29. dec. 2012

Hej, hej, mellemørebetændelse

Her skulle have været et indlæg om Beans første jul, om den yndigste julekjole-baby, fine gaver og alt i alt nogle hyggelige dage. Det bliver så ikke lige nu.

For vi har en sløj mor og en træt far og en endnu sløjere, trættere, feber-, hoste- og mellemørebetændelsesramt Bean.

Så vi har brugt nætterne siden d. 26. på ikke at sove, men i stedet trøste og nusse en ked lille pige. I dagtimerne har Bean været ok og godt orket at lege, hygge og spise, men i dag var den helt gal. Så jeg ringede til lægevagten og blev sendt til Gentofte Hospital til tjek af hende den lille patient. Hvor der blev ordineret penicillin, børnepanodil og meldt mellemørebetændelse.

Øv med øv på. Og stakkels Bean.

Nåmen, jeg håber, I alle har haft en dejlig jul uden sygdom og anden trælshed.

Og at I ikke er nødt til at aflyse jeres nytårsplaner.

20. dec. 2012

Grrr

Den sødeste Catgirl i hele 2100 ER altså hende her:

(Ja, det er papparazzi-morens kamera, der anes i forgrunden)

En tidlig julegave til Bean i form af Donna Wilsons kat, Ginge. Meget passende legetøj til Catgirl.
Moren kunne ikke stå for udsalg på  Urbis, som Leizy tippede om!

Julehygge i vinduet med gaver, der venter på jul, kalenderlyset, vi aldrig helt når at brænde...
 og en lille fin Bean-fod str. 5 måneder i akvarel

Juletræet med sin pynt






































Lidt julestemning her fra Østfronten, mens december og året nærmer sig sin slutning (hvordan gik det til?!)

Og heldigvis også tid til at hygge med gode veninder - fx dem, der er på juleferie fra deres ophold på fremmede kontinenter - en julekoncert med gravid venindes kor og en sidste omgang babyrytmik med mødregruppe og (nu relativt) nybagt-mor veninde lidt senere i dag.

Men så er der heller ikke flere babyrelaterede aktiviteter med hverken mødregruppe, barslende veninder eller APA'erne planlagt. Hvilket nødvendigvis betyder, at det er ved at være slut med at gå rundt i boblen.

Kæreste har næstsidste arbejdsdag. Og om lidt skal vi tænke på at få pakket alle vores egne og ikke mindst Beans sager til en juleferie i provinsen.

Jeg håber, I alle er ved at være klar med gaver, sager og julestemning ude omkring i blogland.



18. dec. 2012

... og sådan gik endnu en uge (Glory to God in the Highest)

Hvor blev den af?

For mit vedkommende har der været travlt på alle hylder - både med egne gøremål og projekter og fordi Kæreste har været voldsomt hængt op på arbejdet. De skal åbenbart nå det hele til det kommende semester her de sidste uger inden jul.

Jeg har været Lucia-pige og sunget med en flok andre på plejehjem og til Hjemløses Jul - det er en god fornemmelse. Særligt når man mærker, hvor glade folk bliver - og det betød, at Bean torsdag havde sin babysitting-i-dagtimerne-debut. Moderen ligeså. Og jeg syntes det var ret grænseoverskridende.

Det var med Søsterlil, som nok er Beans 3. yndlingsmenneske (efter mig og Kæreste), og som kender både Bean og rutiner og lege rigtig godt. Og det var gået så fint. Så det kan vi åbenbart godt gøre i kortere perioder en gang i mellem.

Fredag var jeg ude. Årets allerbedste juletradition er at høre Händels 'Messias' med tre gode venner - i år blev vi blæst væk af benovelse (og selskabets eneste mand græd og græd) af Sokkelund Sangkor i Garnisons Kirke. Jeg var - helt ædru, men høj oven på oplevelsen - hjemme 23.30, og gik derfor rundt med, hvad der mindede om svære tømmermænd hele lørdagen.

... hvor vi faktisk havde en date night, fordi en god veninde kom forbi og så tv mens Bean sov. Men både Kæreste og jeg var helt baldrede oven på en strabadserende uge, og kom hjem kl. 21 for at afløse babysitteren og drøne på hovedet i seng. Det dér forældreskab er skam vældigt glamourøst...

Bean bruger ikke megen tid på at sove igennem i øjeblikket.

Desværre.

