Noget om den dér ammedebat

Hvad sker der for den skingre og mildest talt ubehagelige debat, der kører om amning i det offentlige rum i øjeblikket?

Er vi blevet så nypuritanske, at vi ikke kan tåle det helt uskyldige syn af et lille barn, der spiser? (Og nej - der ER jo ingen, der tager deres baby med til en middag på NOMA eller Geranium, vel? Det er nogle mærkelige, fortænkte scenarier)

... og hvis en nypuritanisme i samfundet er tilfældet, hvorfor er det så OK med seksualiserede bryster (mv.!) rundt omkring i landskabet. For eksempel på busserne.

I andre lande - fx Irland - er det ved lov vedtaget, at kvinder har ret til at amme deres børn, hvor og når det er nødvendigt. Men hvor bliver jeg ked af, hvis det bliver nødvendigt at lovgive omkring amning. Hvornår var det, det blev 'ulækkert' og (ahmen come-nu-lige-ON) og 'blufærdighedskrænkende' (ja, Ligebehandlingsnævnet, jeg taler til dig!) for mødre at amme deres små børn?

Jeg kender personligt ingen - og har heller ikke hørt om nogen, for den sags skyld - der hiver hele overdelen af og sidder med hud og bryster i fri dressur for at amme deres barn på en cafe/i Illum/nogensomhelststederandetendmåskeihjemmet*.

Tværtimod bliver det altid gjort så diskret som muligt og med de mange gode ammebh'er og -toppe, der findes, er det sjældent nødvendigt at hive andet end en del af brystet frem. Det dækker baby (det meste af), når hun ammer. Desuden fungerede det altid bedst for mig at dække Bean og brystet til med en stofble eller et tørklæde, når vi ammede en plein air. Fordi hun havde en tendens til at blive distraheret af alt det spændende, der skete omkring hende.

Så jo; der vil være glimt af hud og vorte. Særligt, hvis man kigger godt efter. Men er der ikke full-on bryster og nøgenhed on display alle mulige og umulige steder i vores hverdag og virkelighed og omgivelser? Tidligere blev amning set som noget smukt og helligt - prøv bare at google 'Maria lactans' og tjek de utallige skildringer af en ammende Jomfru Maria ud.

Amning er en del af livet. En ret vigtig del. Livsvigtig, faktisk, for babyer.


Og nej, det er ikke alle børn, der 'bare' kan få flaske. En del bliver rimeligt vrede, hvis de bliver præsenteret for sådan en fætter.

Og nej, det er ikke 'lige' muligt at vente med at give baby mad, til man er nået hjem. Små børns mavesække kan indeholde omkring 20 ml, så der er begrænsede tidsrum af mæthed. Og du kan ikke forklare et spædbarn, at det får mad om 15 minutter. Når baby er sulten, fylder den følelse ALT, og verden går under, hvis behovet ikke dækkes NU.

Helt ærligt, ikke? Hvis jeg stadig ammede, så ville jeg blive demonstrativ right about now og amme alt det jeg overhovedet kunne i det offentlige rum.

Så SLAP NU AF, DANMARK, og lad mødre og børn få fred. Amning er ikke til for at genere dig. Det har faktisk slet ikke noget med dig at gøre. Det handler kun om den mor og det barn, der ammer. (Måske er du i virkeligheden bare misundelig over den nærhed og intimitet, der ligger i amningens rum?)

Og shame on you, Ligebehandlingsnævn. Det er sgu ikke i orden.

The Litta Madonna, Leonardo da Vinci, 1490-91 (lånt her)

En anden 'donna og et andet barn i en anden kirke anno 2012

*I den forbindelse må jeg endnu engang undskylde accidental flashing til det intetanende postbud, der afleverede en pakke til mig på matriklen midt i en amning. Jeg glemte (helt oprigtigt) at lukke for madpakken, da du ringede på døren, mens Bean var midt i sin frokost. Han tog det nu vældig pænt og sagde ikke et ord.

Noget om søvn og lidt om amning

Kære Nemesis

Jeg skriver ikke, at det er noget permanent, det, der foregår i øjeblikket, men kommenterer udelukkende på den sidste lille uges begivenheder.

