29. dec. 2012

Hej, hej, mellemørebetændelse

Her skulle have været et indlæg om Beans første jul, om den yndigste julekjole-baby, fine gaver og alt i alt nogle hyggelige dage. Det bliver så ikke lige nu.

For vi har en sløj mor og en træt far og en endnu sløjere, trættere, feber-, hoste- og mellemørebetændelsesramt Bean.

Så vi har brugt nætterne siden d. 26. på ikke at sove, men i stedet trøste og nusse en ked lille pige. I dagtimerne har Bean været ok og godt orket at lege, hygge og spise, men i dag var den helt gal. Så jeg ringede til lægevagten og blev sendt til Gentofte Hospital til tjek af hende den lille patient. Hvor der blev ordineret penicillin, børnepanodil og meldt mellemørebetændelse.

Øv med øv på. Og stakkels Bean.

Nåmen, jeg håber, I alle har haft en dejlig jul uden sygdom og anden trælshed.

Og at I ikke er nødt til at aflyse jeres nytårsplaner.

20. dec. 2012

Grrr

Den sødeste Catgirl i hele 2100 ER altså hende her:

(Ja, det er papparazzi-morens kamera, der anes i forgrunden)

En tidlig julegave til Bean i form af Donna Wilsons kat, Ginge. Meget passende legetøj til Catgirl.
Moren kunne ikke stå for udsalg på  Urbis, som Leizy tippede om!

Julehygge i vinduet med gaver, der venter på jul, kalenderlyset, vi aldrig helt når at brænde...
 og en lille fin Bean-fod str. 5 måneder i akvarel

Juletræet med sin pynt






































Lidt julestemning her fra Østfronten, mens december og året nærmer sig sin slutning (hvordan gik det til?!)

Og heldigvis også tid til at hygge med gode veninder - fx dem, der er på juleferie fra deres ophold på fremmede kontinenter - en julekoncert med gravid venindes kor og en sidste omgang babyrytmik med mødregruppe og (nu relativt) nybagt-mor veninde lidt senere i dag.

Men så er der heller ikke flere babyrelaterede aktiviteter med hverken mødregruppe, barslende veninder eller APA'erne planlagt. Hvilket nødvendigvis betyder, at det er ved at være slut med at gå rundt i boblen.

Kæreste har næstsidste arbejdsdag. Og om lidt skal vi tænke på at få pakket alle vores egne og ikke mindst Beans sager til en juleferie i provinsen.

Jeg håber, I alle er ved at være klar med gaver, sager og julestemning ude omkring i blogland.



18. dec. 2012

... og sådan gik endnu en uge (Glory to God in the Highest)

Hvor blev den af?

For mit vedkommende har der været travlt på alle hylder - både med egne gøremål og projekter og fordi Kæreste har været voldsomt hængt op på arbejdet. De skal åbenbart nå det hele til det kommende semester her de sidste uger inden jul.

Jeg har været Lucia-pige og sunget med en flok andre på plejehjem og til Hjemløses Jul - det er en god fornemmelse. Særligt når man mærker, hvor glade folk bliver - og det betød, at Bean torsdag havde sin babysitting-i-dagtimerne-debut. Moderen ligeså. Og jeg syntes det var ret grænseoverskridende.

Det var med Søsterlil, som nok er Beans 3. yndlingsmenneske (efter mig og Kæreste), og som kender både Bean og rutiner og lege rigtig godt. Og det var gået så fint. Så det kan vi åbenbart godt gøre i kortere perioder en gang i mellem.

Fredag var jeg ude. Årets allerbedste juletradition er at høre Händels 'Messias' med tre gode venner - i år blev vi blæst væk af benovelse (og selskabets eneste mand græd og græd) af Sokkelund Sangkor i Garnisons Kirke. Jeg var - helt ædru, men høj oven på oplevelsen - hjemme 23.30, og gik derfor rundt med, hvad der mindede om svære tømmermænd hele lørdagen.

... hvor vi faktisk havde en date night, fordi en god veninde kom forbi og så tv mens Bean sov. Men både Kæreste og jeg var helt baldrede oven på en strabadserende uge, og kom hjem kl. 21 for at afløse babysitteren og drøne på hovedet i seng. Det dér forældreskab er skam vældigt glamourøst...

Bean bruger ikke megen tid på at sove igennem i øjeblikket.

Desværre.

Men der sker simpelthen for meget i den lille (store!) krop. Så snart hun kan se sit snit til det, kaster hun sig op på hænder og knæ og rokker og rokker og rokker. Nu på helt strakte arme. Hun forsøger endda at møffe knæene fremad mens hun står der. Nok meget fint, at vi HAR været i IKEA og købe gitter til Mormor og Morfars trappe, så vi ikke kommer ud i noget faldulykke over julen.

I dag lykkedes det barnet at komme fra den ene ende af stuen til den anden - og tilbage igen - i jagt på legetøj og andet spændende.

(Endnu mere) børnesikring af hjem er snarligt forestående!

Hvad ellers? Jo, julekjolen er næsten færdig, og jeg lover, der kommer billeder, når de sidste detaljer er på plads. Alle julegaver er indkøbt, indpakkede og klar til modtagerne. Og vi har langt om længe fået tegnet Bean ind i vores ulykkesforsikring.


... det lyder helt vildt kedeligt, når man læser det. Jeg kan godt selv se det. Og det lyder slet ikke travlt. Men jeg og min krop har en fornemmelse af at have stæset rundt. Jeg glæder mig til juleferie og en kæreste på orlov - som har tid og ikke mindst overskud til at dele det huslige.

(Forresten. Bean og mig var på vægten, da vi var i Provinsen hos Mormor og Morfar. Bean er lige knap 8 kg og har dermed taget 5 kg på over de sidste 7,5 måned. Jeg vejer det samme som jeg gjorde i 8. klasse - nemlig 55 kg. Det er noget mindre end jeg havde regnet med. Præ-graviditet lå jeg og svingede med 1 kg omkring de 60 kg, hvilket virker noget mere passende, når det skal fordeles ud over 177 cm. Well, mon ikke noget af vægten kommer på igen, når jeg (engang) stopper med at amme?)


12. dec. 2012

Begyndelsen til enden

I dag skal Bean og mig til babyrytmik for sidste gang.

For mig markerer afslutningen for alvor, at min barselsorlov synger på sidste vers (no pun intended). Det er selvfølgelig ikke sådan, at vi aldrig mere kommer til at gå til sang - det skal vi helt sikkert genoptage, for det er helt tydeligt, hvor meget Bean har nydt det - men jeg ved ikke endnu, hvornår det kan lade sig gøre.

Teoretisk set kan jeg jo bare fortsætte efter jul, men jeg kender ikke min hverdag og virkelighed ret langt ud i fremtiden. Og Kæreste har ikke lyst til den slags baby-hygge. Hvilket er forståeligt nok i betragtning af, hvor tonedøv han er!

Der er også kun to gange tilbage af motorik på APA, og på den anden side af nytår er der flere fra mødregruppen og APA'erne, der genoptager deres arbejde. Dermed strækkes barselsboblens sider helt, helt tynde og virkeligheden bliver mere og mere påtrængende.

Jeg ville ønske, jeg vidste, hvad jeg havde at forholde mig til. (Og faktisk ville jeg ønske, at der var mange måneder endnu bare med Bean)


Kæreste glæder sig mere og mere - også til at lave ting med andre fædre uden at mødrene blander sig. Fx når han skal være motorisk med Bean på et APA-fædrehold. Og jeg glæder mig for og med ham, for hun ER altså en skøn lille dame at hænge ud med, selvom hun også er en hård nyser.

Han har halvanden uge tilbage inden juleferie, der går direkte over i orlov.

Hvilket betyder, at jeg har rundt regnet 3 uger tilbage i boblen...

... og derfor sidder med en lille klump i halsen og en lidt større i maven.


(Forhåbentlig bliver det sådan, at jeg får 'fred' i al fald en måneds tid til at jobsøge og netværke mv. på egen hånd, for efter sigende er reglerne omkring aktivering lempet lidt. Men jeg har altså kun oplevet at være jaget vildt som ledig under 30, så lad os nu se)

10. dec. 2012

Noget om amning

Er det bare mig, eller er der utroligt megen debat om amning i disse tider?

Om og hvor man må amme i det offentlige rum (herunder på diverse etablissementer).

Hvor længe man må amme. Og hvornår det er FOR længe, man har ammet.

(For slet ikke at tale om dem, der af personlige, helbredsmæssige eller andre grunde ikke ammer)


Tænk, at det kan være kontroversielt at give et barn mad.

Jamen, helt ærligt.

Det er sådan vi er indrettet fra naturens hånd og mødre har ammet deres børn siden før menneskeracen blev udviklet.


For det første:

Hvorfor er det ulækkert? Jeg mener, man behøver jo ikke at smide blusen og kaste rundt med (mad)kasserne ved hver lejlighed. Det er muligt at være rimeligt diskret omkring hele processen.
Jeg er med på, at hvis man sidder på Geranium/Noma/The Fat Duck eller lignende gourmetsteder og betaler en hulens masse penge for en fantastisk oplevelse og vidunderlig mad, så er det ikke lige dér, man er frisk på børn i str. amning. Men - hånden på hjertet - hvem tager sådanne steder hen, hvis de har små børn med?

