Nervekrig og kærlighed

Jeg kan ikke med sikkerhed sige, hvornår det begyndte, men putningen er efterhånden en regulær nervekrig herhjemme.

Eller måske snarere en udholdenhedskrig for Beans vedkommende og nervekrig for Kæreste og mig. For damen er blevet HELT umulig.

Der var engang hvor vi vuggede og vuggede og vuggede og vuggede hende i armene, hvor hun var svøbt i dynen, og hvor hun grundlæggende skreg, indtil hun overgav sig.

Så blev hun 4 måneder og vi indførte og børn skulle falde i søvn mens de lå ned. (Mest af alt fordi det blev alt for hårdt og tungt at vugge hende i 1-1,5 time hver gang, hun skulle sove i sin seng.)

Det gik over al forventning og vi efter en del måneder nåede dertil, hvor vi faktisk kunne lægge hende i seng og så faldt hun i søvn af sig selv. Måske skulle vi lige ind til hende 1,2 eller 4 gange og give sutten/putte dynen omkring hende igen/vende hende rundt fra alle fire, men det tog omkring 20-25 minutter og så sov barnet sødt. Med trælse perioder indimellem.

Indtil... hun begyndte at kunne rejse sig op og ruske i tremmerne.

For mens hun fint kan sætte sig ned igen alle andre steder i huset, så nægter hun at komme ned igen af sig selv, hvis hun først har rejst sig op i sengen. Derfor blev vi til sidst nødt til at holde hånden på hjertet og holde Bean i hånden indtil hun sov.

Det gik (relativt) fint og tog omkring 30 minutter.

Indtil det sidste stykke tid, hvor Kæreste og mig efterhånden (igen!) frygter putningen. Og det er simpelthen så ærgerligt, at det, der burde være en hyggestund, hvor man kobler af, bliver så hårdt for alle. Det er ekstra ærgerligt, fordi Bean er så hyggelig, sød og glad når hun er vågen.

Bean bliver ked, fordi hun bliver lagt ned 1000 gange og hun ender med at bliver overtræt - vi bliver vrede og frustrerede, når vi kan se på hende, at hun er træt, men nægter at give slip og overgive sig til søvnen. Dvs. den første halve time (oder so) kan man godt være overskudsagtig, men når det tager 1,5 time, så er tålmodigheden mildest talt tyndslidt. I går aftes var jeg nødt til at smække med døren og gå en rask tur for at få temperamentet ned på et rimeligt niveau igen.

Jeg plejer at have rystet det af mig inden morgenstunden, men efter en skrækkelig hård nat, sad underskuddet stadig i kroppen. Derfor smuttede Kæreste en tur ud i formiddagen og vendte tilbage med denne kærlighedserklæring:

En hjerteformet latte og en lavendelfarvet gave til sure mor

John Masters lækkerhed til lokkerne. Mmm.

Fase? Ikke? Eller reaktion på pasning (selvom hun er glad og det går godt sammen med Bettina)?

Suk.