30. apr. 2013

Milepæle, fødselsberetninger og lagkager

Et år. Et helt år. Så gammel er Bean i dag.

Det er ikke til at begribe, at det var i dag, for et år siden, at en lille pige med store øjne blev lagt op til mig efter en helt igennem forrygende fødsel, at Kæreste fældede en tåre og at barnet søgte og fandt og suttede og faldt til ro.

At vi efter en time på Riget i den smukke formiddags- og forårssol blev kørt til barselshotellet - helt øre og møre og tummelumske af for et kort øjeblik at se den virkelige verden. 

At rejsen med vores lille, store pige begyndte.

Den har ikke været let eller gnidningsfri eller smertefri. Det ved alle, der har læst med her og som har fulgt med i det virkelige liv. Men det har været stort. Uendeligt stort. Hele vejen. Og efterhånden er der vokset en helt vidunderlig, gribende og uendelig kærlighed frem til det lille menneske, der er centrum for vores verden og liv. 

Det sværeste for mig har været det med kærligheden. At jeg ikke følte det, man 'bør' føle lige med det samme. At det tog noget tid før løvemoderens ur-instinkt og beskyttelsestrang blev suppleret af kærligheden til mit barn. Den er der nu. Også når hun er midt i den mest trælse tigersprings-periode. Også når hun bliver rasende vred på mig, fordi jeg insisterer på, at man skal have hue og jakke på når man skal udenfor.

4 måneder med kolik ville jeg ikke ønske for min værste fjende (jo, måske lige ham, men så heller ikke andre) og vi drømmer stadig om at sove en hel nat. Men vi elsker Bean på godt og ondt - vi elsker hende for hendes stædighed, egenrådighed, temperament, hendes store blå øjne, hendes latter og smil, hendes åbenlyse glæde over sit liv. Et liv, der stadig bliver større og en horisont, der til stadighed udvides. I dag kan hun mere end i går - men ikke så meget som i morgen. Det går lynende stærkt, og vi kan næsten ikke følge med. Jeg er glad for, at jeg (også) har bloggen som dokument og dokumentation for vores liv - den er mine snapshots af virkeligheden. Bidder af helheden, der hjælper mig med at erindre, hvordan det hele var engang, for en måned og for en uge siden.

Stort tillykke til dig, min elskede, smukke, stædige, skønne Bean.

Under billederne er der i øvrigt en fødselsberetning, til dem, der måtte være interesserede.


Godmorgen, fødselsdagspige - kl. 05.40!

Næh, gaver

Hip, hip, hurra - Dahn Vo-style

Cool Cat

Lego. Bare Lego.

Mmm. Frokost

Mere gave

Til mig? Tak! Kan I høre, hvor dygtig, jeg er?

Lagkage

Mmm. 

Lagkage efter Bean




Jeg tror aldrig, jeg fik givet den dér fødselsberetning. Den kommer her (i en lettere redigeret udgave). Så for jer, der helt fair ikke magter en fristil og detaljer, kan læsningen slutte her. I andre er velkomne til at læse om Beans fødsel:

Fødselsberetning ”Timing is everything”