For det andet:

Bør det ikke være et personligt anliggende, hvor længe, man ammer? Mon ikke sunderen, lægen eller andre relevante personer ville gribe ind, hvis de så et usundt amme-forhold under opsejling?

Så længe amningen fungerer for barnet og for moderen, har de så ikke lov til at fortsætte? Der er næppe (og her skal jeg helt ærligt indrømme, at jeg ikke har fact-tjekket) 2- eller 3-årige, der udelukkende lever af modermælk, så mon ikke de får fin næring og ernæring fra fast føde i alle mulige former?


Jeg ved ikke, hvor længe, Bean og mig fortsætter. Måske til hun er et år. Måske kun et par måneder endnu. Måske til hun nærmer sig halvandet. Det kommer an på hende. Og på mig. Og på hvordan vores situation er i det hele taget. Jeg håber bare, vi kan få lov at gøre det på vores måde. Uden alt for mange hævede øjenbryn eller nærgående kommentarer.

9. dec. 2012

Julehygge (eller hvad vi skal kalde det...)

Bean og mig har været med Søsterlil i Provinsen for at julehygge og lave konfekt hele weekenden med Mormor og Morfar.

Det kunne også have været rigtig hyggeligt. Men Bean har været VILDT anstrengende at have med - pjevset og grædende og sur og skulle underholdes non-stop. Og som en særlig, herlig feature har hun de sidste dage bestemt sig for at måltider er til for at skrige sig igennem. Nej, jeg ved ikke hvorfor. For hun er sulten og vil gerne have maden. Hun skriger bare imellem mundfuldene.

Og hun ER snottet og hoster lidt og så'en. Så hun er selvfølgelig ikke på toppen. Men det er megahårdt at være single-forælder med sådan et barn. Også selvom der er en moster, en mormor og en morfar, der gerne hjælper til. Det er i sidste ende mit ansvar og mig, der er den, der kan og skal trøste og nusse, når hun er ked.

Hvorom alting er, så har jeg slet ikke fået taget billeder af lækker mad, fine øjeblikke med mine forældre, smukt snevejr eller skøn konfekt.

I stedet kommer der lidt nissestemning fra tidligere på ugen.

På hænder og knæ - en lille kravlenisse

Helt glad Bean

Så bliver det ikke mere juleagtigt udi i naturen

6. dec. 2012

One small step for mankind...

... men et KÆMPE spring for mig.


Jeg kørte - for allerførste gang! - i bil alene i København.

Endda i mørke. Og parkerede på en smal, ensrettet sidevej på Frederiksberg.


Lige da jeg havde fået kørekort, arbejdede jeg et år som lærervikar på samme skole som mine forældre, og kørte derfor omkring 30 km stort set hver dag på en blanding af landevej og by.

Det gav en del rutine udi kørsel, men efter jeg flyttede hjemmefra har jeg næsten ikke kørt.

Derfor er det nu med en puls på 500 og storsvedende håndflader, når jeg nærmer mig førersædet. Rutinen er nemlig pist væk og har været det i mange år. Det til trods er jeg faktisk en god bilist, der kører stabilt og sikkert og inden for lovens rammer og tager hensyn. Siger Kæreste selv.

Kæreste får derfor lov at tage snart sagt alle køreture, mens jeg sidder på bagsædet med Bean. (Kan ikke huske, hvad min undskyldning var før fødslen - og før jeg var højgravid)


I går aftes skulle jeg til en korprøve i den anden ende af byen, det var koldt og mørkt, og jeg skulle kunne komme hurtigt hjem til aftenamning. Derfor samlede jeg alt mit mod og fandt kørehandskerne frem. (Kan ikke køre uden at pakke hænderne ind. Heller ikke om sommeren. Svedige håndflader glider på rattet. Mine hænder stress-sveder nemlig ikke bare lidt, men så det løber ned ad underarmene. Herlig feature)

Og kørte.

Det gik faktisk rigtig fint. Som i: det kunne jeg også gøre en anden gang.

Det var mere afslutningen på turen, der bragte mig ud i 'det går aldrig - jeg kører hjem igen': parkeringspladsjagt i Frederiksbergs små, smalle, ensrettede gader tog rundt regnet 30 minutter, hvor jeg skulle manøvrere en del rundt. Og gik i stå flere gange.

Men. Det lykkedes. Til sidst.


(Tænk, hvor stolt man kan blive over at gøre noget, som millioner af mennesker gør hver eneste dag... og lidt flov over at blive stolt.)

4. dec. 2012

Mere om søvn, juleri og fremdrift

Man skulle tro, jeg efterhånden ville være rutineret nok som blogger til at huske kamera i alle situationer - men sådan er det åbenbart ikke.

Derfor er der absolut ingen konfektbilleder. Heller ikke af flødebollerne, der ikke var de pæneste i verden, men i stedet så hjemmelavede og hyggelige ud. Og smagte fantastisk. Det er på ingen måde sidste gang, jeg kaster mig ud i at lave den slags. For det er overraskende nemt. Og folk bliver herreimponerede. What's not to like?

Nåmen, julestuen gik over al forventning.

Folk kom, klippeklistrede, spiste og drak og talte. Og talte noget mere. Og hyggede sig helt vildt.

Bean sov en ukarakteristisk lang middagslur (efter at være blevet vugget i søvn i barnevognen fordi hun i første omgang mente, at 30 minutter var rigeligt at sove), og var derfor i hopla, da hun kom op kl. halv fire (!?!), og de, der endnu ikke havde mødt hende, fik hilst på - og kommenteret de blå, blå øjne og lange vipper.

Så uimponeret kan man se ud, når ens far leger papparazzi.
Og så yndig kan man være i sin julekjole.

... og så kan vi i øvrigt næsten ikke få armene ned over det dér soveri. (Nej, Nemesis. Vi taler ikke fremtid eller noget, bare de sidste par nætter) For Bean har præsteret at sove fra putning til lidt i et (med en enkelt eller to omgange 'sut/trøst' imellem, blevet ammet, lagt i seng igen og har sovet videre til rundt regnet halv fem. Uden at give lyd fra sig derimellem! Blevet ammet og har sovet videre indtil ca. kl. 7 i midten af dobbeltsengen.

D.E.J.L.I.G.T.

I aftes havde vi dog en gråd-krise, fordi den lille dame er blevet snottet ligesom rundt regnet alle andre børn i omgangskredsen. (Tak) Og næsen drillede, så det var svært at sove med sut i munden. Og når man græder stopper næsen endnu mere. Så vi brugte en time (!) med et skrig-grædende/hulkende/snøftende/klagende lille barn, før det omsider lykkedes at få hende til at falde nok til ro til at falde i søvn. Puha. Flashback til kolik-månederne. Fatter ikke, at vi faktisk overlevede det.

Udover snot er Bean også udfordret af en del motorisk uro i øjeblikket, hvor hun er i fuld gang med at krybe frem i verden. Mere end det, faktisk. For hun har rejst sig til knæ og hænder og står og rokker frem og tilbage. I en alder af 7 måneder. Vi er ikke uimponerede (men vi er selvfølgelig heller ikke objektive beskuere på nogensomhelst måde)

Vi er ret spændte på at se, hvornår hun regner ud, hvordan man flytter tyngdepunkt og lemmer samtidig.

Måske hun er blevet en ferm lille kravler inden jul?

1. dec. 2012

Om skinny jeans, konfekt og søvn

Ved I hvad der skete i går?

Jeg rakte lidt distræt ind i klædeskabet i retning af min buksehylde og fandt det nærmeste par jeans.
Som viste sig at være mine skinny jeans.

I ved. Dem der, som man købte, fordi man i en periode var ekstra slim, og derfor troede, man kunne passe altid?

Men som man kun har kunnet passe i særlige perioder (og ALDRIG mens man var PMS-opsvulmet!), når træning/stress/diverse gav udslag i nedadgående retning på vægten.

De passede.

Sgu.

Og endda helt uden at jeg skulle trække maven ind for at knappe dem.

Jeg ved ikke, hvor længe det holder (særligt i denne juletid med ekstrameget sødt og godt), men for hulen hvor var det en skøn og god overraskelse at de bare gled på i går.

... måske har det noget med nattesøvn og hvile at gøre?

Indtil videre kan jeg nemlig næsten ikke få armene ned over den afsluttede samsovning. Og nu er der givetvis nogen, der synes, at det er noget skrækkeligt noget at sige, og tænk at jeg er glad for at være adskilt fra mit barn. Men helt ærligt, ikke?

Så er det fantastisk at få sit soveværelse igen. Og ikke at blive forstyrret hele tiden hele natten.

Alle dem, der kan sove dejligt sammen med deres børn, så alle får en god nattesøvn - herligt for jer. Helt oprigtigt. Det fungerer bare ikke her. Heller ikke for Bean, lader det til.

Hun har nemlig sovet bedre, tror jeg, siden vi flyttede sengen i onsdags. I al fald har hun været mindre vågen. Altså, det er stadig flere gange hver nat, vi skal ind til hende. Men i mellemperioderne kan jeg sove rigtigt. Og det holder 100%.

