28. feb. 2013

Date night

Cocktails på en onsdag? Jada!

Beans skytsmor svingede forbi og var den ansvarlige voksne, mens Bean sov, så Kæreste og jeg kunne få en date night.

Vi svingede de trætte forældre-kroppe lidt op i gear og ramte kitjn til et par cocktails og en kærkommen mulighed for lidt voksentid.

Nu ville det være synd at sige, at vi nogensinde har været det par, der festede København tynd, men vi har efterhånden været forbi Østerbros (eneste?) cocktailbar mere end et par gange. Altid bare til et glas eller to. Som regel har der været en slags anledning.

Fx var vi forbi med svigermor, da Niece kom til verden. Og igen da jeg afleverede mit speciale.

I går havde vi endnu en hyggelig date, hvor vi nød veltillavede cocktails i god atmosfære. Det var en af den slags gode aftner, hvor man bliver lidt småsnaldret (ja, efter en enkelt cocktail), holder lidt i hånd og får talt om alle de ting, der ikke er overskud til på en hverdagsaften, når opvasken er taget, legetøjet er lagt på plads og bunkerne af vasketøj venter på at blive lagt sammen.


... men mere rock'n'roll er vi så heller ikke. Vi var hjemme kvart i ti, og jeg gik fuldstændig i brædderne. Bare ærgerligt, at Bean ikke gjorde. Hun mente, at det var herresmart at være vågen mellem 01.45-04.15. Så lige netop i dag har det været ok for både Kæreste og mig at ytre ordene: 'Jeg er bare megatræt'

26. feb. 2013

Søvn... eller hvad?

For nu at blive ved med at cirkle om det samme emne, så sover vi stadig ikke supergodt hjemme hos os.

Mest fordi, nogen Bean ikke just er typen, der kører en all nighter i egen seng uden at kalde på os.

Flere gange.

Hver nat.

På en god nat sover hun fra putning til kl. 3-ish og kan så overtales til at sove videre uden bøvl i smørhullet indtil kl. 5-ish, hvor hun bliver ammet og kommer ind i sin egen seng igen. Og sover til kl. 6.30.

Gode nætter kan tælles på éen hånd.

Som regel er der en del gange hver nat, hvor vi skal ind til barnet og holde hånd/give sut/lægge dyne på/trøste. Af og til kapitulerer vi og lægger hende bare ind hos os. Hvor hun så falder i søvn efter alt mellem 15 minutter og 2 timer (I kid you not!).

Der er også af og til decideret rædselsfulde nætter, hvor hun ikke er til at styre på 5 tommer land. Hvor hun vågner H.E.L.E. tiden, græder hver gang hun vågner og er tusind år om at falde til ro. Selvom hun ligger imellem Kæreste og mig.


Kæreste har nærmest ikke en dag, hvor han ikke indtil flere gange bemærker, at han er SÅ træt. Det bliver jeg til gengæld SÅ træt af at høre på. For det er han da ikke ene om. Men så må man stramme balderne og 'fake it 'till you make it'.


... og jeg VED jo godt, det er en fase, og at hun ENGANG kommer til at sove på en anden måde. Fx når hun selv kan putte sig i dynen igen eller finde sutten.

Men jeg gider stadig ikke høre om dem, der får 10 timers søvn hver nat og har gjort det 'siden Willibert-Elias d. III var 5 uger'. (Nej, jeg kender ingen, der hedder sådan. Det er fri fantasi. Men indsæt et andet navn og se, så kender jeg indtil flere, der er kommet med sådanne ytringer)

24. feb. 2013

Vuggestue, dagpleje eller privat børnepasser?

Det er H.E.L.T. vildt grænseoverskridende, at vi lige om lidt skal til at overdrage vores lillebitte Bean til en fremmed i døgnets bedste timer. En fremmed, du.

Altså, vi er selvfølgelig ikke ude i at droppe barnet af til den første person, vi møder på gaden om morgenen og så satse på, at det nok skal gå - naturligvis skal der være noget indkøring og noget.

Men konceptet. Det er vildt.

Jeg ville faktisk ønske, at vi havde svenske forhold i Danmark, så børnene var over et år (og tættere på halvandet for manges tilfælde), før de skulle ud i institutionslivet. For jeg synes det er nogle små størrelser, vi lukker ud i verden. Nogen endda før de kan kravle.

Og så er der i øvrigt så som så med valgmulighederne. Vi er godt nok skrevet op til hhv. integreret institution (sjovt nok i vuggestuedelen) og flerbørnsdagpleje, men da jeg ringede til pladsanvisningen i forrige uge, var det ikke langt fra, at de lo ad mig i røret.