Søndag d. 29.04.2012: 
Pakke de sidste flyttekasser ud og få de sidste møbler på plads; gøre hjemmet beboeligt og bare lidt hjemligt. Gøre rent i den gamle lejlighed og overdrage nøgler. Jeg kunne fornemme lidt murren i løbet af formiddagen og var generelt lidt træt i kroppen.
Omkring kl. 18 – over aftensmaden – fortalte jeg Kæreste, at jeg måske troede, der var veer og at han muligvis ikke skulle på arbejde mandag. Det føltes som små ’bakker’ af overskuelig smerte (lidt som menstruationssmerte) med pauser imellem. Kæreste mente dog, at det bare var overanstrengelse – der var jo et par dage til termin, og ’førstegangsfødende går altid over tiden’. Desuden havde han stadig nogle løse ender ift. vikarmaterialer og undervisning.
I løbet af aftenen blev det mere tydeligt, at det nok var veer, men den slags kan jo gå i sig selv igen, så vi afventede og gik i seng. Omkring midnat kunne jeg ikke holde ud at ligge ned i sengen længere og gik derfor ind i stuen, hvor jeg kunne sidde på hug eller læne mig ind over sofa/bord/øvrige møbler. Jeg gik også på toilettet og der var lidt blod, så jeg ringede til obstetrisk modtagelse og beskrev situationen. Vagthavende jordemoder mente, at alt lød helt normalt og efter bogen, så jeg skulle bare blive ved med at gøre som jeg havde gjort hidtil og så selvfølgelig ringe igen, hvis jeg følte for det.