Men der sker simpelthen for meget i den lille (store!) krop. Så snart hun kan se sit snit til det, kaster hun sig op på hænder og knæ og rokker og rokker og rokker. Nu på helt strakte arme. Hun forsøger endda at møffe knæene fremad mens hun står der. Nok meget fint, at vi HAR været i IKEA og købe gitter til Mormor og Morfars trappe, så vi ikke kommer ud i noget faldulykke over julen.

I dag lykkedes det barnet at komme fra den ene ende af stuen til den anden - og tilbage igen - i jagt på legetøj og andet spændende.

(Endnu mere) børnesikring af hjem er snarligt forestående!

Hvad ellers? Jo, julekjolen er næsten færdig, og jeg lover, der kommer billeder, når de sidste detaljer er på plads. Alle julegaver er indkøbt, indpakkede og klar til modtagerne. Og vi har langt om længe fået tegnet Bean ind i vores ulykkesforsikring.


... det lyder helt vildt kedeligt, når man læser det. Jeg kan godt selv se det. Og det lyder slet ikke travlt. Men jeg og min krop har en fornemmelse af at have stæset rundt. Jeg glæder mig til juleferie og en kæreste på orlov - som har tid og ikke mindst overskud til at dele det huslige.

(Forresten. Bean og mig var på vægten, da vi var i Provinsen hos Mormor og Morfar. Bean er lige knap 8 kg og har dermed taget 5 kg på over de sidste 7,5 måned. Jeg vejer det samme som jeg gjorde i 8. klasse - nemlig 55 kg. Det er noget mindre end jeg havde regnet med. Præ-graviditet lå jeg og svingede med 1 kg omkring de 60 kg, hvilket virker noget mere passende, når det skal fordeles ud over 177 cm. Well, mon ikke noget af vægten kommer på igen, når jeg (engang) stopper med at amme?)


12. dec. 2012

Begyndelsen til enden

I dag skal Bean og mig til babyrytmik for sidste gang.

For mig markerer afslutningen for alvor, at min barselsorlov synger på sidste vers (no pun intended). Det er selvfølgelig ikke sådan, at vi aldrig mere kommer til at gå til sang - det skal vi helt sikkert genoptage, for det er helt tydeligt, hvor meget Bean har nydt det - men jeg ved ikke endnu, hvornår det kan lade sig gøre.

Teoretisk set kan jeg jo bare fortsætte efter jul, men jeg kender ikke min hverdag og virkelighed ret langt ud i fremtiden. Og Kæreste har ikke lyst til den slags baby-hygge. Hvilket er forståeligt nok i betragtning af, hvor tonedøv han er!

Der er også kun to gange tilbage af motorik på APA, og på den anden side af nytår er der flere fra mødregruppen og APA'erne, der genoptager deres arbejde. Dermed strækkes barselsboblens sider helt, helt tynde og virkeligheden bliver mere og mere påtrængende.

Jeg ville ønske, jeg vidste, hvad jeg havde at forholde mig til. (Og faktisk ville jeg ønske, at der var mange måneder endnu bare med Bean)


Kæreste glæder sig mere og mere - også til at lave ting med andre fædre uden at mødrene blander sig. Fx når han skal være motorisk med Bean på et APA-fædrehold. Og jeg glæder mig for og med ham, for hun ER altså en skøn lille dame at hænge ud med, selvom hun også er en hård nyser.

Han har halvanden uge tilbage inden juleferie, der går direkte over i orlov.

Hvilket betyder, at jeg har rundt regnet 3 uger tilbage i boblen...

... og derfor sidder med en lille klump i halsen og en lidt større i maven.


(Forhåbentlig bliver det sådan, at jeg får 'fred' i al fald en måneds tid til at jobsøge og netværke mv. på egen hånd, for efter sigende er reglerne omkring aktivering lempet lidt. Men jeg har altså kun oplevet at være jaget vildt som ledig under 30, så lad os nu se)

10. dec. 2012

Noget om amning

Er det bare mig, eller er der utroligt megen debat om amning i disse tider?

Om og hvor man må amme i det offentlige rum (herunder på diverse etablissementer).

Hvor længe man må amme. Og hvornår det er FOR længe, man har ammet.

(For slet ikke at tale om dem, der af personlige, helbredsmæssige eller andre grunde ikke ammer)


Tænk, at det kan være kontroversielt at give et barn mad.

Jamen, helt ærligt.

Det er sådan vi er indrettet fra naturens hånd og mødre har ammet deres børn siden før menneskeracen blev udviklet.


