- jeg havde på forhånd set mig selv være meget, meget overskudsagtig gravid, der fint kunne tage med til fester, holde dampen oppe på det sociale liv og i øvrigt være en drønsexet kæreste.
Ha. Snydt igen.
Jeg KAN godt tage med til fester, men jeg er ved at dejse om af træthed, når klokken nærmer sig 23 (faktisk har jeg været ved at dejse om et stykke tid inden, men er bare for stædig til at indrømme det)
Jeg kan til gengæld slet, slet ikke holde det sociale kørende. Jeg har nemlig allermest lyst til bare at være hjemme og kunne lægge mig ind i sengen eller sofaen, når trangen til at få benene op melder sig. Så det spontane med 'lige at mødes' er totalt gået fløjten. Hvis man vil se mig, skal det planlægges i forvejen, så jeg kan nå at lade op.
Og sexet bliver man næppe i Kærestes skovmandsskjorte/uldsweater, stor t-shirt og Morfar-in-Spe's grande, grå Nike-joggingbukser. Jeg magter bare slet ikke ting, der strammer over maven. Og når man nu bare er hjemme alligevel... (Når det er sagt, så har jeg stadig evnen til at klæde mig bare en anelse feminint og kropsnært på. Hvis vi skal noget uden for hjemmets vægge)
For at gøre det hele endnu bedre, så det dér sex, ikke? Jeg gad faktisk godt, at jeg kunne være mere 'mig selv' og bare give den gas. Men det er ikke så oplagt, når nu Bean er så fantastisk god til at sparke/slå kolbøtter/danse techno - og når man hele tiden har i baghovedet, at sidste gang begyndte det at bløde lidt. Suk. Det føles lidt ligesom de første gange, man skulle kaste sig ud i det. Usikkerhed. Og at skulle forholde sig til en krop, man ikke helt ved, hvordan reagerer.
Jeg synes oprigtigt talt, det er lidt synd for Kæreste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar