Viser opslag med etiketten Redebygning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Redebygning. Vis alle opslag

20. apr. 2012

Lister

Inspireret af kommentar fra Fruen i Midten kommer her et indlæg om lister.

Jeg. Elsker. Lister.

To-do's der kan krydses af, overblik over ventende opgaver, tilfredsstillelse af analfikseret pertentligheds-gen. You name it.

Som regel er der kun en indkøbsliste i spil i hjemmet, men siden det tidlige forår og ikke mindst siden flytningen blev en realitet, har 'vi' (... altså, i virkeligheden 'jeg') her i husstanden opereret med 2 lister.


  1. Baby to-do's (der nu er nede på ganske få emner såsom at få købt de sidste items til puslebordet; fx en enkelt pakke New Born-bleer, blød babybørste og d-dråber - og så at lave en telefon/mailliste så vi uden at skulle tænke for meget kan sende de gode nyheder, når venner og familie skal informeres om Beans ankomst og om, hvornår vi gerne vil have besøg - og særligt hvornår vi ikke vil)
  2. Generelle to-do's. Den bliver til gengæld ved med at være rimeligt konstant. Hvilket begynder at være lidt frustrerende, eftersom 'snakke om evt. værger/faddere/testamente....' og 'lægge budget og ordne nye betalingsaftaler' har stået på i LANG tid efterhånden.
Måske har det noget at gøre med, at jeg hovedsagligt har taget mig af baby-tingene (og de generelle ting, der kunne gøres solo. Fx at melde flytning, aftale overdragelse med nuværende udlejer og med sælger) Mens de sidste punkter på listen kræver, at vi begge deltager. Og tager os lidt tid til det.

Kæreste har siden påske (igen-igen-igen!) haft vældig travlt på arbejde, været mægtig træt og så er han generelt en prokrastinator. Det ved jeg godt, han er. Og han bliver glad, når jeg bare klarer tingene. Men. 

Vi har en (ubekendt) deadline med Bean, og jeg vil helst have lagt budget og vide, at økonomien kører (nogenlunde) af sig selv, så vi kan koncentrere os om at lære at blive forældre.

Desuden gider jeg ikke altid være den, der klarer tingene. Han må meget gerne tage teten og fx være den, der lægger op til budget-lægning og at få klaret det sidste af det praktiske. Måske det oven i købet ville gøre det lettere for mig at køre hvalfisken i stilling her de sidste par uger?

Jeg forudser nemlig, at jeg, når Bean kommer, ikke i samme grad som før vil kunne stå for det meste af husholdningen (eller i al fald være den, der sætter gang i tøjvask/rengøring/indkøbslister) i det første stykke tid. Skarp indsigt, I know... 

Det er helt sikkert også min egen skyld. Fordi jeg er lidt for god til bare at gøre tingene. Og fordi jeg ser støvet/opvasken/snarlig mangel på rent tøj noget hurtigere end Kæreste. Jeg tror, jeg prøver at sige det til ham igen. 

19. apr. 2012

Om at kende sine begrænsninger...

Tilsyneladende kommer det bag på mig, at jeg efterhånden er utroligt højgravid. (13 dage til termin, sgu)

Ikke, at Bean eller mavens størrelse og udfordringen med at snøre sko uden alt for meget besvær ikke er nærværende. Men jeg tror åbenbart, at jeg stadig kan alt muligt hele tiden, fordi der ikke er nogen 'gener' udover at det er lidt tungt at gå for langt eller at rejse sig op fra siddende eller liggende positioner.

Må hermed konstatere, at det er overkill at vaske, tørre og lægge 4 maskinfulde vasketøj sammen (herunder bære op og ned fra vaskerum til lejlighed), bage 4 plader boller, pølsehorn og minimuffins, lave Bounty'er, handle og lave mad på éen og samme dag.

I al fald meldte kroppen ret tydeligt ud i går aftes, at det handler om hvile. Også i dag. Så jeg har udelukkende befundet mig på eller i nærheden af sofa. Og kun ryddet en lillebitte smule op og frasorteret ting, der ikke skal flytte med (om 9 dage!)

Aftenens middagsaftale med 3 skønne venner er - ret meget desværre, faktisk - rykket til starten af næste uge, så karma siger åbenbart også, at hviledag er vejen frem.

Heldigt, at jeg nåede inden om biblioteket og lånte 4 nye 'læse let'-bøger tidligere på ugen (læs: engelsksproget chick-lit og krimier)

... nå ja: og heldigt for hvilen, at Søsterlil har besluttet sig for at fejre sin fødselsdag i morgen og ikke i dag.