I nat blev hun forstyrret et par gange før midnat og en enkelt gang efter af larmende mennesker i trappeopgangen (dejligt... vi overvejer om man skulle investere i en lydtæt hoveddør, for det er godt nok en del lyd, der går igennem), men hvis vi skærer det bort, så sov hun fint fra midnatsamning til kl. halv fire-amning og derefter indtil kl. halv syv, hvor jeg vågnede ved, at hun rumsterede i sin seng. Da jeg gik ind til hende, lå hun og legede og snakkede med sin sovekanin. Og hvinede af fryd og spjættede  i hele kroppen, da hun fik øje på mig. Dét er da en herlig måde at stå op på!

... og så til konfekten. Som sidste indlæg jo egentlig skulle have handlet om.

Vi er næsten klar til julestue i morgen.

Søsterlil og mig lavede det meste konfekt i onsdags, alle småkager er bagt og i dag skal vi bare have gjort rent, pyntet op (inkl. det fine lille træ, som Kæreste kom hjem med) og forberede vin chaud og juleflødeboller.

Normalt går jeg ret meget all in på konfekt og laver trøfler og fyldte chokolader. Det gad jeg ikke i år - også fordi det er lidt bøvlet at lave med en vride-vende-dreje-sig-Bean på armen!

I stedet har vi lavet noget let og enkelt - men ikke desto mindre syndigt lækkert.

Fx ønskede Kæreste sig en 80er klassiker med cornflakes og rosiner i chokolade. Noget med at vende begge dele rundt i smeltet chokolade og så sætte små skefulde i petit fours forme. Hvor let kan det blive?

Jeg har også lavet Rocky Roads i en julet udgave med mini-marshmellows, tørrede abrikoser, rosiner, marcipan og mandler. Igen: smelt chokolade og bland sammen med alle ingredienser. Hæld i form, vendt på at det størkner i køleskabet og skær så i passende (små) stykker.

Derudover var der ønske om pistaciekugler, som jeg har lavet de sidste 5 år - marcipan æltet med appelsinsaft og -skal, trillet til kugler, vendt i smeltet chokolade og rullet i finthakkede (usaltede) pistaciekerner.

Til sidst lavede vi abrikosfirkanter - marcipan æltet med små stykker tørret abrikos og lidt calvados, overtrukket med chokolade og fint pyntet med små sukker-snefnug.

Jeg snød med småkagerne og bagte Irmas brunkager. Af og til må det godt være let.

Der er også lavet pebernødder efter en hemmelig, svensk opskrift - udvekslet med ekspedient fra Stig P for snart 7 år siden, som havde den fra sin mormors faster. (Nej, den kommer ikke på bloggen. Den er hemmelig. Men den giver pebernødder som smager sådan, som man altid har vidst, de burde smage)

I går fik jeg bagt små mørdejssmåkager med syltede kirsebær i midten (tak til Bo Bedres årlige julebog) - Kæreste havde meget svært ved at holde fingrene fra dem, så det var godt, der var et par stykker, der gik i stykker på vej fra plade til afkølingsrist. Dem fik han.

I dag skal jeg kaste mig ud i årets mest ambitiøse projekt og lave flødeboller med marcipanbund og et syltet kirsebær inden i. Det bliver spændende at se, hvor fine jeg kan få bollerne.

... forresten må vi også åbne lågerne i Simply Chokolate-julekalendrene. Ja, i flertal. For Søsterlil havde simpelthen købt en til mig som tak for den pakkekalender jeg laver til hende hvert år. Så nu har Kæreste og jeg hver vores chokoladekalender. (Jeg kan helt sikkert ikke passe de skinny jeans når december er slut!)

Og i morgen tidlig er der adventsgaver fra Mormor til os alle.

(Fik jeg nævnt, at jeg ELSKER jul?)

28. nov. 2012

For s**** da også!

I virkeligheden ville jeg have lavet et hyggeligt indlæg om al den konfekt, Søsterlil og jeg fik lavet i dag. Og det peberkagehus, vi fik samlet og pyntet.

Men så var der bare det ved dagen i dag, at Bean har været beyond træls.

Pylret og brokket sig og grædt og været træt men nægtet at sove og pylret og brokket sig og grædt. Så meget, at Underskudsmor, der ikke har sovet noget der minder om ordentligt den sidste uge, blev rigtig træt af hende. Og sur på hende. (Og fortalte hende på en overraskende voksen og rolig måde, at jeg var sur og hvorfor) Det er vildt svært at finde overskuddet frem for én der brokker sig uanset hvad man gør.

For f**den altså.

Så derfor er hun blevet puttet sådan rundt regnet 15 minutter før vanlig puttetid og ligger og sover nu. (Fordi konen jo ER træt) I sin seng. I baderummet.

Jeg talte nemlig med verdens bedste Sunder-Helle, der foreslog, at en af årsagerne til de fucked up lidt dårlige nætter, vi har i øjeblikket, kunne være, at Bean vågner af, at vi (læs: Kæreste. Jeg sover helt musestille og næsten ikke. Og ligger i samme stilling hele natten for ikke at larme og vågner derfor altid med sovende hofte og rødt mærke på samme) vender og drejer os i sengen.

Hun vågner også, fordi hun trods alt kun er knap 7 måneder/fordi hun har lært at krybe og det giver en masse motorisk uro/bare fordi.

Og nej. Vi har ikke en Bean med et stort sovehjerte.

Men moderen har brug for bare en lille smule mere søvn end hun får i øjeblikket for at kunne være andet end Sure Underskudsmor.

Det er jo JUL lige om lidt, for pokker. Jeg VIL være glade mor.


Nå. Så vi prøver at hun sover 'på eget værelse', og hvis det virker skal vi i en hulens fart have fat i noget tømrervæsen, der kan sætte franske døre i døråbningen mellem stuerne, så Bean kan flytte derind.

Nemesis. Du har været her. Længe. Fis et andet sted hen i nat, ikke?


26. nov. 2012

At sove eller ikke at sove...

(Kæreste underviser i Hamlet i øjeblikket, så jeg må godt parafrasere verdens mest parafraserede monolog. Jo, jeg må.)

Nåmen. Det dér søvn, ikke?

Det gør vi ikke så meget i for tiden. Igen vil jeg vove den påstand, at jeg er den, der sover allermindst.

Bean er nemlig SUPERdårlig til at tage længere stræk med lukkede øjne i øjeblikket. Fx var dagen i går pakket ind i knap en times formiddagslur, en times middagslur og en halv times eftermiddagslur.

Eftermiddagsluren er vi egentlig i gang med at udfase lidt, men den er altså ikke til at skippe, når man har sovet så lidt i løbet af dagen, og middagsluren slutter kl. 14. For selvom vi nærmer os 7 måneder og altså har en stor, lille pige, så kan hun ikke holde fra 14-19. Det kan vi heller ikke.

I nat har jeg været vågen og holdt hånd med en lille sparkemøflebokserumsteretrold fra 03.07-04.50, hvor møfleriet gik over i utilfredshed og det var spisetid. Kvæstet? Who me?

Vi overvejer lidt, hvorfor det nu skal til at være noget bøvleri igen-igen. For der har ellers været en periode på 3 uger (ca.) hvor hun bare lige skal have en sut/holde lidt i hånden når hun møfler omkring kl. 3 og så er hun faldet pænt i søvn igen. Og dagssøvnen har også i et godt stykke tid været MEGET bedre end pt.

Kæreste mener vokseværk.

Jeg mener motorisk uro - der er nemlig nogen (ja, Bean), der har knækket koden til at møve sig fremad. Med vilje.

Vi regner med, at det går over igen. (Ikke?!)

Og indtil da forsøger vi bare at holde nogenlunde sammen på os selv. (På blærefronten skal det lige nævnes, at jeg har været nede og styrketræne og løbe 2 gange i den forløbne uge trods massivt søvnunderskud. OG nåede ud på Designskolens julemarked i lørdags og kom til at købe fine, fine ting. Mest til Bean.)




Baby Blue Eyes. (Sove? Mig? You must be kidding, Mother)

Stenbrosbarnet på søndagstur i Dyrehaven - blade er spændende!


23. nov. 2012

Beans første jul - in spe

Julearrangementer kom bare an - vi har kjolen og forberedelserne i orden


Kjolen til julemånedens arrangementer er syet, strøget (ikke lige her, men i virkeligheden!) og klar til Bean. Yndigheds-overload, javist, men man må godt, når der skal være fest. Til hverdag er hun en 'body og strømpebukser' eller 'heldragt' kinda gal.

Julekjolen bliver noget med noget bordeaux velour, og jeg lover, der kommer billeder. Både med og uden barn. Den skal bare lige sys først, og det bliver et projekt, der kommer til at vente til julestue, konfektlavning, småkagebagning og samling af honningkagehus er overstået.

(Fik jeg nævnt, at jeg ELSKER jul?)


Jeg kan i øvrigt varmt anbefale den fine julebog med et stikkende juletræ, en blød strømpe og en kradsende gavesæk. Blandt meget andet. Vi øver os på, hvad julen indeholder og Bean er helt vild med bogen. Særligt nu, hvor hun har forstået konceptet med at de forskellige siders indhold føles forskelligt.


21. nov. 2012

Jeg glæder mig i denne tid...

Jeg E.L.S.K.E.R. jul.

