Lille, vrede barn

Der er noget helt galt med Beans verden i øjeblikket. I al fald hvis man spørger hende.

Det er nærmest som at have en hormonforstyrret teen-drama queen i huset, hvis man måler på hysteri-skalaen. Bortset fra at teenagepiger næppe hiver deres mødre i buksebenene og rækker armene op for at blive båret, mens de råber og skriger af deres mødre.

Morgenerne skal - hvis Bean bestemte alt - helst udelukkende foregå i favnen på mig i sofaen, mens vi stener Ramasjang og læser billedbøger. Det er også hyggeligt nok, men jeg skal jo fx have tøj på, inden jeg afleverer hende. Og så kan jeg være ret sikker på, at have en grædende pige ved siden af, der vil op og sidde på arm.

Nej, det er ikke sjovt at være Bean.

Og dermed heller ikke udpræget sjovt at være hendes mor eller far.

Hun er så vred.

Hun skælder ud og slår sin far, og bliver hysterisk rasende, hvis det er ham, der forsøger at putte hende - eller ham, der kommer ind til hende, når hun vågner om natten. Han er virkelig ikke i kridthuset i øjeblikket.

Hun bliver rasende over tandbørstningen, der ellers har været en skæg ting.

En del af vreden kommer givetvis af, at hun ikke just er veludhvilet i øjeblikket.

Hun har nemlig ikke kunnet sove hele natten i sin egen seng længere (igen?). Hun kan godt falde i søvn (forudsat, at jeg putter), men slet ikke falde til ro, hvis når hun vågner, og derfor er de sidste 4-5 nætter blevet tilbragt i vores seng. Enten med et nogenlunde roligt barn, eller med en pige, der karter rundt og slet ikke kan slappe af.

Kæreste var heldigvis hjemme, så han tog Bean-vagten i nat og sendte mig ind på sofaen. Hvor jeg for første gang i en uge kunne sove nogenlunde efter barnet var færdig med at skrige hysterisk af sin far inde i sengen. Han var nødt til at tage hende op og flere gange sige til hende: 'Bean, jeg er din far', før det trængte igennem, og hun faldt ned.

Men imellem det vrede (som de i øvrigt slet ikke oplever i VHD), så er hun en kærlig, sjov og hyggelig lille pige, der konstant overrasker os ved at kunne og forstå nye ting.

Eksempelvis at - på eget initiativ - bære sin kop ind til spisebordet. Eller at bære sin tomme tallerken ud i køkkenet (muligvis i håbet om en refill af eftermiddagssnacks!)

Så vi holder vejret, tøjler egne temperamenter og venter på at tordenskyerne letter.

At give den videre - og give away-vinder

I går var jeg på visit igen hos nybagt mor-veninde. Denne gang var formålet babysitting, så hende og hendes kæreste kunne få lidt tosomhed.

Vi aftalte at de var afsted en time for at spise frokost bare de to, mens jeg var hjemme med babyen. (Bean er i mit hoved ikke en baby længere, men et 'barn'. Spøjst, egentlig, hvordan den slags ændrer sig)

Den lille pige vågnede 2 minutter efter at forældrene var gået, men vi hyggede os indtil de kom igen. Der blev puslet, hyggesnakket og sunget sange om små edderkopper - hvilket udløste et fint babysmil. Så var der et gab og hun begyndte at småklynke.

Enter Ergobaby!

Jeg havde nemlig vores bæresele med og sammen med den, den smarte indsats, som gør, at man kan bruge selen til de helt små. Den indsats, som vi fik af Øglemoren i sin tid. Og som har været HELT uundværlig - vi er stadig vildt glade for Ergo'en, som er let, praktisk og god for både bærer og barn at være i. Bean er i al fald superglad for at sidde og kigge fra side til side i den.

Jeg havde sele og indsats med, for at de nybagte kunne teste delene på deres lille pige - som stadig ikke gider sove og som stadig er svær at have med at gøre.

Nåmen, jeg lagde babybarnet i indsats og sele og efter 20 sekunder sov hun sødt og tungt og babysmaskede i drømme ind mod mig. Awww. Lige dér blev jeg altså lidt skruk igen. (Men det gik hurtigt over)

For der er noget helt vildt dejligt over den slags eftergivenhed og et lillebitte barn. (NU forstår jeg, hvorfor folk sagde 'nyd det')

... og hun sov stadig 40 minutter senere, da forældrene kom hjem, mætte og glade for lidt kærestetid og helt trygge ved at have mig som babysitter.

De har overtaget babyindsatsen og er nu på udkig efter selve Ergo'en.


Nåja - VINDEREN af det dér give away blev (udvalgt af random.org og dermed helt upartisk, selvom der er en slags poetic justice i det) Øglemoren!

(Hvis du lige sender mig en forstadsadresse, så kommer der en pusletaske til dig med posten)

Empati

På vej i svedende varmt s-tog med svedende varm Bean, der var helt ulykkelig og bare græd og græd.

For at vi kunne komme til at stå et bare lidt hensigtsmæssigt sted, var vi nødt til at bede en mand i 50erne om at flytte sig fra den kupe, der er forbeholdt cykler, barnevogne og kørestole. Den var nemlig ret fuld. Derimod var der masser af plads i kupeen ved siden af, som er til folk uden 'påhæng'.

Vi var nødt til at tage meget ulykkelig lille pige op af barnevognen så jeg kunne sidde med hende (ikke at det hjalp synderligt på gråden), og jeg satte mig på det eneste ledige sæde, ved siden af en lille dreng på omkring 4-5 år.

Han holdt klapsædet for mig og spurgte bekymret ind til Bean - hun var jo ked af det. Jeg forklarede, at hun var ked af det, fordi hun havde det varmt og han nikkede og lænede sig lidt ind for at kunne ae hende forsigtigt på hovedet.

For når nogen er kede af det, så kan man jo ae dem og være sød ved dem, så de bliver glade igen.

Hvor er det fint gjort af en lille dreng i toget.

Jeg håber, vores lille pige bliver lige så empatisk, når hun bliver større.