The ugly truth

Når jeg kigger tilbage over de sidste mange indlæg, kan jeg godt se, at det ser vældigt lykkeligt ud her på Østfronten.

Det er her også. Lykkeligt, altså.

For Bean er fantastisk. Intet mindre. Hun udvikler sig med lynets hast, og jeg elsker hende højere hver dag.

Og Kæreste og mig elsker vores familie og liv.

Men bloggen skulle jo gerne vise et (redigeret, men dog) sandfærdigt billede af mit og vores liv.

Og det liv er ikke lutter idyl og lykke. Jeg gider ikke selv læse med, når der ikke er noget 'ægte' at læse om. Ikke forstået sådan, at glæde, lykke og kærlighed ikke er ægte. Det er det. Bestemt. Men der er også andet i livet. Også selvom man vælger en 'glasset er halvt fuldt' attitude.

Kæreste og mig?

Vi er stadig igang med at lære hinanden at kende i vores nye roller og efterhånden som vi hver især udvikler os som forældre og mennesker.

Vi diskuterer, prøver os frem og forsøger at navigere uden om de værste fejl i det her forældreskab og parforhold. Og vi bliver uenige og kommer af og til til at skuffe hinanden. Ikke med vilje, men fordi vi ikke tænker os om eller har overskud til at være rummelige og forstående.

På en måde var det lettere, da jeg var mere 'anonym'. Men Kæreste, familie og venner læser med, så jeg kan ikke bruge bloggen som en dagbog, når jeg trænger til at rase ud. Og det er heller ikke fair over for Kæreste.

En af de tilbagevendende diskussioner er, hvor meget 'fritid', vi hver især kan få. Kæreste mener ikke, det er et problem, at han ses med venner eller selv er ude flere aftener om ugen. Jeg mener bestemt også, at der skal være mulighed for at være sig selv eller i voksenselskab med andre end mig, men han tænker ikke altid over, at han kan være ude, fordi jeg er hjemme. Og har ansvaret. (Også om morgenen, åbenbart, når det af og til bliver sent og/eller vådt)

Kompromiset blev en aften om ugen.

Jeg tvivler på, jeg 'når' at bruge alle mine. Jeg er til gengæld ret sikker på, at Kæreste får brugt sine. Plus det løse.

Som sagt. Det er noget, vi arbejder på. Heldigvis i fællesskab.

... then we take Berlin!

Bean, Kæreste og jeg tager et fly til den tyske hovedstad for at holde hip storbyferie på børnefamilie-måden.

Jeg glæder mig til at vise Bean byen - og til at holde 'rigtig' ferie. Og jeg glæder mig til at fortælle jer om det, når vi kommer hjem om en (meget) lille uge.

Vi ses!

Surprice!

Sidste weekend havde Kæreste og mig en af de sjældne muligheder for bare at være 'os' og overlade Bean i Søsterlils trygge hænder for en stund.

Søsterlil havde nemlig indvilliget i at Bean-sitte hele aftenen, natten og morgenen med - luksus!

Anledningen var en fødselsdagsoverraskelse til Kæreste, som både var fra mig og fra den nærmeste familie. Og som han havde brugt uger på at spekulere over, men heldigvis først gættede, da vi nærmede os vores location.

Så hvad var overraskelsen?

Kiin Kiin, såmænd!

Vi havde en fuldstændig fantastisk aften på en helt fantastisk restaurant. Og vi var blæst væk begge to - det havner bestemt i toppen af alle mine oplevelser med mad.

NOMA er stadig en klar nr. 1 for mig, og Kæreste mener ikke, noget nogensinde kan slå middagen på Hotel Adlon i Berlin, fordi vi var nyforelskede og det hele emmede af 'Old World'-stemning. Men Kiin Kiin kommer ind som hans 2. bedste madoplevelse nogensinde - og er minimum i min top 3.