Ydmyge hilsner, Østfronten

Der er sket noget med søvnen hjemme hos os. Noget, der er ret fantastisk.

Bean er nemlig blevet supergod til at falde i søvn. Og hun sover rigtig fint.

Det er ligesom om, det er sket, efter vi droppede amningen helt i starten af ugen. Bean var nemlig klar til at give slip igen (på mere end éen måde, tøhø) efter et par dages genvakt interesse i forbindelse med starten i VHD.

Måske har det også noget at gøre med, at formiddagsluren er sløjfet, og Bean derfor er mere træt end hun plejer.

Under alle omstændigheder er det uendeligt meget bedre nu end det har været før.

Jeg sætter mig med Bean og dynen i favnen, og så sutter hun lidt på en flaske med vand i, mens jeg stille nynner 'Solen er så rød, mor'. Når vi har siddet sådan lidt, bærer jeg hende og dynen ind til hendes seng - stadig nynnende - og lægger og putter hende. Så sidder jeg et sted mellem 3-25 minutter og nynner stille, mens vi holder lidt i hånd, og Bean langsomt og roligt lander i søvnen.

Kæreste har ikke prøvet det endnu, så jeg ved ikke, om metoden virker for ham, men jeg synes, det er en rigtig god måde at putte på. Så fred med, om vi holder i hånd og jeg sidder ved siden af hende, så længe det ikke tager længere tid og så længe, det er en tryg og god måde for Bean at falde i søvn på.

Når så hun sover, så sover hun tilsyneladende rigtig godt. For de sidste 3-4 nætter har hun kun sagt et eneste lille pip i løbet af aftenen/natten, som let kunne klares med at give hende sutten igen/putte dynen om hende, og så er hun først vågnet kl. 4.15/4.30/4.50 og er kommet ind til os og sovet videre enten i smørhullet eller i ske med mig.

Det er altså noget helt andet. Og det kan i den grad mærkes på overskuddet - særligt i løbet af eftermiddagen, når ulvetimen sætter ind et sted mellem 16-17 og Beans brokkeri og frustration over ikke at kunne alt det, vi kan, når ret imponerende højder.

(For nej, alt er jo ikke lutter idyl, vel? Det er jo Bean, vi taler om. Og hun er rigtig træt af, alt det hun ikke kan; putte den firkantede klods i det runde hul - få dukkevognen gåvognen til at køre igennem stoleben - få duploklodserne til at sidde fast ovenpå hinanden...)

Og det dér med amningen, ikke?

Jeg savner at min lille baby, der bliver træt og blød i min favn, mens hun ligger helt tæt op ad mig. (Og jeg savner mine amme-bryster, selvom jeg aldrig nåede op i en Linse-størrelse!) Men det er også dejligt, at hun selv har sagt stop, og at jeg på den måde er blevet en fri kvinde igen.

For det er jo den vej, det gerne skulle gå. Og hvis man gør sit job som forælder rigtigt, så bliver ens barn i stigende grad uafhængigt og i stand til at klare sig selv - op til det punkt, hvor de flytter hjemmefra (hvordan skal jeg kunne klare mig uden de mange daglige kys, kram og snus til blød Bean-hud?!)

Bean er godt på vej allerede. Hun har droppet amningen og grebet skeen, og både Kæreste og mig blev simpelthen så rørte og stolte og forundrede, da Bean forleden som det selvfølgeligste i verden tog sin ske og spiste sin yoghurt. Selv. Og kiggede mystificeret på os, mens vi fik vand i øjnene, mens hendes udtryk sagde 'Tsk, forældre!"

Jaja, alt er lutter idyl, når klodserne gør, som man vil! 

Det er fantastisk at kunne selv

... og pyt med, at det sviner. Al begyndelse er svær.

VHD - week one

Glædelig fredag, blogland! Jeg håber, I har masser af hyggelige pinseplaner. Såsom at slappe af og nyde hinanden og noget god mad.

Herhjemme skal pinsen være med ro på - Bean trænger vist mest af alt til en ret begivenhedsløs lang weekend oven på en uge med indkøring i VHD (I ved; Verdens Hyggeligste Dagpleje).
Så selvom Kæreste og mig måske synes, det kunne være toppen med en tur i ZOO eller på museum eller noget helt tredje, så kommer familieudflugterne til at begrænse sig til legepladser og biblioteksbesøg.