Mandag d. 30.04.2012:
Omkring kl. 02 vækkede jeg Kæreste og sagde, at han helt sikkert ikke skulle på arbejde dagen efter – eller de næste 14 dage! – og så fik han travlt med at tænde computeren og melde fravær til gymnasiet samt færdiggøre og sende vikarmaterialer. Sådan gik den næste time til halvanden mens jeg gik rundt og havde veer, der gradvist blev kraftigere. Jeg havde god brug af vejrtrækningen fra APA og havde det bedst med at stå/læne mig indover borde eller i sofaen. Lydene blev mere ’primale’ og kom dybt nede fra halsen (jeg var øm og hæs i et par dage efter fødslen) og det hjalp at rokke med bækkenet og få Kæreste til at holde imod med sine hænder. Jeg nåede også i bad – det varme vand var rart, men en lille brusekabine er ikke optimalt.
Omkring kl. 5 tog vi (igen) tid på mine veer, og de kom regelmæssigt og varede den tid, de skulle i forhold til at kontakte fødeafdelingen. I løbet af natten havde der slet ikke været lange nok pauser til at jeg kunne nå at ligge ned og hvile og ovenpå en omgang flytning var jeg træt og fysisk udmattet, så jeg var i den grad indstillet på medicinsk smertelindring for at få noget ro og hvile inden selve fødslen, selvom jeg som udgangspunkt havde forestillet mig en ’au naturel’ fødsel. 
Kæreste ringede til fødeafdelingen kl. 5.30 og beskrev veerne og hvor længe jeg havde været i gang, og jordemoderen sagde, at vi kunne komme ’om et par timer’. Så hørte hun mig i baggrunden og ændrede det til ’eller bare om en times tid’. 
Imidlertid var der vagtskifte blandt jordemødrene kl. 7, så vi blev anbefalet at vente til kvart over 7 med at komme – de sidste par timer hjemme var lidt hårde, fordi veerne nev godt. Dog var det ikke smertefuldt på en ubærlig eller voldsom måde, så med vejrtrækningsøvelser gik det alligevel.
Vi nåede frem vha. taxi – der godt kendte ruten og opgangen! – med mig på bagsædet, hvor jeg sad uden sele og koncentrerede mig om bare at sidde. Jeg nåede at have halvanden ve undervejs og fik i den grad brug for kontrolleret åndedræt for at kunne sidde nogenlunde stille i bilen. Dejligt at bo tæt på Riget!
Vagtskifte-overlevering varede til kl. 7.30, så vi måtte vente et kvarter inden jeg kunne blive undersøgt. Ventetiden foregik med mig stående og stønnende ind over et bord på gangen.
Da jeg blev undersøgt, viste det sig overraskende, at jeg var 10 cm åben og livmoderhals og mund var helt udslettet. Altså kunne jeg ikke nå at få hverken morfin eller epiduralblokade, fordi Bean bare skulle skrue sig helt ned igennem bækkenet og så kunne jeg presse. Det var ikke så meget smerten, som muligheden for hvile, der lå i ønsket om stoffer – og da vi fandt ud af, hvor langt i fødslen vi egentlig var, og at der ikke var 10 timer igen, så var hvile og ro også mere eller mindre overflødigt.
Fødestuen delte vi med jordemoder og Falck-elev og der var en behagelig, rolig stemning. Jeg fik et varmt omslag på lænden og en sækkepude at læne mig op ad over sengen. Det varme omslag viste sig vist at have været lovligt varmt, da det blev taget af – jeg var helt rød på huden, men det føltes rigtig godt. 
Der var tid til at tale sammen undervejs om ønsker og forløbet hidtil og det var på ingen måde dramatisk.
Undervejs holdt Kæreste imod på mit bækken når der var veer, og det hjalp og lindrede. Dejligt at vi havde øvet det på forhånd hos APA og derhjemme og overvejet hvad der ville fungere for os. Han følte sig vist selv lidt til overs, men det gjorde en forskel for mig med de hænder og bare hans rolige tilstedeværelse.
Efter et par timer var Bean næsten nået helt ned i bækkenet, men mine veer begyndte at aftage, så jeg blev lagt op på sengen og fik taget vandet kl. 9.55 (det nåede aldrig at ’gå’ af sig selv). Det var fint klart og hele tiden undervejs havde Bean det godt og var ikke stresset. I selve pressefasen dykkede hendes hjertelyd en anelse under veerne, men rettede sig med det samme igen, når jeg trak vejret i iltmaske efterfølgende.
Kl. 10.15 begyndte pressefasen, og jeg trak vejret i maske imellem veerne. Det skulle have været lattergas, men Kæreste havde slukket for gassen efter første brug af maske, ’for at det ikke skulle stå og bare sive’. Det fortalte han dog først efter vi var kommet hjem! Så jeg fik ren ilt som eneste smertelindring i hele forløbet. Og det fungerede fint.
Veerne var lovlig korte, bare 1½ pres var der tid til pr. ve og der må gerne være 3, så jeg fik akupunktur i lilletæerne af fødselsassistent uden selv at kunne mærke den store forskel – men Kæreste fortalte efterfølgende, at man tydeligt kunne se på ve-kurven at veerne blev kraftigere. Han syntes i øvrigt også at det virkede ret voldsomt med nålene, men jeg kunne ikke fornemme andet end et lille prik.
Sluttelig blev afdelingsjordemoderen tilkaldt fordi det var svært at få hovedet helt ud – det var i øvrigt en meget mærkelig fornemmelse at føle på det lille runkne stykke hoved, der stak ud mellem benene på mig – og jordemoder sagde, at det muligvis blev nødvendigt at ligge et klip. Afdelingsjordemoderen var dog lidt mere ’hands on’ og med hendes hjælp blev Beans hoved krænget ud i næste ve. Hun havde været lidt besværlig, fordi hendes venstre hånd lå knyttet oppe ved venstre øre. Ingen klip var nødvendige, og det var vist først efter hovedet kom ud, jeg ømmede mig. Det sved. Resten af kroppen fulgte let efter, og kl. 10.54 blev Bean født efter en udramatisk og god oplevelse.
Hun græd med det samme og tissede ud over mig og var helt fin og perfekt. Navlesnoren var ret kort, så den skulle Kæreste klippe før hun kunne komme helt op til mig. Hun blev lynhurtigt lyserød og bare hænder og fødder var lidt blålige – lige efter bogen. Hun lå og gylpede lidt slim op mens hun lå hos mig og jeg blev syet med 4 sting (og her kom lattergas endelig i brug, hvilket gav noget af en ’rus’). Tråden er selvopløselig, og jeg spurgte – man er vel nysgerrig ift. hvad der sker med ens krop! – hvad den var lavet af, hvilket åbenbart var første gang, jordemoderen var blevet spurgt om det. Svaret var vist en art nylon.
Kæreste fortalte efterfølgende, at han græd, da hun kom, men jeg opfattede bare, at hun blev lagt op til mig og fornemmelsen af den lille, glatte krops tyngde. Det var en surrealistisk oplevelse. Mens hun blev undersøgt fik jeg lidt hjælp til at føde moderkagen, der kom kl. 11.07 og vejede 536 gram. Den var hel og fin – og vi fik set ’livets træ’. Jeg havde mistet 200 ml blod undervejs – bestemt rimeligt.
Derefter fik jeg nettrusser og voksenble på og lagde mig over i stuens anden seng, hvor der også var plads til far og barn. 
Bean havde en perfekt Apgar-score (10/10), målte 50 cm og vejede 2920 gram. Hovedet var 33 cm i omfang og maven 30 cm.
Vi fik en time for os selv, hvor Bean lå og suttede på mit bryst og vi spiste toast og sandwich fra fødselsdags-bakken. Og ringede til forældre og søskende.
Så kom jordemoderen tilbage og med hende en børnelæge, der skulle se, om det venstre øre var ok (det havde krøllet sig sammen, fordi hånden var ved det) og alt så fint ud. Vi – nok særligt jeg – fik ros for forløbet og jordemoderen sagde, at hun bare kunne ønske, at alle fødende var så eksemplariske som jeg og alle fødsler så gode. Børnelægen syntes, at Bean var skøn og at det var dejligt at komme til et barn, der var varmt og tørt og havde det godt frem for at blive kaldt til de akutte tilfælde.
Kæreste gav hende det første tøj på og så blev vi eskorteret i taxa til barselshotellet og kompetent personale, der hjalp os igennem de første dage som nogens forældre. Beans forældre.

