26. jun. 2013

Det var jo bare ironi

I lfB (livet før Bean) brugte jeg uTROlige mængder af både sarkasme og ironi. Det var ligesom bare blevet en del af min måde at tale på - sandsynligvis startede det engang i folkeskolen som en slags buffer mod 'the cool kids' og min måde at hævde mig på. Det kunne godt være, jeg ikke blev inviteret med ud til rygerbænken (obligatorisk element i 'de stores' gård i midt-90ernes folkeskole, red.), men jeg kunne komme på en hurtig og bidende kommentar. Den var ganske vist tabt på en del af 'ofrene', men lad det nu ligge.

Ironien fulgte mig igennem alle teenageårene og et godt stykke ind i tyverne, gennem en flytning, uddannelse, studiejobs og kærester.

Men nu er den trængt i baggrunden af noget andet. Med Bean kom der nemlig en sårbarhed og åbenhed ind i mit liv, som gav ironien en hul og mærkelig klang. Derfor har jeg i ret stort omfang lagt den på hylden og er i stedet blevet mere oprigtig og ærlig omkring mig selv og mine følelser.

Det er både godt og skidt, for pludselig er der ikke mere et skjold at holde op foran sig, eller muligheden for at trække på skulderen og sige, at 'det jo bare var ironisk ment', i forhold til andres reaktioner. Jeg kan ikke på samme måde slippe ud af en ordveksling eller diskussion, når mit udspil er det, jeg faktisk mener, uden at det er pakket ind i flere lag dobbeltbetydninger og kølig distance.

Det betyder dog ikke, at jeg ikke stadig bruger ironi af og til, for det gør jeg. Og det betyder bestemt heller ikke, at jeg tager mig selv helt vildt alvåååhrligt hele tiden. Selvironi skal der være plads til - specielt når man er taget ud af døren og først på kontoret opdager det fine aftryk af klistrede yoghurt-børnefingre på ens bukser. Og selvironi har i min optik ikke noget med hverken selv-udslettelse eller selv-kritik at gøre.

Når jeg er ærlig, giver jeg samtidig mine omgivelser en reel chance for at forholde sig til mig. Den ægte mig.

Og nu er det nået dertil, hvor jeg kan få tics og blive meget træt, når jeg oplever andre smøre alt for tykt på af ironi og sarkasme. Specielt når det handler om noget, de faktisk mener eller føler noget ægte om.

For mens både det ironiske og sarkastiske bestemt har sin plads i retorikken og debatten - når det bliver brugt med omtanke - så synes jeg efterhånden, vi kunne trænge til mere ærlighed og oprigtighed i vores omgang med hinanden. Hvorfor er det ikke cool at sige ligeud, at man glæder sig til noget/er bange for noget/bliver ked af noget? Jeg ved om nogen, at ironien kan være en buffer og et skjold. Men den kan altså også ende med at blive en mur, der er svær at se eller klatre over. Og så begynder det at blive svært for både en selv og ens omgivelser at finde frem til det ægte, det ærlige og det oprigtige.

Jeg er ikke helt klar over, hvorfor jeg i den grad har foretaget en u-vending, men jeg er glad for, det er sket.


(Og jeg ved også godt, at det her indlæg er ret forskelligt fra meget andet på Østfronten - det er bare noget, der har fyldt ret meget i min bevidsthed det sidste stykke tid)

2 kommentarer:

  1. Virkelig dejligt indlæg. Jeg læste det to gange. Jeg kan genkende følelse af, at ironi og sarkasme pludselig har fået en hul klang efter morrollen blev en realitet.
    Personligt er/var jeg også ret glad for ironi, men det er som om, at ens ELSKEDE unge får en til at hvile så meget i sig selv, at det ikke er nødvendigt med flere distancerende lag. Man (læs: jeg) har ligesom fundet min rette plads.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for den fine kommentar, Signe. Det betyder mere end du aner, for det er et indlæg, der er helt ærligt, oprigtigt og uden filter ift. mine meninger og værdier.

      Slet