Betjening, stemning, atmosfære, drikkevarer og ikke mindst mad sad lige i skabet, og vi brugte 3,5 time på bare at være i nuet og nyde hinandens selskab. Og på at blive så mætte, at vi stort set kunne trille hjem. Ikke mindst salaten med lotus og blæksprutte var vidunderlig.
Der var ingen som helst plads til hverken kaffe eller te efter de mange snacks og 9 retter!

Hvad vi fik at spise (mmm!) - billedet er hentet her

I stedet gik vi hele vejen til Nørreport St. og tog metroen ud til Søsterlils kollegium, hvor vi skulle overnatte.

Og fandt en overvældende goodiebag, chokolade på puderne og et dækket bord - som blev fyldt med lækker brunch næste morgen. Brunch af den slags der materialiserede sig uden for døren, og som man ikke selv skulle løfte en finger for at lave. Nøj, jeg har en god søster!

Og Bean? Hun havde hygget sig, spist leget og fået masser af kys og kram. Og hun var endda faldet fint i søvn og havde sovet helt til kl. 6.20. Dejligt. Ikke mindst at vide, at det kan vi gøre af og til.

Goodiebag på den overdådige måde!

Friske blomster og fint dækket bord

Mmm - brunch!

Jeg ved ikke hvorfor, men altid skal på hovedet pt. Også når man morgenhygger

... ps: hvis I har nogle penge, I ikke ved, hvad I skal bruge på, så lyder hermed de aller-allervarmeste anbefalinger til en middag på Kiin Kiin. Alternativt spiser man også dejligt på både Aroii og RiceMarket ;)

Fødselsdage og dates

Kæreste havde fødselsdag forleden.

Sidste år var vi på en lille bitte date, mens Mormor Bean-sittede i en halv time og jeg fik et buzz af min første lille fadøl i mange, mange måneder.

I år var vi bare os tre og fejrede ham stille og roligt med lidt gode muffins, hjemmelavede hotdogs og en deleøl (altså, ikke Bean, vel!)

Den seriøse fejring tager Kæreste og mig alene. Søsterlil og hendes kæreste har indvilliget i at overnatte på Østerbro, så vi får en hel aften, nat og morgen alene lørdag-søndag. Det bliver meget mærkeligt, men jeg glæder mig også. Jeg er mest af alt bekymret for, om babysitterne kan holde til en nat, hvor deres søvnmængde givetvis bliver noget mindre end vanligt. Bean ELSKER sin moster, så jeg er bestemt ikke i tvivl om, at hun nok skal hygge sig og blive forkælet og leget med.

Hvad Kæreste og mig skal er en hemmelighed indtil videre. Det er hans fødselsdagsgave, og det er en tribute til hans personlige udvikling de sidste 4 år, hvor han i den grad har flyttet sig og flyttet nogle grænser. Jeg glæder mig MEGAmeget - også til at overraske ham.

Banan/chok-chip muffins med kakaofrosting og yndig pynt

Fribagt hotdogbrød, Løgismose-pølser og alt godt indeni

Mmm. Remoulade! Og lidt over en hel pølse. Så var man også mæt.

Mine allerdejligste mennesker i et fint øjeblik

Det fedeste legetøj fra Mimis Circus - vidste I, at sådan nogle kan samles og skilles ad ad infinitum?

"Når far kommer hjem / Så er dagen lige gået"

Det sidste par uger har mildest talt været travle. I al fald for Kærestes vedkommende.

Det føles som om, alting ALTID falder sammen for ham, så udover det almindelige arbejde med upcoming eksaminer for både 1., 2. og 3.g'erne har der været en del (sene) møder på arbejdet, en generalforsamling i foreningen, en meget meget meget vigtig fodboldkamp, et par familiearrangementer og en meget meget meget vigtig biograftur. 