Indkøringen er gået over al forventning. Pædagogerne er simpelthen så søde og overskudsagtige og har god tid og plads og mulighed for at lære Bean og den anden nystartede pige at kende. Over de næste par uger kommer endnu et par 1+ årige til (et par små herrer) og om en lille måned starter en stor pige på knap 2 - og så er de fuldtallige med i alt 8 børn.

Mandag, tirsdag og onsdag var Bean der bare et par timer, hhv med og uden mig. I går og i dag har hun spist frokost dernede og er 'først' blevet hentet omkring middag. (Luksusmulighed med mig på dagpenge, I know)

Hun har været fuldstændig segnefærdig af træthed, men glad, og har bare lagt sig lynhurtigt til at sove, når jeg har lagt hende i sengen. Aftenputningen tager til gengæld en del tid i øjeblikket. (Fase, fase, fase!)

Det er ret tydeligt, at dagens første timer giver alle de indtryk, hun kan kapere i løbet af en dag, så vi har brugt eftermiddagene på at hygge og lege (og øve os på at gå!) herhjemme.

Hun bliver (naturligvis) ked af det, når jeg siger farvel, men hun bliver hurtigt god igen og kan fint trøstes, vil gerne spise (that's my girl) og leger med alt det nye mens hun snakker og står og kravler rundt. I dag var jeg knap ude af døren, før gråden var forstummet. Det er en god følelse - og jeg har en rigtig god mavefornemmelse. Når jeg henter hende, skal jeg lige skældes lidt ud: "Jeg har faktisk savnet dig mor! Hvor var du henne?" er vist det, gråden signalerer. Men den stopper, så snart hun kommer over i min favn.

Amningen, som jeg skrev om for lidt siden, har fået en revival; i al fald vil hun meget gerne sidde stille i lang tid helt tæt op ad mig, mens hun sutter. Både om aftenen og som i morges, hvor hun spottede mig efter badet. Så den får lov at køre lidt endnu. Mon ikke hun nok selv skal gøre os det klart, når hun er klar til at slippe igen?

I næste uge skal hun prøve at sove middagslur i VHD - det bliver interessant, for Bean er ikke just kendt for sit store sovehjerte eller evne til 'bare at falde i søvn'.

Uanset hvad; når man har denne pige om eftermiddagen, så kan dagplejelivet ikke være helt galt:

Outfit details:

Body: H&M // Overalls: H&M // Strømper: Norlie // Prewalkers: Petit Nord // Bløde babyben: egen produktion!

(Jeg kunne slet ikke stå for overalls'ne med sommerfugle, selvom H&Ms pasform ikke just er til lange, slanke piger som Bean - og bodyerne i økologisk bomuld er bløde og lækre, selvom de ikke er slimfitting)

Store pige - og lidt om amning

Jeg ved det godt. Det gør jeg.

Jeg ved godt, at Bean er ved at blive en stor pige.

Det går bare ret stærkt i øjeblikket, synes jeg.

Hun taler og taler (og siger 'hej', 'hejhej', 'ae-ae' og noget, der i intonation lyder vældigt meget som 'goddag'), står sikkert i fri dressur, går relativt sikkert med vores støtte eller med 'gåvognen', er supersofistikeret i sin brug af pincetgreb - og så er hun ved at få sin allerførste tand!

Det er ingen hemmelighed, at Bean i hele sit liv har været mere end glad for brystet. De første mange måneder ammede jeg hende minimum 12 gange i døgnet. Fordi det var det, hun ville.

Lillebitte, nye menneske - hvordan kan du allerede være blevet så stor?