Elsker.

Og jeg glæder mig sådan til første jul med Bean, selvom hun er alt for lille til at forstå frygteligt meget af, hvad der foregår.

Jeg glæder mig til at skabe nye traditioner - vores egne - og til med tiden at finde vores egen måde at holde jul på.

Nu, mens barnet sover, er jeg igang med indkøbs- og planlægningsliste til årets julestue, som vi for 3. (4.?) år i træk holder 1. søndag i december. På den måde når vi at se så mange venner som muligt med mindst mulig 'fare-ud-ad-døren-til-1000-arrangementer-stress'.


... december; kom bare an!

Lys med neontal fra Kunstindustrien, chokoladekalender til de voksne med det awesome koncept 'halve dage' og dermed 30 stykker fyldt chokolade fra Simply Chokolate. Og fine bomuldsgrene som var en babysittergave fra den nybagte mor.
PS: Beklager i øvrigt den rimeligt ringe billedkvalitet. Har endnu ikke luret, hvordan jeg får spejlreflekskamerabillederne over på Mac'en.

19. nov. 2012

Vi øver os...

Bean øver sig på at spise:

- forskellige smage
- forskellige konsistenser
- ved at blive madet
- og ved at spise selv

Tvebakker er et hit!

Toddlers bestik er supergodt til små hænder - det lykkes faktisk at få den rigtige ende af skeen ind i munden
Jeg har (endnu) ikke noget som helst imod, at spisebord, barn, stol, gulv og til dels mig selv ligner en fedtet slagmark efter et måltid. For hun hygger sig sådan med at spise, gør hun. Og har HELT sikkert forstået pointen med at putte mad i munden. Det er også tydeligt, at der er noget, der er bedre end andet, selvom Bean er frisk på at smage det meste.

Øllebrød er dog indtil videre kun mødt med gag-refleks og vrede råb. Til gengæld er både laks, rejer, avokado og ikke mindst havregrød med jordbær på favoritlisten.

(Hvis der er nogen, der har gode insider-fifs til en god dækkeserviet, der bliver hvor den er og som er let at tørre af - bring it on!)



Jeg øver mig på at skulle forholde mig til virkeligheden igen. Snart.

Kæreste kom helt glad til at sige, at 'nu er der jo kun 6 uger til jeg skal på barsel'. Men det betyder for pokker, at om 6 uger slutter det for mig. Og så venter den virkelige verden med dagpengeland og almen trælshed og jobjagt.

(Om jeg kom til at græde? Helt vildt meget. Nej da, for det er skønt for Kæreste, at have 3 måneders orlov og hygge med Bean - endnu skønnere at han glæder sig helt vildt og mere og mere efterhånden som hun bliver større og sjovere)

Jeg har sendt 2 seriøse ansøgninger afsted. Med en lille klump i halsen og en lidt større i maven.

For i virkeligheden ville jeg faktisk have det rigtig fint med at gå hjemme med Bean et godt stykke tid endnu. I al fald til hun er lidt over 1 år. (Hvorfor er det lige, at Danmark er det eneste land i Skandinavien, hvor det er normen, at børn kommer i vuggestue/dagpleje før deres fyldte 1. år?)


Nu må vi se. Det ene job er et sted, jeg kender og har arbejdet før - det er godt nok en anden funktion, men det er en god arbejdsplads, gode kollegaer, tæt på og offentligt (= ordnede forhold og ingen rynkede bryn hvis man går 15.30, så længe man rammer de 37 timer om ugen) Det gad jeg faktisk rigtig godt.

Man må gerne krydse fingre.

18. nov. 2012

At give den videre - og give away-vinder

I går var jeg på visit igen hos nybagt mor-veninde. Denne gang var formålet babysitting, så hende og hendes kæreste kunne få lidt tosomhed.

Vi aftalte at de var afsted en time for at spise frokost bare de to, mens jeg var hjemme med babyen. (Bean er i mit hoved ikke en baby længere, men et 'barn'. Spøjst, egentlig, hvordan den slags ændrer sig)

Den lille pige vågnede 2 minutter efter at forældrene var gået, men vi hyggede os indtil de kom igen. Der blev puslet, hyggesnakket og sunget sange om små edderkopper - hvilket udløste et fint babysmil. Så var der et gab og hun begyndte at småklynke.

Enter Ergobaby!

Jeg havde nemlig vores bæresele med og sammen med den, den smarte indsats, som gør, at man kan bruge selen til de helt små. Den indsats, som vi fik af Øglemoren i sin tid. Og som har været HELT uundværlig - vi er stadig vildt glade for Ergo'en, som er let, praktisk og god for både bærer og barn at være i. Bean er i al fald superglad for at sidde og kigge fra side til side i den.

Jeg havde sele og indsats med, for at de nybagte kunne teste delene på deres lille pige - som stadig ikke gider sove og som stadig er svær at have med at gøre.

Nåmen, jeg lagde babybarnet i indsats og sele og efter 20 sekunder sov hun sødt og tungt og babysmaskede i drømme ind mod mig. Awww. Lige dér blev jeg altså lidt skruk igen. (Men det gik hurtigt over)

For der er noget helt vildt dejligt over den slags eftergivenhed og et lillebitte barn. (NU forstår jeg, hvorfor folk sagde 'nyd det')

... og hun sov stadig 40 minutter senere, da forældrene kom hjem, mætte og glade for lidt kærestetid og helt trygge ved at have mig som babysitter.

De har overtaget babyindsatsen og er nu på udkig efter selve Ergo'en.


Nåja - VINDEREN af det dér give away blev (udvalgt af random.org og dermed helt upartisk, selvom der er en slags poetic justice i det) Øglemoren!

(Hvis du lige sender mig en forstadsadresse, så kommer der en pusletaske til dig med posten)

15. nov. 2012

Disclaimer: indeholder krea

Siden sidst har der været rim'li' meget gang i symaskinen her i andelen. (Det er også noget med at udnytte at monstrummet fra start-70'erne er blevet hejset op på bordet og pakket ud. Sådan en bunke metal vejer altså en hel del) - bl.a. har Bean fået en ny, lille pusletaske. 

Som er total praktisk til de små, korte ture, hvor man bare lige skal have et par bleer og nogle vådservietter med. Fordi den netop indeholder bleer og vådservietter og ikke andet. Den er i bævernylon yderst (praktisk i dansk vejr) og voksdug inderst (= let at rengøre efter pusling). Og lille nok til at ligge i fodenden af barnevognen. 

Lille og fiks

... og med praktiske lommer.

Når man ikke skal længere end legepladsen og tilbage igen, så er det skisme dejligt, at man ikke (længere) behøver at slæbe den store pusletaske med. Og så lover jeg i øvrigt, at Bean syntes, det var skægt at gynge for første gang. Der var smil både før og efter billedet blev taget. Det er bare skidesvært at fange med mobil-kameraet!



Nåmen, udover pusletasken er der også blevet syet noget hagesmæk og noget Mac-cover af voksdugs-stoffet. Og en fin decemberkjole til Bean af noget rød/hvid-stribet værk. Og jeg har købt både mønster og bordeaux fløjl til julekjolen, så der kan skrues max op for yndighedsfaktoren.

Alt dette er der nemlig tid til, når Bean har fundet ud af at sove ca. 2 timer til middag. I barnevognen. I gården.

Oh yes!

(Husk lige at give away'en løber til søndag - hvis du eller nogen, du kender skal deltage. Klik HER og kom direkte hen til den)

11. nov. 2012

Give away!

Som lovet kommer hermed min allerførste give away. (Indsæt selv udråbstegn)


Det er ikke noget stort og fancy - til gengæld er det 100% hjemmelavet med omhu og kærlighed.


Hvis du er typen, der har lyst til at vinde en dukke-pusletaske til advents/jule/fødselsdags/...-gave til barnet (m/k), der elsker sine dukker, så skriv en kommentar.


Du er velkommen til at dele eller linke til mig, men der er kun et enkelt lod at vinde uanset hvad.

Jeg trækker lod om en uge - dvs. søndag d. 18. efter kl. 18.


... og her lidt fotos af det, der gives væk:


Klar til at tage over (barne)skulderen og med dukkerne på udflugt




Ready, set, PUSL. Der følger et par engangs-vaskeklude og et par stofbleer, str. dukke, med




... og så lidt detalje-lir

7. nov. 2012

At hjælpe hvor man kan

Jeg kender en, der næsten lige er blevet mor. Som i: for 3 uger siden.

Og som er ved at knække helt i øjeblikket med et barn, der nægter at sove. Hverken om dagen eller om natten kan de få den lille dame til at falde i søvn i mere end 1 time ad gangen.

Hun er også rigtig ked af det (barnet, forstås. Moderen også)

Så derfor har vi haft en del sms- og mailkorrespondance, hvor jeg har fortalt om, hvad vi gjorde, hvad der hjalp os og hvordan barnefaderen kan komme mere på banen og hjælpe, så moderen kan få en pause, lidt opladning og lidt uforstyrret søvn af og til.

I går var jeg forbi.

Og så en fin, lille pige (der jo vejede INGENTING. Eller. 4 kg ved fødslen er jo ikke ingenting, men i forhold til Bean str. 6 måneder føltes det som en fjer) og en træt mor.

