Om andres børn - og noget om grænser

Kender du også de situationer, hvor du oplever børn eller deres forældre agere sådan, at du har mere end vanskeligt ved at holde munden lukket eller gribe ind?

Det gør jeg. Og jeg har faktisk rigtig svært ved at finde ud af, hvordan og hvornår jeg skal reagere. Måske fordi jeg VED, at jeg selv ville have det meget mærkeligt hvis andre kommenterede (negativt) på Bean eller på min interaktion med hende.

De seneste par uger har særligt 3 episoder brændt sig fast for mit indre blik, og jeg bliver ved med at afspille dem for at nå frem til, hvad jeg ville ønske, der var sket.

Episode 1

Ved kassen i Netto, simultant igang med at pakke varer i net og betale, fik jeg øje på en mor med et helt tomt blik, der ventede i køen med sin grædende baby i en autostol i indkøbsvognen. Barnet havde grædt hele vejen igennem butikken. Moderen hverken sagde eller gjorde noget og barnet blev ved med at græde. Alle fibre i min krop råbte 'Tag barnet op og trøst det' eller 'Tal i det mindste beroligende til den lille'.

Jeg kender ALT til at have en baby, der græder og græder og græder ligemeget, hvad man gør. Og til at man kan komme til at tale lidt højt til den baby kl. midt om natten, når sirenen ikke vil holde op. Men jeg har altid forsøgt at trøste så godt jeg kunne - for selvom hun stadig græd i min favn, så vidste jeg i det mindste, at hun også kunne mærke og dufte mig.

Jeg havde sådan lyst til at møve mig igennem køen og give moderen et kram og love hende, at det bliver bedre. At gråden engang stopper. At jeg har været lige dér for et år siden. Og at foreslå hende, at jeg kunne holde babyen mens hun fik betalt og pakket sine varer.

Jeg gjorde det ikke. Fordi der var så mange mennesker, fordi jeg ikke kunne få øjenkontakt med hende, fordi jeg ikke turde, fordi jeg gerne ville hjem og hente Bean. Fordi det gør man ikke.

Jeg ville ønske, jeg havde gjort det.

Episode 2 

En halvstor pige går med sin far i hånden for at mødes med lillesøster og mor ved legepladsen. Far og datter går og småsnakker om alt og intet. Det første moderen siger/hvæser, da hun ser pigen, er "Er du så FÆRDIG med at være sur nu!?" Hvilket (naturligvis!) resulterer i, at pigen bliver rigtig ked af det, lukker sig ind i sig selv og fysisk fjerner sig fra situationen ved at gå tre skridt foran resten af familien. Altimens moderen bliver ved med at halv-hånligt og forurettet fortælle, at "Der er altså ikke noget at være sur over. Jeg har ikke skældt hende ud. Hvorfor skal hun være sådan?".

Rigtig flot måde at optrappe og forlænge en konflikt på. Og rigtig flot måde at booste pigens selvværd på (indsæt selv passende mængder ironi).

Jeg gik med Bean i Bugaboo'en lidt bagved og blev ved med at forsøge at finde den sætning, der kunne forklare moren, hvor helt igennem ringe hendes måde at tale til og om sit barn på, var. Jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke overskue at diskutere med moren og hele familien - og ikke mindst Bean - som vidne. Og jeg forstår slet ikke, hvorfor faren ikke trådte i karakter.

Men jeg har stadig ondt af den pige, hvis mor taler så grimt til hende.

Episode 3 

Smart Østerbro-mor på vej ud af Søstjernen med sin grædende dreng på 7-8 år. Tilsyneladende har han ikke opført sig helt optimalt i butikken, for hun har ham i et mildest talt fast negle-greb i nakken og hvæser med ansigtet forvrænget af vrede helt ned i ansigtet på ham hele vejen over til Irma. Mens han græder og græder og vrider sig. Jeg venter på grønt lys i krydset ved Lille Trianglen, mens jeg overværer episoden. Ingen gør noget, og de er forsvundet ind i en bil, da jeg når over på den anden side af vejen.

Hvornår syntes den mor, at det var ok at behandle et andet menneske sådan? At holde fast i et barn på en måde, der tydeligvis gjorde ondt og at bruge sin størrelse og styrke til at tryne en anden.

Jeg ville ønske, jeg kunne have nået dem, inden de forsvandt. Jeg kogte indvendigt hele resten af vejen hjem og gav Bean ekstra-mange kys og kram resten af dagen.


Så.

Hvad kan og hvad bør man blande sig i - og er der forskel på de to ting?

Bean her helt uden for anden kontekst, end at hun her er helt opslugt af sin leg.
Det skal man i al fald ikke blande sig i.

Social arv

To unge kvinder, jeg kender, har i den forgange uge brudt med deres respektive kærester igennem flere år. De er søstre og vi kom til at tale om bruddene, Søsterlil (aka Moster) og mig. Begge havde nemlig uafhængigt af hinanden som begrundelse, at kæresterne ikke behandlede dem godt verbalt. Den ene talte/råbte grimt hele tiden, den anden havde en offentlig og en privat side.

Det er fint, at kvinderne endelig har fået sagt fra og stoppet forhold, der ikke er positive. Det er bare mystisk, at de begge har fundet sig i det i flere år.

Og dog. For i hjemmet (vi har kendt dem altid) er de vokset op med forældre, der også altid har bidt og vrisset af hinanden. Også når der var gæster.

Det har Søsterlil og mig aldrig oplevet igennem vores opvækst. Bevares, vores forældre har da været vrede på hinanden, diskuteret og der har været ubehagelig stilhed af og til. Men dels er det ikke foregået foran os, og dels har de ikke nedgjort hinanden verbalt foran andre - hverken familie, børn eller venner.

Hjemme hos Kæreste var det mere den tavse, vestjyske facon, der gjaldt. Men heller ikke her verbal tilsvinen.

Gad vide, hvad vi selv kommer til at videreføre?

Forhåbentlig kan vi lære Bean, at man skal tale pænt til og om andre (jo, SELVFØLGELIG sladrer jeg også engang imellem!), men at det også er ok at blive vred eller skuffet og at kommunikere det. Det vigtige er bare, at man kan komme videre efter en uoverensstemmelse eller et skænderi uden at bære nag og uden at tage det med til næste diskussion. At man godt kan blive sure på hinanden uden at det er verdens undergang, fordi man nok skal blive gode venner igen. At man - uanset hvor sur man er - behandler hinanden ordentligt.

Sådan prøver vi i al fald at leve.

ForHÅBentlig lærer vi hende - by example - at man ikke finder sig i, at andre (kærester, venner, ...) behandler éen dårligt.



Damn, det er en stor opgave, det dér forældreskab.