Lækkerhed på mange planer

Med det fuldstændigt fantastiske sommervejr, vi har, kan jeg simpelthen ikke være andet end glad i låget. Heller ikke selvom jeg faktisk synes, det er ret svært at være væk fra Bean det meste af dagen alle hverdage. (I know - megaprivilegeret at jeg har kunnet være så meget hjemme, men lidt fordele kan der altså vrides ud af supertrælse dagpengeland.)

Praktikken går - når jeg nu selv skal sige det! - rigtig godt. Søde, engagerede og dygtige kollegaer og spændende arbejdsopgaver. Jeg har to uger endnu, og der bliver knald på for at blive færdig med undervisningsmaterialerne og hjælpe med den kommende udstilling. Men det er godt at være der.

Ikke mindst fordi omgivelserne er så pæne, at det næsten burde være forbudt.



Bean er stadig glad for VHD efter 4 ugers sommerferie. Hun har været ked og skældt os ud ved aflevering og hentning, fordi det er så dumt, at man skal være væk fra sine forældre. Men hun hygger sig med sine venner, med pædagogerne, med legetøjet og på de udflugter, de er på. I dag fx til Langelinie, hvor der blev charmeret turister og sovet middagslur i telt i skyggen af kirsebærtræer.

Vi fejrede weekendens komme med lækker og familievenlig vietnam-nam (I know, men det ligger bare så godt i munden) på Lêlê, med en lille pige, der efterhånden er så stor, at hun, if need be, kan sidde på en almindelig stol.

Weekend i sommerlandet

... og hvilken weekend!

Fyldt til randen med solskin, is, leg og våde babykys.

Vi har været på biblioteket (et af Bean yndlingssteder i hele verden. Akademikerbarn, anyone?), i lækre, lækre Normann, hvor lidt godter fandt vej hjem.

Det fine fly er Beans nyeste legetøj og vældig godt til at lege snurretop med. Orden på skrivebordet må der til, så jeg har investeret i en smuk trådkurv i kobber, en æstetisk tapedispenser (af alle ting!) og en plissemappe til alle de løse dokumenter, der altid er på skrivebordet. Nåja, og så var vi nødt til at have et sæt opskrifter med hjem til afprøvning.

Efter lidt shopping fandt vi den lokale legeplads og endte med at sende Kæreste hjem for at smøre madpakker til al fresco frokost.

Hvor er det dejligt at have tid, ro og overskud til at nyde sommeren og hinanden til forskel for sidste år, hvor en del af de få, skønne dage druknede i kolik og gråd.

Vuggestue, dagpleje eller privat børnepasser?

Det er H.E.L.T. vildt grænseoverskridende, at vi lige om lidt skal til at overdrage vores lillebitte Bean til en fremmed i døgnets bedste timer. En fremmed, du.

Altså, vi er selvfølgelig ikke ude i at droppe barnet af til den første person, vi møder på gaden om morgenen og så satse på, at det nok skal gå - naturligvis skal der være noget indkøring og noget.

Men konceptet. Det er vildt.

Jeg ville faktisk ønske, at vi havde svenske forhold i Danmark, så børnene var over et år (og tættere på halvandet for manges tilfælde), før de skulle ud i institutionslivet. For jeg synes det er nogle små størrelser, vi lukker ud i verden. Nogen endda før de kan kravle.

Og så er der i øvrigt så som så med valgmulighederne. Vi er godt nok skrevet op til hhv. integreret institution (sjovt nok i vuggestuedelen) og flerbørnsdagpleje, men da jeg ringede til pladsanvisningen i forrige uge, var det ikke langt fra, at de lo ad mig i røret.

Mig: "Vi har jo en behovsdato, der siger 1. marts"

P-A: (helt tørt) "Ja"

Mig: "Ja, så jeg ville egentlig gerne høre, hvornår vi kan forvente, at der bliver plads?"

P-A: "Der bliver i HVERT fald ikke noget i marts."

Mig: "Ok, men hvornår kan vi forvente..."

P-A: "Ja, altså, der kommer HELT sikkert en plads i løbet af foråret eller sommeren" (her lød det i mistænkelig grad som om nogen forsøgte at kvæle en fnisen)

Mig: "Men det er jo meget ukonkret?" (WTF - engang i løbet af marts/april/maj/juni/juli/august kan vi sikkert forvente at der er en lillebitte luset plads?! Hvordan skal man kunne planlægge efter det?!)