Jeg havde taget lidt mor-blade og mørk chokolade med, og hele pointen med barselsbesøget var at aflaste lidt, så derfor var mit spørgsmål, da vi havde sat os i sofaen:

'Hvad har du brug for, at jeg gør?'

Hun viste mig den største tillidserklæring og bad mig gå en tur med den lille pige, så hun selv kunne slappe lidt af. Som den allerførste, der skulle være alene med barnet ud over hende. Selvom vi nok i virkeligheden (indtil videre i al fald) er mere bekendte end veninder.

Så jeg trillede i en time med en lille ny, der opførte sig eksemplarisk og sov hele turen, blandt nedfaldne blade og begravede berømtheder og kom hjem til en mor, der havde sovet tungt og godt i visheden om, at hun ikke blev vækket af barnegråd om 5 minutter - og som var så glad over hjælpen, at hun fik tårer i øjnene.

Ingen af hendes venner havde tilbudt noget lignende. De havde bare - i bedste mening - spurgt, om de ikke skulle blive væk, indtil der var lidt mere overskud. For besøg med snak og hygge kan man ikke, når man aldrig sover. Praktisk hjælp, til gengæld. Det betyder mere, end man aner.

Det ved jeg af erfaring, og derfor var det en fantastisk følelse at kunne træde til og være den, der havde lidt erfaring og overskud.


Bean? Hun hyggede og legede og grinede og spiste mos fra den nye TrippTrapp-stol herhjemme med Kæreste i de par timer, jeg passede på nogle andre.

5. nov. 2012

Ååhndskyld (give away in spe)

Jeg beklager mange gange, hvis kagebilledet fra sidste indlæg ødelagde kure og udvidede livvidde hos andre end mig selv og gæsterne til festen.

Som plaster på såret påtænker jeg at sy endnu en pusletaske i dukkestørrelse og give den væk. Hvis det skulle være.

Skulle det være?

4. nov. 2012

Navngivning

Vi havde simpelthen sådan en fantastisk dag i går.

På alle måder. Helt uden ironi.


Bean var et gennemført eksemplarisk barn (på trods af, at hun ikke sov mere end 1 time sammenlagt mellem kl. 10-19), og vi kunne nyde dejlig mad på bistro sammen med glade gæster med vågen og nysgerrig Bean. Der dog lige blev ret ked mellem forret og hovedret. Men det ville jeg nu også være, hvis jeg var a) ret sulten og b) havde en del maveindhold, jeg skulle af med. På samme tid.

Hun var yndig i sin mormor-strikkede, pastelgule kjole og meget opmærksom på de andre børn og stedet i det hele taget.

Efter tre retters lækker bistromad gik vi de 500 meter hjem til Andelen, hvor der var gaveudpakning og kagespisning.

Og jøsses, hvor blev hun begavet, barnet. Med mange, mange fine ting, en personlig halskæde, en flagstang, gode bøger, TrippTrapp-stol, (pænt!) legetøj og skønne Happy Lights.

Kagen (der endte med at veje omkring 240 kg og bl.a. indeholde 1 liter piskefløde, 500 g chokolade og meget andet godt) var blevet så fint dekoreret af Moster, der havde kastet sig over hjemmelavet fondant og udformet brombærblade i efterårsfarver (for der var også brombærmousse i kagen). Alle var (behørigt!) imponerede over synet og - heldigvis! - også smagen. Nuij, den var go'! Og heftig. Og der var meget af den, så ALLE blev nødet til at tage et stykke med hjem.

Den færdige kage før dekorationen; bestående af marcipan-chokolade bunde øverst og nederst, mandelbund i midten, en potent chokolademousse som nederste lag og en lækker, frisk brombærmousse som øverste lag. Smurt med smørcreme all over og overtrukket med marcipan. Mmmm.
Størrelsesforholdet ses ret tydeligt ift. Kitchen Aid'en i baggrunden.
Jeg lover der kommer flere billeder, men de ligger alle på det 'store' kamera og skal lige lægges ind på Mac'en først.
Nu med pynt (og sådan lettere computerredigeret...)

Nu er der bare et lille hjørne tilbage, som Kæreste og mig kan nyde senere. Helle for det største stykke.

Gæsterne var glade, stemningen afslappet og alle lod til at hygge sig. Inkl. Bean. Og os. Hvilket var ret vigtigt.


Kan det blive bedre?


2. nov. 2012

Også mig! Også mig!

På en tidlig formiddags-gåtur med barnevogn (og Bean) mødte jeg et par rigtig gamle mennesker, der kom gående hånd i hånd og med indkøbs-taske-på-hjul i de frie hænder.

Sådan et par, der har været gift i 70 år, og som stadig holder hånd på vej ud for at handle ind.

Det gider jeg godt. Jeg gider rigtig godt det dér 'for evigt' med Kæreste.

Og jeg blev helt glad inden i ved synet af de to.

31. okt. 2012

No, it's...not

S...not. Fik I den?

Bean er (nok) ikke ved at få tænder, men er bare blevet rigtig forkølet.

Det er derfor, hun er så pjevset og ked og vågner HELE tiden, HELE natten. Og max sover 40 minutter ad gangen i løbet af dagen.

Til trods for det er hun en trooper, når hun så vågner (og lige er kommet til sig selv) og vil faktisk gerne være glad og lege. Men orker det ikke rigtig. Til gengæld gider hun putte meget mere end sædvanligt.

I dag havde jeg hende med i ergo-selen i køkkenet, fordi navngivnings-kagen er et større projekt, der kræver en del etaper (Der skal nok komme billeder. Jeg lover.), og en etape skulle helst nås i dag. Hun fulgte interesseret med i æggepiskning ad flere omgange, men det endte med, at hun stille og roligt - og uden sut! - faldt i søvn siddende op ad sin kagebagende mor. Jeg kan ikke huske, hvornår hun sidst har sovet sådan, men ih, hvor var det hjertesmeltende hyggeligt.


Skægt (not funny-haha, but funny peculiar), hvordan man (jeg) meget bedre kan overskue og have overskud til pjevse-baby, når jeg ved, det er fordi hun er forkølet og derfor lidt skidtmas, end når hun bare er pjevset.

I øvrigt: det dér med at falde i søvn er hun rigtig god til i øjeblikket, specielt til natteputningen. (Ja, Nemesis, der blev skrevet 'i øjeblikket', så bare fis af!) I dag blev hun nusset, ammet, lagt og kysset godnat - og så klarede hun selv resten. Alene i soveværelset. Så skal vi bare have klaret bihulerne igen og forhåbentlig få lidt bedre søvn resten af tiden.

30. okt. 2012

6 måneder senere

Helt ny - 0 timer og 0 dage gammel og lidt utilfreds med at flytte fra 'inde' til 'ude'

Lidt skeptisk og med store, runde kinder i noget park - 6 måneder. Sgu.
I dag er det Beans (halve) fødselsdag.

Vi har fejret med øllebrød (semi-succes), svømmehal (altid stor succes) og en hel masse vågenhed og ked-af-det-hed. (Og blussende kinder. Måske er der noget tand på vej? Det kunne i så fald forklare noget, der mest af alt minder om tigerspring her midt imellem to tigerspring)

Der er simpelthen gået et helt halvt år siden vi mødte Bean for første gang IRL. Og hvor vi har øvet os i at lære hinanden at kende - på godt og ondt (onde mor kom til at sige 'hold nu KÆFT, Bean', ret højt i går nat, mens Kæreste var ved at bære skrigende barn rundt i soveværelset for at få hende til at falde til ro. På 45. minut. Men det er ingen undskyldning, og jeg er bestemt ikke stolt over det.). Og hvor Kæreste og jeg har fundet nogenlunde ud af at være nogens forældre. Nogenlunde.

Og hvor vi stadig er friske på en baby nr. 2. Men først når vi har kunnet sove ordentligt i minimum et år. Såe, der er nok lige lidt tid til. Og til en baby 2 har vi ganske få ønsker. Sund og rask, selvfølgelig, men derudover enten et roligt temperament eller et stort sovehjerte. Og hvis bølgerne i ønskeland går rigtig højt, så kunne en kombination af de to ting være FANtastisk.

For Bean er det smukkeste, herligste, skæggeste lille barn - men nem og/eller easy going, det er hun ikke. Overhovedet. Det er så også ok, for efterhånden ville vi jo synes, det var helt mærkeligt hvis hun pludselig blev det letteste barn i verden. Bean er Bean.

Tillykke til os.

29. okt. 2012

... og de andre slags dage

Fredag var fantastisk.

Søndag var... ikke fantastisk. Overhovedet.


Kæreste kom hjem lørdag eftermiddag og var helt blæst i hovedet efter lange dage med kollegaer. Og var altså ikke til det helt store. Jeg var ude at gå med stædigt barn (nej, hvorfor SKULLE man dog også sove, bare fordi man er træt?), og bad ham køre på apoteket og købe fedtcreme til barnets kinder som værn mod vinterkulden.

Han forstod det som: tag på McD først og nå evt. apoteket 5 min. efter lukketid. Suk.


