Sig det med brød

I løbet af ugen tog min indre ravnemor over, og jeg droppede hjemmehyggen til fordel for dejligt blogger-selskab hos Pågen i Malmø. Og betalte efterfølgende prisen i form af en nat med meget, meget uroligt barn, der kun ville sove, hvis hun lå i armkrog med mig, men det er en helt anden historie

Som altid er det dejligt at møde dem, man 'kender' fra den virtuelle verden, men jeg lærte også lidt nyt om brødhistorie og kultur. Svenskerne har for eksempel en forkærlighed for sødt brød, der kan føres tilbage til 1. verdenskrigs mel-mangel. Den daværende regering rationerede melet og pålagde bagerne at bruge sukker (som svenskerne selv producerede rigeligt af) i brødet. Efter krigen var den søde smag blevet normen, og sådan er det stadig. Vanedyr, anyone?

Nåja, og så blev jeg rimeligt overrasket over, hvor sexet det faktisk kan være at se en mand ælte en dej. Det var bager og blogger Carmello Dibartolo, der meget passioneret fortalte om brød og bagning. (Tænk Meyer møder Rode, bare med endnu flere tuscher...)

Vi så også, hvordan brød bages i storskala (iført uTROligt klædelige dragter). Jeg er stadig gladest for hjemmebag, men det er jeg jo også vokset op med og på. Jeg bager det meste af vores brød herhjemme (bortset fra rugbrød og hvis der er nogen, der har en god surdejs-start-opskrift så sig lige til. Mine dør hele tiden). Og det bliver jeg ved med. Men det er betryggende at vide, at der ikke er konserveringsmidler i Pågens produkter. At holdbarheden skyldes skrap hygiejne - det er totalt hands-off med dej og brød - og at produkterne pakkes i lufttæt emballage.

Der var en liflig juleduft i bageriet, for der blev bagt Krisprolls (altså, skorper, ikke?) med gingerbread-krydring - men du skal til udlandet for at finde dem. Dog siger rygtet, at der kommer Gifflar med julesmag og de skal klart testes!

Hos Pågen er de (sjovt nok!) ret overbeviste om, at vi bør spise brød til alle måltider. Jeg tænker mere brød som en af mulighederne for at få kulhydrater i min kost.

Pågen har for mig altid mest været Gifflar, og vanillevarianten er en favorit herhjemme, men vi er i fuld gang med at 'teste' de forskellige varianter af madpakkebrød, og jeg kan godt lide, at de er nøglehuls- og fuldkornsmærkede. Krisprolls fungerer desuden godt som 'på tur i Bugaboo-en snack', for en skorpe tager lang tid for Bean at spise!


... i øvrigt var der ikke meget at se med tidens LCHF-trend ved synet af 10 kvinder, der gik fuldstændigt amok i kulhydrater og slæbte fyldte brødposer med tilbage over Sundet!

Vild og blodig frihed

Formiddagsturen til SMK blev lige en tand mere dramatisk end jeg havde forventet, da Bean i ren og skær begejstring og iver snublede lige ind i et skriggrønt trappetrin.

Der skulle dog ikke megen trøst til før hun ormede sig ud af min omfavnelse, tog min hånd og ville videre på kunst-oplevelses-tur. Dog måtte hun lige finde sig i at få tørret blodet fra det lille sår på læben væk først.

Vi så den (relativt) nye børneudstilling Frihed! og den får hermed vores anbefalinger. Bean var fascineret af Nam June Paiks Søren Kierkegaard Robot, den førnævnte grønne trappe med 'ufri' gynger og den drømmeagtige labyrint omkring Nikolaj Reckes kløvermark, som man kan lægge sig midt i mens kløverne driver forbi under éen. Hvilket var det første, Bean gjorde. Helt spontant.

Ville du trykke på kontakten til Helena?

Bean er i: Kjole fra Norlie // Strømpebukser fra Noa Noa Miniature // Sneakers fra Zara Kids

... og hvis jeg må være så fri, så er jeg i øvrigt ret imponeret over mig selv. Jeg tog det nemlig (udadtil) helt roligt, da Bean lavede sit blodige stunt. Jeg har ikke og har vist aldrig haft noget problem med blod, men fordi det var munden, hun slog, havde jeg mest af alt lyst til at sprinte til nærmeste skadestue eller tandlægevagt og få dem til at 'gøre noget'.

Kæreste mente dog, at vi lige skulle se skadens omfang an, før vi foretog os noget drastisk, og det viste sig at være en ganske lille rift i underlæben. Så nu har vi en toddler with a fat lip. Bean er helt upåvirket og slikker sig bare om læben med mellemrum. Den føles nok lidt mærkelig.

Morgenstund har bog i mund

Akademikerparret på Østerbro har i fineste clichéstil en rigtig lille læsehest gående i stuen. Bøgerne bliver fundet frem på alle tidspunkter af døgnet.

Enten for at vi skal læse sammen eller - oftere og oftere - fordi Bean læser for sig selv. Det er så skønt at observere hendes glæde over bøgerne og høre hende fortælle historier. Der hviskes, råbes, tales blidt, laves dyrelyde og monstre har helt særlige, vældigt farlige stemmer.

Bean er iført: Cardigan: Norlie // Body: Noa Noa Miniature // Tulledragt: Norlie // Strømpebukser: H&M

(Selvfølgelig laver vi også andet end at læse bøger! Bean er en tumle-vildbasse, der grundlæggende mener, at hun har motoriske evner som et børnehavebarn og er totalt frygtløs på en legeplads. Og vi bruger ret meget tid på at synge og shake booties, baby-style. Og på at nusse og kysse og putte, hvilket moderen er fuldstændigt forelsket i)

Klap en ged

Solskin på en efterårsfredag, hvor der var god tid til det hele. Det er livet.

