Børnepasning, thy name is Bettina

De sidste par uger har været præget af jagten på en børnepasser.

Det dér med plads i de kommunale tilbud kan vi ikke just vente på, så vi har trawlet kommunens hjemmeside for egnede passere - interviewet og mærket efter.

Vi har i dag skrevet kontrakt med Bettina.

Som virker som den rigtige.

Mest fordi mavefornemmelsen var god. Og fordi det tog Bean under 1 minut at kaste sig over hende og kravle/undersøge/klatre på hende. Og mange andre ting. 

(Kæreste var vist heller ikke noget imod, at hun er en sindig sønderjyde)

...

Men det betyder jo også, at det dér med at Bean skal passes af en anden af os, er lige rundt om hjørnet.

Det ER altså grænseoverskridende. Også selvom Bettina virker rigtig sød og dygtig og glad for sit job.

Dagene inden påske kører vi opstart, og så er det den virkelige pasnings-verden efter påske.

Det er en light udgave, fordi det jo bliver pasning herhjemme, det er en fast voksen, og der kun er to børn. Ikke desto mindre skal jeg lige synke en ekstra gang, når jeg for alvor tænker over det.

(Men nu var der jo heller ingen, der sagde, det skulle være nemt at have barn!)

... forresten: husk lige, at du kan vinde kaffe og kage på Krummen & Kagen. Det er lige her, det sker.

Vuggestue, dagpleje eller privat børnepasser?

Det er H.E.L.T. vildt grænseoverskridende, at vi lige om lidt skal til at overdrage vores lillebitte Bean til en fremmed i døgnets bedste timer. En fremmed, du.

Altså, vi er selvfølgelig ikke ude i at droppe barnet af til den første person, vi møder på gaden om morgenen og så satse på, at det nok skal gå - naturligvis skal der være noget indkøring og noget.

Men konceptet. Det er vildt.

Jeg ville faktisk ønske, at vi havde svenske forhold i Danmark, så børnene var over et år (og tættere på halvandet for manges tilfælde), før de skulle ud i institutionslivet. For jeg synes det er nogle små størrelser, vi lukker ud i verden. Nogen endda før de kan kravle.

Og så er der i øvrigt så som så med valgmulighederne. Vi er godt nok skrevet op til hhv. integreret institution (sjovt nok i vuggestuedelen) og flerbørnsdagpleje, men da jeg ringede til pladsanvisningen i forrige uge, var det ikke langt fra, at de lo ad mig i røret.

Mig: "Vi har jo en behovsdato, der siger 1. marts"

P-A: (helt tørt) "Ja"

Mig: "Ja, så jeg ville egentlig gerne høre, hvornår vi kan forvente, at der bliver plads?"

P-A: "Der bliver i HVERT fald ikke noget i marts."

Mig: "Ok, men hvornår kan vi forvente..."

P-A: "Ja, altså, der kommer HELT sikkert en plads i løbet af foråret eller sommeren" (her lød det i mistænkelig grad som om nogen forsøgte at kvæle en fnisen)

Mig: "Men det er jo meget ukonkret?" (WTF - engang i løbet af marts/april/maj/juni/juli/august kan vi sikkert forvente at der er en lillebitte luset plads?! Hvordan skal man kunne planlægge efter det?!)

P-A: "Ja."

Mig: "Skal vi så til at kigge på alternativer?"

P-A: "Ja, det kan I da godt."

... nå. Ok, så. Jamen, så er det åbenbart det, vi gør.

Vi brugte et par aftner i den forgangne uge på at kigge opslag igennem og sende mails til diverse private børnepassere. Det er nemlig slet ikke muligt for os at gøre brug af en bedsteforælder eller moster eller lignende, som kan agere fuldtids Bean-sitter.

I den kommende uge har vi tre møder med tre piger. Det bliver spændende at se, om der er noget kemi, der kan passe mellem os og en af dem - og ikke mindst Bean.

Puha. Jeg ved ikke, om jeg er klar til at give så meget slip endnu. Men der er bare heller ikke rigtig andre valgmuligheder.


I øvrigt: hvis nogen har tips og tricks til at skynde på arbejdsgangen i pladsanvisningen, så sig lige til, ing'?