Parret med indkøring i VHD for Bean har det betydet, at jeg stort set har været alene om husholdning og barn. Det er jo langt fra optimalt set i lyset af min (manglende) jobsituation og muligheder for at være aktivt opsøgende. Jeg har søgt og netværket i det omfang, det overhovedet har været muligt, (og der er faktisk lidt nyheder på den front, men min mund er lukket med syv segl indtil der er en underskrevet kontrakt!), men det er klart, at det bliver lettere fra næste uge, når Bean kan være lidt flere timer i VHD og først blive hentet efter middagsluren. 

Når så oven i købet Kæreste er helt flad, når han kommer hjem og ikke rigtig orker så meget aflastning, så ender det med at jeg må sætte reservebatteriet i, bide tænderne sammen og sørge for aftenhyggen og putningen. Det kan jeg også godt. I al fald noget af tiden. I går blev det dog lidt for meget, og jeg gik i seng med en bog, fordi jeg ikke orkede endnu en aften med Kæreste der spiller på Mac'en med et tomt blik i øjnene. Jeg er helt med på, at han kan trænge til en pause og til at lade op. Det kan jeg bare også. Og det har jeg ikke haft særlig mange muligheder for på det seneste. Jeg har nemlig ikke nogle meget meget meget vigtige fodboldkampe at gå til. 

Derfor:

Jeg TRÆNGER til pinseferie; ikke mindst fordi den indeholder et pusterum fra rollen som mor og Hausfrau i form af en middag og efterfølgende koncert i morgen med en skøn veninde. Jeg fik billetterne til Anne Linnet i fødselsdagsgave af Kæreste, og jeg GLÆDER mig. (Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har elsket hendes stemme og sange så længe jeg kan huske. Og det var det, jeg hørte allermest under graviditeten)

I dag tog jeg forskud på feriehyggen med et barselsvisit hos en dejlig veninde for at møde hende store, lille dreng (5 uger og 5800 g er rimeligt godt gået!). Det er ret svært ikke at blive helt skruk, når man kan dufte den dér helt særlige babyduft... men på den anden side er det faktisk også ret dejligt, at døgnet har en rytme og at Bean efterhånden kan så mange ting selv. Min veninde så fantastisk ud og havde en aura af ro omkring sig, der tydeligvis smittede af på hendes lille dreng. Åhr, altså - den helt nye kærlighed og det helt særlige nærvær er fantastisk. Faktisk så fantastisk, at jeg helt glemte af få taget et billede.

... og i aften slipper jeg for madgryderne, for vi har forkælet os selv med en tapaspose fra Cofoco, komplet med bobler. 

Ahhh!

Barselsgaver til, rigtigt gættet, en lille dreng

Velkommen til verden-kort

... altså; en del af gaven var nok mest til hans forældre

Med et skævt smil

... og et stort grin! (Plus en tand, der kan anes i undermunden bag tungen)

Mors kamera er rimeligt spændende

... og skal undersøges helt tæt på!

My heart on my sleeve

Som gravid er man det tydeligt for alle, at der er et barn i ens liv (på mange måder)

Som barslende har man nærmest sit barn fastmonteret på sig.

• I slynge/bæresele/favnen; man ammer eller giver flaske; man er meget synlig i gadebilledet og på cafeerne med barnevognen eller højstolen og alt det udstyr, der følger med. Pusletaske, babymad, stofbleer, vådservietter, legetøj, skiftetøj, you name it!

Det har for mit vedkommende været knap 1,5 år, hvor jeg var 'med barn' til stort set alle tider. Det barn, der nu åbenbart er blevet 9 måneder gammel (HVORNÅR skete det?!)

Lille frk Bean med de blå øjne

Man kan sagtens få fingre i mors taske, selvom den er i sofaen

... hun er nu kær, hende 9-måneders Bean

Derfor er det også en mærkelig fornemmelse, når jeg nu med jævne mellemrum er ude i verden uden at nogen kan se på mig, at jeg er Beans mor. (Medmindre de regner ud at trætheds-rande under øjnene og lettere plettet tøj skyldes et lille menneske)

For hun er der jo alligevel. Hele tiden. I mit hjerte og i mit sind. 

