Berlin. Ich liebe dich!

Som man måske kunne fornemme på det sidste indlæg, så var Berlin f.a.n.t.a.s.t.i.s.k. Intet mindre.

Men hvad var det lige, der var så fantastisk?

Dels var der omstændighederne:

Lejligheden var skøn, nem at komme til og indeholdt alt, hvad vi havde brug for af Bean-grej.

Vejret var herligt - sol, 25 grader og en let brise af og til.

Søvn var der rigeligt af - Bean sov igennem alle nætter og sov endda en 3 timers middagslur en af dagene.

Selve rejsen gik over al forventning - endda begge veje, for at det ikke skal være løgn! - og en samlet rejsetid på 5 timer fra andelen på Østerbro til ferieboligen i Friedrichshain er vist ikke til at klage over.

... men mest af alt tror jeg, at succesen skal findes i selskabet og vores forventninger til ferien, os selv og hinanden, der viste sig at være noget nær perfekt afstemt.

Vi havde på forhånd overvejet, hvad vi ville, men var også åbne overfor ændringer i dagsprogrammet - og vi havde med vilje ikke lagt for mange (eller for ambitiøse) planer.

På forhånd havde vi suspenderet alle kost- og skærmpolitikker for selve rejsen, så Bean fik alle de snacks og baby-apps på Kærestes telefon, hun orkede. Det betød til gengæld, at hun var en fest at rejse med. Også selvom hun blev træt og skulle brokke lidt undervejs, når der var lange køer ved bagagedrop (30.6. ER sgudda heller ikke den fedeste dag at have bøvl med bagagebåndet på, vel Kastrup?) 

Vi har en fornemmelse af, at Bean har en fornemmelse af, at alle i verden er til for at hun kan charmere dem. I al fald er det blevet vinket, smilet og sagt ufatteligt meget 'HEJ' de sidste mange dage. Og som regel har det affødt en positiv reaktion, en kiks, et par jorbær eller et fint postkort.

Det er herligt at rejse med et 'åbent' barn, og det giver særligt mig en slags vished om, at jeg må have gjort noget rigtigt, når der er kommet dette tillidsfulde, skægge, nysgerrige og charmerende barn ud af de første, rædselsfulde måneder. (Dermed ikke sagt, at hun ikke kan brokke sig, hidse sig op eller blive rasende og ulykkelig - det er bare mest herhjemme, vi får glæde af den slags adfærd)

Og med både muligheden for at gå selv - inkl. at forsøge at tumlinge-sprinte ud igennem security i en sådan fart at Kæreste måtte smide pas og bælte for at fange hende igen! - at hvile i klapvognen eller at blive båret tæt i Ergo'en, så kunne vi altid finde en måde at stille den lille dame tilfreds på.

... beklager, men der kommer meget mere om Berlin over de næste par dage! Noget om zoo og heldagsture, noget om legekammerater og kærestetid og noget om lækre hang-outs til familieferien. 

Nåja, og så er der lige endnu en konkurrence, jeg skal have skudt igang :)

På pinden

Det har grebet lidt om sig, det her strikkeri.

Jeg startede da jeg var gravid. (Var der nogen, der sagde redebygger?) Mest fordi det var hyggeligt at strikke småbitte sokker. Og fordi str. nyfødt er utroligt overskueligt, selv for en nybegynder.

Da jeg fik en anelse overskud på den anden side af fødslen og kolikken gik jeg igang igen. Mest fordi strikkepinde larmer noget mindre end min ellers skønne 70'er symaskine.

Men nu er jeg blevet lidt ambitiøs. 

Første, større projekt er netop afsluttet - en sommertop med korte ærmer fra Farmorfabrikken, som skal have følgeskab af en blomstret nederdel.

Og nu har jeg kastet mig over en cardigan fra et gammelt strikke/hækletillæg fra Femina, der er i to nuancer af lilla, men som i min udgave bliver grå med koralfarvede detaljer. Det bliver fint, gør det. Og et stort arbejde!

