29. jul. 2012

Empati

På vej i svedende varmt s-tog med svedende varm Bean, der var helt ulykkelig og bare græd og græd.

For at vi kunne komme til at stå et bare lidt hensigtsmæssigt sted, var vi nødt til at bede en mand i 50erne om at flytte sig fra den kupe, der er forbeholdt cykler, barnevogne og kørestole. Den var nemlig ret fuld. Derimod var der masser af plads i kupeen ved siden af, som er til folk uden 'påhæng'.

Vi var nødt til at tage meget ulykkelig lille pige op af barnevognen så jeg kunne sidde med hende (ikke at det hjalp synderligt på gråden), og jeg satte mig på det eneste ledige sæde, ved siden af en lille dreng på omkring 4-5 år.

Han holdt klapsædet for mig og spurgte bekymret ind til Bean - hun var jo ked af det. Jeg forklarede, at hun var ked af det, fordi hun havde det varmt og han nikkede og lænede sig lidt ind for at kunne ae hende forsigtigt på hovedet.

For når nogen er kede af det, så kan man jo ae dem og være sød ved dem, så de bliver glade igen.

Hvor er det fint gjort af en lille dreng i toget.

Jeg håber, vores lille pige bliver lige så empatisk, når hun bliver større.

28. jul. 2012

Bedste venner

Bean har valgt sig en bedste ven til tryghed og putning. Vores hjerter smelter ret meget.


27. jul. 2012

Solskinsøen tur/retur

De sidste par dage har vi tilbragt på Bornholm hos min mors familie - og min mor - for at få besøgt og vist frem.

Det overordnede og væsentligste fremvisnings-møde var med min mormor - Beans oldemor - der lige er blevet 92 og er rimeligt senil, men som har klare øjeblikke. Min farmor (Beans navnefælle) døde for 3 år siden, 1 måned før jeg mødte Kæreste, og jeg savner at kunne vise både ham og Bean frem. Og at de alle sammen kunne lære hinanden at kende.

Derfor var det vigtigt at Olde nåede at møde sit 17. oldebarn (!)

Turen til/fra Solskinsøen... vi havde på forhånd gruet for, om Bean ville være ulykkelig/rasende/hysterisk i 5 kvarters bustur og på 5 kvarters færgeoverfart, men hun var simpelthen det sødeste barn det meste af vejen. Trods varmen. Og den wardrobe malfunction, der gjorde at vi SLET ikke kunne vente de 5 minutter, der var tilbage af busturen, med at få skiftet ble og body.

Bevares, der var stadig gråd og skrigeri i løbet af turen - særligt til og fra plejehjemmet var en fest - men besøget hos Olde var så fint. Hun faldt i søvn, så vi alle kunne få talt lidt sammen, og da hun vågnede kom hun glad og tilfreds til at sidde i Oldes skød og blev nusset af sin ældste slægtning.

Kæreste og jeg nåede også at være lidt turister med frk Bean og tog en tur til Svaneke. I varmen. (Jeg ved godt, man ikke må sige det, men jeg glæder mig på Beans og vores vegne til at det bliver køligere igen. Sevans det er heiss når man er for lille til at kunne temperaturregulere sig selv!)

Alt i alt er vi ret stolte over vores dygtige rejsebaby (men jeg tror stadig ikke, Kæreste gider ferie til Verona i efteråret...)

Glad Bean i skyggen, gårdhave i Svaneke



25. jul. 2012

Social arv

To unge kvinder, jeg kender, har i den forgange uge brudt med deres respektive kærester igennem flere år. De er søstre og vi kom til at tale om bruddene, Søsterlil (aka Moster) og mig. Begge havde nemlig uafhængigt af hinanden som begrundelse, at kæresterne ikke behandlede dem godt verbalt. Den ene talte/råbte grimt hele tiden, den anden havde en offentlig og en privat side.

Det er fint, at kvinderne endelig har fået sagt fra og stoppet forhold, der ikke er positive. Det er bare mystisk, at de begge har fundet sig i det i flere år.

Og dog. For i hjemmet (vi har kendt dem altid) er de vokset op med forældre, der også altid har bidt og vrisset af hinanden. Også når der var gæster.