Så gør det mindre, at jeg havde hovedpine og øm hals, og at Bean havde et seriøst hysterisk anfald, der resulterede i en formiddags-trilletur og et stk. formiddagslur.

Bean og mig holdt fredagsfri, fordi hun var indkaldt til tandlægen. Barnet havde en fest med at trykke på samtlige knapper i konsultationen og dreje med stole. Og var i øvrigt helt cool med at blive kørt ned i liggende stilling (på maven af mig) i tandlægestolen, så tandlæge-Helle kunne mosle rundt i munden og mærke på gummer og alle 6 tænder.

Kæreste har tidlig fri om fredagen, så vi smed Bugaboo, Bean og madpakken i bilen og tog i ZOO. Jeg har ikke været der i noget der ligner 15 år, og jeg husker det (sjovt nok!) som væsentligt større. Uanset størrelsen var det et dejligt besøg og gensyn, og vi skal bestemt forbi en anden gang, hvor vi har bedre tid. 

Leg i isbjørne-størrelse. Man kan åbenbart bruge uTROligt lang tid på at forsøge at nedlægge en plastikbeholder. Bean ville gerne have leget med - desværre var der nogen, der havde sat tremmer op mellem hende og bamsen.

Efterårssolskin klæder de fleste - særligt dem, der koncentrerer sig om at se på sæler og pingviner.

Klappedyrene var det ubetinget største hit hos Bean. Også selvom der skulle en trøster til, da en af gederne stak i rend og væltede to børn og en mormor i spurten!

Giraffen stod for dagens naturoplevelse. Hvor tit er det lige, man kan håndfodre sådan éen?

Mor i efterårssol

Jeg udnytter al den sol og varme, der er tilbage i indeværende år. Fordi mørket allerede har sænket sig en hel del over land, og der er lææænge til at lyset vender tilbage for alvor.

Når septembers himmel er så fantastisk blå, skulle man da være et skarn, hvis man ikke tog en kaffepause på trappen til den imponerende bygning, der huser Østerbro Posthus.

(Tak til fotograf-Kæreste!)

Leg og løjer på Remisen

Glæde på svævebanen. Trøjen er Mormors håndværk, nederdelen fra Norlie og de lækre strømpebukser med vævede Mary Janes og skridsikre dutter under er fra Noa Noa Miniature.

I søndags afholdt Blegdamsremisen den årlige (?) legedag, og vi greb muligheden og en formiddags-frisk Bean til at lege igennem. Både Kæreste og jeg kom ofte på Remisen da vi hver især havde orlov, men eftersom den ikke normalt er åben i weekenden, og der kun er legestue for de 0-3 årige om formiddagen, er det ikke et oplagt udflugtsmål i øjeblikket.

Hvilket er smadder ærgerligt, for det er altså den fedeste legeplads, jeg kender. Og så er det praktisk, at den er indendørs med et køkken, spisepladser, akvarium og gode pusleforhold.

Der var popcorn, disco, kreaværksted, you name it. For de store (læs: børn fra 6 år og op) var der desuden mulighed for at lave isskulpturer. Bean forelskede sig i hoppeborgens vildskab (ikke til morens udelte begejstring) og var stum af begejstring og dybt fascineret over kontrabassen.

Sig det med pink...

Normalt er pink ikke en farve, jeg omgiver mig frygteligt meget med. Ikke til mig selv og ikke til Bean. Heller ikke til Kæreste eller bolig for den sags skyld.

Men af og til dukker der alligevel lyserøde glimt op. Som fx på Original Coffee i Nordre Frihavnsgade, hvor Kæreste og jeg var forbi for at få en to-go i sidste uge, hvor der er masser af fristelser - og hvor awesome er det ikke lige med puslespil på bordet?

Forleden kom der også en pæn bunke pink-ness ind ad døren (fra denne glade afsender) - og bortset fra det (øko og bløde men også jävla) pink håndklæde har jeg testet alle produkterne.

Jeg kan rigtigt godt lide, at Vivag er deklareret i samarbejde med Astma-Allergi Danmark - og at de er uden parfumer, farvestoffer og konserveringsmidler. De er nemlig noget, jeg helst ikke vil have i nærheden af nogen som helst... ahem... feminine dele af mig. Produkterne er milde og skånsomme. I like.

... til gengæld er jeg ikke pjattet med emballagen, der ligger på linje med Matas' striber. Praktisk og no-nonsense, men den signalerer ikke ligefrem spa-lækkerhed. Og så er vi tilbage ved det lyserøde. Som altså ikke lige er mig. Det er måske også noget med, at jeg bliver lidt træt af, at farver partout skal være 'drengede' eller 'pigede'.

Ikke desto mindre er det efterhåndet ret fast indkodet i vores kultur, at lyserød = pige, så der er ingen tvivl om, hvilket køn, Vivag henvender sig til. Markedsføringsmæssigt er det nok ret praktisk. 

Vivag er lyserødt, og det er de velkomne til at være, men herhjemme bliver produkterne altså ikke placeret frit fremme på badeværelset. De er i et skab sammen med Panodil, myggespray og den ekstra pakke tandpasta. Men ligesom Panodil og tandpastaen bliver de brugt - nok også mere end de smukke parfumeflakoner, jeg har stående på farmors teakchartol.

(Produkterne er en gave, og kan købes på apoteket)