmest sit barn fastmonteret på sig.

• I slynge/bæresele/favnen; man ammer eller giver flaske; man er meget synlig i gadebilledet og på cafeerne med barnevognen eller højstolen og alt det udstyr, der følger med. Pusletaske, babymad, stofbleer, vådservietter, legetøj, skiftetøj, you name it!

Det har for mit vedkommende været knap 1,5 år, hvor jeg var 'med barn' til stort set alle tider. Det barn, der nu åbenbart er blevet 9 måneder gammel (HVORNÅR skete det?!)

Lille frk Bean med de blå øjne

Man kan sagtens få fingre i mors taske, selvom den er i sofaen

... hun er nu kær, hende 9-måneders Bean

Derfor er det også en mærkelig fornemmelse, når jeg nu med jævne mellemrum er ude i verden uden at nogen kan se på mig, at jeg er Beans mor. (Medmindre de regner ud at trætheds-rande under øjnene og lettere plettet tøj skyldes et lille menneske)

For hun er der jo alligevel. Hele tiden. I mit hjerte og i mit sind. 

Nå, men snart bliver moderstatusen tydelig, når jeg cykler rundt i det københavnske landskab, for vi er ude i noget med noget cykelstol (og hjelm) til Bean. Den skal bare liiiige bestilles og monteres først.

Måske jeg også bare skal øve mig i at være 'mig selv' igen af og til. Ikke nogens mor, bare mig. Forstå mig ret. Jeg elsker at være Beans mor. Jeg er bare også andet og mere end det. Så vidt jeg husker! Det hænger nok også sammen med arbejdsmarkedsstatus og at lave ikke-Bean-relaterede aktiviteter.

Som fx en hyggelig kaffeaftale med smukke og søde Mokka og Mælkeskæg i formiddags. 

Eller den kærestemiddag, vi havde i går aftes efter Bean var blevet puttet, og som involverede det meste af en flaske rødvin og mere samtale og flirt end der har været overskud til i lang tid.

At hjælpe hvor man kan

Jeg kender en, der næsten lige er blevet mor. Som i: for 3 uger siden.

Og som er ved at knække helt i øjeblikket med et barn, der nægter at sove. Hverken om dagen eller om natten kan de få den lille dame til at falde i søvn i mere end 1 time ad gangen.

Hun er også rigtig ked af det (barnet, forstås. Moderen også)

Så derfor har vi haft en del sms- og mailkorrespondance, hvor jeg har fortalt om, hvad vi gjorde, hvad der hjalp os og hvordan barnefaderen kan komme mere på banen og hjælpe, så moderen kan få en pause, lidt opladning og lidt uforstyrret søvn af og til.

I går var jeg forbi.

Og så en fin, lille pige (der jo vejede INGENTING. Eller. 4 kg ved fødslen er jo ikke ingenting, men i forhold til Bean str. 6 måneder føltes det som en fjer) og en træt mor.

Jeg havde taget lidt mor-blade og mørk chokolade med, og hele pointen med barselsbesøget var at aflaste lidt, så derfor var mit spørgsmål, da vi havde sat os i sofaen:

'Hvad har du brug for, at jeg gør?'

Hun viste mig den største tillidserklæring og bad mig gå en tur med den lille pige, så hun selv kunne slappe lidt af. Som den allerførste, der skulle være alene med barnet ud over hende. Selvom vi nok i virkeligheden (indtil videre i al fald) er mere bekendte end veninder.

Så jeg trillede i en time med en lille ny, der opførte sig eksemplarisk og sov hele turen, blandt nedfaldne blade og begravede berømtheder og kom hjem til en mor, der havde sovet tungt og godt i visheden om, at hun ikke blev vækket af barnegråd om 5 minutter - og som var så glad over hjælpen, at hun fik tårer i øjnene.

Ingen af hendes venner havde tilbudt noget lignende. De havde bare - i bedste mening - spurgt, om de ikke skulle blive væk, indtil der var lidt mere overskud. For besøg med snak og hygge kan man ikke, når man aldrig sover. Praktisk hjælp, til gengæld. Det betyder mere, end man aner.

Det ved jeg af erfaring, og derfor var det en fantastisk følelse at kunne træde til og være den, der havde lidt erfaring og overskud.


Bean? Hun hyggede og legede og grinede og spiste mos fra den nye TrippTrapp-stol herhjemme med Kæreste i de par timer, jeg passede på nogle andre.

Bedste venner

Bean har valgt sig en bedste ven til tryghed og putning. Vores hjerter smelter ret meget.