- nej, nej. Den klarer jeg da.

Kærestes familie er oprindelig fra det (meget) vestlige Jylland, men en del af den yngre generation har bosat sig i København. De mødes - inkl. partnere - en gang om måneden til fællesspisning. Madlavnings- og vi-lægger-hus-til-teten går på omgang. Det er i og for sig rigtig fint, bortset fra at det i aften er vores tur til at stå for arrangementet.

Nu siger jeg 'vores'. Det er ikke i streng empirisk forstand korrekt.

Kæreste har nemlig ikke været hjemme siden i går morges, fordi han skal med sine elever til noget sportsarrangement i dag, som ville kræve en togafgang fra 2100 kl 05.18 i morges, hvis han skulle nå frem i tide. Derfor har han overnattet på det dér Fyn.

Han kommer hjem i aften samtidig med, at gæsterne ankommer.

Ergo er det mig, der står tilbage med al planlægning, indkøb, madlavning, borddækning og sporadisk rengøring af hjemmet inden vi bliver 8 til middag. (Jo, lidt rengøring er strengt nødvendig. I det mindste på badeværelse og visse dele af gulv. Det er Kærestes rengørings-områder og de har været forsømte et par uger nu)

Under alle mulige normale omstændigheder ville det ikke være et problem OVERHOVEDET, for jeg elsker at lave mad og være værtinde, men når man er gravid i 7. måned og presset med boligjagt og almen træthed og som følge heraf ikke lider under verdens største portion overskud, så er 2½ retter til 8 et ret stort projekt.

Det skal nok blive fint og hyggeligt, men jeg gad bare godt, vi var to om det. Jeg vidste ikke før i søndags, at Kæreste ikke ville deltage med andet end moralsk opbakning. (Det dér med at melde ud i bare lidt god tid...)



Hold. Nu. Op! Hvor jeg glæder mig til at Kæreste får vinterferie i uge 8. Vi bruger den på en tur til London for at være kærester og ikke bare nogen, der ser hinanden en time før sengetid. Han har lovet, at der på den anden side af vinterferien er mindre arbejdspres. Lovet, siger jeg.