I øvrigt: Krummen & Kagen er stadig totalt yndlingscafé på Østerbro. De lækre karameller fra Karamelleriet kom med hjem fordi det søde personale syntes, jeg ventede lidt længe på min chai latte. Jeg havde ikke engang opdaget, jeg havde ventet (jo, selvfølgelig læste jeg blogs) 

Verdens Bedste Bean

Kæreste og mig kigger på hinanden flere gange om ugen i disse uger med undren og forundring.

Ikke over os selv eller hinanden, men over Bean.

For vi kan næsten ikke kende hende i øjeblikket.

Hun er så glad og overskudsagtig - kravler, udforsker, kysser og nusser, griner og leger. De eneste tidspunkter, vi hører noget brok, er hvis hun er sulten eller træt.

Vi går hele tiden rundt og spekulerer på, hvornår det vender. Hvornår vi får brokke-pylre-Bean igen.

... men hvad nu hvis vi faktisk har 'den rigtige Bean' i øjeblikket? Hende, der har været gemt under kolikken, under brokkeriet og pylren de sidste mange, mange måneder. Hende, der er så skøn at være sammen med, at man glæder sig over det hver dag.

Det ville da være helt igennem vidunderligt.

Men hun kan jo også en masse selv. Hun kan komme derhen, hun vil. Hun kan vælge det legetøj, hun gider lege med. Hun kan sidde, kravle, stå (og sætte sig ned igen) og smager på alting. Så indtil hun finder ud af, at hun fx ikke kan gå endnu, kan vi måske være så heldige, at vi har Verdens Bedste Bean.

Verdens Bedste Bean har forladt legetøjet et øjeblik
til fordel for moderens kamera.

Jeg krydser fingre.

On the road again...

Mor er flad.

Weekenden har været brugt på at rejse land og rige rundt og fejre forskellige familiemedlemmers forskellige mærkedage.

Hhv. morfarens fødselsdag i det vestsjællandske og den nye kusines navngivning vest for Lillebælt.

Bean og morfaren har efterhånden fået et helt særligt, fint forhold. De pjatter og griner og nusser sammen - det er så skønt at se. Mormoren er også rar at være hos. Og for forældrene var det en særlig luksus at kunne sove en hel, uforstyrret time søndag (tidlig) morgen, mens Bean legede med mormor og morfar.

Søndagen var lang og travl. Men god. Bean præsterede at tage en ekstra formiddagslur på vej over Fyn og var derfor i hopla, da vi nåede frem. Hun storcharmerede, spiste en mere end solid frokost med alt godt fra buffeten og legede løs med (læs: ved siden af) de andre, større børn. (Og tromlede en dreng på 1,5 ved at råbe ad ham... det skal vi nok lige snakke med hende om på et tidspunkt)

Hun sov endda en middagslur i uvante omgivelser og med nogen larm omkring sig. Hun var vågen hele turen hjem i bilen, men blev først ked af det da vi var inden for bymurene i det Kjøwenhavnske - mest fordi hun fik smidt sutten ned i bunden af bilen, så jeg ikke kunne finde den igen. Og fordi det var blevet sengetid og hun var helt mæt af indtryk. Hvilket er mere end fair.

Træt? Mig?

Kæreste og jeg var mildest talt imponerede (stolte, faktisk) af vores lille, seje pige, der har haft en fest af en weekend. Men har haft lidt ekstra behov for at sove i dag. (Siger Kæreste, der også selv har udnyttet de ekstra lange lure til at sove)

Jeg kunne til gengæld godt trænge til en weekend oven på den weekend. Og glæder mig allerede til den næste.

God mandag!

Torden og lynild

Hun har fart på, hende Bean.

I dag rejste hun sig op og stod uden støtte. Ikke mere end et par sekunder, før hun lod sig dumpe ned på blenumsen, men alligevel.

Knap 9,5 måned er hun. Jeg kan næsten ikke følge med længere, men har en fornemmelse af, at det kun kommer til at gå stærkere fra nu af!