Søndag havde han det slattent og var derfor slet ikke i stand til at tage sig af Bean (WTF?! Hvorfor kan mødre så, når vi er syge? Eller er det bare her på matriklen, det er sådan, det hænger sammen?) Og jeg var flad med flad på efter at have været single-mom siden torsdag og været på stort set uden breaks lige så længe. (Hatten af og DYBT buk for alle solo-forældre. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan I kan. I er for seje.)

Slatten Kæreste og flad yours truly er en skidt kombination,  og det krævede oprigtigt talt opbud af al min viljestyrke at holde en (meget) spids bemærkning indenbords, da jeg tog mig den frihed at besøge det lille hus + lynspise en portion yoghurt i køkkenet, og jeg så kunne høre Bean brokke sig højere og højere og begynde at lyde ked af det. Inde fra stuen. Hvor Kæreste også var. Fordi hun havde gylpet og lå med hele den ene arm i gylp. Mens han lå på sofaen og så på.

Er I klar over, hvor mange gange man kan nå at tælle til 10, mens man simultant tørrer gylp op og trøster barn?

Jeg havde egentlig satset på at have huset lidt for mig selv, og at Kæreste gik middagslur-tur med Bean, men det kan man jo ikke, når man er slatten (igen: hvordan er det så, at mødre kan, selvom de er slatne?), så det blev til 2 timer rundt om en hel del søer med misundelig skulen til lykkelige par med barne- og klapvogne, der sådan gik rundt og hyggesnakkede i det i øvrigt smukke efterårsvejr.


Dagen sluttede (heldigvis) ok med at sidde arm i arm i sofaen og se Ridiculousness på MTV (jo, det er sjovt).

(Natten har til gengæld budt på 4 (!!!) skrigeseancer fra Bean. Vi takker og bukker og krydser fingre for, at det bare var lidt vintertids-bøvl, som ER slut nu. Seriøst. Kan vi ikke afskaffe det dér med at skifte tid? Både børn, voksne og dyr har jo problemer med det)

27. okt. 2012

Lykkelig baby og babylykke

Nu er det jo svært at spørge sådan direkte og få et entydigt svar, men jeg tror, at Bean var noget nær lykkelig i går.

Vi havde den dejligste, hyggeligste dag - også selvom rutinerne blev vendt en anelse på hovedet. Der var nemlig formiddagslur i barnevognen på vejen ud til babymotorik på APA - et hold, der starter lige midt i luren for de fleste af børnenes vedkommende. Bean faldt i søvn da vi var sådan ca. halvvejs, og så lod jeg hende ligge på barnevognsparkeringen og tog babyalarmen med til motorik.

... men vækkede hende alligevel, da hun havde sovet en god time, så hun kunne nå at være med. Det plejer at være forbundet med vrede og ked-af-det-hed at vække sovende Bean, men jeg formåede tilsyneladende at gøre det så stille og roligt og langsomt, at hun syntes, det var ok.

Det er nok heller ikke tosset at blive vækket for at blive klædt af til bleen (nøgenhed er DEJLIGT (undtagen når man tisser ud over hele legemadrassen OG sig selv OG sin mor)) og blive leget med. Og danset med. Og svinget rundt.

I al fald var der høje grin og store smil fra damen under hele forløbet. (Moren smeltede at lykke flere gange undervejs)

Jeg plejer ellers at være hende med den sure baby.

Midt i forløbet var der made/skifte/nusse-pause, og konceptet 'højstol' blev afprøvet for første gang. Med stor succes og gulerodsmos ud over det hele. (Vi glæder os dermed ekstra meget til næste lørdag, hvor vi får en højstol i hjemmet; navngivningsgaven fra mormor og morfar.)

Humøret stod sin prøve, da babyerne nu blev lagt på madrasser midt på gulvet mens det var mødrene, der skulle træne. I 45 minutter. Og guess what? Det gik FINT! Ikke en eneste sur lyd fra Bean - lyd, jo, men vi øver os bare på, hvor højt vi kan snakke. Og det lykkedes hende at skubbe sig en anelse FREMAD (!!!) ved at sætte fra med ben og fødder i det ikke-glide-agtige underlag, så hun kunne nå en anden babys legetøj og hapse det (dygtig pige)

Det er hårdt at være til motorik, så hun tog 2,5 times lur i barnevognen, mens jeg var på cafe med nogle af med-APAerne, og vågnede først, da vi var næsten hjemme. Helt glad og overskudsagtig og frisk på at spise og lege noget mere.

Så det gjorde vi. Og powernappede om eftermiddagen, sammen.

Og hyggede hele aftenen.

Mens Bean havde sin 'nøgentid', udnyttede jeg hendes gode humør til at nusse og kysse hele den lille krop. Og barnet smilede og så helt salig ud.

Jeg tror stort set ikke, der var nogen gråd i går. Lidt klynk inden sovning. Men ellers bare smil, grin og stor koncentration ved at undersøge legetøj/mors næse/bøgerne på reolen/...


Hvis det ikke er lykke... både for mor og barn.


26. okt. 2012

Spirella og Rotella

... også kendt som moren og Bean.

Jeg har været til det dér gynækolog i dag. Og overvejer om ikke ALLE fremtidige sundhedsbesøg, der har med underlivet at gøre, skal foregå sådan et sted.

For det var da en ualmindeligt uproblematisk og smertefri omgang at få sat den dér spiral op. Jeg ved ikke, om det bare er min læge, der er lidt hårdhændet/kluntet/uøvet, men jeg synes, at det plejer at være forbundet med lidt 'av' bare at få det dér andenæb anbragt nogenlunde, når jeg er hos ham. Også efter fødslen. Her kunne jeg da godt fornemme, at der skete noget, men det var helt, helt smertefrit. Og gik superhurtigt.

Bean lå og brokkede sig lidt på et medbragt tæppe, mens jeg simultant sang for hende og fik installeret prævention.

Og bortset fra prisen (seriøst?! 1200 kr for en lille plastikdims med lidt hormon i?), så satser jeg stærkt på at blive vældigt glad for konceptet.

Spirella-mor brugte resten af dagen på lang gåtur med mødregruppen i strid kuling (brrrrr, så blev det åbenbart vinter?), lege med Bean, skifte Bean, eftermiddags-powernappe med Bean, lave mad med Bean, amme Bean og putte Bean.

Vi er nemlig alene hjemme indtil lørdag, mens Kæreste feder den med kollegaerne i det nordlige Tyskland.

Og frk. Rotella? Hun bruger ret meget tid på at krabbe sig rundt om sin egen akse. 360 grader kan hun komme rundt (og rundt og rundt og rundt. Og rundt.), og så er det jo bare at lægge legetøj i en cirkel rundt om hende. Oh, hvor vil hun gerne komme frem også, men indtil videre er det bare blevet til at komme til at skubbe sig lidt tilbage.

25. okt. 2012

Søvn... eller det, der ligner

Alle dem, der kender de hemmelige tricks til at få babyer til at sove bedre om natten - speak up!

Det er SLET ikke, fordi jeg på nuværende tidspunkt forventer at kunne sove en hel nat uden afbrydelser. Eller at Bean skal sove fra 19-7.

Det ville bare være så dejligt med mere end 3 timers sammenhængende søvn (på en god nat).

Pt. ser en aften/nat nemlig således ud:

Kl. 19.15-19.45 (afhængigt af dagsform og -søvn): Putning

Kl. 23ish: Bean græder. Meget. (Men er ikke sulten - i al fald har det max været et par sug i mælkemaskinen, før hun falder til ro)

Kl. 24ish: Bean vågner og spiser. Det sker ret fredeligt - Kæreste sover videre.

Kl. 01.30ish: Bean vågner og mosler. Skal som regel have sutten igen og med 'håndspålæggelse' og 'schyyyy' overtages til at sove videre. Kæreste opdager som regel ikke denne opvågning.

Kl. 03ish: Bean vågner og græder. Ikke sulten - jf. kl. 23.

Kl. 04.20ish: Bean vågner og spiser. Bruger en del mosletid med 'schyyy' og holde hånd på at falde i søvn igen. Kæreste sover som regel også igennem her.

Kl. 05.30ish: Bean vågner og mosler. Får måske lidt mad og kommer over imellem Kæreste og mig i halvandenmandssengen. (Gæt hvem der ender med at have allermindst plads af alle?)

Et sted mellem 06.30-07.30 vågner Bean og dagen starter med 5 minutters hyggesnak i sengen inden det er tid til skiftning og dagens øvrige gøremål.


... det, der kunne være MEGAdejligt, var at undgå de der grædeture midt om natten. Og at Bean fx bare sov mellem de to amninger. Dvs. fra midnat til (meget) tidlig morgen. Så jeg kunne sove helt op til 4,5 time i streg.

Gode råd. Nu.


I øvrigt synes jeg, det er SÅ dejligt for alle dem, der har børn med kæmpe sovehjerter. Virkelig. Jeg orker bare ikke altid at høre om, at I sover 10 timer hjemme hos jer. Når jeg selv er blevet vækket en gang i timen mellem 23-05.

23. okt. 2012

Gør-det-selv julegave

Niece er nået en alder, hvor hun er svært glad for dukker.

Hvilket er så fint for mig og alle mine mønstre og stofrester, der passer fint på dukketøj og -tilbehør. Og som er mindre syprojekter, der er overskuelige. (Jeg glæder mig dog til at kunne kaste mig over syning igen, sådan lidt mere seriøst)

Derfor er det clearet med forældrene, at årets julegave er hjemmelavet og til dukkerne.



