21. mar. 2012

Jordemoderbesøg og hormoner

Jordemoderbesøg i går var så fint - for bare anden gang (ud af 5 indtil videre!) var det min 'rigtige' jordemoder, der er flink og rar. Og ærgrede sig meget over, at jeg har været så uheldig med skiftende personer.

Vi talte om flytning og stress i den forbindelse og om, hvor store eller små børn skal være. Hun estimerede Bean til at veje lige omkring 2100 gram, hvilket betyder, at hun har taget ca 300 gram på siden scanning d. 8. marts. Hun følger med andre ord fint sin egen kurve og kommer sandsynligvis til at ligge omkring 3000 gram om 6 uger - plus/minus et par hundrede gram.

Vigtigere var det, at hjertelyden åbenbart ligger til et 13-tal på den gamle (ægte!) skala, at der er fint med vand og plads - og at alle hendes rejehop, nyrespark, udbrydningsforsøg gennem maveskind og almen aktivitet tyder på, at hun trives rigtig, rigtig godt. Det blev undertegnede meget glad for at høre. Åbenbart sad meldingen fra sidste lægebesøg stadig lidt i kroppen.

Hvilket muligvis er grunden til, at jeg mandag eftermiddag og aften plus tirsdag morgen var eddikesur på Kæreste over noget, jeg ikke helt kunne sætte fingeren på. Ellers er det bare hormoner. Kunne dog godt selv overskue gennem surhedsbrillerne, at der faktisk ikke var noget at være sur over og holdt mig derfor fra direkte verbale angreb og nøjedes med at være lidt utilnærmelig.

Må hellere sørge for at give ham et stort kys, når han kommer hjem i aften efter to lange arbejdsdage bundet sammen på midten af en forårskoncert med overnatning på gymnasiet.

1 kommentar:

  1. Sådan en god jordemor, der kan overbevise dig om, at Bean bare boltrer sig af fornøjelse, er guld værd. Væk med eddiken og frem med de store kys ;-D

    SvarSlet