De sidste par dage har været fantastiske. Vi har nydt den gladeste, sødeste, pludrende, legende lille pige, der i den grad hviler i sig selv i øjeblikket.

Hun bruger lang tid på at undersøge sit legetøj og sine omgivelser, udfordrer sin krops formåen og udforsker sproget og dets lyde ('mam mam' er nyeste tilføjelse).

Kæreste og jeg spiste en lækker treretters middag mandag, mens Søsterlil og Bean hyggede sig hjemme. De er simpelthen så søde sammen, og der bliver vist uddelt lige mange kys begge veje imellem de to.

... men Kæreste burde nok have overholdt sin tandlægetid i stedet for at spise god mad, for der er en rodbehandling under opsejling, så jeg måtte tage til Beans playdate på Remisens indendørs leger i går, mens han var til akut behandling (og smertelindring!) i mellemtiden. Det er en fest at lege deroppe. Og jeg fik mødt Beans første kæreste, som er en del af Kærestes APA-hold - de to er helt eksede med hinanden og skal hele tiden nusse, ae (læs: klappe) og babykysse. Det er too cute.

Pointen?

Hun er ved at blive en stor pige, hende min lille baby. Det er en blanding af forundring, fryd og glæde ved hendes fremskridt og så på den anden side lidt vemodigt, og et ønske om at få alt ud af nuet, før babyen i hende er helt forsvundet.

Status

Første nat uden amning...

... er simpelthen gået over al forventning. (Nej, Nemesis, det var ikke nætter GENERELT jeg udtalte mig om, men bare denne nat)

Altså, faren var i byen og derfor rimeligt tømmermændsramt lidt træt her til formiddag, eftersom det var ham, der stod for at gå ind i til Bean og give sut/dyne og en kop vand omkring kl. 3. Men det er forløbet helt uden gråd/vrede/skrigeri helt indtil barnet kom ind i dobbeltsengen kl 4.45 til den tidlige morgenamning (der var mælkebaren så også RIMELIGT fuld, kan jeg afsløre!). Og sov helt til kl. 7.

Det er i den grad en bekræftelse på, at vores (min!) mavefornemmelse omkring Bean og spisning kl. 3 var rigtig. Hun er faktisk ikke sulten på det tidspunkt, men det har været en vane at vågne og spise.

Lige nu er det svært at få armene ned (også fordi formiddagsluren har varet i snart 45 minutter mod sædvanlige 25), men det bliver spændende at se, hvordan de næste nætter kommer til at forløbe.

Lidt sløret (beklager) billede af aftenleg fra i går.
Nøgentid og mulighed for at gå amok i legekassen er et hit

Creepy-crawlies

Nej, det er heldigvis ikke edderkopper eller andet fler-benet kryb, jeg mener.

Det er Bean. Der kravler.

Simpelthen.

Ikke langt og ikke meget (endnu). Men 2-3-4 kravleskridt på den helt korrekte kryds-kravl måde inden hun a) har nået sit mål og rejser sig op ad det eller b) lægger sig ned og kryber lynhurtigt videre.

Det er ret sejt, synes vi, sådan når man bare er 8 måneder og 10 dage gammel. (Og det havde været endnu sejere, hvis hun havde lært det dagen før hun gjorde, så Sunder-Helle kunne have set det)

Det betyder til gengæld at man ikke kan have hende ude af syne eller rækkevidde i hverken 2 eller 20 sekunder. Kombinationen af hurtigt krybende/kravlende barn og evnen til at trække sig op at stå ved alle mulige genstande og møbler er nemlig rimeligt farlig.

