29. sep. 2011

Som en lille snebold, der ruller ned ad en bakke

Var en tur forbi Riget i går til en doubletest, som Kæreste og mig får resultatet af torsdag i næste uge til NF-scanning. Det bliver en udvidet omgang, for jeg har meldt mig (os?) som forsøgskaniner (læs: deltagere) i internationalt WHO-forsøg, der skal undersøge fostres vækst for at få et bedre billede af en slags 'normaludvikling'.

Så jeg skal også interviewes om kost mv. Det er fine by me, og jeg synes egentlig, det er win-win (beklager, men hvad pokker siger man ellers?), for der er en del ekstra scanninger med fordelt over resten af den her udvikling. Vi får altså rigtig fine muligheder for at følge med i, hvordan Bean går (ligger) og har det derinde.

Men så starter det godt nok også med tests, scanninger, blodprøver, undersøgelser og alt muligt andet. Prøvesvar fra lægen dukkede op på mail, og jeg har (surprice!) hverken HIV, klamydia, syfilis, hepatitis eller andre spændende ting.

Vi nærmer os så småt den forjættede 12. uge, og det bliver efterhånden dejligt at kunne dele med andre. Mine forældre er de første, der skal vide noget, og der er en aftale om besøg i provinsen om to uger. Indtil da er det egentlig også meget hyggeligt at være to (plus en del sundhedspersonale), der ved noget.

Gad vide, hvordan de reagerer, forældrene? Kærestes forældre har jo efterhånden et par børnebørn, så det bliver bare noget med et telefonopkald, men det er en første gang for mine forældre - og søster, for den sags skyld.

Hvordan fortæller man det egentlig på en fin måde?

24. sep. 2011

It's alive

Hjerteslag, tjek
Rygsøjle, tjek
Navlestreng, tjek

Tak til Lille Københavner for at gøre Kæreste og mig meget mere rolige. Og helt vildt lykkelige.

20. sep. 2011

De små ting

- er lige nu det, jeg holder fast i for ikke at det hele skal blive for skræmmende. (Lægeaftale i morgen eftermiddag kan forhåbentlig give lidt mere ro i sindet)

Kæreste er verdens bedste.

Han er sød og forstående og bliver ikke træt af at jeg bliver ked af det eller ligger på sofaen - og jeg elsker ham.

I virkeligheden er det jo ikke en lille ting. Men ikke desto mindre er det noget, jeg er lykkelig for.

17. sep. 2011

Det bliver bedre. Ikke?

Altså, med det der grundlæggende, eksistentialistiske angst? Ikke?

Ellers er jeg eddermaneme på skideren.

Lægen var sød og rar og lyttede til hvad jeg havde at fortælle og sagde, at alting lød normalt og slet ikke fik ham til at tænke hverken røde eller gule advarselsflag. Første reelle undersøgelse på onsdag. Lægesekretær gik i øvrigt igang med at udfylde det dér svangrejournal - og spørgsmålet 'Hvem er barnets far?' gjorde af en eller anden grund det hele meget virkeligt og jeg blev helt rørt. Hormoner, anyone?

Men jeg bliver simpelthen ikke tryg før der er konkret tegn på liv. (Suk, hvorfor kan man ikke bare glæde sig og vente og være en af dem, der melder ud til alverden når testen viser positiv? Jeg tør simpelthen ikke. Jeg føler, at Nemesis kommer med en kæmpestor lussing og et håndkantsslag, hvis vi melder åbne kort før (tidligst!) efter NF-scanning.)

Så indtil videre forsøger jeg på bedste beskub at slå koldt vand i blodet og tænke positive tanker. Kæreste er heldigvis sød og meget, meget forstående.

Tænker om man ikke skulle være typen, der benyttede sig af Lille Københavners tilbud om drop-in weekend- eller aftenscanning for bare 200 kr?

15. sep. 2011

Tur til lægen

Jeg formår at køre mig selv rimeligt meget op.

Heldigvis er det vist ikke et helt ukendt fænomen for læger, så min kunne klemme mig ind i dag med en dags varsel.

Jeg er simpelthen så angst for, at der skal være noget i vejen.

12. sep. 2011

Yndlingsweekend

Af og til har man en af de weekender, hvor alting bare viser sig at være helt perfekt.

Lørdag gik en tur over sundet til svensken - Malmös Moderna Museet havde Marcel Duchamp-udstilling, der lige skulle ses (altså, de har haft den udstilling hele foråret og sommeren, men det var først dagen før deadline, vi fik taget os sammen til at tage afsted. Og kunne begge to.)
Efter museumsbesøg - fine udstillinger - slentrede vi rundt i de små gader, købte skøn, grøn te (for det dér koffein er vi jo nogen, der lige skal slappe af med pt.) og spiste frokost på en cafe med servering udendørs. På vej hjem i toget faldt jeg i søvn og brugte det meste af resten af dagen på sofaen.

Træthed og ømme bryster. Det er åbenbart så vildt, som det bliver for mig her et stykke inde i første trimester.

Søndag bød på kvindeløb med Moder og Søsterlil - årlig familietradition, som jeg elsker. Men jeg turde faktisk ikke løbe med, så jeg takker mit løgner-gen (nej, det er godt nok ikke alle, der har sådan et. Løgner-gen sikrer fx at folk tror på det, man siger, og ikke gennemskuer, det er løgn) for en historie om vådt kantinegulv og vrid i knæ. Til gengæld hyggede Fader og mig os mens vi ventede på at løberne kom over målstregen. Og fik lækker frokost - med kage - hjemme hos Søsterlil, da løbet var slut.

Hjemme havde jeg lokket Kæreste med i Park Bio, min absolutte yndlingsbiograf i København ift. indretning, for at se Midnight in Paris (inden dens spilleperiode sluttede. First movers. Sgu ikke os.)
Vi endte med at more os og komme i et vældigt romantisk humør, så vi slentrede gennem gaderne her på Østfronten og kom tilfældigt forbi Fischer på Victor Borges Plads, som Kæreste åbenbart havde fået anbefalet fra tidligere studiekammerat. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene og satte os ind til en - i øvrigt superveltilberedt og meget lækker - middag for to i stearinlysenes skær.

Som ising on the cake var jeg faktisk i stand til at holde mig vågen helt til kl. 22.30, så det var ikke kun noget med at ligge i ske i sengen og falde i søvn.

(... on a different note: hvorfor kan danske cafeer og spisesteder ikke have noget interessant at drikke til os, der af forskellige årsager ikke rører alkohol?)

9. sep. 2011

Kære Bean

Har bundet en lille A5 kinabog ind i smukt papir og bruger den til at skrive ned, hvordan det går med Bean - ikke englænderen, men det lille liv, der er dukket op inden i mig - og hvad B er i stand til at gøre uge for uge.

Men det her bliver stedet for de tanker, følelser og fornemmelser, der følger med.

Bogen er tænkt som noget, Bean kan læse selv en dag og finde ud af noget om sig selv og sine forældre, som sådan har ønsket sig et barn og glæder sig til at møde B.

Bloggen bliver... nåja, alt det andet. Alt det, der også er med træthed, ømme bryster, evindelig tissetrang - men ingen kvalme (endnu?), ubegribelig lykke og ditto angst for at der kan være noget i vejen.

I er velkomne til at følge med, komme med råd og betragtninger, men det er først og fremmest mit udløb for alle de nye og ukendte følelser og fornemmelser der åbenbart følger med.