Som en lille snebold, der ruller ned ad en bakke

Var en tur forbi Riget i går til en doubletest, som Kæreste og mig får resultatet af torsdag i næste uge til NF-scanning. Det bliver en udvidet omgang, for jeg har meldt mig (os?) som forsøgskaniner (læs: deltagere) i internationalt WHO-forsøg, der skal undersøge fostres vækst for at få et bedre billede af en slags 'normaludvikling'.

Så jeg skal også interviewes om kost mv. Det er fine by me, og jeg synes egentlig, det er win-win (beklager, men hvad pokker siger man ellers?), for der er en del ekstra scanninger med fordelt over resten af den her udvikling. Vi får altså rigtig fine muligheder for at følge med i, hvordan Bean går (ligger) og har det derinde.

Men så starter det godt nok også med tests, scanninger, blodprøver, undersøgelser og alt muligt andet. Prøvesvar fra lægen dukkede op på mail, og jeg har (surprice!) hverken HIV, klamydia, syfilis, hepatitis eller andre spændende ting.

Vi nærmer os så småt den forjættede 12. uge, og det bliver efterhånden dejligt at kunne dele med andre. Mine forældre er de første, der skal vide noget, og der er en aftale om besøg i provinsen om to uger. Indtil da er det egentlig også meget hyggeligt at være to (plus en del sundhedspersonale), der ved noget.

Gad vide, hvordan de reagerer, forældrene? Kærestes forældre har jo efterhånden et par børnebørn, så det bliver bare noget med et telefonopkald, men det er en første gang for mine forældre - og søster, for den sags skyld.

Hvordan fortæller man det egentlig på en fin måde?