Mens jeg lavede mad i går nåede hun at trimle omkring en del gange og blive mere eller mindre ked/frustreret afhængigt af om hun lige slog sig lidt eller ej. Kæreste er ikke helt enig i min mandsopdækning, så hun får lidt mere frirum når han er alene med hende. And then accidents happen. (Hun skal jo også lære det, men jeg tænker at hun godt må være lidt mere sikker på kroppens brug inden hun bliver 'sluppet')

Bobles' 'Donut' er et fantastisk stykke motorisk legetøj, synes både vi og Bean.
Den 'bestiges' mange, mange gange om dagen og er også god at klappe på :)

...

Nåja. Det dér med at slippe kl. 23-amning? Vi droppede det den første nat, fordi barnet hostede og græd og hostede og græd og endte med at hoste så meget, at hun kastede op i hele sin seng, ud over Teddy og på sig selv. Og dermed blev endnu mere ulykkelig, forskrækket og bare gerne ville sove. Det kom hun så til. Helt tæt puttet ind til mig og med små hænder, der greb fat i mig, hver gang hun hostede resten af natten. Og mens det er en fantastisk fornemmelse, at ens barn finder trøst og tryghed ved at være tæt på éen, så betyder det samtidig, at man ikke selv får synderlige mængder af søvn.

Hosteriet er heldigvis ikke noget alvorligt, men bare efterveerne af mellemørebetændelsen, sagde lægen i går morges.

I nat prøvede vi så at skære amningen fra. Hvilket betød, at Kæreste havde baby-tjansen frem til spisetid midt på natten. Bean vågnede en masse gange og var i varierende grad ked af det og utilfreds med ikke bare at blive lagt til. Men det lykkedes og hun sov uden ophold fra 01-02.20, hvor hun spiste et STORT måltid. Og sov så igen helt til kl. 06.20! Jeg synes, det var en KÆMPE succes. Kæreste er mere træt af projektet. Selvom han kunne sove uforstyrret fra kl. 02.20-07.30. Tsk. Manden har jo barselsorlov, så ingen elever kommer til at lide under manglende mandesøvn.

One small step for mankind...

... men et KÆMPE spring for mig.


Jeg kørte - for allerførste gang! - i bil alene i København.

Endda i mørke. Og parkerede på en smal, ensrettet sidevej på Frederiksberg.


Lige da jeg havde fået kørekort, arbejdede jeg et år som lærervikar på samme skole som mine forældre, og kørte derfor omkring 30 km stort set hver dag på en blanding af landevej og by.

Det gav en del rutine udi kørsel, men efter jeg flyttede hjemmefra har jeg næsten ikke kørt.

Derfor er det nu med en puls på 500 og storsvedende håndflader, når jeg nærmer mig førersædet. Rutinen er nemlig pist væk og har været det i mange år. Det til trods er jeg faktisk en god bilist, der kører stabilt og sikkert og inden for lovens rammer og tager hensyn. Siger Kæreste selv.

Kæreste får derfor lov at tage snart sagt alle køreture, mens jeg sidder på bagsædet med Bean. (Kan ikke huske, hvad min undskyldning var før fødslen - og før jeg var højgravid)


I går aftes skulle jeg til en korprøve i den anden ende af byen, det var koldt og mørkt, og jeg skulle kunne komme hurtigt hjem til aftenamning. Derfor samlede jeg alt mit mod og fandt kørehandskerne frem. (Kan ikke køre uden at pakke hænderne ind. Heller ikke om sommeren. Svedige håndflader glider på rattet. Mine hænder stress-sveder nemlig ikke bare lidt, men så det løber ned ad underarmene. Herlig feature)

Og kørte.

Det gik faktisk rigtig fint. Som i: det kunne jeg også gøre en anden gang.

Det var mere afslutningen på turen, der bragte mig ud i 'det går aldrig - jeg kører hjem igen': parkeringspladsjagt i Frederiksbergs små, smalle, ensrettede gader tog rundt regnet 30 minutter, hvor jeg skulle manøvrere en del rundt. Og gik i stå flere gange.

Men. Det lykkedes. Til sidst.


(Tænk, hvor stolt man kan blive over at gøre noget, som millioner af mennesker gør hver eneste dag... og lidt flov over at blive stolt.)