Nedtrapningen er egentlig gået ret smertefrit, og vi har langsomt skåret i antallet af amninger siden nytår, sideløbende med at der er skruet op for indtaget af voksenmad. (Jo, voksenmad, for ikke tale om at damen vil spises af med kedelig babylasagne. Næh, det skal smage af noget, skal det. Så vi serverer lasagner og bologneser med masser af krydderi og grøntfyld, spicy boller i karry og Henrik Ydes røde karrysauce fra Irma er et sikkert hit)

Amningen er nu mest af alt en hyggestund for os - og det er nok også efterhånden begrænset, hvor meget næring, Bean får ud af mig. Ikke desto mindre har det hele tiden været min hensigt at blive ved så længe, det gav mening for os begge. Også hvis det stadig gav mening om et halvt eller helt år. Eller endnu længere.

Men nu er barnet vist ved at sige 'tak for denne gang, mor' - helt af sig selv. For snart et par uger siden droppede hun den tidlige morgenamning fra den ene nat til den anden. Ikke at hun sover igennem eller noget der ligner af den grund, men der er ikke nogen natlige fodringer længere, og det er sgu meget rart.

Og nu virker det som om, aftenputteamningen også er ved at have mistet sin appeal. I al fald ormer og vrider og vender og drejer barnet sig under hele seancen, og nogle aftener kan hun også finde på at kravle ned fra sofaen for at få 'stående taffel'!

Jeg giver det lige lidt tid endnu, for med dagplejestart i morgen kan det jo være, at der skal findes lidt tryghed på den gammeldags måde. Det kommer helt an på Bean. Hvis hun ikke gider, så gider hun ikke - og så skal hun naturligvis ikke tvinges til at blive ammet! Jeg forestiller mig dog, at der stadig skal være mulighed for lidt hygge- eller trøsteamning, hvis nu man er blevet meget ked af noget eller er meget træt eller er syg. Eller noget.

Men det er faktisk lidt vemodigt, hvis jeg skal være helt ærlig. Og jeg føler jo, at jeg har fået min krop  igen, når det kun har været en lille ammetår hver aften det sidste stykke tid (eller; min mor-krop med diverse slid og skavanker, ikke?)

For trods en hardcore start med åbne sår og diverse bøvl de første 3 uger, hvor jeg seriøst var tæt på at kaste håndklædet i ringen, så har amningen været skøn hele vejen igennem. Og en dejlig måde at være tæt på min lille skønne pige, der ikke på nogen måde har været et barn, der gad at blive holdt og aet og nusset.

Før nu, altså. For hun er blevet en vaskeægte puttegris (I LOVE IT!), og kommer hele tiden hen for at få og give kram, kys, eller bare orme sig ind til mig og Kæreste. Ikke længe ad gangen, men bare et par minutter inden verden atter skal udforskes, legetøjet skal kastes med, madrassen skal rulles på (GULV-madrassen, ikke?)

Så måske er det mest af alt moderen, der mentalt skal give slip på sin lille baby, og i stedet omfavne den store pige, der kaster sig ind i hendes fremstrakte arme i de allerførste spæde forsøg på at gå selv.

Store, dygtige, dejlige Bean på Tårnlegepladsen

Fagre, nye verden!

Status

Første nat uden amning...

... er simpelthen gået over al forventning. (Nej, Nemesis, det var ikke nætter GENERELT jeg udtalte mig om, men bare denne nat)

Altså, faren var i byen og derfor rimeligt tømmermændsramt lidt træt her til formiddag, eftersom det var ham, der stod for at gå ind i til Bean og give sut/dyne og en kop vand omkring kl. 3. Men det er forløbet helt uden gråd/vrede/skrigeri helt indtil barnet kom ind i dobbeltsengen kl 4.45 til den tidlige morgenamning (der var mælkebaren så også RIMELIGT fuld, kan jeg afsløre!). Og sov helt til kl. 7.

Det er i den grad en bekræftelse på, at vores (min!) mavefornemmelse omkring Bean og spisning kl. 3 var rigtig. Hun er faktisk ikke sulten på det tidspunkt, men det har været en vane at vågne og spise.

Lige nu er det svært at få armene ned (også fordi formiddagsluren har varet i snart 45 minutter mod sædvanlige 25), men det bliver spændende at se, hvordan de næste nætter kommer til at forløbe.

Lidt sløret (beklager) billede af aftenleg fra i går.
Nøgentid og mulighed for at gå amok i legekassen er et hit

Kære Natamning - fare thee well

"Kære Natamning

Det er ikke dig. Det er mig. Og det er Bean. 

Vi har kendt dig i over 9 måneder, og vi har været glade for dig - du har givet os tryghed og ro.

Du har været fleksibel og hurtig til at ind- og tilpasse dig til vores rytme. Vi skulle lige se hinanden an, men ret hurtigt kunne vi slukke lyset og fandt let hinanden i mørket.

Tusind tak for det.

Nu er det imidlertid tid til at sige farvel. Jeg trænger til at sove mere; til at Kæreste og jeg kan dele hele natten ligeligt imellem os. Bean trænger til at sove mere - til at lære, at natten ikke er til spisning. Til at have mere appetit på morgengrød og morgenleg.

Hun er glad for dig. Men hun har ikke brug for dig længere, og det er dejligt, for det betyder, at du har gjort dit job godt. Hun er blevet stor og stærk og det er bl.a. din fortjeneste.

Der bliver sikkert noget omstillings-bøvl i de næste par nætter, men det skal du ikke tage personligt. Det er ikke dig. Det er os.

Tusind tak for alt."


PS: alle, der har gode råd og inputs til den mindst smertefulde overgang til 'nul natamning' er velkomne til at byde ind!

Til information: Bean får mad lige inden sengetid og i den tidlige morgenstund, men kl 23 har vi afskaffet for over en måned siden, og nu er det kl 03, der ryger. Fordi Bean ikke virker sulten længere, men mere hyggeammer på det tidspunkt. Det er faktisk lidt vemodigt (men dejligt på samme tid) at hendes afhængighed af mig bliver mindre. Ikke desto mindre regner jeg med at blive ved med at amme et par måneder endnu (agtigt...), fordi der helt klart er en dejligheds- og nærheds- og tryghedsfaktor i det, for hende. Nåja, og selvfølgelig også stadig en vis nærings- og sundhedsværdi. 

Single mum og andre tøserier

Kæreste er taget på herreweekend (den 1. ud af 3 over de næste 4 weekender...), så der er nu kun damer i husstanden.

Derfor bliver indlægget garneret med lidt tøserier; nemlig en fin, lille jakke fra Zara Baby til Bean og julegaven fra den italienske forbindelse som prikken over i'et.

... og så lidt løse billeder af Bean. Bare fordi. Og for at vise, hvor fint man kan sidde og lege/skille sin træko ad.

Den smukke, nye frakke og den italienske hue.
Praktisk? Sikkert ikke.
Pænt. Ja!

Yndighed i close-up

'Er vi snart færdige, mor?'

... at splitte en træko i alle dens stykker.
Bean har i øvrigt luret, at koen kommer hen til hende, hvis hun trækker i snoren

Projekt stop kl 23-amning forløb i øvrigt fantastisk i nat (til dem, der måtte være interesserede); Bean gik omkuld kl 19 efter en (megatræls) brokkeaften og sov uden en lyd til kl. 23, hvor faren gav hende sutten og dynen (begge var blevet kastet af i løbet af aftenen) og hun sov videre helt til kl. 03! Amning og sove videre til kl. 05.40. Amning og sove videre til kl. 07.40. Dermed har Kæreste og jeg fået hvad der i mistænkelig grad minder om reel søvn. Det bliver dog lidt spændende at finde ud af, hvad der sker, når der er moren/mælkebaren, der i aften skal overbevise kl. 23-opvågnings-Bean om, at der ikke er mad nu.

Creepy-crawlies

Nej, det er heldigvis ikke edderkopper eller andet fler-benet kryb, jeg mener.

Det er Bean. Der kravler.

Simpelthen.

Ikke langt og ikke meget (endnu). Men 2-3-4 kravleskridt på den helt korrekte kryds-kravl måde inden hun a) har nået sit mål og rejser sig op ad det eller b) lægger sig ned og kryber lynhurtigt videre.

Det er ret sejt, synes vi, sådan når man bare er 8 måneder og 10 dage gammel. (Og det havde været endnu sejere, hvis hun havde lært det dagen før hun gjorde, så Sunder-Helle kunne have set det)

Det betyder til gengæld at man ikke kan have hende ude af syne eller rækkevidde i hverken 2 eller 20 sekunder. Kombinationen af hurtigt krybende/kravlende barn og evnen til at trække sig op at stå ved alle mulige genstande og møbler er nemlig rimeligt farlig.