Mig: "Vi har jo en behovsdato, der siger 1. marts"

P-A: (helt tørt) "Ja"

Mig: "Ja, så jeg ville egentlig gerne høre, hvornår vi kan forvente, at der bliver plads?"

P-A: "Der bliver i HVERT fald ikke noget i marts."

Mig: "Ok, men hvornår kan vi forvente..."

P-A: "Ja, altså, der kommer HELT sikkert en plads i løbet af foråret eller sommeren" (her lød det i mistænkelig grad som om nogen forsøgte at kvæle en fnisen)

Mig: "Men det er jo meget ukonkret?" (WTF - engang i løbet af marts/april/maj/juni/juli/august kan vi sikkert forvente at der er en lillebitte luset plads?! Hvordan skal man kunne planlægge efter det?!)

P-A: "Ja."

Mig: "Skal vi så til at kigge på alternativer?"

P-A: "Ja, det kan I da godt."

... nå. Ok, så. Jamen, så er det åbenbart det, vi gør.

Vi brugte et par aftner i den forgangne uge på at kigge opslag igennem og sende mails til diverse private børnepassere. Det er nemlig slet ikke muligt for os at gøre brug af en bedsteforælder eller moster eller lignende, som kan agere fuldtids Bean-sitter.

I den kommende uge har vi tre møder med tre piger. Det bliver spændende at se, om der er noget kemi, der kan passe mellem os og en af dem - og ikke mindst Bean.

Puha. Jeg ved ikke, om jeg er klar til at give så meget slip endnu. Men der er bare heller ikke rigtig andre valgmuligheder.


I øvrigt: hvis nogen har tips og tricks til at skynde på arbejdsgangen i pladsanvisningen, så sig lige til, ing'?


20. feb. 2013

Verdens Bedste Bean

Kæreste og mig kigger på hinanden flere gange om ugen i disse uger med undren og forundring.

Ikke over os selv eller hinanden, men over Bean.

For vi kan næsten ikke kende hende i øjeblikket.

Hun er så glad og overskudsagtig - kravler, udforsker, kysser og nusser, griner og leger. De eneste tidspunkter, vi hører noget brok, er hvis hun er sulten eller træt.

Vi går hele tiden rundt og spekulerer på, hvornår det vender. Hvornår vi får brokke-pylre-Bean igen.

... men hvad nu hvis vi faktisk har 'den rigtige Bean' i øjeblikket? Hende, der har været gemt under kolikken, under brokkeriet og pylren de sidste mange, mange måneder. Hende, der er så skøn at være sammen med, at man glæder sig over det hver dag.

Det ville da være helt igennem vidunderligt.

Men hun kan jo også en masse selv. Hun kan komme derhen, hun vil. Hun kan vælge det legetøj, hun gider lege med. Hun kan sidde, kravle, stå (og sætte sig ned igen) og smager på alting. Så indtil hun finder ud af, at hun fx ikke kan gå endnu, kan vi måske være så heldige, at vi har Verdens Bedste Bean.

Verdens Bedste Bean har forladt legetøjet et øjeblik
til fordel for moderens kamera.



Jeg krydser fingre.

18. feb. 2013

On the road again...

Mor er flad.

Weekenden har været brugt på at rejse land og rige rundt og fejre forskellige familiemedlemmers forskellige mærkedage.

Hhv. morfarens fødselsdag i det vestsjællandske og den nye kusines navngivning vest for Lillebælt.

Bean og morfaren har efterhånden fået et helt særligt, fint forhold. De pjatter og griner og nusser sammen - det er så skønt at se. Mormoren er også rar at være hos. Og for forældrene var det en særlig luksus at kunne sove en hel, uforstyrret time søndag (tidlig) morgen, mens Bean legede med mormor og morfar.

Søndagen var lang og travl. Men god. Bean præsterede at tage en ekstra formiddagslur på vej over Fyn og var derfor i hopla, da vi nåede frem. Hun storcharmerede, spiste en mere end solid frokost med alt godt fra buffeten og legede løs med (læs: ved siden af) de andre, større børn. (Og tromlede en dreng på 1,5 ved at råbe ad ham... det skal vi nok lige snakke med hende om på et tidspunkt)

Hun sov endda en middagslur i uvante omgivelser og med nogen larm omkring sig. Hun var vågen hele turen hjem i bilen, men blev først ked af det da vi var inden for bymurene i det Kjøwenhavnske - mest fordi hun fik smidt sutten ned i bunden af bilen, så jeg ikke kunne finde den igen. Og fordi det var blevet sengetid og hun var helt mæt af indtryk. Hvilket er mere end fair.