29. apr. 2013

Ramsløgspesto DIY

Mens Bean og jeg var i Provinsen i weekenden, nåede vi med Morfar forbi det hemmelige ramsløgs-sted, og jeg fik en god portion af de lækre, og sindsygt smukke grønne skud med hjem.

I går blev de forvandlet til en herlig omgang ramsløgspesto, som jeg lige vil dele med jer (hvis nu nogen kender deres egne hemmelige ramsløgs-steder). Jeg ved, man kan finde 1000 opskrifter, men den her er helt basic og helt enkel. Og smager helt vildt godt.










Opskrift:
Ramsløg (skyllet og skåret i stykker)
Parmesan
Mandler
Olivenolie
Lidt salt

Alle mængder er (som altid, når jeg laver pesto...) på slump, så du skal egentlig bare smage dig frem til hvornår din pesto sidder i skabet.

Blend det hele til ønsket konsistens og hæld på glas.

Det holder ca. en uge i køleskabet (hvis det ikke er spist forinden), men jeg frøs også et par portioner ned, som kan holde ca. et år i fryseren og som hurtigt kan tøes op og bruges senere på sæsonen.

Velbekomme!

Om hængepartier og årsdage

Jeg har et lille hængeparti. Og nej, det er ikke det, der sidder bag på mig, vi her taler om. Det er selvfølgelig VINDEREN af de dér seje solbriller!

Endnu engang 1000 tak til Solbutikken.dk for at lege med og donere de fine briller.

Jeg ville have trukket i fredags, men der var Bean og mig i Provinsen for at besøge Mormor og Morfar (vi var nemlig blevet forvist fra hjemmet, fordi Kæreste skulle holde mande-aften. Tsk.), og så endte aftenen med at blive Mac-løs og med analog hygge i stedet - og resten af weekenden er gået med at være på. I den grad. Fordi Bean er ret meget på (og lidt vel pylret. Gad vide om næste tigerspring er på vej allerede?) og fordi Kæreste SLET ikke var på. Noget med helbredet.

Nå. Men for nu at udløse spændingen, så valgte random.org simpelthen nr. 1 - stort tillykke til 
2400 WITH A VIEW. Der er et par rødprikkede baby shades, str. s, på vej til Nordvest.