Mens jeg lavede mad i går nåede hun at trimle omkring en del gange og blive mere eller mindre ked/frustreret afhængigt af om hun lige slog sig lidt eller ej. Kæreste er ikke helt enig i min mandsopdækning, så hun får lidt mere frirum når han er alene med hende. And then accidents happen. (Hun skal jo også lære det, men jeg tænker at hun godt må være lidt mere sikker på kroppens brug inden hun bliver 'sluppet')

Bobles' 'Donut' er et fantastisk stykke motorisk legetøj, synes både vi og Bean.
Den 'bestiges' mange, mange gange om dagen og er også god at klappe på :)

...

Nåja. Det dér med at slippe kl. 23-amning? Vi droppede det den første nat, fordi barnet hostede og græd og hostede og græd og endte med at hoste så meget, at hun kastede op i hele sin seng, ud over Teddy og på sig selv. Og dermed blev endnu mere ulykkelig, forskrækket og bare gerne ville sove. Det kom hun så til. Helt tæt puttet ind til mig og med små hænder, der greb fat i mig, hver gang hun hostede resten af natten. Og mens det er en fantastisk fornemmelse, at ens barn finder trøst og tryghed ved at være tæt på éen, så betyder det samtidig, at man ikke selv får synderlige mængder af søvn.

Hosteriet er heldigvis ikke noget alvorligt, men bare efterveerne af mellemørebetændelsen, sagde lægen i går morges.

I nat prøvede vi så at skære amningen fra. Hvilket betød, at Kæreste havde baby-tjansen frem til spisetid midt på natten. Bean vågnede en masse gange og var i varierende grad ked af det og utilfreds med ikke bare at blive lagt til. Men det lykkedes og hun sov uden ophold fra 01-02.20, hvor hun spiste et STORT måltid. Og sov så igen helt til kl. 06.20! Jeg synes, det var en KÆMPE succes. Kæreste er mere træt af projektet. Selvom han kunne sove uforstyrret fra kl. 02.20-07.30. Tsk. Manden har jo barselsorlov, så ingen elever kommer til at lide under manglende mandesøvn.

Noget om amning

Er det bare mig, eller er der utroligt megen debat om amning i disse tider?

Om og hvor man må amme i det offentlige rum (herunder på diverse etablissementer).

Hvor længe man må amme. Og hvornår det er FOR længe, man har ammet.

(For slet ikke at tale om dem, der af personlige, helbredsmæssige eller andre grunde ikke ammer)


Tænk, at det kan være kontroversielt at give et barn mad.

Jamen, helt ærligt.

Det er sådan vi er indrettet fra naturens hånd og mødre har ammet deres børn siden før menneskeracen blev udviklet.


For det første:

Hvorfor er det ulækkert? Jeg mener, man behøver jo ikke at smide blusen og kaste rundt med (mad)kasserne ved hver lejlighed. Det er muligt at være rimeligt diskret omkring hele processen.
Jeg er med på, at hvis man sidder på Geranium/Noma/The Fat Duck eller lignende gourmetsteder og betaler en hulens masse penge for en fantastisk oplevelse og vidunderlig mad, så er det ikke lige dér, man er frisk på børn i str. amning. Men - hånden på hjertet - hvem tager sådanne steder hen, hvis de har små børn med?

For det andet:

Bør det ikke være et personligt anliggende, hvor længe, man ammer? Mon ikke sunderen, lægen eller andre relevante personer ville gribe ind, hvis de så et usundt amme-forhold under opsejling?

Så længe amningen fungerer for barnet og for moderen, har de så ikke lov til at fortsætte? Der er næppe (og her skal jeg helt ærligt indrømme, at jeg ikke har fact-tjekket) 2- eller 3-årige, der udelukkende lever af modermælk, så mon ikke de får fin næring og ernæring fra fast føde i alle mulige former?


