15. aug. 2013

... er det så efterår nu?

Den sidste lille uge har haft kølige morgener og crisp vind (når det altså ikke lige har stået ned i lårtykke stråler!)

Er det bare mig, eller skete der et skift fra sommer til efterår i løbet af et par dage?
Jeg elsker årstidernes skiften, og nyder de forskellige aktiviteter, der hører med til årets gang. Jeg glæder mig til at lege med tørre, gyldne blade med Bean, til at drikke varm kakao med skumfiduser og spise ostemadder på lune, nybagte boller i sofaen med et tæppe over benene, mens regnen pisker på ruderne... Og til at kaste mig over fyldige gryderetter og shepards pies. Mmm.
Det betyder dog også en ny, varm garderobe til Bean. Vi har styr på det meste af overtøjet. Vanter, huer, halstørklæder og halsedisser mangler endnu, men jeg påtænker at finde strikkepindene frem og hygge mig med småprojekter i den dur om aftenen i den kommende tid.

Fodtøj er vi til gengæld på bar bund med. Det er første gang, vi skal investere i vinterfodtøj til Bean, så jeg har ikke turdet købe på udsalg og satse med størrelserne. Det betyder, at vi er ude i noget med fuld pris. Og HOLD nu op, hvor er det dyrt! Jeg er ikke i tvivl om, at Beans fødder skal have cremen af cremen af velsiddende, ergonomisk korrekt, varmt og praktisk fodtøj (næsten til enhver pris). Jeg var selv et Bundgaard/Angulus/fodformet barn, og mine forældre førte regnskab med de mange, mange tusinde kroner, de brugte på mine fødder de første 6 år af mit liv. Det betaler sig, for jeg har aldrig haft problemer med hverken fødder eller ben eller knæ eller hofter (forstuvninger på løbeture tæller ikke. Sådan er reglerne.)
Kæreste er ved at gå bagover ved tanken om at smide 900 kr. for et par støvler, der – hvis vi er heldige – holder en sæson.

Hmm.
Hans betænkeligheder skal dog ikke forhindre mig i at samle et udvalg af de støvler, der gerne må passe på Beans søde, bløde fusser i de kolde måneder. Kan du gætte favoritterne?
I viste rækkefølge er her fod-godter fra Angulus // Sorel // Angulus // Arauto Rap


Hvad er dine erfaringer med de bedste støvler til barnefødder?


(… i øvrigt: hvis efteråret allerede starter her midt i august, så er der godt nok længe til næste forår. Kunne vi ikke godt aftale, at vi lige holdt fast i sommeren et øjeblik endnu?)

6 kommentarer:

  1. Jeg gætter på de brune fra Angulus og de sorte fra Arauto Rap :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Niks. De sorte i 'lak' fra Angulus er mine klare favoritter - de er simpelthen så pæne. Og praktiske. Og med masser af plads til fødder og tæer!

      Slet
  2. Jeg har ikke nogen barnfødder at klæde på, men blev da alligevel lidt glad, da jeg så støvlerne eftersom det minder mig om at efterårets indtræffen betyder efterårsstøvler og efterårsgardarobe. Og dét er altså ikke dårligt!!! :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Bestemt - lette sommerkjoler og sandaler er dejligt, men der er nu også noget skønt ved vamsede sweatere og lune støvler. (Og efterårsshopping!)

      Slet
  3. Hej Stine,
    en fin blog du har! Jeg har lige haft lejlighed til at kigge rundt, og gode interessante emner og indlæg.
    Jeg er meget interesseret i, hvad du kommer frem til mht vinterfodtøjet..? Min bekymring er altid, at støvlerne er for tunge for deres små ben og for klodsede, når de okser rundt på legepladsen...
    Mange hilsner Maiken

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for de pæne ord, Maiken. Jeg endte med at investere i de sorte Angulus-støvler. De har en superfleksibel rågummisål, et lækkert varmt for og en god - ikke for høj - skaftlængde. Og så er de pæne! De er selvfølgelig ikke så lette som sandaler eller sneakers, men jeg synes bestemt ikke de er tunge heller. Og Bean tullede rundt i hele butikken, da hun fik dem på.

      Slet