Det har Søsterlil og mig aldrig oplevet igennem vores opvækst. Bevares, vores forældre har da været vrede på hinanden, diskuteret og der har været ubehagelig stilhed af og til. Men dels er det ikke foregået foran os, og dels har de ikke nedgjort hinanden verbalt foran andre - hverken familie, børn eller venner.

Hjemme hos Kæreste var det mere den tavse, vestjyske facon, der gjaldt. Men heller ikke her verbal tilsvinen.

Gad vide, hvad vi selv kommer til at videreføre?

Forhåbentlig kan vi lære Bean, at man skal tale pænt til og om andre (jo, SELVFØLGELIG sladrer jeg også engang imellem!), men at det også er ok at blive vred eller skuffet og at kommunikere det. Det vigtige er bare, at man kan komme videre efter en uoverensstemmelse eller et skænderi uden at bære nag og uden at tage det med til næste diskussion. At man godt kan blive sure på hinanden uden at det er verdens undergang, fordi man nok skal blive gode venner igen. At man - uanset hvor sur man er - behandler hinanden ordentligt.

Sådan prøver vi i al fald at leve.

ForHÅBentlig lærer vi hende - by example - at man ikke finder sig i, at andre (kærester, venner, ...) behandler éen dårligt.



Damn, det er en stor opgave, det dér forældreskab.

23. jul. 2012

Bolig på trods

Jeg er ret stædig. (Ikke så stædig som hverken Bean eller hendes navne-oldemor, men alligevel)

Derfor har jeg i den forgangne uge insisteret på at gøre plads til et par længe planlagte boligprojekter. Bl.a. at få sat kasser op i køkkenet til glas og kopper. Og at kasserne skulle pimpes med smukke farver.

Så indimellem spisninger og mine ture med Bean på arm, og mens Kæreste har taget sin tørn med tiger-barnet, har jeg valgt farver og malet bagbeklædninger. I går, da jeg var i mødregruppe, hængte Kæreste kasserne op, og vi brugte en god del af dagen på at high-five hinanden med hvor fedt det er blevet og hvor sejt det er, at vi overskuer Tigerlily OG boligforskønnelse. (De små glæder, I ved)

Der er et par andre projekter undervejs, og jeg tænker, der følger en lille billedreportage, når de også er færdige.

Jeg insisterer på, at vi godt kan gøre nogle - selvfølgelig ikke alle - af de ting, der giver os overskud og livskvalitet og som vi synes er sjove, trods et barn, der kræver lidt mere end de fleste. Det er ikke synd for os - hvis det er synd for nogen, må 'nogen' være Bean, der er så ked - det er (bare) hårdt og anstrengende. Men vi har verdens dejligste barn (helt objektivt, naturligvis) og hun fortjener forældre, der også tager sig tid til at gøre noget godt for dem selv. Jeg tror, at det er det, vi alle er bedst tjent med.

22. jul. 2012

Begynderfejl

Når man (jeg) er nogens mor, skal man (jeg!) i den grad lade være med at læse om børn, der ikke har det godt eller kommer til skade.

Case in point:

Kan vi alle huske mishandlingssagen, der lige er faldet dom i? Den, hvor en stakkels lille dreng kun blev 15 måneder gammel, fordi han havde en mor og stedfar, der i den grad ikke ville ham det bedste.

Jeg kom til at læse artikel med nærmere detaljer. Stor fejl. Jeg blev fysisk dårlig og dybt ulykkelig af at vide, at han havde utallige bidemærker (sic!) over hele kroppen, flere brækkede knogler, var blevet overbruset med koldt vand i flere minutter, rusket og svinget rundt i arme og ben indtil han mistede bevidstheden.

Hvad er man for et menneske, når man kan finde på at gøre sådan? (Jeg bliver helt ked af det igen bare ved at skrive om det)

Jeg er blevet hudløs på en helt ny måde efter at Bean er kommet til verden. Og historier som den er alt for voldsomme for mig.

Så lektien er at undgå al uddybende information fremover...


20. jul. 2012

Tiger på spring

Så er vi der sgu igen. Sevans.

12-ugers tigeren har fundet vej til det lille hjem. Vi havde en helt fantastisk tirsdag, som åbenbart var stilhed før... ahem... tigeren.