12. apr. 2012

Om store girokort

Lejligheden er betalt. På det største girokort, jeg til dato har haft... ahem... fornøjelsen af at betale (i samråd og samarbejde med Kæreste, naturligvis)

Så nu er den for alvor vores. Det er en rigtig god følelse, men har været en træls forretningsgang. Er bestemt ikke imponeret over banken. Først ift. at være vægelsindede med lån og hæfte - hvor vi selv var nødt til at rede sagerne ud for dem - og siden med ualmindelig langsommelighed. Kæreste ringede til banken i går for at høre, hvor pokker de penge blev af (betaling skulle falde i morgen/mandag), og blev omstillet til filialdirektør, der godt kunne se, at vores underskrifter mv. var kommet dem i hænde for 14 dage siden. Inden for en time efter den samtale var pengene på vores nye, fælles budgetkonto. Ingen kan sige hvornår det var sket, hvis ikke vi havde taget affære. Igen. Suk.

Flyttedato er stadig et åbent spørgsmål (dog med bagkant 1.5.), men processen er i gang.

Kæreste har hentet 45 flyttekasser i Silvan (og tror af uvisse årsager, at det er nok? Vi er to akademikere med hang til både faglitteratur, fiktion, coffee table bøger og har derudover masser af køkkengrej/service, cd'er, tøj og alt det andet, man nu ligger inde med. Jeg tænker minimum 60 kasser)

Knap 30 af dem er allerede fyldt, men så er hele kontoret og lidt af klædeskabet også pakket ned. Og kontoret er omdannet til kasse-land. Loftet er tømt, og alt indhold derfra er sorteret og hhv. smidt ud, sendt på genbrugsstation og genbrugsforretning eller pakket ned.

Vi skal nok nå resten også. Særligt hvis Bean er med på at vente til termin med at møde os i virkeligheden.

27. mar. 2012

Græsenke

Solo på Østerbro frem til lørdag aften - Kæreste tog afsted kl. 02 i nat for at nå morgenfly i Billund med 25 2.g. elever; afgang til årets studietur.

(Satser pænt meget på, at Bean opfører sig eksemplarisk og bliver hvor hun er. Ville være så træls at skulle ringe til det skotske højland og bede nogen om at tage det første fly hjem)

I mellemtiden skal jeg - udover at ligge og flyde på sofa - se veninder, Mor og Søsterlil samt bruge gavekort på dulle-behandling hos lokalt øko-wellnesssted. Og vaske alle babytingene, havde jeg forestillet mig.

Når Kæreste kommer hjem, skal vi nemlig så småt igang med det dér nedpakning/oprydning/sjov med flyttekasser. Hele påsken kommer til at gå i svigerfamiliehelvedeland i det vestlige Danmark. Og weekenden efter påske bliver brugt på noget bryllup for Kærestes studievenner i det midterste Danmark. Og så er der jo ikke frygteligt lang tid tilbage at pakke/rydde op/smide ud/... i inden maj og termin kommer meget, meget tæt på.

(Nå ja - Kæreste har simpelthen taget et kæmpe og grænseoverskridende skridt i retning mod at rykke helt og aldeles til Sjælland og sendt en bunke ansøgninger ud til hovedstadens gymnasier. Og er allerede kaldt til første samtale. Han elsker sit nuværende job, men på familiefronten bliver det lige frisk nok at jonglere ny baby med 5½ times pendling om dagen. Forhåbentlig (krydse, krydse, krydse fingre!) finder han et sted her i nærheden, som virker rigtigt for ham - og som vil ansætte ham på fuld tid og i en fast stilling...)

28. feb. 2012

Tilbage til virkeligheden

SÅ er jeg nogenlunde ovenpå igen efter en skøn kærestetur til London. (Vi siger tak til høj sol og 18 grader)

Det var dejligt med noget tid sammen uden hverdagspligter hængende over hovedet, arbejdsopgaver og bekymringer om bolig og økonomi.

Til gengæld havde jeg vist glemt at læse memoet om, hvor meget man (jeg) kan holde til at gå og se på en dag. Vi vadede London rundt i det skønne vejr, besøgte museum på museum, hørte smuk klavermusik og osede i lækre butikker. Og spiste en masse skøn mad. Næsten som at være på storbyferie uden mave og aktive Bean.

Næsten. For al den aktivitet betød, at jeg var grædefærdig af træthed, da vi landede i Kastrup fredag aften - og faktisk havde en trætheds-tudetur lørdag middag, fordi jeg næsten ikke kunne overskue at skulle tage en bus 5 stop for at spise fødselsdagsfrokost med Forældre og Søsterlil.