En pusletaske med fyld (der ikke lige er lavet endnu...), der er af samme type, som jeg i sin tid syede til Nieces mor.

Ideen er hapset fra Kirstens DIY her, men jeg har lavet lidt om, bl.a. ved at sy lommestykkerne sammen af sommerfuglestof og forstof.

Det er tanken, at tasken skal indeholde et par dukkebleer (evt. købte str. Newborn), en stofble, måske en sutteflaske/sut og lidt dukketøj.

Så satser vi på, at den 2,5 årige bliver glad. (Det er nemlig liiiidt svært at bytte gør-det-selv gaver)


... og hvis der sidder nogen derude med piger, der er glade for dukker, så tror jeg godt, jeg kunne lokkes til at sy et par pusletasker m/u fyld til dem også.

21. okt. 2012

Shame on you, moms

Politiken bragte i dag en forsideartikel og et tema om spisevægring hos små børn (som i 0-3 år)

(Den kan læses her)

Og det er skrækkeligt, at mellem 20-30% af de små ender med et hospitalsbesøg af enten et par dage eller med sonde. Og helt sikkert noget, der skal forskes i årsagerne til - så tallet kan bringes ned.

Men.

Artiklen handler om, at det er relationen til MOR, der er det store problem. Og ja. Hvis det handlede om spisevægring hos børn der udelukkende lever af modermælk, så gav det også mening. For det er mor, der står for den del af maden.

Nu var det bare om børn op til 3 år.

Hvorfor skriver man ikke 'forældrene' eller 'mor og far'? Hvorfor er det udelukkende på moderens skuldre ansvar og skyld ligger? Fædre er vel også en del af spisesituationerne?

»Nybagte mødre har ofte for mange ting kørende ved siden af. De giver sig ikke selv plads til bare at være i nærværet med deres barn. Det lyder enormt gammeldags, men man har brug for fred og ro omkring sig«, 

Det er med andre ord, alle de mødre nu til dags, der ikke helliger sig barnet 100% i hvert eneste vågent øjeblik, den er gal med. Sådan sat hårdt mod hårdt.

Det er da meget muligt, at der er et fåtal, der har alt for travlt med at tage på cafe/realisere sig selv/powerwalke/bage til mødregruppen til at bruge nok 1-til-1 tid med baby. Men mon ikke langt de fleste af os bruger uTROligt meget barselstid på at være i øjenhøjde med vores børn?

Og - undskyld mig - men det med det hjemmebagte brød... For 2-3 generationer siden var det der med husligt arbejde og madlavning vist i rimelig høj grad (hus)mors job. Også mens der var små børn. Og uden at far nødvendigvis tog over, når han kom hjem fra arbejde.

Jeg ved ikke, hvad det skyldes, at der er så mange, der får madproblemer. Og jeg synes, det er forfærdeligt med alle små børn, der får et problematisk forhold til mad.

Kunne vi ikke bare blive enige om, sådan retorisk til at starte med, at det er et FORÆLDRE-ansvar. Ikke et MOR-ansvar.


Vi har altså nok at have (kronisk) dårlig samvittighed over i forvejen.



PS: Kan nogen huske den debat, der var i foråret (mens jeg var ret tyk om maven), om at støv mv. var skadeligt for fostret, og at GRAVIDE derfor burde gøre mere rent? Igen. Hvorfor ikke FAMILIERNE? Og hvorfor add'e skyld med skyld på til alle dem, der i forvejen er motorisk og overskuds-mæssigt udfordrede af den voksende livvidde og ændrede tyngdepunkt? Hvorfor er det altid kvindernes skyld og ansvar?

20. okt. 2012

'As if'. Kærlig hilsen, Nemesis

Jeg vidste det jo egentlig godt. (Og det gjorde I vist også, ikke?)

Hende Nemesis er en dum kælling skrap og årvågen dame.

Derfor endte den gode fredag med pylret, ked og feberramt Bean. Hun gik tidligt i seng og har faktisk sovet rimeligt godt, men hun er stadig varm, halvslatten og ikke helt på toppen.

Øv, altså.

I går aftes var det simpelthen så synd for hende, for det var tydeligt at hun faktisk havde lyst til at lege og hygge og nusse, men hun kunne slet ikke overskue det.

Vi krydser fingre for snarlig bedring, så vi igen kan få vores skægge, lille hyggebarn igen. For sådan er hun faktisk i øjeblikket.



Mormor og morfar-pasning var i øvrigt gået så fint - barnet sov i de to timer, vi var væk - og vågnede helt glad 5 minutter før vi kom hjem! Mormor og morfar havde nok i virkeligheden håbet på, at vi var væk i længere tid, så de kunne få solo-barnebarns-tid, men i betragtning af febersituationen var det vist ok, at det ikke blev en hellang eftermiddagssession. De kan tidsnok komme.

19. okt. 2012

Morgenstund har guld i mund...

... og det har Øglemoren også!

Hun er nemlig som den celebrity-blogger, hun er, blevet interviewet til noget børneblad. Og har nævnt denne blog som en, der er værd at læse. Hvis ikke Bean var lagt i søvn og sov sødt, så havde jeg muligvis danset en lillebitte glædesdans med lillebitte lyd på, da jeg læste det i går aftes.

Taaaak, Øglemor.


Nå, men morgenstundens guld var også over hustagene, da jeg (for første gang i halvanden uge!) var i løbeudstyret og nød turen, vejret, den smukke belysning og byens opvågning fra vores lille smørhul. Åhr, det er altså dejligt, det dér løb. Endorfiner holder hele vejen!

Køkkenprojektet er afsluttet, så der er atter tid til at flade ud med blog og almen hygge, når Bean sover. Det er - hvis jeg selv skal sige det! - blevet pisse smaddergodt. Og som bonus havde Magasin ud af det blå et super tilbud på noget køkkenmaskine, jeg har ønsket mig (men været for nærig/fattig til at købe) i flere år. Den bor nu på det ryddelige køkkenbord og skal snart tages i brug til at bage navngivningskage. Eller. Ikke bage kagen, men lave deje og mousser og den slags.

Work in progress - og alment køkkenkaos.
Rimeligt upraktisk med køleskab sådan stående midt i rummet...


Nu med maling - der er plads til et større køleskab. På sigt.

Med fyld - opbevaringsplads er en dejlig, dejlig ting!
Der mangler lige et par kasser til at putte det knap så pæne i,
men det er i den grad i småtingsafdelingen

Min Nye Bedste Ven. Plakaten er fra Morfars ungdomsværelse,
barstolen fik en omgang med malerpenslen nu jeg var igang.
På bordet står Summerbirdflødeboller til babysittere og hjemmelavet hindbærsaft.
2100 Overskud, anyone?


Mormor og Morfar kommer på besøg for at babysitte hende her:

Slangemenneske med tykke lårbasser

... mens Kæreste og mig skal på date og spise frokost på Nørrebro Bryghus.


Kan det næsten blive andet end en skøn og herlig fredag? (Ikke et ORD til Nemesis!)


16. okt. 2012

Byggeprojekt, tigerbaby og efterår

Lidt update her på gør-det-selv fronten:

Møblet er bygget (trods uTROligt skæve vægge og buede gulve, lige der, hvor det står) - mest af Kæreste, men jeg har også været igang med skruemaskine og ikke mindst udformning af byggevejledning. Er åbenbart typen, der er god til at finde ud af, hvordan man praktisk GØR tingene, selvom jeg aldrig har bygget stort andet end IKEA-møbler (det er jeg så til gengæld noget i retning af verdensmester i) og en ølkasse eller to i sløjd i folkeren.

Det tog alt i alt 7 timer fordelt på lørdag og søndag - hvor vi på skift legede med/nussede/skiftede/trøstede tigerbabyen, der valgte netop weekenden til at være i ret voldsomt humør.

I går blev det indkøbt kridhvid maling, og andet lag er netop færdigt. Maling er altid min opgave. Mest fordi Kæreste hader det, og jeg ikke gør. Det tredje lag hvid kommer på engang i løbet af eftermiddag/aften.

I morgen skal bagstykkerne så males  - i tre nuancer af blågrøn, ligesom køkkenkasserne.

Det bliver SÅ fint det hele, og jeg lover, der kommer billeder af processen.

Når malearbejdet er klaret skal vi have sat tre små spots op, så der kan komme fint lys også, og omplaceret køkkenlamperne generelt. Og fylde vores ting i de nybyggede og -malede hyldemeter.


Vi er ret gode til at gøre-det-selv sammen. Faktisk. (Jeg ved da ikke hvorfor, eller hvordan vi gør det. Sådan er det bare) Også selvom vi har en tigerbaby, der vågner og skrigegræder flere gange hver nat i øjeblikket udover den almindelige spise-opvågning. Og selvom det er vådt og gråt og temmelig køligt udenfor og dermed mere vejr til sofahygge med varme drikke og ostemadder end handywork og åbne vinduer.

... fortsættelse følger :)

13. okt. 2012

Oprydnings-bonanza

Af og til har jeg vældig svært ved at finde ud af, hvor min logik bor.