Træt? Mig?
Kæreste og jeg var mildest talt imponerede (stolte, faktisk) af vores lille, seje pige, der har haft en fest af en weekend. Men har haft lidt ekstra behov for at sove i dag. (Siger Kæreste, der også selv har udnyttet de ekstra lange lure til at sove)

Jeg kunne til gengæld godt trænge til en weekend oven på den weekend. Og glæder mig allerede til den næste.

God mandag!

14. feb. 2013

Kald det kærlighed

Kan man blive andet end forelsket helt forfra, når man fra puslepladsen hører barnefaderen synge med blid og øm stemme til barnet, at "du har ikk' lavet penge - du har lavet prutter..."

Og når barnet pludrer glad til svar?

 
Glædelig Valentins Dag, blogland.

13. feb. 2013

Torden og lynild

Hun har fart på, hende Bean.

I dag rejste hun sig op og stod uden støtte. Ikke mere end et par sekunder, før hun lod sig dumpe ned på blenumsen, men alligevel.

Knap 9,5 måned er hun. Jeg kan næsten ikke følge med længere, men har en fornemmelse af, at det kun kommer til at gå stærkere fra nu af!


De sidste par dage har været fantastiske. Vi har nydt den gladeste, sødeste, pludrende, legende lille pige, der i den grad hviler i sig selv i øjeblikket.

Hun bruger lang tid på at undersøge sit legetøj og sine omgivelser, udfordrer sin krops formåen og udforsker sproget og dets lyde ('mam mam' er nyeste tilføjelse).

Kæreste og jeg spiste en lækker treretters middag mandag, mens Søsterlil og Bean hyggede sig hjemme. De er simpelthen så søde sammen, og der bliver vist uddelt lige mange kys begge veje imellem de to.

... men Kæreste burde nok have overholdt sin tandlægetid i stedet for at spise god mad, for der er en rodbehandling under opsejling, så jeg måtte tage til Beans playdate på Remisens indendørs leger i går, mens han var til akut behandling (og smertelindring!) i mellemtiden. Det er en fest at lege deroppe. Og jeg fik mødt Beans første kæreste, som er en del af Kærestes APA-hold - de to er helt eksede med hinanden og skal hele tiden nusse, ae (læs: klappe) og babykysse. Det er too cute.

Pointen?

Hun er ved at blive en stor pige, hende min lille baby. Det er en blanding af forundring, fryd og glæde ved hendes fremskridt og så på den anden side lidt vemodigt, og et ønske om at få alt ud af nuet, før babyen i hende er helt forsvundet.


10. feb. 2013

Run, Forest, run!

Kæreste og jeg har taget forskud på Valentinsfejring (eller hvad vi skal kalde det) og været aktive i dag.

Og må jeg lige have lov at komme med en total anbefaling af Valentinmilen? Det er uden tvivl et af de mest behagelige løb, jeg har deltaget i. Når vi lige ser bort fra de 40 minutter, Kæreste og jeg ventede på at starte og hvor vores fødder langsomt blev til is. #timingiseverything

Med start og slut på Bakken og løb i Dyrehaven og med udsigt til sneklædt landskab og isblankt hav - i klingende frost og med sin elskede ved sin side, så bliver 10 km ikke meget bedre. Og der var endda varm kakao når man kom i mål.

Det var endda helt uden det træls klumpløb, som ellers er en fast del af alle de løb, jeg har deltaget i. Hvordan, spørger I? Svaret er 'jagtstart', hvor langsomste løber starter og bliver 'forfulgt' af en ny løber hvert 10. sekund. En ekstra bonus er, at de langsomste ikke sakker håbløst bagud og først når i mål, når alle er gået hjem.

Kæreste og jeg havde ladet løbeurene blive hjemme og tog den på kroppens gefühl og nød turen i fulde drag - side ved side.

Barnet?

Hun har haft en skøn formiddag med sin morfar, der var taget hele vejen fra Provinsen for at passe hende. De har leget, læst bøger, leget noget mere, spist frokost og var lige ved at gøre sig klar til middagsluren, da vi trådte ind ad døren.