Nå, men snart bliver moderstatusen tydelig, når jeg cykler rundt i det københavnske landskab, for vi er ude i noget med noget cykelstol (og hjelm) til Bean. Den skal bare liiiige bestilles og monteres først.

Måske jeg også bare skal øve mig i at være 'mig selv' igen af og til. Ikke nogens mor, bare mig. Forstå mig ret. Jeg elsker at være Beans mor. Jeg er bare også andet og mere end det. Så vidt jeg husker! Det hænger nok også sammen med arbejdsmarkedsstatus og at lave ikke-Bean-relaterede aktiviteter.

Som fx en hyggelig kaffeaftale med smukke og søde Mokka og Mælkeskæg i formiddags. 

Eller den kærestemiddag, vi havde i går aftes efter Bean var blevet puttet, og som involverede det meste af en flaske rødvin og mere samtale og flirt end der har været overskud til i lang tid.

Fyraften

Kæreste er smuttet på mandeweekend (igen-igen), og kommer først hjem sent søndag, så Bean og mig er solo-sild.

Og lad mig lige  - endnu engang - kaste armene op og falde på mine knæ i næsegrus beundring over alle de forældre, der klarer hele hverdagen alene. Frivilligt eller ufrivilligt. Det er edderbankeme en ordentlig omgang at holde styr på barn, hus, madlavning og alt det andet på en og samme tid.

Det var på mange måder lettere, før Bean kunne kravle og rejse sig op. Nu er man simpelthen nødt til at være på hende hele tiden.

Da hun var puttet (efter at have spist som en murerarbejdsmand af kartoffelmos og medister og tomat), lignede huset en slagmark. Den nyeste leg er nemlig at hive bøger ned fra hylderne, og der er nok at vælge imellem her i akademiker-boligen... Så jeg brugte en time på at rydde op, vaske op, rydde væk, reparere en body. Ting, som vi plejer at gøre på skift efter aftensmaden og inden putning.

Tidligere på dagen - mens hun sov middagslur - måtte jeg støvsuge hele huset og vaske udvalgte gulve, fordi 'nogen' havde set sit snit til at gå i potteplanterne i de 10 ubevogtede sekunder, det tog mig at bære frokosttallerknerne ud i køkkenet.

... men nu er det fyraften.

Sofaen kalder med et boligblad og en muffin fra Søsterlil.

Og alle mine fingre er krydsede for en rolig nat og en glad og mild Bean resten af weekenden.

Store sager

Ja, altså. I vores lille skala, forstås.

Fx vejer Bean nu 8220 g, siger Yndlings-Sunder. Og er 72 cm lang. Og kan alt det hun skal - plus det løse. Kryds-kryberiet er i al fald majet, majet fint. (Jo, man må gerne prale med sit 8 måneder gamle barn. Blev der sagt.)

Fx har jeg sendt en ansøgning afsted, som jeg krydser helt utroligt meget fingre for. Ikke fordi det er drømmejobbet, men fordi det er en fast stilling et godt sted, med gode mennesker, gode forhold og dejligt tæt på hjemmet.

Fx babysittede Søsterlil/Moster i går aftes - og puttede Bean! - mens Kæreste og jeg var i biografen og se Hobbitten. Det var gået over al forventning, selvom Bean ikke blev ammet umiddelbart inden hun blev lagt i seng. Dejligt! Det gav i al fald os mod på lidt flere kærestedates. Ikke hver eller hver anden uge, men oftere end hidtil.

...

Fx stopper vi fra dd. med amning kl. 23. Angstprovokerende. Men barnet skal jo for pokker ikke spise hele tiden om natten. Der skal være appetit til mere om dagen.

Januarudsalg (sgu!)