Jeg ved ikke, hvor længe, Bean og mig fortsætter. Måske til hun er et år. Måske kun et par måneder endnu. Måske til hun nærmer sig halvandet. Det kommer an på hende. Og på mig. Og på hvordan vores situation er i det hele taget. Jeg håber bare, vi kan få lov at gøre det på vores måde. Uden alt for mange hævede øjenbryn eller nærgående kommentarer.

... jeg synes da nok også!

Sunder-Helle var på visit igen i går. Og vejede Bean igen.
Hun havde præsteret at tage 500 g på i løbet af de sidste 9 dage. Så tror da pokker at jeg har haft en fornemmelse af at amme non-stop!

Min mor var også på besøg og hjalp med rengøring og 30 minutters pasning så Kæreste og jeg kunne fejre hans fødselsdag på den meget lokale franske bistro med hhv en stor fadøl og en halv lille fadøl.

I dag har der udover tøjvask været tid til at bage boller og til anden post-baby løbetur da Kæreste kom hjem fra arbejde. Den første sø er hermed besejret sammen med ruten til og fra den. Sevans hvor føles det godt at komme igang!

Det er ligesom om at vejret fordrer mere overskud. Herligt!

3 uger allerede? Virkelig?

'Nogen' fejrede sin 3 ugers fødselsdag ved at være helt vågen og helt umulig indtil kl. 2.30 i nat.
Hvordan pokker er der gået næsten en måned allerede? Det føles på en og samme tid som om hun har været her altid (og vi aldrig har sovet) og som om hun lige er blevet født. Vi er stadig i fuld gang med at lære hendes signaler og lyde at kende og hun er så småt igang med at udforske sine nære omgivelser ved at iagttage, lytte ogrække ud med armene.
Vi glæder os i den grad til hun får noget der bare minder om en døgnrytme og vi dermed får noget at planlægge livet bare en smule efter.
Og jeg håber at sunder-besøget i morgen viser at hun er blevet meget tykkere end sidst.

PS) Seriøst - hvor meget kan man paniksvede i Sportsmaster når man forsøger at købe fødselsdagsgave til Kæreste med ulykkeligt grædende barn i Odderen?! Hej hej første amning og dermed boobflashing i fri luft på Indre Østerbro...

- eller er det bare os?

Alle dem, der ved hvordan man tackler baby, der er for træt til at spise et ordentligt måltid men for sulten til at falde i søvn og derfor bliver overtræt og holder den kørende fra kl. 19-3.30 med mere eller mindre non-stop klat-amning, ikk'?

Kunne vi ikke sige, at de tager bladet fra munden og fortæller, hvad pokker man gør?

Eller er det kun hos os, den slags foregår? Og ender med at 'nogen' (læs: undertegnede) simpelthen tuder af frustration og træthed. Og bliver rigtig ked af det, fordi 'nogen' ikke kan trøste baby, der tydeligvis også er rigtig ked af det.

Øv, der er lang tid til mandag, hvor Sunder igen er tilgængelig. Prøver at få fat i brystpumpe, så der kan være reservemælk til natten. Og ellers må vi nok ud i noget supplement med MME. Suk.

(Derudover er det gået ok med at være solo-mor mens Kæreste er på arbejde. I går var vi fx på Statens Museum for Kunst, fordi 'nogen' lige skulle nå at se Hammershøi-udstillingen inden den lukker d. 20. Jeg bliver træt, når vi når eftermiddagen, for man er godt nok meget på. Men hvis hun bare gider sove en gang i mellem... Og selve amningen gør heller ikke ondt mere. (Lille bitte sejr lige dér) Det er bare anstrengende, når det er non-stop.)

Ekspert-dag

I dag har vi haft besøg af to forskellige fagligheder.

Dels forsker i spædbørn, som lavede 13 minutters test af Beans reflekser, evne til at følge genstande og lyde med øjne og hoved og evne/vilje til at kommunikere.

Bean er tilsyneladende MAJET dygtig til al den slags - også selvom hun var træt ovenpå 2 retters menu (jep, begge bryster er back in business). Særligt til at kommunikere. Og hun tog det utroligt pænt at være forsøgskanin. Næste gang der testes, bliver på uni om knap 4 måneder.

