Det er her også. Lykkeligt, altså.
For Bean er fantastisk. Intet mindre. Hun udvikler sig med lynets hast, og jeg elsker hende højere hver dag.
Og Kæreste og mig elsker vores familie og liv.
Men bloggen skulle jo gerne vise et (redigeret, men dog) sandfærdigt billede af mit og vores liv.
Og det liv er ikke lutter idyl og lykke. Jeg gider ikke selv læse med, når der ikke er noget 'ægte' at læse om. Ikke forstået sådan, at glæde, lykke og kærlighed ikke er ægte. Det er det. Bestemt. Men der er også andet i livet. Også selvom man vælger en 'glasset er halvt fuldt' attitude.
Kæreste og mig?
Vi er stadig igang med at lære hinanden at kende i vores nye roller og efterhånden som vi hver især udvikler os som forældre og mennesker.
Vi diskuterer, prøver os frem og forsøger at navigere uden om de værste fejl i det her forældreskab og parforhold. Og vi bliver uenige og kommer af og til til at skuffe hinanden. Ikke med vilje, men fordi vi ikke tænker os om eller har overskud til at være rummelige og forstående.
På en måde var det lettere, da jeg var mere 'anonym'. Men Kæreste, familie og venner læser med, så jeg kan ikke bruge bloggen som en dagbog, når jeg trænger til at rase ud. Og det er heller ikke fair over for Kæreste.
En af de tilbagevendende diskussioner er, hvor meget 'fritid', vi hver især kan få. Kæreste mener ikke, det er et problem, at han ses med venner eller selv er ude flere aftener om ugen. Jeg mener bestemt også, at der skal være mulighed for at være sig selv eller i voksenselskab med andre end mig, men han tænker ikke altid over, at han kan være ude, fordi jeg er hjemme. Og har ansvaret. (Også om morgenen, åbenbart, når det af og til bliver sent og/eller vådt)
Kompromiset blev en aften om ugen.
Jeg tvivler på, jeg 'når' at bruge alle mine. Jeg er til gengæld ret sikker på, at Kæreste får brugt sine. Plus det løse.
Som sagt. Det er noget, vi arbejder på. Heldigvis i fællesskab.
Ja... præcis mine ord. Jeg er helt med <3
SvarSlet<3 til dig også. Det kan være en rigtig svær balancegang!
SletI er jo egentlig allerede nået et godt stykke. Problemet er erkendt, og I arbejder på det, i fællesskab. Og det er SÅ meget bedre, end at du går ned med flaget pga ren og skær indebrændthed.
SvarSlet... og jeg synes selv, at vi er ret gode til at tage tingene enten i opløbet eller som de kommer. Og til at tale pænt om det, når vi endelig når til diskussionen. Og ja - det er bedre end at brænde inde med det hele.
Slet