I går var i øvrigt en mærkedag. En årsdag, faktisk. For det var præcis et år siden, vi flyttede ind her i andelen og fik pakket samtlige flyttekasser ud. Hvilket var ret heldigt, for i dag er det præcis et år siden, jeg fik veer. Og i morgen er det præcis et år siden, Bean kom til verden.

Der er ikke sket det helt store med indretningen siden da. Bevares, der er hængt lidt på væggene, ombetrukket lidt stole, bygget lidt køkkenmøbel, men ellers ser det meste ud, som det gjorde, da flytningen var overstået. Hvilket betyder, at det fungerer ganske fint, som det er, men moderen kunne måske godt drømme om at få en lidt rødere tråd i indretningen på sigt. Når der er tid og penge, forstås.

Nåmen, Bean og mig lod Kæreste få lidt sove-på-sofa-tid og tog en tur til Tivoli for at mødes med et af Beans og mine yndlingsmennesker, nemlig Søsterlil, og få indviet dette års Sølvkort (jojo, vi er abonniner, er vi) - hele turen blev tilbragt i Rasmus Klump-land med en strålende glad Bean, der havde en fest blandt de mange legeredskaber og store børn.



Mmm, pandekager hører med i Rasmus Klumps univers.

Bean og Søsterlil giver koncert

Musikalsk koncentration

Jo, moderen var også med

25. apr. 2013

1 års undersøgelse og Handy-Mum

Jeg bliver aldrig rigtig god til at se min lille pige få stukket lange, lange nåle ned i sine små, bløde lår. (Selvom jeg ikke har noget problem med nåle i mig selv - bloddonation, vaccination, etc. er helt fint)

Men nu er det overstået, og så er der et lille kvart år til næste omgang.

Hun tog det meget pænt, hende Bean, selvom hun lige fik fortalt lægen, hvad hun mente om at blive prikket i og følt på. Han var ikke ligeså grundig og præcis som vores gode Sunder, så jeg er ikke 100 på, at mål og vægt passer, men lægen mente, at hun nu var 76 cm (vi har altså målt 78 herhjemme) og ca. 8,5 kg (på den dér store, voksenskala-vægt, hvor hun blev vejet med og uden moderen, der som bonus fandt ud af, hvad HUN vejede. Om eftermiddagen. Med tøj og sko på!).

Vi spiste på Laundromaten efter lægebesøget, og det er altid en fest - specielt fordi der er andre børn, man kan kigge på/lege ved siden af. Og masser af legetøj.

Mens vi ventede på at det skulle blive lægetid (og for at bruge dagen på noget fornuftigt) trak jeg i mit bedste handy-gear og fandt slagboret, skruemaskinen, ledningssøm, hammer og rawlplugs frem. Og fik sat en væglampe og en knage op - plus de fine Happy Lights, Bean fik i navngivningsgave. Nåja, og så blev den arvede Rubens Barn også lige repareret lidt med nål og tråd, så den er klar til leg. Mens jeg var igang med sygrejet fik jeg også ombetrukket Kevi-kontorstolene og syet en rygpude til dem i samme grå møbelstof, som spisebordsstolene blev ombetrukket i.

Det er sgudda meget effektivt, hvis jeg selv skal sige det.

Powertool med et kvindeligt touch af maskingtape (så man ved, hvor langt ind man skal bore, s'fø'lig!)

Sovekrogen med Happy Lights i sikkerhed for pilfingre

Det er da meget hyggeligt, er det ikke?

Knage fra Hay og bøjle fra Viola Sky til morgenkåben fra Karmameju

Nyeste legekammerat (der vist skal have en opdatering af garderoben!)

Glimt fra Søsterlils fødselsdag med rosinboller og rugbrødslagkage

Room with a view på Comwell Sønderborg

24. apr. 2013

Husk det nu: VIND baby shades

Du kan stadig nå det, kan du!

