23. jan. 2012

Udstyr...

Har lavet mig et excel-ark over det basisudstyr, som kombinationen af (rimeligt troværdige) kilder som netsundhedsplejerske.dk og politikens bog om graviditet siger, man bør anskaffe sig inden Bean melder sin ankomst (jaja, om 3 måneder plus lidt dage. Jeg er altid i god tid med slige sager, for jeg ELSKER lister)

Den er ret lang. Som i knap 50 ting, vi bør have inden - og så nogle felter til det, der kommer senere såsom sele til barnevogn, højstol, service, etc.

Heldigvis har mine søde forældre allerede tilbudt at stå for barnevogns-udgiften og jeg kigger jævnligt dba.dk igennem for at holde øje med priser og udbud, for jeg nægter simpelthen at give så svinemange penge for en ny barnevogn, som BabySam vil have. Når nu vi faktisk var proaktive og tog ud og prøvede vognene for at finde ud af, hvilken der passede bedst til storbyliv og kombinationen af 2 meter Kæreste og 1,77 meter mig. Det viste sig at være Odderen.

Sengen er indkøbt - den fineste Juno-model i original maling - også gennem dba, og hermed er de to største områder klaret. Venner og familie står helt sikkert for en god del af tøjet det første halve år (Mormor-In-Spe syr, strikker og køber løbende ting og veninde med pige på 6 og baby på 2 måneder har allerede pakket en ordentlig pose med tøj i små størrelser, vi kan få, hvis vi vil have det)

Puslepladsen bliver et gør-det-selv-projekt. Mest af alt fordi jeg simpelthen ikke synes om nogen af de løsninger, vi har set derude. De er enten for små - hvor skal man have bleer, zinksalve og andet inden for rækkevidde, når der kun er plads til barnet og puslepuden? - eller for grimme og skrumlede. (Hvem fandt på, at det var smart, at der under puslepladen er åbent mellem væg og reol? Det er da både upraktisk og grimt)

Så vi konverterer i stedet det 2 meter lange skrivebord til pusleplads ved at sætte bukke for enderne og et køkkenskab fra IKEA i midten - så kommer arbejdshøjden op i de ca. 90 cm, der passer til både Kæreste og mig. Min smukke UtenSilo-tavle bliver hængt over puslepuden og kommer til at indeholde pusle-basics, mens et par hylder, der pt. rummer skosamling afkortes og bliver til tøj/grej-hylder.

I det hele taget er min indre indretningsarkitekt gået ret meget i selvsving på det seneste. Egentlig ikke videre praktisk, når vi stadig ikke ved, om vi kan blive boende i lejligheden eller skal finde på noget nyt. Udlejer bliver helt sikkert rykket for svar denne uge. Ikke at kende sin boligskæbne er begyndt at blive en stress-faktor.

Nåmen - selvom de største udgifter er klaret, og resten fint kan være lånt og/eller brugt, så gad jeg stadig godt, at vi havde to fuldtids-indkomster. Uanset hvordan man vender og drejer kroner og ører, så bliver det dyrt.

2 kommentarer:

  1. Årh altså: man behøver faktisk færre ting end man regner med! Jeg købte også alt fra alle lister(brugt) til første barn - og der var mange ting der aldrig kom i brug(badespand, babyseng, vandtermometer, tøj).
    Her fjerde gang vi fik barn, havde vi givet alting væk - og havde ikke plads til pusleplads. Har faktisk klaret den ok med at pusle på håndklæde på gulvet.
    Jeg vil sige at det eneste nødvendige er:
    En god skråslynge, en barnevogn/klapvogn med hjul der ikke punkterer, en voksipose til vinterbørn.
    På trendsales kan man ofte billigt købe en hel pakke brugt tøj i fx str 56.

    SvarSlet
  2. Erfaringens stemme er en god ting - jeg har også frasorteret en del 'musthaves', som findes på forskellige (meget) kommercielle lister. Herunder vandtermometer. Jeg aner slet ikke, hvad en badespand er? Men en slynge har jeg faktisk tænkt, kunne være en god idé. Kan forårs/sommerbørn ikke også bruge voksiposer? Alle i omgangskredsen har været super glade for deres uanset årstid. Tror jeg laver et 'liste'-indlæg. Så kan det også være, jeg selv kan se, hvor jeg kan skære ting (og udgifter!) væk. Pusleplads er dog must-have med 2-meter-mand, og det kommer kun til at koste byg-selv-billigt-IKEA-køkkenskab, fordi vi har/får resten.

    SvarSlet