Jeg bliver så træt af, at politikere herhjemme (skåret over éen kam) ikke kan finde ud af at tage beslutninger og indføre love og regler, der måske ikke har hele befolkningens opbakning lige nu, men som er til samfundets bedste.
Seneste eksempel er naturligvis øremærkningen af barsel til fædre i op til tre måneder.
Der er netop kommet en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (tidligere Socialforskningsinstituttet), der med al tydelighed viser fordelene i at fordele barselsperioden mere ligeligt. Øremærket barsel får flere mænd til at tage orlov.
Danmark er det land i hele Norden, hvor fædre tager mindst og kortest barsel. Omkring 7% af barslen er 'deres'. I Norge er det tal over 25%. Vi er et veritabelt U-land, når det gælder barsel.
I rapporten står der bl.a., at en mere ligelig fordeling af forældreorloven "vil styrke børns adgang til både mor og far, kvinders tilknytning til arbejdsmarkedet og fædres rettigheder samt potentielt reducere det nuværende gab i livstidsindkomst mellem kønnene".
What's not to like?
Oprigtigt talt har jeg mere end vanskeligt ved at forstå modargumenterne for øremærkningen.
Lovgivning er normsættende for normaladfærd - det kan ses fra masser af eksempler.
Vi skal ikke længere tilbage end 1997, hvor revselsesretten endeligt blev afskaffet, og det nu ved lov er forbudt at slå sine børn. Selvom nogen mente, at opdragelse er en personlig sag, og at 'de da ikke tog skade af en lussing eller en røvfuld'.
Eller hvad med rygeloven? Fra 2007. Kan I huske, hvilket postyr, der var - og debatten, der rasede omkring 'personlig frihed'. Der kan man da for alvor tale om, at en lovgivning er normsættende for normaladfærden!
Og ja. Nogle familier vil helt sikkert kunne mærke det på økonomien. Lige nu. Men på sigt kan det være med til at give fagforeningerne en løftestang til at forhandle barsel med løn for alle faggrupper.
For nogle familier vil orloven givetvis også blive kortere, fordi øremærkningen betyder, at orloven stopper, hvis ikke faren tager over. Nogle familier. Langt fra alle. Og der er ingen tvang om at far SKAL tage barslen, men hvorfor ikke? Hvorfor er det ofte holdningen omkring barsel og forældreorlov, at mænd dårligere end kvinder kan undværes i en periode på deres job?
Måske fordi at vi kvinder efterhånden i en del år har haft en lovgivet RET til at holde barsel, og derudover måske også er spundet ind i en myte omkring vores overlegne evner og ubændige trang til yngelpleje. Bortset fra amning og måske også evnen til at sammensætte et matchende outfit til baby er der absolut ingen forskel på mænds og kvinders evne til at tage vare på et (lille) barn. Der er ikke nogen regel, der siger, at ingen mænd kan passe spædbørn og at alle kvinder elsker at være på barsel. Selvom det 'plejer' at være sådan.
Mennesket er et vanedyr, så af og til er der nødt til at være nogen, der tør skabe ændringer i et samfund, der selv er forandret, fordi de har kigget på et større billede. Politiken skriver:
"Der kan være uhensigtsmæssigheder ved strukturelle fremskridt. Ved reformerne af kontanthjælp, førtidspension og fleksjob forklarede ministrene, at de samfundsmæssige strukturændringer oversteg ulemperne. Hvorfor gælder det ikke øremærket barsel?"
Konklusionen på rapporten er, at lovgivning vil være med til at normalisere, at fædre tager orlov. Der står også, at øremærket barsel "mindsker konflikterne i hjemmet" og "får fædrene til at tage mere af arbejdet med vasketøjet". Og ikke nok med det. En far, der tager mere barsel mens barnet er spædt, kan opnå tættere bånd mellem sig selv og sit barn, hvilket kan gøre ham til en mere deltagende og tilstedeværende forælder på den lange bane. Ligesom det kan have en positiv effekt på moderens karriere. Fædres deltagelse i barnets liv og familielivet er vigtigt. Også hvis familien skulle gå i opløsning, fordi fædre, der har taget orlov har større kontakt til deres børn efter en skilsmisse.
Så, politiker-typer og meningsdannere og forældre generelt. Kom nu IND i kampen igen, og lad os få den øremærkning. Fordi det er godt for børnene, for kvinderne, for mændene og for samfundet.
Kilder: Dagens leder i Politiken, 6.9.2013 (Politiken mener: Barsel på udsalg), sfi.dk
PS: Jeg ved godt, det her falder lidt uden for Østfrontens sædvanlige emneområde, men bloggen er også mit personlige talerør og mulighed for at give mine meninger og holdninger luft.
Viser opslag med etiketten Debat. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Debat. Vis alle opslag
6. sep. 2013
27. aug. 2013
Om andres børn - og noget om grænser
Kender du også de situationer, hvor du oplever børn eller deres forældre agere sådan, at du har mere end vanskeligt ved at holde munden lukket eller gribe ind?
Det gør jeg. Og jeg har faktisk rigtig svært ved at finde ud af, hvordan og hvornår jeg skal reagere. Måske fordi jeg VED, at jeg selv ville have det meget mærkeligt hvis andre kommenterede (negativt) på Bean eller på min interaktion med hende.