For når vejret er så skønt som i dag, bliver man helt forårskåd og glad og har lyst til at styrte ud af huset - og så er det godt med lidt beskyttelse til små, sarte børneøjne.

HUSK derfor at deltage i konkurrencen om et par super seje (og herligt praktiske!) solbriller fra Solbutikken.dk LIGE HER!

Der er frit valg blandt alle farver (undtagen Retro-styles) og jeg trækker en vinder på fredag d. 26.

Del gerne på din egen blog eller Facebook - og følg gerne Østfronten på Facebook (bare fordi, det vil gøre mig glad)



22. apr. 2013

Gaaaab!

Sikken en weekend!

Vi var t/r med etaten til Sønderborg for at fejre Kærestes kusines konfirmation (ja, det var en masse k'er), og vi havde vores betænkeligheder på forhånd for 4 timers togtur med Bean. Hver vej.

Turen ud var... lang. Den lille dame kunne ikke finde ro midt i eftermiddagstravlhed og larmende passagerer, så hun fik sovet sølle 30 minutter til middag. Og det er ikke helt nok, når man er lille. Så resten af turen og dagen var udfordrende for alle - særligt for Bean, der simpelthen var så overtræt men ikke kunne falde i søvn.

Derfor kom hun på græs (ligesom køerne, men i øvrigt helt uden sammenligning) og hyggede med Farmor og Farfar og os på hotellets terrasse, i læ bag en lav mur og i det smukke april-solskin. Desværre døede kameraets batteri (#!?#!), så jeg har kun mobilbilleder af skuet.

Barn på græs

En mand og hans øl

Drinks, please!
















































































































Hun gik helt kold under aftenamningen (ja, det gør vi stadig), så vi kunne nyde en pre-dinner drink i baren, spise lækker tre-retters middag i restauranten med mine svigerforældre og babyalarmen (og en enkelt, længere opvågning mellem forret og hovedret) og runde en hyggelig aften af med kaffe og te i bløde sofaer.

Bean vågnede, da vi kom tilbage på værelset, kom over i sengen mellem os og sov helt til kvart over 8! Vi var alle tre helt friske og udhvilede, da vi ankom til stor morgenbuffet - luksus at sove længe og længe leve Comwells store, lækre seng! Og der var heldigvis ingen stress med at komme afsted, for vi havde helt til kl. 11 til at få pakket os selv sammen igen.

Efter morgenmad svømmede jeg et par baner i hotellets (lidt kølige, men forfriskende) pool og Bean og Kæreste tog i stedet et varmt brusebad. I festtøjet tjekkede vi ud efter et skønt ophold og gik så med barnet i Bugaboo'en indtil hun faldt i søvn. Comwell Sønderborg ligger helt fantastisk smukt ud til vandet og med Sønderborg Slot som nabo, så vi tog en tur på slottets museum med en sovende Bean.

Den italienske restaurant, hvor konfirmationen blev holdt, tilbød helt fantastisk børnevenlig service. Såsom en skål pasta made to order på et tidspunkt hvor al maden var blevet serveret og spist, men hvor Bean var aftensmads-sulten. Den kom på 5 minutter og var på den babyvenlige side af al dente OG skåret ud i små bidder. Ketchup kunne vi også få - serveret on the side i en lille skål og med et smil af de søde tjenerpiger.

En hel konfirmation, hvor der er en del sidden i højstol og hvor der er mange, mange mennesker, megen larm og ikke helt vildt meget plads og mulighed for at kravle omkring og undersøge, er en stor mundfuld for en lille pige. Specielt når den lille pige er Bean - men alt taget i betragtning (herunder at det tog over en time at få hende til at sove middagslur!) var hun en trooper.

Til gengæld var hun HELT smadret, da vi endelig skulle med toget hjem, og sov hele vejen fra Sønderborg til Østerport og hele vejen hjem til andelen og op ad trapperne.