For det første:

Hvorfor er det ulækkert? Jeg mener, man behøver jo ikke at smide blusen og kaste rundt med (mad)kasserne ved hver lejlighed. Det er muligt at være rimeligt diskret omkring hele processen.
Jeg er med på, at hvis man sidder på Geranium/Noma/The Fat Duck eller lignende gourmetsteder og betaler en hulens masse penge for en fantastisk oplevelse og vidunderlig mad, så er det ikke lige dér, man er frisk på børn i str. amning. Men - hånden på hjertet - hvem tager sådanne steder hen, hvis de har små børn med?

For det andet:

Bør det ikke være et personligt anliggende, hvor længe, man ammer? Mon ikke sunderen, lægen eller andre relevante personer ville gribe ind, hvis de så et usundt amme-forhold under opsejling?

Så længe amningen fungerer for barnet og for moderen, har de så ikke lov til at fortsætte? Der er næppe (og her skal jeg helt ærligt indrømme, at jeg ikke har fact-tjekket) 2- eller 3-årige, der udelukkende lever af modermælk, så mon ikke de får fin næring og ernæring fra fast føde i alle mulige former?


Jeg ved ikke, hvor længe, Bean og mig fortsætter. Måske til hun er et år. Måske kun et par måneder endnu. Måske til hun nærmer sig halvandet. Det kommer an på hende. Og på mig. Og på hvordan vores situation er i det hele taget. Jeg håber bare, vi kan få lov at gøre det på vores måde. Uden alt for mange hævede øjenbryn eller nærgående kommentarer.

9. dec. 2012

Julehygge (eller hvad vi skal kalde det...)

Bean og mig har været med Søsterlil i Provinsen for at julehygge og lave konfekt hele weekenden med Mormor og Morfar.

Det kunne også have været rigtig hyggeligt. Men Bean har været VILDT anstrengende at have med - pjevset og grædende og sur og skulle underholdes non-stop. Og som en særlig, herlig feature har hun de sidste dage bestemt sig for at måltider er til for at skrige sig igennem. Nej, jeg ved ikke hvorfor. For hun er sulten og vil gerne have maden. Hun skriger bare imellem mundfuldene.

Og hun ER snottet og hoster lidt og så'en. Så hun er selvfølgelig ikke på toppen. Men det er megahårdt at være single-forælder med sådan et barn. Også selvom der er en moster, en mormor og en morfar, der gerne hjælper til. Det er i sidste ende mit ansvar og mig, der er den, der kan og skal trøste og nusse, når hun er ked.

Hvorom alting er, så har jeg slet ikke fået taget billeder af lækker mad, fine øjeblikke med mine forældre, smukt snevejr eller skøn konfekt.

I stedet kommer der lidt nissestemning fra tidligere på ugen.

På hænder og knæ - en lille kravlenisse

Helt glad Bean

Så bliver det ikke mere juleagtigt udi i naturen

6. dec. 2012

One small step for mankind...

... men et KÆMPE spring for mig.


Jeg kørte - for allerførste gang! - i bil alene i København.

Endda i mørke. Og parkerede på en smal, ensrettet sidevej på Frederiksberg.


Lige da jeg havde fået kørekort, arbejdede jeg et år som lærervikar på samme skole som mine forældre, og kørte derfor omkring 30 km stort set hver dag på en blanding af landevej og by.

Det gav en del rutine udi kørsel, men efter jeg flyttede hjemmefra har jeg næsten ikke kørt.

Derfor er det nu med en puls på 500 og storsvedende håndflader, når jeg nærmer mig førersædet. Rutinen er nemlig pist væk og har været det i mange år. Det til trods er jeg faktisk en god bilist, der kører stabilt og sikkert og inden for lovens rammer og tager hensyn. Siger Kæreste selv.

Kæreste får derfor lov at tage snart sagt alle køreture, mens jeg sidder på bagsædet med Bean. (Kan ikke huske, hvad min undskyldning var før fødslen - og før jeg var højgravid)


I går aftes skulle jeg til en korprøve i den anden ende af byen, det var koldt og mørkt, og jeg skulle kunne komme hurtigt hjem til aftenamning. Derfor samlede jeg alt mit mod og fandt kørehandskerne frem. (Kan ikke køre uden at pakke hænderne ind. Heller ikke om sommeren. Svedige håndflader glider på rattet. Mine hænder stress-sveder nemlig ikke bare lidt, men så det løber ned ad underarmene. Herlig feature)

Og kørte.

Det gik faktisk rigtig fint. Som i: det kunne jeg også gøre en anden gang.