De seneste par uger har særligt 3 episoder brændt sig fast for mit indre blik, og jeg bliver ved med at afspille dem for at nå frem til, hvad jeg ville ønske, der var sket.
Ved kassen i Netto, simultant igang med at pakke varer i net og betale, fik jeg øje på en mor med et helt tomt blik, der ventede i køen med sin grædende baby i en autostol i indkøbsvognen. Barnet havde grædt hele vejen igennem butikken. Moderen hverken sagde eller gjorde noget og barnet blev ved med at græde. Alle fibre i min krop råbte 'Tag barnet op og trøst det' eller 'Tal i det mindste beroligende til den lille'.
Jeg kender ALT til at have en baby, der græder og græder og græder ligemeget, hvad man gør. Og til at man kan komme til at tale lidt højt til den baby kl. midt om natten, når sirenen ikke vil holde op. Men jeg har altid forsøgt at trøste så godt jeg kunne - for selvom hun stadig græd i min favn, så vidste jeg i det mindste, at hun også kunne mærke og dufte mig.
Jeg havde sådan lyst til at møve mig igennem køen og give moderen et kram og love hende, at det bliver bedre. At gråden engang stopper. At jeg har været lige dér for et år siden. Og at foreslå hende, at jeg kunne holde babyen mens hun fik betalt og pakket sine varer.
Jeg gjorde det ikke. Fordi der var så mange mennesker, fordi jeg ikke kunne få øjenkontakt med hende, fordi jeg ikke turde, fordi jeg gerne ville hjem og hente Bean. Fordi det gør man ikke.
Jeg ville ønske, jeg havde gjort det.
En halvstor pige går med sin far i hånden for at mødes med lillesøster og mor ved legepladsen. Far og datter går og småsnakker om alt og intet. Det første moderen siger/hvæser, da hun ser pigen, er "Er du så FÆRDIG med at være sur nu!?" Hvilket (naturligvis!) resulterer i, at pigen bliver rigtig ked af det, lukker sig ind i sig selv og fysisk fjerner sig fra situationen ved at gå tre skridt foran resten af familien. Altimens moderen bliver ved med at halv-hånligt og forurettet fortælle, at "Der er altså ikke noget at være sur over. Jeg har ikke skældt hende ud. Hvorfor skal hun være sådan?".
Rigtig flot måde at optrappe og forlænge en konflikt på. Og rigtig flot måde at booste pigens selvværd på (indsæt selv passende mængder ironi).
Jeg gik med Bean i Bugaboo'en lidt bagved og blev ved med at forsøge at finde den sætning, der kunne forklare moren, hvor helt igennem ringe hendes måde at tale til og om sit barn på, var. Jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke overskue at diskutere med moren og hele familien - og ikke mindst Bean - som vidne. Og jeg forstår slet ikke, hvorfor faren ikke trådte i karakter.
Men jeg har stadig ondt af den pige, hvis mor taler så grimt til hende.
Smart Østerbro-mor på vej ud af Søstjernen med sin grædende dreng på 7-8 år. Tilsyneladende har han ikke opført sig helt optimalt i butikken, for hun har ham i et mildest talt fast negle-greb i nakken og hvæser med ansigtet forvrænget af vrede helt ned i ansigtet på ham hele vejen over til Irma. Mens han græder og græder og vrider sig. Jeg venter på grønt lys i krydset ved Lille Trianglen, mens jeg overværer episoden. Ingen gør noget, og de er forsvundet ind i en bil, da jeg når over på den anden side af vejen.
Hvornår syntes den mor, at det var ok at behandle et andet menneske sådan? At holde fast i et barn på en måde, der tydeligvis gjorde ondt og at bruge sin størrelse og styrke til at tryne en anden.
Jeg ville ønske, jeg kunne have nået dem, inden de forsvandt. Jeg kogte indvendigt hele resten af vejen hjem og gav Bean ekstra-mange kys og kram resten af dagen.
Så.
Hvad kan og hvad bør man blande sig i - og er der forskel på de to ting?
Det gør jeg. Og jeg har faktisk rigtig svært ved at finde ud af, hvordan og hvornår jeg skal reagere. Måske fordi jeg VED, at jeg selv ville have det meget mærkeligt hvis andre kommenterede (negativt) på Bean eller på min interaktion med hende.
De seneste par uger har særligt 3 episoder brændt sig fast for mit indre blik, og jeg bliver ved med at afspille dem for at nå frem til, hvad jeg ville ønske, der var sket.
Episode 1
Jeg kender ALT til at have en baby, der græder og græder og græder ligemeget, hvad man gør. Og til at man kan komme til at tale lidt højt til den baby kl. midt om natten, når sirenen ikke vil holde op. Men jeg har altid forsøgt at trøste så godt jeg kunne - for selvom hun stadig græd i min favn, så vidste jeg i det mindste, at hun også kunne mærke og dufte mig.
Jeg havde sådan lyst til at møve mig igennem køen og give moderen et kram og love hende, at det bliver bedre. At gråden engang stopper. At jeg har været lige dér for et år siden. Og at foreslå hende, at jeg kunne holde babyen mens hun fik betalt og pakket sine varer.
Jeg gjorde det ikke. Fordi der var så mange mennesker, fordi jeg ikke kunne få øjenkontakt med hende, fordi jeg ikke turde, fordi jeg gerne ville hjem og hente Bean. Fordi det gør man ikke.
