Viser opslag med etiketten sko. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sko. Vis alle opslag

22. sep. 2013

Efterårslækkerier

Nu er jeg jo ikke ligefrem upartisk, når det gælder Bean, men hun ER da en efterårsgodte i overgangsdragten fra Wheat, der holder hende lun og tør i en fugtig sandkasse. Og moderen er vældigt begejstret over, at tøjet indenunder ikke bliver udsat for efterårssnasket legeplads.




Næsten syndigt sødmefulde blommer står godt til Kubus-skålens grønne kulør - blomsterne er fra min søde, pt. udlandsdanske, veninde, der var på eftermiddagsbesøg med sin skønne datter, og dækkeservietterne i voldsomt praktisk silikone fra Oyoy blev klikket hjem efter jeg havde set dem hos Manja.



Efterårsnyheder til Bean fra Zara Kids - lune cardigans i gode basisfarver (og til gode priser!), bløde fløjlsbukser og forede ruskindssneakers med blomstermotiv, som jeg ville ønske fandtes i min størrelse (desværre går Zaras børnestørrelser kun til 38, og det kan jeg, ikke engang med god vilje, klemme mig ned i...)

15. aug. 2013

... er det så efterår nu?

Den sidste lille uge har haft kølige morgener og crisp vind (når det altså ikke lige har stået ned i lårtykke stråler!)

Er det bare mig, eller skete der et skift fra sommer til efterår i løbet af et par dage?
Jeg elsker årstidernes skiften, og nyder de forskellige aktiviteter, der hører med til årets gang. Jeg glæder mig til at lege med tørre, gyldne blade med Bean, til at drikke varm kakao med skumfiduser og spise ostemadder på lune, nybagte boller i sofaen med et tæppe over benene, mens regnen pisker på ruderne... Og til at kaste mig over fyldige gryderetter og shepards pies. Mmm.
Det betyder dog også en ny, varm garderobe til Bean. Vi har styr på det meste af overtøjet. Vanter, huer, halstørklæder og halsedisser mangler endnu, men jeg påtænker at finde strikkepindene frem og hygge mig med småprojekter i den dur om aftenen i den kommende tid.

Fodtøj er vi til gengæld på bar bund med. Det er første gang, vi skal investere i vinterfodtøj til Bean, så jeg har ikke turdet købe på udsalg og satse med størrelserne. Det betyder, at vi er ude i noget med fuld pris. Og HOLD nu op, hvor er det dyrt! Jeg er ikke i tvivl om, at Beans fødder skal have cremen af cremen af velsiddende, ergonomisk korrekt, varmt og praktisk fodtøj (næsten til enhver pris). Jeg var selv et Bundgaard/Angulus/fodformet barn, og mine forældre førte regnskab med de mange, mange tusinde kroner, de brugte på mine fødder de første 6 år af mit liv. Det betaler sig, for jeg har aldrig haft problemer med hverken fødder eller ben eller knæ eller hofter (forstuvninger på løbeture tæller ikke. Sådan er reglerne.)
Kæreste er ved at gå bagover ved tanken om at smide 900 kr. for et par støvler, der – hvis vi er heldige – holder en sæson.

Hmm.
Hans betænkeligheder skal dog ikke forhindre mig i at samle et udvalg af de støvler, der gerne må passe på Beans søde, bløde fusser i de kolde måneder. Kan du gætte favoritterne?
I viste rækkefølge er her fod-godter fra Angulus // Sorel // Angulus // Arauto Rap


Hvad er dine erfaringer med de bedste støvler til barnefødder?


(… i øvrigt: hvis efteråret allerede starter her midt i august, så er der godt nok længe til næste forår. Kunne vi ikke godt aftale, at vi lige holdt fast i sommeren et øjeblik endnu?)