Men.

Siden onsdag har Bean kun været ked af det afbrudt af spisning og korte glade perioder med vennerne på puslebordet (ny safaridyrs-uro er et hit). Og har, vanen tro, KUN villet sove på mig.

Øv, hvor er det opslidende med kolik+tiger.

Og for pokker hvor glæder vi os til begge dele er overstået og vi kan få den fantastiske, glade, skægge lille pige tilbage, som dukker frem hver gang, der er en pause i mentale spring og kolik. Hun er nemlig helt, helt vidunderlig og jeg bliver så trist over, at hun ikke kan få lov at være mere sig selv, for det må være væmmeligt at være så ked af det så ofte.

Vi krydser samtlige lemmer for, at tre måneder er en milepæl, skillelinje og vejen mod et gladere barn.

19. jul. 2012

- fik jeg forresten sagt...

... at jeg havde en voksen-aften i søndags?

Jojo, en ægte en hvor der var malket ud, så jeg kunne få en øl og et glas hvidvin, spise på cafe med veninde og høre feeeed jazzkoncert.

Kæreste passede og havde haft en fin aften med Bean (fra 18.30-21.30, hvor jeg kom hjem igen)

Dog var det en vågen baby, for pt. er det åbenbart kun hos mig hun vil falde i søvn til natten...

Jeg ved godt, det muligvis lyder ravnemors-agtigt, og at jeg jo nok burde hellige mig min knap 3 mdr gamle datter 24/7, men for pokker hvor var det rart at være ude i den virkelige verden (selvomman føler sig lidt ved siden af det hele) og at få en pause fra det hele.

11. jul. 2012

Count your blessings...

Må man ikke godt være lidt imponeret over sig selv, når Kolik-Bean kan have dage med over 7 timers gråd (og det er ikke stille, klynkeagtig gråd, men full on skrigen) og man endnu ikke har mistet fatningen over for hverken hende eller Kæreste - og når egne tudeture stadig kan tælles på en hånd med et par fingre i overskud?


På plussiden er de fleste kolikbørn ovre det når de runder tre måneder. Det er om rundt regnet 20 dage.

I mellemtiden tager vi hjem fra provinsen fredag og besøger lægen, så vi kan få styr på, om der oven i købet er en maveinfektion i  spil.
(Noget med fæle, grønne bleer, som jeg ikke skal ødelægge nogens appetit med)

...  i det mindste var babysvømning en bragende succes.

6. jul. 2012

Bean - lady in pink...

Bean i det lyserøde outfit - smaddergod ide at lave babytøj, der skal knappes  i ryggen med små knapper. Hele vejen ned. Men ser man bort fra det over-the-top-italienske, så ser hun ganske sød ud. Siger vi helt, helt upartisk!
(Jeg ved det godt - der burde være flere billeder, men jeg kan ikke få min smartphone til at lege med og min computer med alle billederne er ikke i provinsen, så det her er det eneste jeg har pt fra Kærestes nye - og meget fancy - Macbook Air. Også kendt som arbejdsredskab og derfor doneret af Ny Arbejdsplads)

Party i provinsen

Vi lever endnu. Allesammen.

Og kæreste har fået sommerferie. Vi er forbi tigerspringet og er nu tilbage i den vante gænge med gode, middelgode og grumme dage.

Sidste fredag var vi til translokation på Kærestes nu ex-arbejdsplads og Bean var iført lyserød flæsekjole fra italienske venner - og scorede dermed toppoint på nuttethedsskalaen. Heldigvis er hun en fartdjævel, så motorvejskørsel =sovende Bean.
Sunder-Helle var på visit mandag, hvor vi blev enige om at jeg ikke lider af efterfødselsreaktion og hvor det blev fastslået at Bean er over 5 kg og er vokset 9 cm på 2 måneder.

Og nu er vi taget til provinsen for at house-Ditte mine forældres hus inkl kat de næste 10 dage mens de feder den i Portugal. Det er helt low key og DET er helt OK! Kærestes to must-do's er en tur i bilka og med Bean til babysvømning. Jeg vil bare gerne ud på nogle løbeture.

Jeg tror det lykkes for os alle. Glædelig sommer herfra!