Jeg ville ønske, jeg havde gjort det.
Episode 2
En halvstor pige går med sin far i hånden for at mødes med lillesøster og mor ved legepladsen. Far og datter går og småsnakker om alt og intet. Det første moderen siger/hvæser, da hun ser pigen, er "Er du så FÆRDIG med at være sur nu!?" Hvilket (naturligvis!) resulterer i, at pigen bliver rigtig ked af det, lukker sig ind i sig selv og fysisk fjerner sig fra situationen ved at gå tre skridt foran resten af familien. Altimens moderen bliver ved med at halv-hånligt og forurettet fortælle, at "Der er altså ikke noget at være sur over. Jeg har ikke skældt hende ud. Hvorfor skal hun være sådan?".
Rigtig flot måde at optrappe og forlænge en konflikt på. Og rigtig flot måde at booste pigens selvværd på (indsæt selv passende mængder ironi).
Jeg gik med Bean i Bugaboo'en lidt bagved og blev ved med at forsøge at finde den sætning, der kunne forklare moren, hvor helt igennem ringe hendes måde at tale til og om sit barn på, var. Jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke overskue at diskutere med moren og hele familien - og ikke mindst Bean - som vidne. Og jeg forstår slet ikke, hvorfor faren ikke trådte i karakter.
Men jeg har stadig ondt af den pige, hvis mor taler så grimt til hende.
Episode 3
Smart Østerbro-mor på vej ud af Søstjernen med sin grædende dreng på 7-8 år. Tilsyneladende har han ikke opført sig helt optimalt i butikken, for hun har ham i et mildest talt fast negle-greb i nakken og hvæser med ansigtet forvrænget af vrede helt ned i ansigtet på ham hele vejen over til Irma. Mens han græder og græder og vrider sig. Jeg venter på grønt lys i krydset ved Lille Trianglen, mens jeg overværer episoden. Ingen gør noget, og de er forsvundet ind i en bil, da jeg når over på den anden side af vejen.
Hvornår syntes den mor, at det var ok at behandle et andet menneske sådan? At holde fast i et barn på en måde, der tydeligvis gjorde ondt og at bruge sin størrelse og styrke til at tryne en anden.
Jeg ville ønske, jeg kunne have nået dem, inden de forsvandt. Jeg kogte indvendigt hele resten af vejen hjem og gav Bean ekstra-mange kys og kram resten af dagen.
Så.
Hvad kan og hvad bør man blande sig i - og er der forskel på de to ting?
 |
| Bean her helt uden for anden kontekst, end at hun her er helt opslugt af sin leg. Det skal man i al fald ikke blande sig i. |
26. jun. 2013
Det var jo bare ironi
I lfB (livet før Bean) brugte jeg uTROlige mængder af både sarkasme og ironi. Det var ligesom bare blevet en del af min måde at tale på - sandsynligvis startede det engang i folkeskolen som en slags buffer mod 'the cool kids' og min måde at hævde mig på. Det kunne godt være, jeg ikke blev inviteret med ud til rygerbænken (obligatorisk element i 'de stores' gård i midt-90ernes folkeskole, red.), men jeg kunne komme på en hurtig og bidende kommentar. Den var ganske vist tabt på en del af 'ofrene', men lad det nu ligge.
Ironien fulgte mig igennem alle teenageårene og et godt stykke ind i tyverne, gennem en flytning, uddannelse, studiejobs og kærester.
Men nu er den trængt i baggrunden af noget andet. Med Bean kom der nemlig en sårbarhed og åbenhed ind i mit liv, som gav ironien en hul og mærkelig klang. Derfor har jeg i ret stort omfang lagt den på hylden og er i stedet blevet mere oprigtig og ærlig omkring mig selv og mine følelser.
Det er både godt og skidt, for pludselig er der ikke mere et skjold at holde op foran sig, eller muligheden for at trække på skulderen og sige, at 'det jo bare var ironisk ment', i forhold til andres reaktioner. Jeg kan ikke på samme måde slippe ud af en ordveksling eller diskussion, når mit udspil er det, jeg faktisk mener, uden at det er pakket ind i flere lag dobbeltbetydninger og kølig distance.
Det betyder dog ikke, at jeg ikke stadig bruger ironi af og til, for det gør jeg. Og det betyder bestemt heller ikke, at jeg tager mig selv helt vildt alvåååhrligt hele tiden. Selvironi skal der være plads til - specielt når man er taget ud af døren og først på kontoret opdager det fine aftryk af klistrede yoghurt-børnefingre på ens bukser. Og selvironi har i min optik ikke noget med hverken selv-udslettelse eller selv-kritik at gøre.
Når jeg er ærlig, giver jeg samtidig mine omgivelser en reel chance for at forholde sig til mig. Den ægte mig.
Og nu er det nået dertil, hvor jeg kan få tics og blive meget træt, når jeg oplever andre smøre alt for tykt på af ironi og sarkasme. Specielt når det handler om noget, de faktisk mener eller føler noget ægte om.