Det var mere afslutningen på turen, der bragte mig ud i 'det går aldrig - jeg kører hjem igen': parkeringspladsjagt i Frederiksbergs små, smalle, ensrettede gader tog rundt regnet 30 minutter, hvor jeg skulle manøvrere en del rundt. Og gik i stå flere gange.

Men. Det lykkedes. Til sidst.


(Tænk, hvor stolt man kan blive over at gøre noget, som millioner af mennesker gør hver eneste dag... og lidt flov over at blive stolt.)

4. dec. 2012

Mere om søvn, juleri og fremdrift

Man skulle tro, jeg efterhånden ville være rutineret nok som blogger til at huske kamera i alle situationer - men sådan er det åbenbart ikke.

Derfor er der absolut ingen konfektbilleder. Heller ikke af flødebollerne, der ikke var de pæneste i verden, men i stedet så hjemmelavede og hyggelige ud. Og smagte fantastisk. Det er på ingen måde sidste gang, jeg kaster mig ud i at lave den slags. For det er overraskende nemt. Og folk bliver herreimponerede. What's not to like?

Nåmen, julestuen gik over al forventning.

Folk kom, klippeklistrede, spiste og drak og talte. Og talte noget mere. Og hyggede sig helt vildt.

Bean sov en ukarakteristisk lang middagslur (efter at være blevet vugget i søvn i barnevognen fordi hun i første omgang mente, at 30 minutter var rigeligt at sove), og var derfor i hopla, da hun kom op kl. halv fire (!?!), og de, der endnu ikke havde mødt hende, fik hilst på - og kommenteret de blå, blå øjne og lange vipper.

Så uimponeret kan man se ud, når ens far leger papparazzi.
Og så yndig kan man være i sin julekjole.

... og så kan vi i øvrigt næsten ikke få armene ned over det dér soveri. (Nej, Nemesis. Vi taler ikke fremtid eller noget, bare de sidste par nætter) For Bean har præsteret at sove fra putning til lidt i et (med en enkelt eller to omgange 'sut/trøst' imellem, blevet ammet, lagt i seng igen og har sovet videre til rundt regnet halv fem. Uden at give lyd fra sig derimellem! Blevet ammet og har sovet videre indtil ca. kl. 7 i midten af dobbeltsengen.

D.E.J.L.I.G.T.

I aftes havde vi dog en gråd-krise, fordi den lille dame er blevet snottet ligesom rundt regnet alle andre børn i omgangskredsen. (Tak) Og næsen drillede, så det var svært at sove med sut i munden. Og når man græder stopper næsen endnu mere. Så vi brugte en time (!) med et skrig-grædende/hulkende/snøftende/klagende lille barn, før det omsider lykkedes at få hende til at falde nok til ro til at falde i søvn. Puha. Flashback til kolik-månederne. Fatter ikke, at vi faktisk overlevede det.

Udover snot er Bean også udfordret af en del motorisk uro i øjeblikket, hvor hun er i fuld gang med at krybe frem i verden. Mere end det, faktisk. For hun har rejst sig til knæ og hænder og står og rokker frem og tilbage. I en alder af 7 måneder. Vi er ikke uimponerede (men vi er selvfølgelig heller ikke objektive beskuere på nogensomhelst måde)

Vi er ret spændte på at se, hvornår hun regner ud, hvordan man flytter tyngdepunkt og lemmer samtidig.

Måske hun er blevet en ferm lille kravler inden jul?

1. dec. 2012

Om skinny jeans, konfekt og søvn

Ved I hvad der skete i går?

Jeg rakte lidt distræt ind i klædeskabet i retning af min buksehylde og fandt det nærmeste par jeans.
Som viste sig at være mine skinny jeans.

I ved. Dem der, som man købte, fordi man i en periode var ekstra slim, og derfor troede, man kunne passe altid?

Men som man kun har kunnet passe i særlige perioder (og ALDRIG mens man var PMS-opsvulmet!), når træning/stress/diverse gav udslag i nedadgående retning på vægten.

De passede.

Sgu.

Og endda helt uden at jeg skulle trække maven ind for at knappe dem.

Jeg ved ikke, hvor længe det holder (særligt i denne juletid med ekstrameget sødt og godt), men for hulen hvor var det en skøn og god overraskelse at de bare gled på i går.

... måske har det noget med nattesøvn og hvile at gøre?

Indtil videre kan jeg nemlig næsten ikke få armene ned over den afsluttede samsovning. Og nu er der givetvis nogen, der synes, at det er noget skrækkeligt noget at sige, og tænk at jeg er glad for at være adskilt fra mit barn. Men helt ærligt, ikke?

