Viser opslag med etiketten pauser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pauser. Vis alle opslag

12. mar. 2013

Børn i slikbutikker og blandede fødselsdagsglimt

Jeg er alene hjemme.

Som i:

HELT alene. Det næste gode døgns tid.

Kæreste er nemlig taget til det allervestligste Jylland med Bean for at besøge Farmor og Farfar.


Og bortset fra en mærkelig, hul fornemmelse, da jeg satte dem på toget og vinkede farvel, så er det intet mindre end fantastisk indtil videre. Jeg forestiller mig, at det er voksen-ækvivalenten af at slippe et barn løs i en slikbutik.

Jeg kan komme på så meget at lave, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal starte og slutte!

Dels er der alt det praktiske - så opvask, oprydning, vasketøj og rengøring er på den faste liste. Det er jobsøgning også. Men det er helt ok. For jeg har al tid i verden til at få det klaret. Og tid til tepauser ind imellem.

Så er der alt det hyggelige. Såsom at få byttet en cardigan til en mindre str. At cykle en tur i solen. At løbe en morgentur i morgen - og måske endda hente brød med hjem. At spise morgenmad i ro og mag - og måske endda lave blødkogt æg. Læse boligblade og blogs.

Og så er der krea-tingene. At arbejde videre med dukkehuset. Sætte nyt betræk på kontorstolene. Sætte knage op til morgenkåben. Male Beans lille stol. Strikke videre på den trøje, jeg er igang med til hende.

... indimellem det skal jeg jo også lige have lidt at spise og drikke.

Og så skal jeg sove. SOVE, siger jeg. Med god samvittighed og uden nogen former for ansvar for et barn for første gang siden 30. april sidste år. NUIJ, det bliver godt, gør det. Jeg kommer sikkert til at vågne indtil flere gange, men ikke fordi Bean er vågen. Og ikke fordi Kæreste bumler rundt i sengen.

Luksus.

Det er hvad det er.

Alene-tid burde være alle forundt - bare engang imellem.

Så nu vil jeg efterlade jer med lidt fødselsdagsglimt fra et par dejlige dage og suse ud og nyde min frihed.

Bean er også glad for, at det er mors fødselsdag




... og for sin nye, hjemmelavede nederdel (skulle man lave en DIY?)


Den fine flagstang, som Bean fik af skytsmor til navngivningen;
ølandshvedeboller og bordkort i samarbejde med min Dymo


Lykken er at lege med Mormors kamera!


New wheels (mere om Bugaboo'en en anden gang!) i Paustian,
hvor der var et gavekort, der skulle indløses.

Smukt, smukt fødselsdagsvejr - fra Nordhavnen

Når der er fødselsdag, må man også have balloner!
(Tak til Mormor for den lækre trøje!)


7. aug. 2012

Vaccination schmaccination

Altså. Jeg er HELT ombord og med på, at vaccinationer er en fin ting.

Men for helvede søren hvor er det ikke sjovt i det lille hjem pt.

Selve vaccinationen gik for så vidt fint. Jo, bevares, Bean blev rigtig ked af det og det var tydeligvis ikke rart at blive stukket med psykolange nåle (seriøst! SKAL de være så lange?), men kunne godt trøstes og falde ned igen bagefter.
Moderen var vist den, der var mest traumatiseret af den oplevelse.

Til at starte med gik det fint og vi nåede lige at tænke, at vi var sluppet nådigt, før Nemesis bankede på og feberen satte ind.

Så vi har et pylret, feberramt, grædende barn uden særlig appetit, og som stort set kun vil sove. I mine arme forstås. Og det er smaddersynd for hende, men det er skisme også hårdt for os.

Kæreste sendte mig afsted til nyåbnet emmerys tidligere i dag - uden baby - til en pause fra det hele og en latte. På den måde er han altså god, ham Kæreste. For pauser skal der til. Jeg gruer ærligt talt lidt for næste uge og tilbagevenden til virkeligheden som barselsmor uden hjemmegående barselsfar...

Satser ret meget på, at det klinger af og forsvinder i løbet af i dag og i nat, så det igen er en normal Bean vi har i morgen.