For mens både det ironiske og sarkastiske bestemt har sin plads i retorikken og debatten - når det bliver brugt med omtanke - så synes jeg efterhånden, vi kunne trænge til mere ærlighed og oprigtighed i vores omgang med hinanden. Hvorfor er det ikke cool at sige ligeud, at man glæder sig til noget/er bange for noget/bliver ked af noget? Jeg ved om nogen, at ironien kan være en buffer og et skjold. Men den kan altså også ende med at blive en mur, der er svær at se eller klatre over. Og så begynder det at blive svært for både en selv og ens omgivelser at finde frem til det ægte, det ærlige og det oprigtige.
Jeg er ikke helt klar over, hvorfor jeg i den grad har foretaget en u-vending, men jeg er glad for, det er sket.
(Og jeg ved også godt, at det her indlæg er ret forskelligt fra meget andet på Østfronten - det er bare noget, der har fyldt ret meget i min bevidsthed det sidste stykke tid)
Ironien fulgte mig igennem alle teenageårene og et godt stykke ind i tyverne, gennem en flytning, uddannelse, studiejobs og kærester.
Men nu er den trængt i baggrunden af noget andet. Med Bean kom der nemlig en sårbarhed og åbenhed ind i mit liv, som gav ironien en hul og mærkelig klang. Derfor har jeg i ret stort omfang lagt den på hylden og er i stedet blevet mere oprigtig og ærlig omkring mig selv og mine følelser.
Det er både godt og skidt, for pludselig er der ikke mere et skjold at holde op foran sig, eller muligheden for at trække på skulderen og sige, at 'det jo bare var ironisk ment', i forhold til andres reaktioner. Jeg kan ikke på samme måde slippe ud af en ordveksling eller diskussion, når mit udspil er det, jeg faktisk mener, uden at det er pakket ind i flere lag dobbeltbetydninger og kølig distance.
Det betyder dog ikke, at jeg ikke stadig bruger ironi af og til, for det gør jeg. Og det betyder bestemt heller ikke, at jeg tager mig selv helt vildt alvåååhrligt hele tiden. Selvironi skal der være plads til - specielt når man er taget ud af døren og først på kontoret opdager det fine aftryk af klistrede yoghurt-børnefingre på ens bukser. Og selvironi har i min optik ikke noget med hverken selv-udslettelse eller selv-kritik at gøre.
Når jeg er ærlig, giver jeg samtidig mine omgivelser en reel chance for at forholde sig til mig. Den ægte mig.
Og nu er det nået dertil, hvor jeg kan få tics og blive meget træt, når jeg oplever andre smøre alt for tykt på af ironi og sarkasme. Specielt når det handler om noget, de faktisk mener eller føler noget ægte om.
For mens både det ironiske og sarkastiske bestemt har sin plads i retorikken og debatten - når det bliver brugt med omtanke - så synes jeg efterhånden, vi kunne trænge til mere ærlighed og oprigtighed i vores omgang med hinanden. Hvorfor er det ikke cool at sige ligeud, at man glæder sig til noget/er bange for noget/bliver ked af noget? Jeg ved om nogen, at ironien kan være en buffer og et skjold. Men den kan altså også ende med at blive en mur, der er svær at se eller klatre over. Og så begynder det at blive svært for både en selv og ens omgivelser at finde frem til det ægte, det ærlige og det oprigtige.
Jeg er ikke helt klar over, hvorfor jeg i den grad har foretaget en u-vending, men jeg er glad for, det er sket.
(Og jeg ved også godt, at det her indlæg er ret forskelligt fra meget andet på Østfronten - det er bare noget, der har fyldt ret meget i min bevidsthed det sidste stykke tid)
17. jun. 2013
Noget om den dér ammedebat
Hvad sker der for den skingre og mildest talt ubehagelige debat, der kører om amning i det offentlige rum i øjeblikket?
Er vi blevet så nypuritanske, at vi ikke kan tåle det helt uskyldige syn af et lille barn, der spiser? (Og nej - der ER jo ingen, der tager deres baby med til en middag på NOMA eller Geranium, vel? Det er nogle mærkelige, fortænkte scenarier)
... og hvis en nypuritanisme i samfundet er tilfældet, hvorfor er det så OK med seksualiserede bryster (mv.!) rundt omkring i landskabet. For eksempel på busserne.
I andre lande - fx Irland - er det ved lov vedtaget, at kvinder har ret til at amme deres børn, hvor og når det er nødvendigt. Men hvor bliver jeg ked af, hvis det bliver nødvendigt at lovgive omkring amning. Hvornår var det, det blev 'ulækkert' og (ahmen come-nu-lige-ON) og 'blufærdighedskrænkende' (ja, Ligebehandlingsnævnet, jeg taler til dig!) for mødre at amme deres små børn?
Jeg kender personligt ingen - og har heller ikke hørt om nogen, for den sags skyld - der hiver hele overdelen af og sidder med hud og bryster i fri dressur for at amme deres barn på en cafe/i Illum/nogensomhelststederandetendmåskeihjemmet*.
Tværtimod bliver det altid gjort så diskret som muligt og med de mange gode ammebh'er og -toppe, der findes, er det sjældent nødvendigt at hive andet end en del af brystet frem. Det dækker baby (det meste af), når hun ammer. Desuden fungerede det altid bedst for mig at dække Bean og brystet til med en stofble eller et tørklæde, når vi ammede en plein air. Fordi hun havde en tendens til at blive distraheret af alt det spændende, der skete omkring hende.
