My heart on my sleeve

Som gravid er man det tydeligt for alle, at der er et barn i ens liv (på mange måder)

Som barslende har man nærmest sit barn fastmonteret på sig.

• I slynge/bæresele/favnen; man ammer eller giver flaske; man er meget synlig i gadebilledet og på cafeerne med barnevognen eller højstolen og alt det udstyr, der følger med. Pusletaske, babymad, stofbleer, vådservietter, legetøj, skiftetøj, you name it!

Det har for mit vedkommende været knap 1,5 år, hvor jeg var 'med barn' til stort set alle tider. Det barn, der nu åbenbart er blevet 9 måneder gammel (HVORNÅR skete det?!)

Lille frk Bean med de blå øjne

Man kan sagtens få fingre i mors taske, selvom den er i sofaen

... hun er nu kær, hende 9-måneders Bean

Derfor er det også en mærkelig fornemmelse, når jeg nu med jævne mellemrum er ude i verden uden at nogen kan se på mig, at jeg er Beans mor. (Medmindre de regner ud at trætheds-rande under øjnene og lettere plettet tøj skyldes et lille menneske)

For hun er der jo alligevel. Hele tiden. I mit hjerte og i mit sind. 

Nå, men snart bliver moderstatusen tydelig, når jeg cykler rundt i det københavnske landskab, for vi er ude i noget med noget cykelstol (og hjelm) til Bean. Den skal bare liiiige bestilles og monteres først.

Måske jeg også bare skal øve mig i at være 'mig selv' igen af og til. Ikke nogens mor, bare mig. Forstå mig ret. Jeg elsker at være Beans mor. Jeg er bare også andet og mere end det. Så vidt jeg husker! Det hænger nok også sammen med arbejdsmarkedsstatus og at lave ikke-Bean-relaterede aktiviteter.

Som fx en hyggelig kaffeaftale med smukke og søde Mokka og Mælkeskæg i formiddags. 

Eller den kærestemiddag, vi havde i går aftes efter Bean var blevet puttet, og som involverede det meste af en flaske rødvin og mere samtale og flirt end der har været overskud til i lang tid.

Hvordan gør man det?

Helt ærligt?

Hvordan får man det hele til at hænge sammen, når man ikke er på barsel?

Jeg har i de sidste to dage været ude af huset fra 8-15.30, og har derfor kun haft morgentimen og ulvetimerne med Bean. Hende og Kæreste hygger sig det meste af dagen, men hun sover ikke meget, og bliver derfor uTROligt pylret og pjevset sidst på dagen. Og putningen de sidste par aftner har været med gråd og tænders gnidsel.

Suk.

Når først Bean er puttet er jeg helt flad, så der bliver hverken blogget, syet eller strikket. Eller noget som helst andet end stenet foran skærmene (hhv. Mac'ens og den flade)

Bliver det lettere og bliver man mindre flad - eller indretter man sig bare på den nye situation?

(Kurset, jeg går på... det er vel ok. Men lidt stenet og lala indtil videre. Satser stærkt på, det vender når vi skal til at lege med photoshop)

Undskyld, gider du lige holde mine poser under øjnene

Træt med træt på.

Trods et par ret fornuftige nætter og en generelt sød Bean, der dog ikke har sovet supermeget om dagen - rundt regnet 1,5-2 timer de sidste par dage fordelt på to lure.

Nuij, hvor jeg glæder mig til Kæreste kommer hjem (engangsentieftermiddag) så vi igen bliver to, der deles om at lege med/passe på/trøste/skifte/nusse Bean og klare det huslige.

Det havde ellers været rimeligt dejligt med en weekend til at lade op - næste uge bliver nemlig ret anderledes og tilbage-i-den-virkelige-verden-agtig. Med kursus fra 9-15 (aka hjemmefra 8-16! Ret grænseoverskridende for både Kæreste og mig), date med Mokka og mælkeskæg og andet godt fra havet.

Det dér aleneforælder-noget, ing'? Det er åndssvagt hårdt arbejde. (Gæt lige, hvor imponeret jeg er over, at Kæreste skal væk IGEN i næste weekend?!)

Nå. Resten af dagen skal bruges på indkøb, oprydning, Bean-pasning all inclusive og så en playdate med en APA-dame og mini-dame på den nye, herrelækre legeplads i Fælledparken. Det er ikke helt skidt.

Fyraften

Kæreste er smuttet på mandeweekend (igen-igen), og kommer først hjem sent søndag, så Bean og mig er solo-sild.

Og lad mig lige  - endnu engang - kaste armene op og falde på mine knæ i næsegrus beundring over alle de forældre, der klarer hele hverdagen alene. Frivilligt eller ufrivilligt. Det er edderbankeme en ordentlig omgang at holde styr på barn, hus, madlavning og alt det andet på en og samme tid.

