Girls in the house

Bean og mig er alene på posten denne weekend. Kæreste leger med studiekammerater i Odense, og kommer først hjem i morgen.

Der er et eller andet, der driller Bean i øjeblikket, og vi kan ikke gennemskue om det er fysisk (tænder, vokseværk, maven, ...) eller om det er udviklingsspring og sproglig frustration.

Så der har været en del 'sidden hos' hvor jeg har nydt, at min store, lille pige ikke har villet andet end at putte sig ind til mig. Så lever vi med gråd, raseri og grænsesøgning.

Til gengæld har der været en masse sjov og leg også - vi gik til bageren i morges kl. 7, og kombinerede i løbet af formiddagen et lokalt loppemarked med et lille lagersalg. Eftermiddagen blev brugt i full-on regngear i vandpytterne på legepladsen til stor fornøjelse for Bean. Jeg tror, vi var ude i over halvanden time.

Aftensmaden blev butter chicken og luftige ris fra den lokale inder, som Bean er storfan af. Barnet spiste mere ris end mig og de sidste riskorn og sauce blev møjsommeligt fanget med pincetgreb fra bordpladen.

... men vi glæder os alligevel til far kommer hjem i morgen.

Er vi klar til at gå, mor?

Loppegodter 

Kæreste havde også loppet - denne gris ventede på Bean hjemme

Ae, ae

TAK, far!

Lagersalgs-fund: Tee fra Soft Gallery og strikbukser fra FUB 

Loppe-grisen

Fredags-date

Kæreste og mig havde begge mulighed for at holde tidligt fri fredag, og det blev udnyttet med en skøn frokostdate på Aamanns med smørrebrød, Thy pils og en smagsprøve på solbærsnaps. (Det bliver aldrig mig, det dér snaps. Ikke til julefrokosten, ikke til påske og heller ikke noget derimellem)

Maden og selskabet var til gengæld fantastisk, og vi holdt hånd hele vejen hjem. Og så ikke et ord om, at 'nogen' af os havde låst cyklen, men glemt nøglen i låsen i bar frokost-date-iver. Heldigvis stod den der stadig, da vi skulle hjem!

Awake forever in a sweet unrest - manden i mit liv

Kjole: Ganni // Bælte: fundet i en genner for mange år siden // Sneakers: Stylesnob // Taske: Paul & Joe Sister // Ring: min farmors

Man skulle da være et skarn...

... hvis man ikke udnyttede den lokale Irmas fuldstændigt uhyrlige tilbud på friske blåbær!

Jeg havde lovet Kæreste kage som 'kompensation' for aftenens menu af porresuppe, og den blev med masser af blåbær.

Bean elsker også de små antioxidant-bomber, og det er efterhånden blevet et fast morgenritual, at hun skal have en lille skål med blandede bær, som hun sirligt placerer oveni sin yoghurt eller grød inden hun spiser det hele. Just like mum.

Blødt galleri og efterårspoesi

Soft Gallery formår gang på gang at lave så fine kollektioner, der emmer af lige dele cool'ness og poesi.

I sidste uge var jeg forbi for at se nærmere på efterårsgodterne (og for at lave en 'ønskeseddel' - mere om det en anden gang) - det er dejligt nemt, når Soft Gallerys kontor ligger lige om hjørnet fra hoveddøren.

Det er svært at begrænse sig, men her er lidt af mine favoritter (og mon ikke et par af dem ender i Beans garderobe?)

Smukke prints til det seje, det søde og det grafiske look

Den forede jakke er helt fantastisk blød og lækker. Elsker.

Smuk hindbærrød farve til at lyse op i en mørk årstid.

Skønne, bløde kjoler. Særligt den grå kunne jeg godt bruge i voksenstørrelse også!

Psst! AW13 er netop kommet på webshoppen. 

Indlægget er hverken sponsoreret eller noget som helst andet. Jeg kan bare virkeligt godt lide SG.

Om andres børn - og noget om grænser

Kender du også de situationer, hvor du oplever børn eller deres forældre agere sådan, at du har mere end vanskeligt ved at holde munden lukket eller gribe ind?

Det gør jeg. Og jeg har faktisk rigtig svært ved at finde ud af, hvordan og hvornår jeg skal reagere. Måske fordi jeg VED, at jeg selv ville have det meget mærkeligt hvis andre kommenterede (negativt) på Bean eller på min interaktion med hende.

De seneste par uger har særligt 3 episoder brændt sig fast for mit indre blik, og jeg bliver ved med at afspille dem for at nå frem til, hvad jeg ville ønske, der var sket.