Så jo; der vil være glimt af hud og vorte. Særligt, hvis man kigger godt efter. Men er der ikke full-on bryster og nøgenhed on display alle mulige og umulige steder i vores hverdag og virkelighed og omgivelser? Tidligere blev amning set som noget smukt og helligt - prøv bare at google 'Maria lactans' og tjek de utallige skildringer af en ammende Jomfru Maria ud.
Amning er en del af livet. En ret vigtig del. Livsvigtig, faktisk, for babyer.
Og nej, det er ikke alle børn, der 'bare' kan få flaske. En del bliver rimeligt vrede, hvis de bliver præsenteret for sådan en fætter.
Og nej, det er ikke 'lige' muligt at vente med at give baby mad, til man er nået hjem. Små børns mavesække kan indeholde omkring 20 ml, så der er begrænsede tidsrum af mæthed. Og du kan ikke forklare et spædbarn, at det får mad om 15 minutter. Når baby er sulten, fylder den følelse ALT, og verden går under, hvis behovet ikke dækkes NU.
Helt ærligt, ikke? Hvis jeg stadig ammede, så ville jeg blive demonstrativ right about now og amme alt det jeg overhovedet kunne i det offentlige rum.
Så SLAP NU AF, DANMARK, og lad mødre og børn få fred. Amning er ikke til for at genere dig. Det har faktisk slet ikke noget med dig at gøre. Det handler kun om den mor og det barn, der ammer. (Måske er du i virkeligheden bare misundelig over den nærhed og intimitet, der ligger i amningens rum?)
Og shame on you, Ligebehandlingsnævn. Det er sgu ikke i orden.
*I den forbindelse må jeg endnu engang undskylde accidental flashing til det intetanende postbud, der afleverede en pakke til mig på matriklen midt i en amning. Jeg glemte (helt oprigtigt) at lukke for madpakken, da du ringede på døren, mens Bean var midt i sin frokost. Han tog det nu vældig pænt og sagde ikke et ord.
Er vi blevet så nypuritanske, at vi ikke kan tåle det helt uskyldige syn af et lille barn, der spiser? (Og nej - der ER jo ingen, der tager deres baby med til en middag på NOMA eller Geranium, vel? Det er nogle mærkelige, fortænkte scenarier)
... og hvis en nypuritanisme i samfundet er tilfældet, hvorfor er det så OK med seksualiserede bryster (mv.!) rundt omkring i landskabet. For eksempel på busserne.
I andre lande - fx Irland - er det ved lov vedtaget, at kvinder har ret til at amme deres børn, hvor og når det er nødvendigt. Men hvor bliver jeg ked af, hvis det bliver nødvendigt at lovgive omkring amning. Hvornår var det, det blev 'ulækkert' og (ahmen come-nu-lige-ON) og 'blufærdighedskrænkende' (ja, Ligebehandlingsnævnet, jeg taler til dig!) for mødre at amme deres små børn?
Jeg kender personligt ingen - og har heller ikke hørt om nogen, for den sags skyld - der hiver hele overdelen af og sidder med hud og bryster i fri dressur for at amme deres barn på en cafe/i Illum/nogensomhelststederandetendmåskeihjemmet*.
Tværtimod bliver det altid gjort så diskret som muligt og med de mange gode ammebh'er og -toppe, der findes, er det sjældent nødvendigt at hive andet end en del af brystet frem. Det dækker baby (det meste af), når hun ammer. Desuden fungerede det altid bedst for mig at dække Bean og brystet til med en stofble eller et tørklæde, når vi ammede en plein air. Fordi hun havde en tendens til at blive distraheret af alt det spændende, der skete omkring hende.
Så jo; der vil være glimt af hud og vorte. Særligt, hvis man kigger godt efter. Men er der ikke full-on bryster og nøgenhed on display alle mulige og umulige steder i vores hverdag og virkelighed og omgivelser? Tidligere blev amning set som noget smukt og helligt - prøv bare at google 'Maria lactans' og tjek de utallige skildringer af en ammende Jomfru Maria ud.
Amning er en del af livet. En ret vigtig del. Livsvigtig, faktisk, for babyer.
Og nej, det er ikke alle børn, der 'bare' kan få flaske. En del bliver rimeligt vrede, hvis de bliver præsenteret for sådan en fætter.
Og nej, det er ikke 'lige' muligt at vente med at give baby mad, til man er nået hjem. Små børns mavesække kan indeholde omkring 20 ml, så der er begrænsede tidsrum af mæthed. Og du kan ikke forklare et spædbarn, at det får mad om 15 minutter. Når baby er sulten, fylder den følelse ALT, og verden går under, hvis behovet ikke dækkes NU.
Helt ærligt, ikke? Hvis jeg stadig ammede, så ville jeg blive demonstrativ right about now og amme alt det jeg overhovedet kunne i det offentlige rum.
Så SLAP NU AF, DANMARK, og lad mødre og børn få fred. Amning er ikke til for at genere dig. Det har faktisk slet ikke noget med dig at gøre. Det handler kun om den mor og det barn, der ammer. (Måske er du i virkeligheden bare misundelig over den nærhed og intimitet, der ligger i amningens rum?)
