24. jun. 2012

Kolik-plus-tigerspring...

Takker for kommentarer, gode råd og sympatitilkendegivelser. Det luner.

For det er skisme op ad bakke i disse dage, hvor frk. Kolik-Bean samtidig er ramt ind i det næste tigerspring  (det, der kommer omkring 8 ugers alderen) og KUN vil sove i løbet af dagen, hvis hun ligger på mig. Kæreste er åbenbart ikke lige så god at ligge på...

Og han skal have 3 dages eksamen med overnatning på Fyn mandag til onsdag. Oh joy.

Vi overlever. Men sgu heller ikke meget mere end det lige nu.

21. jun. 2012

The 'K' Word

K som kolik

Sunder-Helle var på ekstra besøg for at udelukke at Bean græder over sult eller fordi hun får alt for meget mad.

Hun tager fint på og intet andet er i vejen, så Sunder-Helle sagde det ord, vi egentlig godt selv efterhånden havde regnet ud.

Nå. Så vi har altså et kolikbarn. Ikke et der er ked af det hele dagen hver dag - bortset fra i dag som har været beyond hæslig.

Vi kan ikke gøre andet end vi allerede gør med svøb og tryghed og omsorg (ikke mindst for hinanden!), og så krydse fingre for at Beans centralnervesystem er klar og modnet lidt tidligere end de 3-4 måneder, kolikbørn sædvanligvis er kede af det.

Og så i øvrigt glæde os over de gode stunder og at hun kan falde til ro i den nys indhentede Ergobaby-bæresele. Med babyindsats. (Tusind tak til Øglemor - den er et hit. Også hos Kæreste) Og ikke mindst at vi ikke har været vrede på hinanden, men er gode til at give et ekstra kys og kram når det har været en særligt god eller dårlig dag.

Men øv altså. Drømmen om en hyggeligt pludrende baby man kunne lege med hver dag er i den grad begravet. 

Jeg kom i øvrigt næsten til at tude op ad sunder, da hun sagde at vi er gode og omsorgsfulde forældre, og at vi gør alt det vi kan. For sådan føles det bestemt ikke når man går rundt med et ulykkeligt barn, der hverken vil eller kan andet end at skrige.

Moralen (satser vi på!): This top shall pass.

17. jun. 2012

Gråd, gråd og mere gråd

Suk. Jean bruger de fleste af sine vågne timer på at være ked af det, vred, frustreret og ulykkelig i disse dage.

Det er skrækkeligt og hårdt og får en til at tvivle seriøst på sine evner som Mogens forældre. Vi skiftes til at forsøge at bevare optimismen og overskuddet og siger til hinanden at de fleste børn med maveproblemer og børn i det hele taget bliver meget nemmere og gladere efter de første 3 måneder. Og at vi i så fald er mere end halvvejs i mål.

Kæreste er oven i købet syg og skal også passes lidt på. Så lige nu er det ren overlevelse og jeg hænger fast med næb og kløer for ikke at ryge ind i noget med at 'det bliver aldrig bedre'

3 måneder og hyggeligere tid med baby? Hvad siger jeres erfaringer?

9. jun. 2012

- den alternative verden

Nå. Vi tror altså, at vi er kommet til den konklusion, at Bean har en eller anden form for kolik. Ikke den helt vilde 'vi-skriger-hele-dagen-hver-dag' slags, men der er dage hver uge, hvor der er utrøstelig gråd i flere timer. Og det slider på både barn og forældre.

Så vi tager en tur til Hvidovre på mandag og besøger en kraniosakralterapeut ved navn Ruth, der udvirkede mirakler for en venindes datter. Og håber, at det giver et lidt gladere barn.

For det er godt nok hårdt at blive råbt ind i hovedet af et barn, man ikke kan trøste, fordi det hverken er mad eller bleskift eller over- eller understimulering, der er i vejen.

Fx i går. Phew.

I øvrigt er mødregruppen vist helt ok, men næppe mine nye bedste veninder. Mest af alt fordi vi er ret forskellige steder i livet. 4 ud af 5 af de øvrige er fx et sted i deres liv, der er 10-15 år foran mit sådan rent aldersmæssigt. Men det er fint at ses og udveksle erfaringer, og så må vi se, hvordan det kommer til at udvikle sig.

6. jun. 2012

Say cheese

Jeg ville have lavet et indlæg mandag om at der vist var det første lille, ægte smil (reflekssmil har vi haft masser af lige fra start)

...men så røg vi vist direkte ud i det første tigerspring med rasende gråd, ulykkelig gråd, gråd under spisning og et barn der kun vil sove hvis hun bliver holdt i hånden og/eller set og/eller ligger på mor. Hvilket betyder at jeg i nat har sovet hele 1,5 time. Og så stivner smilet altså lidt.

Kæreste er generelt god til at tage over dele af nætterne, men Kærestes elever skal til eksamen i dag og han skal jo for pokker ikke spolere årets studenters snit og fremtidige uddannelsesmuligheder pga. frk Tigerlilly.

Så indlæg om søde smil og kære børn venter lige til vi er igennem springet. Og har sovet bare 3 beskedne timer. 

Har jeg i øvrigt sagt at jeg glæder mig til at kunne sove 2 voksne i samme seng engang igen - og til at Bean godt gider sove hele natten i sin lift mellem natte-amningerne?

3. jun. 2012

Fodtøj. Fagre nye verden...

Jeg elsker hæle. Jo højere, des bedre (forudsat at de er af ordentlig kvalitet og pasform). Men det er eddermaneme søreme længe siden jeg sidst har været i andet end flade sko. Det er bare mere praktisk (øv)

Og nu har jeg overgivet mig og er gået all in med et par barnevogns-gåturs-sneakers...
(her skulle så have været billeder af både Bean og nye skriglilla sneakers, men det gider den der smartphone ikke lige være med til så det må vente)

Har jeg i øvrigt fortalt at Bean har fundet ud af at det er helt OK at sove på mig, mave mod mave? Det er helt uhyggeligt dejligt at ligge med et barn på den måde:)