Det betyder, at hun lader til at være relativt u-mærket af weekenden, og har hygget sig i pasning i dag, mens moderen og faderen er noget mere flade. Som i. Helt flade. Vi har brug for en weekend fra den her weekend!

Nåmen... hvis Comwell Sønderborg lå tættere på, var det bestemt et sted, vi kunne finde på at besøge igen. Og hvis I er på de kanter, så er hermed en varm anbefaling givet videre.

Rebeller, Østerbro-style!






































Outfit details: Hat: Norlie // Hagesmæk: Smallstuff // Cardigan: Norlie // Bloomers: Marapytta // Tights: Noa Noa Miniature // Prewalkers: Petit Nord




18. apr. 2013

Fødselsdag og febermus

Jeg ved godt, den næste weekend er lige om hjørnet, men jeg har altså lidt at fortælle fra sidste omgang lørdag/søndag og denne uge er bare gået med hhv. syg børnepasser og feberramt Bean.

Der var en kostumefest lørdag. Og jeg endte med at være nøgen. Altså; iført hudfarvet heldragt. Med strategisk placerede pailetter. Og en smuk, lille, 100 % syntetisk paryk. Ahmen, jeg lover, det var pænt. (Og du kan selv se det i Østfrontens billeder på Facebook) Og sjovt. Det er det altid hos min skønne veninde og hendes crowd, men man (jeg) lægger bare ekstra mærke til det, når man (jeg) så sjældent kommer ud. Fornuftig-Mor smuttede dog hjem før klokken havde slået 2, eftersom jeg havde en date med mødregruppen søndag formiddag.

Søndagen - og det uTROligt pæne forårsvejr - blev tilbragt med 4/6 af mødregruppen i skøn Holte-villa, med hjemmelavet lagkage og med glade børn. Det var så hyggeligt, trods lidt tømmermænd. Tænk, at de allerede er ved at være et år gamle. (Speaking of - kom jeg nogensinde med en fødselsberetning? Eller skulle det evt. være noget, man smed ind på Beans 1 års fødselsdag lige om lidt?)

Denne uge har været præget af sygdom. Først af vores børnepassers - noget med en allergisk reaktion på noget øjenbrynstattoo. Don't get me started! - og derefter med Beans. 

Hun var utroligt irriterende pjevset mandag aften, hvilket i løbet af natten viste sig at være en omgang feber, der siden har svinget mellem 38,5-39,5 (og nej, der er stadig ingen tænder på vej) Et lægebesøg i går eftermiddags gav en mistanke om mild omgang mellemørebetændelse, men her til morgen var barnet feberfrit og har været i højt humør hele dagen. Træt, men glad. (Lidt ligesom moderen, der har sovet med en lille pige draperet over sig de sidste par nætter. Hvilket er hyggeligt på en putte-nærheds-agtig måde, men ikke just giver meget kvalitetssøvn.)

Krydser fingre for, at der bare er bedring fra nu af, for hele fredagen skal bruges på Amager med at fejre at Søsterlil bliver et kvart århundrede (dvs. jeg skal også et smut forbi noget jobsamtale i en anden bydel, men det kommer der forhåbentlig mere om senere. Krydsede fingre er velkomne!)

Og weekenden skal bruges med DSB i det sønderjyske med en større familiefest, hvorfor raskt barn klart er at foretrække.

Nyt legetøj og ballerina-fod

En tænksom Bean

Værtindens lækre lagkage (og lidt sundhed i forgrunden)

Tillykke til os (og til børnene)

Mønstermix!

Feber-Bean...

... med trætte, blå øjne

Feberramt og sløj - men så er det godt, at man kan putte sig i sin voksi-dyne


Outfit details: 
Fødselsdag: Savlesmæk: Norlie // Cardigan: Norlie // Kjole: Norlie // Strømpebukser: Noa Noa Miniature
Feber-Bean: Strik: Kids Case // Bloomers: Marapytta // Strømpebukser: Noa Noa Miniature





 




16. apr. 2013

Møbeldrømme og amme-sofaer

Kender I det?