Anden fagperson var Sunder-Helle (der er flink og rar og synes Bean er så fin, så fin)
Det var ikke just fordi vægtøgningen var imponerende - men der er god gang i systemet og hun er vågen og opmærksom, når hun ikke sover selvfølgelig! - så Sunder syntes ikke det var alarmerende. Der var jo ligesom også en forklaring når nu det ene bryst har været sat ud af spillet og det andet derfor har skullet oppe produktionen.

Hun kommer igen næste uge - på Kærestes fødselsdag - og så krydser vi fingre for at Bean er blevet meget mere babytyk til den tid...

Så sød kan man være, når man sover og refleks-smiler på samme tid. Det er Teddys store bamsefod i baggrunden. 

... og at det dér amning er ved at være på ret kurs. For hvis bare der er to funktionelle og operationsdygtige madkilder, så ingen af dem overbelastes, kunne det godt lykkes det hele alligevel. Jeg krydser fingre. Og tæer.

Søvn eller mangel på samme

Helt ærligt, ikke?

Så er vi blevet præcis som alle andre småbørnsfamilier, tror jeg. Samtaleemner er: søvn, amning, afføring (babys, ikke vores!) i varierende rækkefølge alt efter, hvad der fungerer bedst/værst. Samtaler om, hvor hårdt arbejde, det er, er også et hyppigt emne. Og hvor meget vores muligheder for søvn betyder for overskuddet.

I dag bliver søvn nok det store tema, for Bean kørte flitsbue/gråd/ulykkelighed indtil kl 2.30 i nat og faldt vist mest i søvn af udmattelse til sidst. Under amning. Som simpelthen stadig gør ondt - men af en ny og spændende årsag.

Eftersom Sund'er i samråd med mig har fredet det sårede bryst (sorry, hvis det er alt for meget info) og det skal genintroduceres skånsomt, så har det andet holdt for som solo-madkilde siden fredag. Og det slider. Så 'Det Andet Bryst' trænger nu i den grad til aflastning.

Og jeg er lidt nervøs for, om der er nok mad i solo-bryst-fodring. Eller om gråd = sult. Hvilket i givet fald betyder, at jeg sulter mit barn...

Sund'er kommer forbi i morgen. Går ud fra, vægten vil vise, om det har haft konsekvenser. Og er spændt på hvad Sund'er i øvrigt siger om det dér amning.

For når det er så usjovt, så begynder tanker om modermælkserstatning så småt at melde sig. Selvom jeg synes, det vil være alt for tidligt at smide ammehåndklæder i ringen.

Lige nu er det svært at overskue, hvordan det hele skal gå, når Kæreste starter arbejde igen tirsdag.

... glædelig Mors Dag, I suppose.

Amning - åbenbart sværere end man skulle tro

Av. Av. Av.

Sår og revner på det ene bryst, der i øvrigt også gør ondt imellem amninger. Overvejer så småt om der er noget svamp involveret. Og at ringe til lægen for at få det tjekket.

Og det andet bryst er nogenlunde ok, men bliver jo også belastet.

Det må gerne holde op. Snart. For det er godt nok hårdt. Og jeg bliver helt træt på forhånd og lidt ked af det, når det er ved at trække op til spisetid.

Sundhedsplejerske var sød og rar og forbi i går, og syntes Bean lod til at trives rigtig fint og havde forældre, der viste dejligt med omsorg for hende. Hun er nu forbi sin fødselsvægt (sten fra hjerte).

Men  hun var godt nok ikke sød i aftes/nat - fra kl. 18-24 (ish) var hun vågen og vi kunne ikke få hende til at falde i søvn på nogen måde. Og fra kl. 20.30 blev 'vågen' til 'vågen og ulykkelig' - måske fordi hun var overtræt, og så skiftedes Kæreste og jeg til at gå/vugge med hende, amme hende (det var nu kun mig), svøbe hende, forsikre hende om, at det var ok, og at vi godt kunne høre, hun var ked af det.

Fåk. Vi glæder os til at det bliver bare en lille bitte smule lettere. Fx at enten amning bliver smertefrit eller søvn bliver bedre. Begge dele på éen gang er lovlig meget af håndtere for nybagte forældre her på 10. dag.