Og shame on you, Ligebehandlingsnævn. Det er sgu ikke i orden.
 |
| The Litta Madonna, Leonardo da Vinci, 1490-91 (lånt her) |
 |
| En anden 'donna og et andet barn i en anden kirke anno 2012 |
*I den forbindelse må jeg endnu engang undskylde accidental flashing til det intetanende postbud, der afleverede en pakke til mig på matriklen midt i en amning. Jeg glemte (helt oprigtigt) at lukke for madpakken, da du ringede på døren, mens Bean var midt i sin frokost. Han tog det nu vældig pænt og sagde ikke et ord.
20. jan. 2013
Øremærkning - nu med barsel
Der har været en del snak om mødre- og fædre- og forældreroller i det sidste år (sikkert også længere tid, men det er muligvis løbet under min radar)
En del af det har handlet om fædre på barsel og øremærkning af 3 måneders barsel til faren.
Det, synes jeg faktisk, er en rigtig god idé.
Jeg er med på, at der er familier, hvor det kan være svært at få til at hænge sammen eller ikke giver så meget mening. Fx hvis far er musiker og derfor i forvejen er hjemme om dagen og i stedet arbejder om aftenen.
Økonomisk? Jamen, hvis der er 3 øremærkede måneder til far, så må det vel også være med løn? Ellers har man skisme 9 måneder før fødslen og al mors barsel til at spare sammen til de 3 måneder, hvor der ikke er fuld knald på fars indtjening.
Jobbet? Hvem - udover statsoverhoveder - har et arbejde, der ikke i en kort periode kan varetages af en anden? Det er snarere kultur end realitet, hvis det ikke kan lade sig gøre.
Mødrene? Vi har nok godt af at overdrage ansvaret til far. Og selvfølgelig kan de passe ligeså godt på barnet som os. Måske bliver det uden matchende outfits. Måske glemmer de pusletasken en dag. Men så er det heldigt, at det næsten altid er til at skaffe en ble/en vådserviet/noget baby kan spise i det danske samfund.
Jeg gad da godt, at jeg havde haft hele foråret med Bean - men jeg under i den grad Kæreste og Bean at få det fine, sjove, kærlige forhold til hinanden, som jeg kan mærke, at de har nu. Han er den første, der skal kysses (= savles til med stor, åben babymund) om morgenen og jeg elsker hvor glad hun bliver, når hun får øje på ham.
Man kunne indvende, at det skulle være frivilligt og at det jo bare er en kulturændring. Men som reglerne er nu, HAR fædrene jo allerede mulighed for at dele 32 uger ligeligt med mødrene. Det sker bare stort set aldrig.
Hvis nu man som udgangspunkt havde 3 måneder til far i sidste del af barslen (hvor barnet kan spise andet end mælk), og der så kunne søges dispensation hvis det var helt umuligt ift. familiesituationen - så ville det være spændende at se, hvordan familielivet ville tegne sig. Når begge forældre faktisk forstår hvor stort arbejde der ligger i at passe et lille barn. Når begge har muligheden for at opnå den tætte kontakt som kommer af tid i kvantitet og ikke i udvalgte timer af kvalitet.
Jo, det er et indgreb i måden, vi lever på. Men det er afskaffelsen af revselsesretten også. Og rygeloven. Sikken en masse ballade, der var om dem.
Tænk engang, om 10 år, hvis man ikke kunne forestille sig andet end at både far og mor skulle opleve livet og dagligdagen med et lille barn. Tænk hvis det kunne ændre på antallet af skilsmisser eller brud. Tænk engang...
En del af det har handlet om fædre på barsel og øremærkning af 3 måneders barsel til faren.
Det, synes jeg faktisk, er en rigtig god idé.
Jeg er med på, at der er familier, hvor det kan være svært at få til at hænge sammen eller ikke giver så meget mening. Fx hvis far er musiker og derfor i forvejen er hjemme om dagen og i stedet arbejder om aftenen.
Økonomisk? Jamen, hvis der er 3 øremærkede måneder til far, så må det vel også være med løn? Ellers har man skisme 9 måneder før fødslen og al mors barsel til at spare sammen til de 3 måneder, hvor der ikke er fuld knald på fars indtjening.
Jobbet? Hvem - udover statsoverhoveder - har et arbejde, der ikke i en kort periode kan varetages af en anden? Det er snarere kultur end realitet, hvis det ikke kan lade sig gøre.
Mødrene? Vi har nok godt af at overdrage ansvaret til far. Og selvfølgelig kan de passe ligeså godt på barnet som os. Måske bliver det uden matchende outfits. Måske glemmer de pusletasken en dag. Men så er det heldigt, at det næsten altid er til at skaffe en ble/en vådserviet/noget baby kan spise i det danske samfund.
Jeg gad da godt, at jeg havde haft hele foråret med Bean - men jeg under i den grad Kæreste og Bean at få det fine, sjove, kærlige forhold til hinanden, som jeg kan mærke, at de har nu. Han er den første, der skal kysses (= savles til med stor, åben babymund) om morgenen og jeg elsker hvor glad hun bliver, når hun får øje på ham.
Man kunne indvende, at det skulle være frivilligt og at det jo bare er en kulturændring. Men som reglerne er nu, HAR fædrene jo allerede mulighed for at dele 32 uger ligeligt med mødrene. Det sker bare stort set aldrig.