Episode 1

Ved kassen i Netto, simultant igang med at pakke varer i net og betale, fik jeg øje på en mor med et helt tomt blik, der ventede i køen med sin grædende baby i en autostol i indkøbsvognen. Barnet havde grædt hele vejen igennem butikken. Moderen hverken sagde eller gjorde noget og barnet blev ved med at græde. Alle fibre i min krop råbte 'Tag barnet op og trøst det' eller 'Tal i det mindste beroligende til den lille'.

Jeg kender ALT til at have en baby, der græder og græder og græder ligemeget, hvad man gør. Og til at man kan komme til at tale lidt højt til den baby kl. midt om natten, når sirenen ikke vil holde op. Men jeg har altid forsøgt at trøste så godt jeg kunne - for selvom hun stadig græd i min favn, så vidste jeg i det mindste, at hun også kunne mærke og dufte mig.

Jeg havde sådan lyst til at møve mig igennem køen og give moderen et kram og love hende, at det bliver bedre. At gråden engang stopper. At jeg har været lige dér for et år siden. Og at foreslå hende, at jeg kunne holde babyen mens hun fik betalt og pakket sine varer.

Jeg gjorde det ikke. Fordi der var så mange mennesker, fordi jeg ikke kunne få øjenkontakt med hende, fordi jeg ikke turde, fordi jeg gerne ville hjem og hente Bean. Fordi det gør man ikke.

Jeg ville ønske, jeg havde gjort det.

Episode 2 

En halvstor pige går med sin far i hånden for at mødes med lillesøster og mor ved legepladsen. Far og datter går og småsnakker om alt og intet. Det første moderen siger/hvæser, da hun ser pigen, er "Er du så FÆRDIG med at være sur nu!?" Hvilket (naturligvis!) resulterer i, at pigen bliver rigtig ked af det, lukker sig ind i sig selv og fysisk fjerner sig fra situationen ved at gå tre skridt foran resten af familien. Altimens moderen bliver ved med at halv-hånligt og forurettet fortælle, at "Der er altså ikke noget at være sur over. Jeg har ikke skældt hende ud. Hvorfor skal hun være sådan?".

Rigtig flot måde at optrappe og forlænge en konflikt på. Og rigtig flot måde at booste pigens selvværd på (indsæt selv passende mængder ironi).

Jeg gik med Bean i Bugaboo'en lidt bagved og blev ved med at forsøge at finde den sætning, der kunne forklare moren, hvor helt igennem ringe hendes måde at tale til og om sit barn på, var. Jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke overskue at diskutere med moren og hele familien - og ikke mindst Bean - som vidne. Og jeg forstår slet ikke, hvorfor faren ikke trådte i karakter.

Men jeg har stadig ondt af den pige, hvis mor taler så grimt til hende.

Episode 3 

Smart Østerbro-mor på vej ud af Søstjernen med sin grædende dreng på 7-8 år. Tilsyneladende har han ikke opført sig helt optimalt i butikken, for hun har ham i et mildest talt fast negle-greb i nakken og hvæser med ansigtet forvrænget af vrede helt ned i ansigtet på ham hele vejen over til Irma. Mens han græder og græder og vrider sig. Jeg venter på grønt lys i krydset ved Lille Trianglen, mens jeg overværer episoden. Ingen gør noget, og de er forsvundet ind i en bil, da jeg når over på den anden side af vejen.

Hvornår syntes den mor, at det var ok at behandle et andet menneske sådan? At holde fast i et barn på en måde, der tydeligvis gjorde ondt og at bruge sin størrelse og styrke til at tryne en anden.

Jeg ville ønske, jeg kunne have nået dem, inden de forsvandt. Jeg kogte indvendigt hele resten af vejen hjem og gav Bean ekstra-mange kys og kram resten af dagen.


Så.

Hvad kan og hvad bør man blande sig i - og er der forskel på de to ting?

Bean her helt uden for anden kontekst, end at hun her er helt opslugt af sin leg.
Det skal man i al fald ikke blande sig i.

Fest og farver

Kærlighed.

Jeg blev forelsket på ny i min lille, store pige indtil flere gange over weekenden. Og helt rørt over, hvor modig, nysgerrig, kærlig og varm hun er. Hvor fantastisk hendes tilgang til verden er. Jeg nyder hendes nye måde at kysse på, hvor hun lægger hænderne om mine kinder og trækker mit ansigt ned til sig.

Kærlighed.

Masser af tid med familie og masser af lækkert solskin. Jeg suger til mig i øjeblikket, for man ved aldrig, hvornår efteråret for alvor sætter ind.