Og at jeg derudover absolut INTET orkede hverken lørdag eller søndag. Andet end at ligge på sofaen og sove eller i sengen og sove. Og derudover at lade mig opvarte af Kæreste.

Men nu er jeg ved at være back in business og har både vasket mig igennem tøjbunker og forberedt middag til i aften.

Hvor vi skal underskrive overdragelsesaftalen på drømmelejligheden. JA, vi skal så.

(Banken har vi endnu ikke fået den endelige tilbagemelding fra, men det kommer. Det skal det!)

16. feb. 2012

Hvad der videre hændte

Banken kan (naturligvis) ikke give et endeligt 'ja' før de har lavet deres egen vurdering af lejligheden og gennemgået hele vores økonomi og kigget på rådighedsbeløb.

Men.

Vi fik besked på, at vi godt kunne sige til sælger, at vi gerne vil købe andelen.

(Og det vælger jeg at tolke som et 'ja'!)

Nu skal vi så bare sende dem diverse info om vores private pengesager, så de kan lave en samlet vurdering og udfærdige det endelige lånetilbud.

YEAH BABY!

14. feb. 2012

Så sagde vi lige, at vi krydsede fingre

- for vi har bestemt os.

Lejligheden, vi så i søndags, lige midt i noget brostensbelagt smørhul på Østerbro til den rigtige pris og i den rigtige størrelse (også på sigt...) vil vi gerne flytte ind i. Vi følte os begge hjemme, så snart vi trådte ind ad døren.

Aftalt møde med banken torsdag, hvor der ikke burde være noget problem; særligt fordi vi har formået at lave en god lille opsparing det sidste år OG mine forældre evt. vil spæde til, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Når banken har sagt ja, så er der bare at close the deal med sælgere. Vi er ikke i konkurrence med nogen om bud, for officielt er boligen ikke på markedet, så alt i alt....

(Og så var nu, vi krydsede fingre for, at Hybris, Nemesis og Ate har travlt andetsteds og ikke lytter med her)

12. feb. 2012

Boligjagt - nu med sne

Fredagens lejligheds-sighting var i og for sig fin nok. Ikke et decideret håndværkertilbud, for alting fungerede - men ikke desto mindre en lejlighed, hvor alt skulle males og køkken og baderum kunne trænge til en seriøs overhaling. Aka en del penge oveni andelsprisen.

Lunken modtagelse fra os begge.

I dag så vi to lækre lejligheder inden for cykelafstand. Den ene i virkeligheden for lille, men med lav månedlig ydelse og i velfungerende forening med lækker gård og kæmpe (fælles) tagterrasse.

Og så en i en rigtig god størrelse, der koster meget lidt og er gennemistandsat. Gården er til cykler og skrald, men der er til gengæld en fabelagtig legeplads mindre end 100 meter væk og rigeligt med grønne områder inden for 1 km.

Og jaja, det er da lækkert med en god gård/tagterrasse, men i betragtning af, at vi bor på 1. sal nu med en gård, der er rigtig fin og grøn - og har brugt den 3 gange på 2 år, så er det ikke noget problem.

Der er riiiigeligt med opbevaringsplads og gode, store rum. Og lys. Og isolerede, vanvittigt lækre gulve - velegnede til leg på gulv.

Krydser fingre for, at banken vil lege med på den.

For så kan vi faktisk have et sted at bo fra april. Det ville mit spirende moderhjerte ELSKE.

Indretnings/redebygningshjernen har taget glæden på forskud og er igang med at sætte vores møbler - inkl. babyting - ind i nye omgivelser, mens sneen stille daler udenfor.

24. jan. 2012

Oprydning - redebyggergen?

Har brugt tiden herhjemme siden dagens 'aktivering' - bedre kendt som 'Job Nu'-kursus til kvinden i 27. uge - sluttede på at gå oprydningsamok.

Har ryddet ud og smidt ud af følgende:

Kogebøger/opskrifter
Gamle papirer/dokumenter, der er forældede eller ikke længere relevante
Tøj
Skrivebords-reolen

Har desuden købt den fineste Lucky Boy Sundag-pude i form af et hus og et par genbrugs Ralph Lauren-gamacher str. helt lillebitte.



Derudover er stof til sengeranden bestilt, så det bliver sandsynligvis et weekend-projekt foran symaskinen.

Redebyggergenet er vist i den grad sat ind her på vippen til tredje trimester. Eller også har det bare været undertrykt pga. almen travlhed og træthed hele efteråret?

Under alle omstændigheder synes jeg det er det hyggeligste i verden at forberede mig.