P-A: "Ja."

Mig: "Skal vi så til at kigge på alternativer?"

P-A: "Ja, det kan I da godt."

... nå. Ok, så. Jamen, så er det åbenbart det, vi gør.

Vi brugte et par aftner i den forgangne uge på at kigge opslag igennem og sende mails til diverse private børnepassere. Det er nemlig slet ikke muligt for os at gøre brug af en bedsteforælder eller moster eller lignende, som kan agere fuldtids Bean-sitter.

I den kommende uge har vi tre møder med tre piger. Det bliver spændende at se, om der er noget kemi, der kan passe mellem os og en af dem - og ikke mindst Bean.

Puha. Jeg ved ikke, om jeg er klar til at give så meget slip endnu. Men der er bare heller ikke rigtig andre valgmuligheder.


I øvrigt: hvis nogen har tips og tricks til at skynde på arbejdsgangen i pladsanvisningen, så sig lige til, ing'?

My heart on my sleeve

Som gravid er man det tydeligt for alle, at der er et barn i ens liv (på mange måder)

Som barslende har man nærmest sit barn fastmonteret på sig.

• I slynge/bæresele/favnen; man ammer eller giver flaske; man er meget synlig i gadebilledet og på cafeerne med barnevognen eller højstolen og alt det udstyr, der følger med. Pusletaske, babymad, stofbleer, vådservietter, legetøj, skiftetøj, you name it!

Det har for mit vedkommende været knap 1,5 år, hvor jeg var 'med barn' til stort set alle tider. Det barn, der nu åbenbart er blevet 9 måneder gammel (HVORNÅR skete det?!)

Lille frk Bean med de blå øjne

Man kan sagtens få fingre i mors taske, selvom den er i sofaen

... hun er nu kær, hende 9-måneders Bean

Derfor er det også en mærkelig fornemmelse, når jeg nu med jævne mellemrum er ude i verden uden at nogen kan se på mig, at jeg er Beans mor. (Medmindre de regner ud at trætheds-rande under øjnene og lettere plettet tøj skyldes et lille menneske)

For hun er der jo alligevel. Hele tiden. I mit hjerte og i mit sind. 

Nå, men snart bliver moderstatusen tydelig, når jeg cykler rundt i det københavnske landskab, for vi er ude i noget med noget cykelstol (og hjelm) til Bean. Den skal bare liiiige bestilles og monteres først.

Måske jeg også bare skal øve mig i at være 'mig selv' igen af og til. Ikke nogens mor, bare mig. Forstå mig ret. Jeg elsker at være Beans mor. Jeg er bare også andet og mere end det. Så vidt jeg husker! Det hænger nok også sammen med arbejdsmarkedsstatus og at lave ikke-Bean-relaterede aktiviteter.

Som fx en hyggelig kaffeaftale med smukke og søde Mokka og Mælkeskæg i formiddags. 

Eller den kærestemiddag, vi havde i går aftes efter Bean var blevet puttet, og som involverede det meste af en flaske rødvin og mere samtale og flirt end der har været overskud til i lang tid.

Hvordan gør man det?

Helt ærligt?

Hvordan får man det hele til at hænge sammen, når man ikke er på barsel?

Jeg har i de sidste to dage været ude af huset fra 8-15.30, og har derfor kun haft morgentimen og ulvetimerne med Bean. Hende og Kæreste hygger sig det meste af dagen, men hun sover ikke meget, og bliver derfor uTROligt pylret og pjevset sidst på dagen. Og putningen de sidste par aftner har været med gråd og tænders gnidsel.

Suk.

Når først Bean er puttet er jeg helt flad, så der bliver hverken blogget, syet eller strikket. Eller noget som helst andet end stenet foran skærmene (hhv. Mac'ens og den flade)

Bliver det lettere og bliver man mindre flad - eller indretter man sig bare på den nye situation?

(Kurset, jeg går på... det er vel ok. Men lidt stenet og lala indtil videre. Satser stærkt på, det vender når vi skal til at lege med photoshop)