Fordi man godt må forkæle sig selv engang imellem. Også selvom der er mange andre ting, at bruge pengene (mere fornuftigt) på. Og selvom dagpenge ikke strækker sig fantastisk langt, når de faste udgifter er betalt. 

Det føltes - spoiler alert: breaking news! - meget Østerbro'sk at gå rundt med en Søstjernenpose med (småbitte) sko i, kan jeg godt afsløre.

Der blev lidt til boligen, lidt til moren og lidt til Bean:

Normann havde HAYs lækre, lækre Fold/Unfold-dug til reduziert Preiss og så var jeg altså nødt til at eje den. Har elsket den på afstand i flere år, men NU skal vi snart have voksengæster, så den kan komme på. 

Ganni var også så elskværdige at have sat deres sager et godt stykke ned, så en dejlig, blød uldtrøje blev der til mig.

... Bean får også sit allerførste par 'rigtige' sko, der ikke er hjemmestrik/mokkasin-sutsko/fløjlsfutter. Søstjernen havde nemlig også sat priserne ned (og min indre udsalgs-haj ærgrer sig over, at man ikke kan købe sko sådan på forhånd, fordi man jo ikke kan vide, hvad der faktisk passer, når sæsonerne er over en) Så der er et par lige-til-at-spise (og bittesmå) str. 19 pre-walkers i det blødeste, velduftende læder og med skridsikre såler fra Petit Nord. Så skrider hun ikke på det glatte gulv, når hun rejser sig op ad alting (som er det fedeste at gøre lige pt.)

Retail therapy skal man ikke kimse ad. Det hjælper på en grå, regnfuld januardag, hvor dagpengeland lurer om hjørnet og man lige har fundet ud af, at Kæreste er væk på diverse mandeture 75% af weekenderne i den kommende tid. (Sic!)

... og de andre slags dage

Fredag var fantastisk.

Søndag var... ikke fantastisk. Overhovedet.


Kæreste kom hjem lørdag eftermiddag og var helt blæst i hovedet efter lange dage med kollegaer. Og var altså ikke til det helt store. Jeg var ude at gå med stædigt barn (nej, hvorfor SKULLE man dog også sove, bare fordi man er træt?), og bad ham køre på apoteket og købe fedtcreme til barnets kinder som værn mod vinterkulden.

Han forstod det som: tag på McD først og nå evt. apoteket 5 min. efter lukketid. Suk.


Søndag havde han det slattent og var derfor slet ikke i stand til at tage sig af Bean (WTF?! Hvorfor kan mødre så, når vi er syge? Eller er det bare her på matriklen, det er sådan, det hænger sammen?) Og jeg var flad med flad på efter at have været single-mom siden torsdag og været på stort set uden breaks lige så længe. (Hatten af og DYBT buk for alle solo-forældre. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan I kan. I er for seje.)

Slatten Kæreste og flad yours truly er en skidt kombination,  og det krævede oprigtigt talt opbud af al min viljestyrke at holde en (meget) spids bemærkning indenbords, da jeg tog mig den frihed at besøge det lille hus + lynspise en portion yoghurt i køkkenet, og jeg så kunne høre Bean brokke sig højere og højere og begynde at lyde ked af det. Inde fra stuen. Hvor Kæreste også var. Fordi hun havde gylpet og lå med hele den ene arm i gylp. Mens han lå på sofaen og så på.

Er I klar over, hvor mange gange man kan nå at tælle til 10, mens man simultant tørrer gylp op og trøster barn?

Jeg havde egentlig satset på at have huset lidt for mig selv, og at Kæreste gik middagslur-tur med Bean, men det kan man jo ikke, når man er slatten (igen: hvordan er det så, at mødre kan, selvom de er slatne?), så det blev til 2 timer rundt om en hel del søer med misundelig skulen til lykkelige par med barne- og klapvogne, der sådan gik rundt og hyggesnakkede i det i øvrigt smukke efterårsvejr.