Mit moderhjerte bliver så lykkeligt, når mine kære har det godt sammen. (Og i morgen er der mere kæreste-tid, men da er det mosteren, der skal passe. Kæreste og jeg udnytter nemlig Copenhagen Dining Week og spiser 3 retter til frokost. Mmm. Jaja, helt ravneforældre er vi ikke, for middagen er timet, så den ligger oveni Beans middagslur)


... i øvrigt går det rætti fint med nul-natteamning. Der er ikke de store dramaer, og det lader til, at Bean faktisk sover bedre. Win.

8. feb. 2013

Status

Første nat uden amning...

... er simpelthen gået over al forventning. (Nej, Nemesis, det var ikke nætter GENERELT jeg udtalte mig om, men bare denne nat)

Altså, faren var i byen og derfor rimeligt tømmermændsramt lidt træt her til formiddag, eftersom det var ham, der stod for at gå ind i til Bean og give sut/dyne og en kop vand omkring kl. 3. Men det er forløbet helt uden gråd/vrede/skrigeri helt indtil barnet kom ind i dobbeltsengen kl 4.45 til den tidlige morgenamning (der var mælkebaren så også RIMELIGT fuld, kan jeg afsløre!). Og sov helt til kl. 7.

Det er i den grad en bekræftelse på, at vores (min!) mavefornemmelse omkring Bean og spisning kl. 3 var rigtig. Hun er faktisk ikke sulten på det tidspunkt, men det har været en vane at vågne og spise.

Lige nu er det svært at få armene ned (også fordi formiddagsluren har varet i snart 45 minutter mod sædvanlige 25), men det bliver spændende at se, hvordan de næste nætter kommer til at forløbe.

Lidt sløret (beklager) billede af aftenleg fra i går.
Nøgentid og mulighed for at gå amok i legekassen er et hit

6. feb. 2013

Kære Natamning - fare thee well

"Kære Natamning

Det er ikke dig. Det er mig. Og det er Bean. 

Vi har kendt dig i over 9 måneder, og vi har været glade for dig - du har givet os tryghed og ro.

Du har været fleksibel og hurtig til at ind- og tilpasse dig til vores rytme. Vi skulle lige se hinanden an, men ret hurtigt kunne vi slukke lyset og fandt let hinanden i mørket.

Tusind tak for det.

Nu er det imidlertid tid til at sige farvel. Jeg trænger til at sove mere; til at Kæreste og jeg kan dele hele natten ligeligt imellem os. Bean trænger til at sove mere - til at lære, at natten ikke er til spisning. Til at have mere appetit på morgengrød og morgenleg.

Hun er glad for dig. Men hun har ikke brug for dig længere, og det er dejligt, for det betyder, at du har gjort dit job godt. Hun er blevet stor og stærk og det er bl.a. din fortjeneste.

Der bliver sikkert noget omstillings-bøvl i de næste par nætter, men det skal du ikke tage personligt. Det er ikke dig. Det er os.

Tusind tak for alt."


PS: alle, der har gode råd og inputs til den mindst smertefulde overgang til 'nul natamning' er velkomne til at byde ind!

Til information: Bean får mad lige inden sengetid og i den tidlige morgenstund, men kl 23 har vi afskaffet for over en måned siden, og nu er det kl 03, der ryger. Fordi Bean ikke virker sulten længere, men mere hyggeammer på det tidspunkt. Det er faktisk lidt vemodigt (men dejligt på samme tid) at hendes afhængighed af mig bliver mindre. Ikke desto mindre regner jeg med at blive ved med at amme et par måneder endnu (agtigt...), fordi der helt klart er en dejligheds- og nærheds- og tryghedsfaktor i det, for hende. Nåja, og selvfølgelig også stadig en vis nærings- og sundhedsværdi. 




4. feb. 2013

Noget om glæde



- ægte og uforfalsket glæde (direkte fra youtube) her på en lidt grå, træt og lang mandag

2. feb. 2013

Boller op og boller ned

Det dér fastelavn, det kunne måske egentlig være meget hyggeligt at fejre?

Der er vanvittigt mange helt uTROligt søde kostumer til små størrelser... men en del af dem fungerer nok bedst til børn, der ikke er Bean. Læs: til børn, der ikke mosler rundt hele tiden. Og som ikke kan krybe eller kravle endnu...

Fx denne übercute haj (som er lånt herfra), en lille abe (herfra) eller en mini-chili (herfra)





Eller hvad med lidt DYI herfra:



Hele Danmarks online- og mediesundhedsplejerske har skrevet lidt om do's and don'ts og børns udklædning, som kan læses her.

Hmm. Hvis vi finder en fastelavnsfest, kommer der nok et eller andet kostume på Bean. (Og så skal der nok komme billeder)