Det var på mange måder lettere, før Bean kunne kravle og rejse sig op. Nu er man simpelthen nødt til at være på hende hele tiden.

Da hun var puttet (efter at have spist som en murerarbejdsmand af kartoffelmos og medister og tomat), lignede huset en slagmark. Den nyeste leg er nemlig at hive bøger ned fra hylderne, og der er nok at vælge imellem her i akademiker-boligen... Så jeg brugte en time på at rydde op, vaske op, rydde væk, reparere en body. Ting, som vi plejer at gøre på skift efter aftensmaden og inden putning.

Tidligere på dagen - mens hun sov middagslur - måtte jeg støvsuge hele huset og vaske udvalgte gulve, fordi 'nogen' havde set sit snit til at gå i potteplanterne i de 10 ubevogtede sekunder, det tog mig at bære frokosttallerknerne ud i køkkenet.

... men nu er det fyraften.

Sofaen kalder med et boligblad og en muffin fra Søsterlil.

Og alle mine fingre er krydsede for en rolig nat og en glad og mild Bean resten af weekenden.

Hånden på hjertet

Sikken en uro, der er i den lille krop i øjeblikket. Beans, forstås. Ikke min.

Hun møvler og bøfler og bumler og tumler. Både når hun er vågen og når hun skal falde i søvn. Og når hun sover.

Særligt det med at falde i søvn er blevet et issue (igen-igen), for det er mere end almindeligt svært for vores lille pige at overgive sig til søvnen i øjeblikket. Også selvom hun er helt utroligt træt og egentlig gerne vil sove. For benene spjætter, armene basker og den lille krop vender og drejer sig og rejser sig op i sengen.

Derfor er vi nødt til at sidde ved siden af hende, men en hånd placeret på hendes brystkasse, indtil hun falder i søvn. Hvilket varer 20-30 minutter, hvis man sidder der hele tiden. Jeg ved ikke, hvor længe det ville tage hvis hun bare selv skulle falde til ro, ligesom vi har gjort tidligere.

For efter en halv times konstant gåen frem og tilbage for at vende råbende Bean om på maven/ligge hende ned, så giver vi op og lægger hånden på hjertet...

... og satser på, at det er en fase, og at hun vender tilbage til at falde i søvn selv, når kroppen bliver lidt mere rolig.

For det påvirker også dags- og nattesøvnen, det dér mosleri. Formiddagsluren er vildt lang, hvis den overskrider 45 minutter, og lander i stedet de fleste dage på en halv time. Middagsluren i barnevognen bliver som regel 90-120 minutter, men de sidste par dage har Bean grædt og grædt inden hun faldt i søvn. Om natten aner vi ikke, hvad vi skal forvente. Af og til er det fantastiske nætter med en enkelt gang 'sut-i-mund' kl. 23 og så amning kl. 03 og kl. 05.30 og sove til kl. 07. I nat var vi nærmest alle vågne (og den mindste af os græd ret konstant) fra kl. 01.20-03 og resultatet i dag er en pylret Bean og en underskudsramt far. Moren er efterhånden ret immun over for barnets sove(u)vaner.

Gode råd modtages gerne, hvis I skulle ligge inde med sådanne til en str. knap 9 måneder, der kravler og rejser sig op ad alt.

Øremærkning - nu med barsel

Der har været en del snak om mødre- og fædre- og forældreroller i det sidste år (sikkert også længere tid, men det er muligvis løbet under min radar)

En del af det har handlet om fædre på barsel og øremærkning af 3 måneders barsel til faren.

Det, synes jeg faktisk, er en rigtig god idé.

Jeg er med på, at der er familier, hvor det kan være svært at få til at hænge sammen eller ikke giver så meget mening. Fx hvis far er musiker og derfor i forvejen er hjemme om dagen og i stedet arbejder om aftenen.

Økonomisk? Jamen, hvis der er 3 øremærkede måneder til far, så må det vel også være med løn? Ellers har man skisme 9 måneder før fødslen og al mors barsel til at spare sammen til de 3 måneder, hvor der ikke er fuld knald på fars indtjening.

Jobbet? Hvem - udover statsoverhoveder - har et arbejde, der ikke i en kort periode kan varetages af en anden? Det er snarere kultur end realitet, hvis det ikke kan lade sig gøre.

Mødrene? Vi har nok godt af at overdrage ansvaret til far. Og selvfølgelig kan de passe ligeså godt på barnet som os. Måske bliver det uden matchende outfits. Måske glemmer de pusletasken en dag. Men så er det heldigt, at det næsten altid er til at skaffe en ble/en vådserviet/noget baby kan spise i det danske samfund.