En hyggelig fredag eftermiddag i Tivoli med Farmor, Kusine og Faster, og en lørdag på Vestegnen med min familie for at fejre et dejligt kobberbrudepar.

Masser af børn, masser af legetøj og masser af Bean-sittere. Kæreste og jeg kunne stort set sidde ned blandt de andre gæster hele eftermiddagen, for Søsterlil og hendes kæreste, Mormor og Morfar var mere end glade for at følge med den lille dame rundt og undersøge stedet.

Det var en supersej lille pige, der var til fest. Glad og imødekommende og nysgerrig - og meget, meget træt til sidst, så da vi kørte hjem (med mig bag rettet, du! På motorvej og alting) var det med en snorkende Bean på bagsædet.

Store øjne og denimskjorte i Tivoli

Wagamama-mam

Bobler på Vestegnen 

Træhest i fuld galop over kufferten prærien

Bean indtager dansegulvet

Bean: Cardigan: Norlie // Libertykjole: Norlie // Strømpebukser: H&M // Sko: Angulus

Copenhagen Cooking med Arla og Ebbe

Bean vågnede frisk og glad og klar på ballade efter sin middagslur i dag, så vi tog en rask beslutning og cyklede afsted mod Kongens Have, hvor Arla holdt Food Fest for børn.

Vejret var mildest talt fantastisk, så vi var alle nødt til at smide trøjerne efterhånden som eftermiddagen skred frem.

Vi klappede kalve og beundrede køer, smagte rodfrugter og blev tatoverede, dansede til livemusik (på øre-sikker afstand), fik bygotto, ost, mælk og lækre mælke/lakrids/is-drikke. Bean stormede rundt og sugede indtryk til sig.

Det var en fest. 

Bean er iført svenske klæder i efterårsfarver i anledning af høstfesten: hun har nemlig fået den lækreste tunika og seje chinos fra Ebbe, som jeg stiftede bekendtskab med på CIFF. Ebbe kan fås i Danmark her i efteråret. 

Og det kan varmt anbefales. Særligt tunikaen er vi vilde med alle tre. Dels fordi Bean ser både sød og sej ud i den, men også fordi den er blød og har en virkeligt god pasform. Kæreste er vild med, at den har trykknapper og ikke 'rigtige' knapper! Bukserne har rigtig lynlås (og trykknap) og linningen kan gøres større og mindre, fordi der er justerbar elastik i den. 

Tjek udvalget her.

En lille køkkenhjælper

Det ene øjeblik sidder hun roligt og leger i stuen.

Så klirrer det fra køkkenet.

Det næste øjeblik er hun ved min side i køkkenet med armene i vejret og et blik der siger: 'Løft mig op, mor. Jeg vil se, hvad du laver. Jeg ved, det er mad. Jeg elsker mad.'

Fra hun var helt lille har Bean været med i køkkenet. Enten på et tæppe på gulvet, i bæresele (og sovende i bæreselen, mens jeg lavede moussen til navngivningskagen!), og nu enten siddende eller stående på gulvet, mens hun pusler med sit eget køkken eller legetøj. Men hun vil helst følge tæt med i, hvad der foregår, og det kan resultere i nogle raseriudbrud, hvis hun ikke kan få lov til at sidde på armen, mens lasagnen skal ud eller ind i ovnen - eller andre ting, der ikke kan klares med éen hånd.

For en måned siden fandt hun ud af at klatre op på skamlen og kan dermed få udsyn over bordpladerne. (Endnu står vi dog tæt ved hende, når hun er ude på den slags klatre-eventyr - barnet har INGEN respekt for tyngdekraften) Lige nu vil hun allerhelst have lov at sidde på bordet, når der laves mad, så hun rigtig kan følge med. Og være med.

Men. Hvordan kan en (knap) 16 måneders køkkenskriver bedst hjælpe, så ingen lider overlast og alle er glade? Ja, det var dig, jeg spurgte.

At bolledej kan æltes og formes af både store og små hænder har vi for længst fundet ud af. 

Forleden lavede Bean endda sin egen pizza. Tomatsaucen blev smurt i et tilnærmelsesvis jævnt lag over bunden med en dejskraber og fyldet blev lige dele omhyggeligt placeret og skødesløst kastet ud over pizzaen.

Hun kan også hjælpe med at bære sin kop, tallerken og bestik ind til bordet.

Men hvad ellers? Hvilke gode idéer har du til at inddrage et lille barn i madlavningen? Jeg er ligeglad med, om det sviner. Det skal bare være hyggeligt og ufarligt for alle medvirkende.