At der efter endt graviditet og amning er kommet en permanent fordybning i sofaen, der hvor man har placeret sin (efterhånden ret flade) bagdel. Først mens man blev tykkere og tykkere, og siden med et lille barn i favnen og opknappet bluse.

Og hvis der ikke er en decideret fordybning, så er der helt sikkert en del spor (selvom betrækket bliver vasket en sjælden gang imellem) af mælk/gylp/diverse madrester.

Sådan er det med vores sofa. Og efter Bean står en del op ad sofaen og endda har luret, hvordan hun klatrer derop, så hænder det også, at hun indtager en stående buffet og dermed krummer en del i sofaen.

Derfor drømmer jeg om en ny.

Hvor der er plads til at både Kæreste og jeg og Bean kan ligge og flade ud af og til foran skærmen til en omgang Kaj og Andrea (jeg knuselsker i øvrigt Kajs mimik. Særligt den sure, sammenrimpede mund.) Og som både er pæn og praktisk. Og til at betale.

Og selvom det ikke bliver lige nu eller lige om hjørnet, vi investerer i noget andet end HAY-sofaen, så kan man jo altid lure!

De flinke mennesker hos Nicehome.dk har spurgt om jeg ikke ville skrive lidt om dem, og det var jo en oplagt mulighed for at komme igang med at undersøge sofa-markedet. 

Siden har en super let navigation - delt ind efter det rum, du ønsker at møblere - til præcis den kategori af sofa, man kunne ønske sig - så jeg fx kan undgå at blive konfronteret med lædersofaer! (Og så er der i øvrigt kategorier på siden, der hedder 'Tilbud' og 'Lagersalg' - magiske ord :))

Jeg lurer lidt på disse to muligheder:

Moskva-sofa, der har en aldeles fin pris og et enkelt look

London-sofa, der har et lidt blødere udtryk
(men sikkert alt for mange puder, hvis du spørger Kæreste!)

På et eller andet tidspunkt er vi nok også nødt til at overveje noget mere opbevaring til Beans tøj og ting og sager. En reol, et skab, en kommode... overvejelserne er mange, men det er jo det smukke ved indretning med børn. Det er om noget dynamisk!

I tilfældet med Bean og opbevaring kommer det dog ret meget an på, hvorvidt vi kan overtale naboen til at sælge os sit indbyggede skab, så vi kan rykke bruser og håndvask ud af 'børneværelset'. 

Umiddelbart tænker jeg, at det er mest praktisk med en kombination af åbne hylder og skuffer, så det er let at gå til fx legetøj og bøger, og man samtidig kan gemme noget (af det mindre kønne legetøj...) ad vejen.

Denne kunne være en mulighed... Find reoler her

... og når man er så heldig at have en så sød kusine som Beans, der hjertens gerne låner bøger ud, så kan det godt knibe lidt med pladsen i morens og farens reol (selvom den går fra væg til væg og fra gulv til loft. Var der nogen, der sagde akademikerhjem?)

Læsehest in the making. I siger bare til, hvis vi skal teste børnebøger (hint, hint!)

Nye, arvede bøger til samlingen. Og søde, blå sko med sløjfer.


Bean i et (sjældent) tænksomt øjeblik


Uh! SKO!
Dejligt med store kusiner, der har masser af legetøj og lækker legemad!

... og dejligt med svigerinder! Mmm. Æblekage.


Outfit details: Stribet tee: Name it // Strikcardigan med stjerneknapper: Norlie // Sølvstrømpebukser: Norlie // Gamacher med gule lapper: Soft Gallery


Indlægget er sponsoreret (hvis nogen skulle være i tvivl!), men indhold og meninger er mine egne.