Jeg gad da godt, at jeg havde haft hele foråret med Bean - men jeg under i den grad Kæreste og Bean at få det fine, sjove, kærlige forhold til hinanden, som jeg kan mærke, at de har nu. Han er den første, der skal kysses (= savles til med stor, åben babymund) om morgenen og jeg elsker hvor glad hun bliver, når hun får øje på ham.

Man kunne indvende, at det skulle være frivilligt og at det jo bare er en kulturændring. Men som reglerne er nu, HAR fædrene jo allerede mulighed for at dele 32 uger ligeligt med mødrene. Det sker bare stort set aldrig.

Hvis nu man som udgangspunkt havde 3 måneder til far i sidste del af barslen (hvor barnet kan spise andet end mælk), og der så kunne søges dispensation hvis det var helt umuligt ift. familiesituationen - så  ville det være spændende at se, hvordan familielivet ville tegne sig. Når begge forældre faktisk forstår hvor stort arbejde der ligger i at passe et lille barn. Når begge har muligheden for at opnå den tætte kontakt som kommer af tid i kvantitet og ikke i udvalgte timer af kvalitet.

Jo, det er et indgreb i måden, vi lever på. Men det er afskaffelsen af revselsesretten også. Og rygeloven.  Sikken en masse ballade, der var om dem.

Tænk engang, om 10 år, hvis man ikke kunne forestille sig andet end at både far og mor skulle opleve livet og dagligdagen med et lille barn. Tænk hvis det kunne ændre på antallet af skilsmisser eller brud. Tænk engang...

By popular demand

... ja, eller i al fald på Fruens opfordring kommer her kombinationen af frakke, hue og Bean. Og et smil. Jeg LOVER, det er bedårende!

(Og ikke et helt sandfærdigt billede af dagene i øjeblikket, hvor det meste af tiden går med en brokkende Bean, der er usandsynligt frustreret over et eller andet mens hun stiller sig op ad alting, så småt kravler rundt og i øvrigt bruger halve timer på at falde i søvn mens hun vender og drejer sig tusind gange. Mindst. Det er bare en fase, siger vi til hinanden. Det ER bare en fase. Ikke?!)

Yndigheds-overload og den smukkeste, smilende Bean

I Kærestes trygge arme

Nej, gå kan vi ikke endnu. Men stå. Det vil vi hele tiden.

It's fashion, baby!

Single mum og andre tøserier

Kæreste er taget på herreweekend (den 1. ud af 3 over de næste 4 weekender...), så der er nu kun damer i husstanden.

Derfor bliver indlægget garneret med lidt tøserier; nemlig en fin, lille jakke fra Zara Baby til Bean og julegaven fra den italienske forbindelse som prikken over i'et.

... og så lidt løse billeder af Bean. Bare fordi. Og for at vise, hvor fint man kan sidde og lege/skille sin træko ad.

Den smukke, nye frakke og den italienske hue.
Praktisk? Sikkert ikke.
Pænt. Ja!

Yndighed i close-up

'Er vi snart færdige, mor?'

... at splitte en træko i alle dens stykker.
Bean har i øvrigt luret, at koen kommer hen til hende, hvis hun trækker i snoren

Projekt stop kl 23-amning forløb i øvrigt fantastisk i nat (til dem, der måtte være interesserede); Bean gik omkuld kl 19 efter en (megatræls) brokkeaften og sov uden en lyd til kl. 23, hvor faren gav hende sutten og dynen (begge var blevet kastet af i løbet af aftenen) og hun sov videre helt til kl. 03! Amning og sove videre til kl. 05.40. Amning og sove videre til kl. 07.40. Dermed har Kæreste og jeg fået hvad der i mistænkelig grad minder om reel søvn. Det bliver dog lidt spændende at finde ud af, hvad der sker, når der er moren/mælkebaren, der i aften skal overbevise kl. 23-opvågnings-Bean om, at der ikke er mad nu.

Creepy-crawlies

Nej, det er heldigvis ikke edderkopper eller andet fler-benet kryb, jeg mener.

Det er Bean. Der kravler.

Simpelthen.

Ikke langt og ikke meget (endnu). Men 2-3-4 kravleskridt på den helt korrekte kryds-kravl måde inden hun a) har nået sit mål og rejser sig op ad det eller b) lægger sig ned og kryber lynhurtigt videre.

Det er ret sejt, synes vi, sådan når man bare er 8 måneder og 10 dage gammel. (Og det havde været endnu sejere, hvis hun havde lært det dagen før hun gjorde, så Sunder-Helle kunne have set det)

Det betyder til gengæld at man ikke kan have hende ude af syne eller rækkevidde i hverken 2 eller 20 sekunder. Kombinationen af hurtigt krybende/kravlende barn og evnen til at trække sig op at stå ved alle mulige genstande og møbler er nemlig rimeligt farlig.