Dagen sluttede (heldigvis) ok med at sidde arm i arm i sofaen og se Ridiculousness på MTV (jo, det er sjovt).

(Natten har til gengæld budt på 4 (!!!) skrigeseancer fra Bean. Vi takker og bukker og krydser fingre for, at det bare var lidt vintertids-bøvl, som ER slut nu. Seriøst. Kan vi ikke afskaffe det dér med at skifte tid? Både børn, voksne og dyr har jo problemer med det)

Morgenstund har guld i mund...

... og det har Øglemoren også!

Hun er nemlig som den celebrity-blogger, hun er, blevet interviewet til noget børneblad. Og har nævnt denne blog som en, der er værd at læse. Hvis ikke Bean var lagt i søvn og sov sødt, så havde jeg muligvis danset en lillebitte glædesdans med lillebitte lyd på, da jeg læste det i går aftes.

Taaaak, Øglemor.


Nå, men morgenstundens guld var også over hustagene, da jeg (for første gang i halvanden uge!) var i løbeudstyret og nød turen, vejret, den smukke belysning og byens opvågning fra vores lille smørhul. Åhr, det er altså dejligt, det dér løb. Endorfiner holder hele vejen!

Køkkenprojektet er afsluttet, så der er atter tid til at flade ud med blog og almen hygge, når Bean sover. Det er - hvis jeg selv skal sige det! - blevet pisse smaddergodt. Og som bonus havde Magasin ud af det blå et super tilbud på noget køkkenmaskine, jeg har ønsket mig (men været for nærig/fattig til at købe) i flere år. Den bor nu på det ryddelige køkkenbord og skal snart tages i brug til at bage navngivningskage. Eller. Ikke bage kagen, men lave deje og mousser og den slags.

Work in progress - og alment køkkenkaos.
Rimeligt upraktisk med køleskab sådan stående midt i rummet...

Nu med maling - der er plads til et større køleskab. På sigt.

Med fyld - opbevaringsplads er en dejlig, dejlig ting!
Der mangler lige et par kasser til at putte det knap så pæne i,
men det er i den grad i småtingsafdelingen

Min Nye Bedste Ven. Plakaten er fra Morfars ungdomsværelse,
barstolen fik en omgang med malerpenslen nu jeg var igang.
På bordet står Summerbirdflødeboller til babysittere og hjemmelavet hindbærsaft.
2100 Overskud, anyone?

Mormor og Morfar kommer på besøg for at babysitte hende her:

Slangemenneske med tykke lårbasser

... mens Kæreste og mig skal på date og spise frokost på Nørrebro Bryghus.


Kan det næsten blive andet end en skøn og herlig fredag? (Ikke et ORD til Nemesis!)

Hvad mutter gør er altid det rigtige...

Oh, hvor skal man (jeg) bide sig (mig) i tungen af og til for ikke at komme til at ryge i den fælde, der hedder 'mor ved bedst'.

For Kæreste er jo også god til Bean. Jeg er bare bedre. Fordi det er mig, der er hjemme med hende hele tiden. Og mig, der i det hele taget er mest på. Og derfor mig, der bedst kender hendes rutiner og signaler.

Jeg prøver at give slip og lave noget andet (som fx dette indlæg), og det lykkes det meste af tiden.

Men.

Hvor bliver jeg uTROligt træt af Kæreste, når han partout skal rode rundt i soveværelset midt i formiddagsluren, så barnet vågner efter kun en halv times søvn og derfor mangler en hel time for at være udhvilet og frisk de næste par timer.

Så var det lige ved, at man (jeg) kom til at sige, at det var lettere, at han bare tog på arbejde og lod os have vores rutiner i fred. Man (jeg) gjorde det ikke. Men det blev tænkt.

Selvfølgelig er der flere rigtige måder at gøre tingene på. Der er bare ingen rigtige måder at forkorte barnets søvn på.

Suk. Det er ikke lige let hele tiden, det der forældreskab.