Så er det fantastisk at få sit soveværelse igen. Og ikke at blive forstyrret hele tiden hele natten.

Alle dem, der kan sove dejligt sammen med deres børn, så alle får en god nattesøvn - herligt for jer. Helt oprigtigt. Det fungerer bare ikke her. Heller ikke for Bean, lader det til.

Hun har nemlig sovet bedre, tror jeg, siden vi flyttede sengen i onsdags. I al fald har hun været mindre vågen. Altså, det er stadig flere gange hver nat, vi skal ind til hende. Men i mellemperioderne kan jeg sove rigtigt. Og det holder 100%.

I nat blev hun forstyrret et par gange før midnat og en enkelt gang efter af larmende mennesker i trappeopgangen (dejligt... vi overvejer om man skulle investere i en lydtæt hoveddør, for det er godt nok en del lyd, der går igennem), men hvis vi skærer det bort, så sov hun fint fra midnatsamning til kl. halv fire-amning og derefter indtil kl. halv syv, hvor jeg vågnede ved, at hun rumsterede i sin seng. Da jeg gik ind til hende, lå hun og legede og snakkede med sin sovekanin. Og hvinede af fryd og spjættede  i hele kroppen, da hun fik øje på mig. Dét er da en herlig måde at stå op på!

... og så til konfekten. Som sidste indlæg jo egentlig skulle have handlet om.

Vi er næsten klar til julestue i morgen.

Søsterlil og mig lavede det meste konfekt i onsdags, alle småkager er bagt og i dag skal vi bare have gjort rent, pyntet op (inkl. det fine lille træ, som Kæreste kom hjem med) og forberede vin chaud og juleflødeboller.

Normalt går jeg ret meget all in på konfekt og laver trøfler og fyldte chokolader. Det gad jeg ikke i år - også fordi det er lidt bøvlet at lave med en vride-vende-dreje-sig-Bean på armen!

I stedet har vi lavet noget let og enkelt - men ikke desto mindre syndigt lækkert.

Fx ønskede Kæreste sig en 80er klassiker med cornflakes og rosiner i chokolade. Noget med at vende begge dele rundt i smeltet chokolade og så sætte små skefulde i petit fours forme. Hvor let kan det blive?

Jeg har også lavet Rocky Roads i en julet udgave med mini-marshmellows, tørrede abrikoser, rosiner, marcipan og mandler. Igen: smelt chokolade og bland sammen med alle ingredienser. Hæld i form, vendt på at det størkner i køleskabet og skær så i passende (små) stykker.

Derudover var der ønske om pistaciekugler, som jeg har lavet de sidste 5 år - marcipan æltet med appelsinsaft og -skal, trillet til kugler, vendt i smeltet chokolade og rullet i finthakkede (usaltede) pistaciekerner.

Til sidst lavede vi abrikosfirkanter - marcipan æltet med små stykker tørret abrikos og lidt calvados, overtrukket med chokolade og fint pyntet med små sukker-snefnug.

Jeg snød med småkagerne og bagte Irmas brunkager. Af og til må det godt være let.

Der er også lavet pebernødder efter en hemmelig, svensk opskrift - udvekslet med ekspedient fra Stig P for snart 7 år siden, som havde den fra sin mormors faster. (Nej, den kommer ikke på bloggen. Den er hemmelig. Men den giver pebernødder som smager sådan, som man altid har vidst, de burde smage)

I går fik jeg bagt små mørdejssmåkager med syltede kirsebær i midten (tak til Bo Bedres årlige julebog) - Kæreste havde meget svært ved at holde fingrene fra dem, så det var godt, der var et par stykker, der gik i stykker på vej fra plade til afkølingsrist. Dem fik han.

I dag skal jeg kaste mig ud i årets mest ambitiøse projekt og lave flødeboller med marcipanbund og et syltet kirsebær inden i. Det bliver spændende at se, hvor fine jeg kan få bollerne.

... forresten må vi også åbne lågerne i Simply Chokolate-julekalendrene. Ja, i flertal. For Søsterlil havde simpelthen købt en til mig som tak for den pakkekalender jeg laver til hende hvert år. Så nu har Kæreste og jeg hver vores chokoladekalender. (Jeg kan helt sikkert ikke passe de skinny jeans når december er slut!)

Og i morgen tidlig er der adventsgaver fra Mormor til os alle.

(Fik jeg nævnt, at jeg ELSKER jul?)