Og så kan jeg ikke lade være med at citere Hella Joof om at have børn med i køkkenet fra det nys udkomne Irma Krydderiet:

"Som voksen perfektionistmor vil man måske gerne have, at maden ser pæn ud. Voksenpæn og børnepæn er ikke altid det samme. Men børnepæn er til gengæld fuld af kærlighed og stolthed og små fingre med dej på og mel i håret."

Tøset torsdag hos Norlie

Af og til er det ikke så ringe at blogge. Faktisk kan jeg virkelig godt lide det - og har kunnet hele tiden, men af og til er det ekstra godt.

Fx når en almindelig kedelig torsdag bruges på brunch, bobler og lækkert tøj i godt selskab på Elefanten.

Norlie inviterede på (crazy gode!) røræg og andre brunch-herligheder, rosa bobler og muligheden for at se og mærke og høre om AW13-kollektionen. Der som noget nyt byder på lækker, lækker strik til mor.

Det var et super fint arrangement, og jeg glæder mig til Beans nye cardigan kommer ind ad døren. Lad os bare sige, at det var vanskeligt at begrænse sig, men oven på onsdagens shoppetur er min bankrådgiver sikkert glad for, at jeg trods alt udviste mådehold!

Der kan måske anes et farvetema? Jeg elsker efterår og får altid lyst til at gå efter varme, mættede farver og lækre, lune strikkvaliteter i mørke og grå nuancer. Jeg er helt vild med den mørke karrygule i cardiganen. Der er dog også et fint, mørkt blomsterprint og koralfarver i kollektionen.

Det er skønt, at Norlie også har tøj, der ikke er udpræget 'drenget' eller 'piget' (bare rolig; der er kjoler og nederdele i efterårets kollektion), og på flere af billederne har jeg kombineret styles fra babypige og -drenge kollektionen. Fx den grønne strik sat sammen med den rå nederdel.

Voksenstrik kan ikke (endnu!) købes i webshoppen, men kun gennem en konsulent. Jeg elsker den strukturstrikkede cardigan der ses på billedet, og den fås både til baby, pige og mor. Ahmen altså. I første omgang bliver det dog bare Bean, der kan lune sig i blød, grå strik.

(Der er for god ordens skyld ikke tale om affiliate links - jeg har bare linket til Norlie, så I kan se, hvad jeg snakker om :) )

Yndlings-mennesker og yndlings-is

En lun, solrig aften i slutningen af august skal ikke gå til spilde, så efter aftensmaden trillede Kæreste, Bean, Søsterlil og jeg en tur forbi Hviids og nød hver vores ispind.

Oh, hvor er de altså vanedannende!

Torsdags-Bean er så yndig, at vi sagde, I ikke så krummerne i sofaen. Deal?

Genialt koncept med is i str. XS. Her vanille med lys chokolade og kokos

Hele min lille familie (og nej, jeg ved heller ikke, hvorfor Kæreste beholdt jakken på. Det var dejligt lunt.) 

'Jeg skal også smage den dér, far!'

Hvor er det i øvrigt en herlig luksus at have en søster, der har mulighed for og lyst til at tilbringe så meget tid med Bean. Og med os. Siden hun flyttede til København har vi set hinanden ca. en gang om ugen, og det mønster er fortsat efter Bean kom til verden. I de første mange måneder betød besøg fra Søsterlil også at hun havde handlet og lavede mad til os. Virkeligt fantastisk når man hele dagen har dealet med kolikbarn og søvnunderskud.

Anywho. Al den tid tilbragt sammen og alle de kys og kram, der er udvekslet, betyder, at Søsterlil er et af Beans allerbedste mennesker (og følelsen er vist gengældt!)

Retail therapy

I forlængelse af mit sidste indlæg, og med undskyldningen at jeg skulle forbi Perchs og købe te på vegne af Mormor, gik der retail therapy i den onsdag.

Det er ikke noget, der sker tit - men når det sker, så virker det altså!

Der er altså noget ret lækkert ved at have hænderne fulde af goodies. Særligt når det er en så sjælden fornøjelse.

Da jeg kom hjem viste der sig en vis overensstemmelse i farverne... det var dog ikke bevidst. Her en blanding af lækkerrier fra H&M til Bean (øverst og nederst), COS til mor og Bean og Zara til Bean (i midten)

... og så lidt andre kulører: Beans egen kuffert til dukketøjet og lidt nye sokker (de gamle forsvinder på mystisk vis?)

Jeg kunne simpelthen ikke stå for denne gentleman i str. Bean fra Zara.

Smuk-hed fra COS til Bean (YAY - vi er nået til deres mindste str.!)

Kold lemonade a la Vietnam i solen på Nørrebro til mor. Mmm.