Det bliver bedre. Ikke?

Altså, med det der grundlæggende, eksistentialistiske angst? Ikke?

Ellers er jeg eddermaneme på skideren.

Lægen var sød og rar og lyttede til hvad jeg havde at fortælle og sagde, at alting lød normalt og slet ikke fik ham til at tænke hverken røde eller gule advarselsflag. Første reelle undersøgelse på onsdag. Lægesekretær gik i øvrigt igang med at udfylde det dér svangrejournal - og spørgsmålet 'Hvem er barnets far?' gjorde af en eller anden grund det hele meget virkeligt og jeg blev helt rørt. Hormoner, anyone?

Men jeg bliver simpelthen ikke tryg før der er konkret tegn på liv. (Suk, hvorfor kan man ikke bare glæde sig og vente og være en af dem, der melder ud til alverden når testen viser positiv? Jeg tør simpelthen ikke. Jeg føler, at Nemesis kommer med en kæmpestor lussing og et håndkantsslag, hvis vi melder åbne kort før (tidligst!) efter NF-scanning.)

Så indtil videre forsøger jeg på bedste beskub at slå koldt vand i blodet og tænke positive tanker. Kæreste er heldigvis sød og meget, meget forstående.

Tænker om man ikke skulle være typen, der benyttede sig af Lille Københavners tilbud om drop-in weekend- eller aftenscanning for bare 200 kr?