For netop i disse dage, hvor Beans nattesøvn i hidtil uset grad er fragmenteret - og min (og i nogen grad også Kærestes) er ligeså - er vi gået igang med det HELT store oprydnings/sorterings/Ordnung muss sein-projekt.

Efterhånden var vi begge (jo, faktisk også Kæreste) ved at få spat af 1000 (eller nok nærmere 14) sorte kasser fra IKEA, der var fyldt med alskens halløj. CD'er, DVD'er, værktøj, kreating, nørdeting, etc.

Så nu er der noget med ryddet end der har været de sidste 5 måneder. Og der er kun 3 sorte kasser tilbage. (Og 6 hvide - men deres indhold er gennemsorteret og de står pænt og ordentligt på korrekte pladser. Med indholdet påskrevet, så man altid ved, hvor silkebånd, kort og konvolutter og andet krea-udstyr befinder sig.)

Alle CD'er er gennemgået, og størstedelen frasorteret. En del af dem er allerede kopieret over, en del venter stadig på at blive kopieret til iTunes. Og bunkerne af dem bliver mindre og mindre, for de bliver smidt ud, når de findes elektronisk.

Resten er sat i en stor mappe og alle covers er i containere. (Naturligvis i alfabetisk rækkefølge. Hvordan skal man ellers kunne finde den musik, man leder efter? Dog er de ikke kronologisk ordnet for de enkelte kunstnere, sådan som de var engang...)

Alle DVD'er er sat i en knap så stor mappe - og alle covers er smidt ud.

Mine krea-ting er sorteret og jeg gennemgik et par kasser med, hvad jeg troede var dagbøger og rejseminder, men som viste sig at være en hulens bunke kvitteringer fra fjerne lande og dulleblade fra Australien 2004 (!). Alt det er også smidt væk.

Bonus var at finde et gammelt 10-turs klippekort med 6 klip på. Fra dengang de kostede 120 kr.

Alle bøgerne i væg-til-væg reolen er sorteret efter genre. Dvs. Kærestes 7 hyldemeter tegneserier har hele tiden stået samlet. Men nu er hhv. Kærestes fagbøger, ordbøger og leksika, filosofibøger, kunstbøger, skønlitteratur, baby/børnelitteratur, rejsebøger og gør-det-selv også grovsorteret, så man nogenlunde ved, hvor man kan finde hvad. Næste skridt er alfabetisering af skønlitteratur (nej, farveordning kommer IKKE på tale her i akademikerhjemmet) og kategorisering af kunstbøgerne efter kataloger, æstetik-bøger osv.

Det er skisme en god fornemmelse at der ENDELIG er lidt mere orden på det lille hjem. Og kun 3 sorte rodekasser med diverse værktøj/ledninger/skruer tilbage at få styr på.


Hvordan vi har overskud til det med max 2,5 timers sammenhængende søvn?

Det ved jeg da ikke.

Måske er det noget med at 'fake it 'till you make it'?


Næste større projekt er planlagt til næste uge, hvor Kæreste har efterårsferie. Der skal bygges et reol/opbevaringsmøbel rundt om køleskabet. (Billeder følger. Ama'r) Så kan vi nemlig også få bugt med køkkenrodet.

9. okt. 2012

Den store BÆfest

Kender I den?

(Altså, bogen, ing'? Ikke festen som sådan)

Det er eddersparkeme en skæg billedbog (og lidt klam. Men mest skæg)

Her får I lige en teaser med teksten på første side:



God morgen Nikki! siger far.
Jamen halløj! svarer Nikki.

Har du sovet godt?
Jo, som en sten, mange tak.

Men du vågnede ved tre-tiden i nat.
Gjorde jeg det? Okay, jeg håber ikke jeg forstyrrede?

Jo, altså, du skreg i tre timer.
Ahr, det var dumt. Beklager.

Det er fint nok. Hvordan har du det i dag?
Har aldrig haft det bedre, far, siger Nikki.



Er det ikke så fint og spot on? Den er ret klam, når vi kommer længere ind i illustrationer og historie, men sproget er herligt. (Og så er det vældig moderne med far på barsel og Wegners Y-stole i køkkenet)

UD på nærmeste bibliotek og lån den (eller køb den et eller andet sted).

Det er Alex Schulman og Emma Adbåge, der står bag - og den er oversat til dansk af Kim Fupz Aakeson. Læs mere her  (hvor billedet er lånt fra)




8. okt. 2012

... mystiske barn

Bean har sovet... ahem.... sporadisk de sidste par nætter. Faktisk de sidste par uger. Noget med at vågne et sted mellem 4-8 gange hver nat og græde/råbe.

Til gengæld har hun så sovet ganske lidt i løbet af dagen. Noget med max en times lur 3 gange mellem 7-19.

Og i dag - hvor Farmor kom på besøg helt fra det vestligste Danmark og havde et par timer til at se sit yngste barnebarn inden hun skulle hente det ældste fra vuggeren - valgte Bean så at sove middagslur på  små 3 timer. FTW?

Efter en formiddagslur på små 2 timer.

Farmor nåede derfor kun lige at se skyggen af et barn, der vågnede lige som hun var på vej ud ad døren. Stakkels farmor.

Men sikken en fest af hygge og leg, vi har haft hele dagen, Bean og mig - og Bean og Kæreste.

(Til gengæld nægtede hun pure at sove en eftermiddagslur og tog 45 minutter at lægge til at sove til aften.)


... lillebitte konkurrence (hvor man vinder æren) : gæt hvem der kom afsted uden pusletaske, havde et barn, der lavede en seriøs omgang gefüllte prut i lokal kontorforsyning, tog på lyntur i SuperBrugsen for at hamstre 'grøntpose', købe bleer og vådservietter - og betalte, skyndte sig ud af S-B, gjorde klar til al fresco skiftning af barnet og opdagede at bleer og vådservietter ikke var kommet med.

6. okt. 2012

"Undskyld, må vi købe dit indbyggede skab?"

Vores nabo er in the house.

Vi har set og hilst på hende for første gang i går, hvor der blev skiftet dørtelefoner i hele opgangen, fordi hun halvdelen af året bor 'på landet'.

(PS: megabonus med dørtelefoner, hvor man a) kan regulere ringetonens volumen og b) slå ringetonen helt fra!)

Vores nabo er en ældre dame, der virker vældig flink, bor til leje, tilbød at se efter Bean en gang imellem (praktisk!) - og vi vil vældig gerne købe hendes indbyggede skab.

Hvilket måske umiddelbart lyder ret vanvittigt, men hear me out.

Vores toilet er helt, helt klassisk bakke-ind-kbh-style. Der er faktisk ikke engang en håndvask (endnu. Men køkkenvask og baderumsvaske er lige i nærheden).

Naboens indbyggede skab ligger lige klods op ad toilettet. Og ved at købe det og slå væggen ned (og blænde skabsdøren, naturligvis), kunne man faktisk få plads til et rigtigt (lillebitte) badeværelse.

Man kunne faktisk gå så vidt som at inddrage den lille mellemgang, der fører ud til køkkenet, og så blev der plads til både bruser, toilet, håndvask og vaskesøjle (for sådan en gad jeg faktisk herregodt at have. Vaskemaskine er fint - en tørretumbler ville være MEGAlækkert).

... og så kunne man vælte noget væg mellem køkken og baderum og lave plads til spisekøkken.

Ikke køkkenalrum. Vel. Jeg synes faktisk, det er ok, at der er en stue, der bare er 'stuen'. Men et køkken, hvor der er plads til at spise, og til at børn og gæster kan hænge ud, mens maden bliver klar. DET gad jeg godt.

Det fine er, at det kan lade sig gøre. Vi skal bare lige købe naboens skab først.

(Nåja, og så spare sammen til projektet!)

4. okt. 2012

Krea. Nu med keramik

Østfront: Hvad jeg lavede i dag mellem 11-13? Jamen, jeg var da til keramik-maling med mødregruppen.

Indre stolthed: Til... keramik-maling?

Østfront: Ja, og lavede baby-fodtryk på krus.

Indre stolthed: Ohhh-kay... Fordi?

Østfront: Fordi jeg sgudda ikke gad sidde med kunst-snobbe-nej-hatten på, da de andre i mødregruppen blev totalt oppe at køre over forslaget! Derfor.

Indre stolthed: Og hvordan gik det så?

Østfront: Nogenlunde. Jeg fik faktisk lavet de der krus, som kun bedsteforældre kan blive glade for. Og et dørskilt til fordøren som vist blev ok. Men jeg var til gengæld også nødt til at smutte liiiidt før de andre. Med meget vred baby. Som skriger rimeligt meget højere end de andre babyer.

Indre stolthed: Så det var faktisk ok?

Østfront: Nej. For jeg kunne hele tiden se mig selv udefra, og jeg har ingen ambitioner om at blive en af dem, der går til keramikmaling (no offense), og som har hjemmet fyldt med 'egen kunst'. Trods alt har jeg nok selvindsigt til at vide, at jeg simpelthen ikke er dygtig nok til at lave noget af en ordentlig kvalitet.

Indre stolthed: Phew. Jeg troede lige.

Østfront: Nej. Jeg synes stadig, det er noget gejl. Men jeg er sikker på, at bedsteforældrene bliver glade for deres fod-krus. Til jul.