Hvis nu man som udgangspunkt havde 3 måneder til far i sidste del af barslen (hvor barnet kan spise andet end mælk), og der så kunne søges dispensation hvis det var helt umuligt ift. familiesituationen - så ville det være spændende at se, hvordan familielivet ville tegne sig. Når begge forældre faktisk forstår hvor stort arbejde der ligger i at passe et lille barn. Når begge har muligheden for at opnå den tætte kontakt som kommer af tid i kvantitet og ikke i udvalgte timer af kvalitet.
Jo, det er et indgreb i måden, vi lever på. Men det er afskaffelsen af revselsesretten også. Og rygeloven. Sikken en masse ballade, der var om dem.
Tænk engang, om 10 år, hvis man ikke kunne forestille sig andet end at både far og mor skulle opleve livet og dagligdagen med et lille barn. Tænk hvis det kunne ændre på antallet af skilsmisser eller brud. Tænk engang...
10. dec. 2012
Noget om amning
Er det bare mig, eller er der utroligt megen debat om amning i disse tider?
Om og hvor man må amme i det offentlige rum (herunder på diverse etablissementer).
Hvor længe man må amme. Og hvornår det er FOR længe, man har ammet.
(For slet ikke at tale om dem, der af personlige, helbredsmæssige eller andre grunde ikke ammer)
Tænk, at det kan være kontroversielt at give et barn mad.
Jamen, helt ærligt.
Det er sådan vi er indrettet fra naturens hånd og mødre har ammet deres børn siden før menneskeracen blev udviklet.
For det første:
Hvorfor er det ulækkert? Jeg mener, man behøver jo ikke at smide blusen og kaste rundt med (mad)kasserne ved hver lejlighed. Det er muligt at være rimeligt diskret omkring hele processen.
Jeg er med på, at hvis man sidder på Geranium/Noma/The Fat Duck eller lignende gourmetsteder og betaler en hulens masse penge for en fantastisk oplevelse og vidunderlig mad, så er det ikke lige dér, man er frisk på børn i str. amning. Men - hånden på hjertet - hvem tager sådanne steder hen, hvis de har små børn med?
For det andet:
Bør det ikke være et personligt anliggende, hvor længe, man ammer? Mon ikke sunderen, lægen eller andre relevante personer ville gribe ind, hvis de så et usundt amme-forhold under opsejling?
Så længe amningen fungerer for barnet og for moderen, har de så ikke lov til at fortsætte? Der er næppe (og her skal jeg helt ærligt indrømme, at jeg ikke har fact-tjekket) 2- eller 3-årige, der udelukkende lever af modermælk, så mon ikke de får fin næring og ernæring fra fast føde i alle mulige former?
Jeg ved ikke, hvor længe, Bean og mig fortsætter. Måske til hun er et år. Måske kun et par måneder endnu. Måske til hun nærmer sig halvandet. Det kommer an på hende. Og på mig. Og på hvordan vores situation er i det hele taget. Jeg håber bare, vi kan få lov at gøre det på vores måde. Uden alt for mange hævede øjenbryn eller nærgående kommentarer.
Om og hvor man må amme i det offentlige rum (herunder på diverse etablissementer).
Hvor længe man må amme. Og hvornår det er FOR længe, man har ammet.
(For slet ikke at tale om dem, der af personlige, helbredsmæssige eller andre grunde ikke ammer)
Tænk, at det kan være kontroversielt at give et barn mad.
Jamen, helt ærligt.
Det er sådan vi er indrettet fra naturens hånd og mødre har ammet deres børn siden før menneskeracen blev udviklet.
For det første:
Hvorfor er det ulækkert? Jeg mener, man behøver jo ikke at smide blusen og kaste rundt med (mad)kasserne ved hver lejlighed. Det er muligt at være rimeligt diskret omkring hele processen.
Jeg er med på, at hvis man sidder på Geranium/Noma/The Fat Duck eller lignende gourmetsteder og betaler en hulens masse penge for en fantastisk oplevelse og vidunderlig mad, så er det ikke lige dér, man er frisk på børn i str. amning. Men - hånden på hjertet - hvem tager sådanne steder hen, hvis de har små børn med?
For det andet:
Bør det ikke være et personligt anliggende, hvor længe, man ammer? Mon ikke sunderen, lægen eller andre relevante personer ville gribe ind, hvis de så et usundt amme-forhold under opsejling?
Så længe amningen fungerer for barnet og for moderen, har de så ikke lov til at fortsætte? Der er næppe (og her skal jeg helt ærligt indrømme, at jeg ikke har fact-tjekket) 2- eller 3-årige, der udelukkende lever af modermælk, så mon ikke de får fin næring og ernæring fra fast føde i alle mulige former?
Jeg ved ikke, hvor længe, Bean og mig fortsætter. Måske til hun er et år. Måske kun et par måneder endnu. Måske til hun nærmer sig halvandet. Det kommer an på hende. Og på mig. Og på hvordan vores situation er i det hele taget. Jeg håber bare, vi kan få lov at gøre det på vores måde. Uden alt for mange hævede øjenbryn eller nærgående kommentarer.
21. okt. 2012
Shame on you, moms
Politiken bragte i dag en forsideartikel og et tema om spisevægring hos små børn (som i 0-3 år)
(Den kan læses her)
Og det er skrækkeligt, at mellem 20-30% af de små ender med et hospitalsbesøg af enten et par dage eller med sonde. Og helt sikkert noget, der skal forskes i årsagerne til - så tallet kan bringes ned.
Men.
Artiklen handler om, at det er relationen til MOR, der er det store problem. Og ja. Hvis det handlede om spisevægring hos børn der udelukkende lever af modermælk, så gav det også mening. For det er mor, der står for den del af maden.
Nu var det bare om børn op til 3 år.
Hvorfor skriver man ikke 'forældrene' eller 'mor og far'? Hvorfor er det udelukkende på moderens skuldre ansvar og skyld ligger? Fædre er vel også en del af spisesituationerne?
»Nybagte mødre har ofte for mange ting kørende ved siden af. De giver sig ikke selv plads til bare at være i nærværet med deres barn. Det lyder enormt gammeldags, men man har brug for fred og ro omkring sig«,
Det er med andre ord, alle de mødre nu til dags, der ikke helliger sig barnet 100% i hvert eneste vågent øjeblik, den er gal med. Sådan sat hårdt mod hårdt.
Det er da meget muligt, at der er et fåtal, der har alt for travlt med at tage på cafe/realisere sig selv/powerwalke/bage til mødregruppen til at bruge nok 1-til-1 tid med baby. Men mon ikke langt de fleste af os bruger uTROligt meget barselstid på at være i øjenhøjde med vores børn?
Og - undskyld mig - men det med det hjemmebagte brød... For 2-3 generationer siden var det der med husligt arbejde og madlavning vist i rimelig høj grad (hus)mors job. Også mens der var små børn. Og uden at far nødvendigvis tog over, når han kom hjem fra arbejde.
Jeg ved ikke, hvad det skyldes, at der er så mange, der får madproblemer. Og jeg synes, det er forfærdeligt med alle små børn, der får et problematisk forhold til mad.
Kunne vi ikke bare blive enige om, sådan retorisk til at starte med, at det er et FORÆLDRE-ansvar. Ikke et MOR-ansvar.
Vi har altså nok at have (kronisk) dårlig samvittighed over i forvejen.
PS: Kan nogen huske den debat, der var i foråret (mens jeg var ret tyk om maven), om at støv mv. var skadeligt for fostret, og at GRAVIDE derfor burde gøre mere rent? Igen. Hvorfor ikke FAMILIERNE? Og hvorfor add'e skyld med skyld på til alle dem, der i forvejen er motorisk og overskuds-mæssigt udfordrede af den voksende livvidde og ændrede tyngdepunkt? Hvorfor er det altid kvindernes skyld og ansvar?
(Den kan læses her)
Og det er skrækkeligt, at mellem 20-30% af de små ender med et hospitalsbesøg af enten et par dage eller med sonde. Og helt sikkert noget, der skal forskes i årsagerne til - så tallet kan bringes ned.
Men.
Artiklen handler om, at det er relationen til MOR, der er det store problem. Og ja. Hvis det handlede om spisevægring hos børn der udelukkende lever af modermælk, så gav det også mening. For det er mor, der står for den del af maden.
Nu var det bare om børn op til 3 år.
Hvorfor skriver man ikke 'forældrene' eller 'mor og far'? Hvorfor er det udelukkende på moderens skuldre ansvar og skyld ligger? Fædre er vel også en del af spisesituationerne?
»Nybagte mødre har ofte for mange ting kørende ved siden af. De giver sig ikke selv plads til bare at være i nærværet med deres barn. Det lyder enormt gammeldags, men man har brug for fred og ro omkring sig«,
Det er med andre ord, alle de mødre nu til dags, der ikke helliger sig barnet 100% i hvert eneste vågent øjeblik, den er gal med. Sådan sat hårdt mod hårdt.
Det er da meget muligt, at der er et fåtal, der har alt for travlt med at tage på cafe/realisere sig selv/powerwalke/bage til mødregruppen til at bruge nok 1-til-1 tid med baby. Men mon ikke langt de fleste af os bruger uTROligt meget barselstid på at være i øjenhøjde med vores børn?
Og - undskyld mig - men det med det hjemmebagte brød... For 2-3 generationer siden var det der med husligt arbejde og madlavning vist i rimelig høj grad (hus)mors job. Også mens der var små børn. Og uden at far nødvendigvis tog over, når han kom hjem fra arbejde.
Jeg ved ikke, hvad det skyldes, at der er så mange, der får madproblemer. Og jeg synes, det er forfærdeligt med alle små børn, der får et problematisk forhold til mad.
Kunne vi ikke bare blive enige om, sådan retorisk til at starte med, at det er et FORÆLDRE-ansvar. Ikke et MOR-ansvar.
Vi har altså nok at have (kronisk) dårlig samvittighed over i forvejen.
PS: Kan nogen huske den debat, der var i foråret (mens jeg var ret tyk om maven), om at støv mv. var skadeligt for fostret, og at GRAVIDE derfor burde gøre mere rent? Igen. Hvorfor ikke FAMILIERNE? Og hvorfor add'e skyld med skyld på til alle dem, der i forvejen er motorisk og overskuds-mæssigt udfordrede af den voksende livvidde og ændrede tyngdepunkt? Hvorfor er det altid kvindernes skyld og ansvar?
Abonner på:
Opslag (Atom)