Mens jeg lavede mad i går nåede hun at trimle omkring en del gange og blive mere eller mindre ked/frustreret afhængigt af om hun lige slog sig lidt eller ej. Kæreste er ikke helt enig i min mandsopdækning, så hun får lidt mere frirum når han er alene med hende. And then accidents happen. (Hun skal jo også lære det, men jeg tænker at hun godt må være lidt mere sikker på kroppens brug inden hun bliver 'sluppet')

Bobles' 'Donut' er et fantastisk stykke motorisk legetøj, synes både vi og Bean.
Den 'bestiges' mange, mange gange om dagen og er også god at klappe på :)

...

Nåja. Det dér med at slippe kl. 23-amning? Vi droppede det den første nat, fordi barnet hostede og græd og hostede og græd og endte med at hoste så meget, at hun kastede op i hele sin seng, ud over Teddy og på sig selv. Og dermed blev endnu mere ulykkelig, forskrækket og bare gerne ville sove. Det kom hun så til. Helt tæt puttet ind til mig og med små hænder, der greb fat i mig, hver gang hun hostede resten af natten. Og mens det er en fantastisk fornemmelse, at ens barn finder trøst og tryghed ved at være tæt på éen, så betyder det samtidig, at man ikke selv får synderlige mængder af søvn.

Hosteriet er heldigvis ikke noget alvorligt, men bare efterveerne af mellemørebetændelsen, sagde lægen i går morges.

I nat prøvede vi så at skære amningen fra. Hvilket betød, at Kæreste havde baby-tjansen frem til spisetid midt på natten. Bean vågnede en masse gange og var i varierende grad ked af det og utilfreds med ikke bare at blive lagt til. Men det lykkedes og hun sov uden ophold fra 01-02.20, hvor hun spiste et STORT måltid. Og sov så igen helt til kl. 06.20! Jeg synes, det var en KÆMPE succes. Kæreste er mere træt af projektet. Selvom han kunne sove uforstyrret fra kl. 02.20-07.30. Tsk. Manden har jo barselsorlov, så ingen elever kommer til at lide under manglende mandesøvn.

Store sager

Ja, altså. I vores lille skala, forstås.

Fx vejer Bean nu 8220 g, siger Yndlings-Sunder. Og er 72 cm lang. Og kan alt det hun skal - plus det løse. Kryds-kryberiet er i al fald majet, majet fint. (Jo, man må gerne prale med sit 8 måneder gamle barn. Blev der sagt.)

Fx har jeg sendt en ansøgning afsted, som jeg krydser helt utroligt meget fingre for. Ikke fordi det er drømmejobbet, men fordi det er en fast stilling et godt sted, med gode mennesker, gode forhold og dejligt tæt på hjemmet.

Fx babysittede Søsterlil/Moster i går aftes - og puttede Bean! - mens Kæreste og jeg var i biografen og se Hobbitten. Det var gået over al forventning, selvom Bean ikke blev ammet umiddelbart inden hun blev lagt i seng. Dejligt! Det gav i al fald os mod på lidt flere kærestedates. Ikke hver eller hver anden uge, men oftere end hidtil.

...

Fx stopper vi fra dd. med amning kl. 23. Angstprovokerende. Men barnet skal jo for pokker ikke spise hele tiden om natten. Der skal være appetit til mere om dagen.

Hvad gør vi nu, lille du? (Bye, bye, Barsel)

Nå.

Det var så det.

...

Kære Barsel

Tak for denne gang.

Det har været en rutschebanetur uden lige - høje tinder, dybe dale og alt derimellem.

Alt det trivielle, alle bleskift, alle amninger - alt det - har været mit faste holdepunkt, min dagligdag, mit liv de sidste 8 måneder.

De første 4 kan jeg slet ikke forstå, hvordan vi overlevede. Kolik ville jeg ikke ønske for min værste fjende. (Eller... jo. Lige præcis ham, men så heller ikke andre) Vi overlevede. På og i trods. Mens Bean græd og græd i op til 7 timer hver dag.

Tigerspring kan vi håndtere, selvom de er benhårde. I virkeligheden tror jeg efterhånden, at Kæreste og mig kan håndtere det meste.

De sidste 4 måneder har været sjovere og hyggeligere, med masser af nye ting og plads til latter og hygge og ballade. Efterhånden tror jeg, Bean kan noget nyt hver dag.

Jeg håber, vi ses igen om et par år, når Kæreste og mig har haft muligheden for at indhente noget nattesøvn.

Pas godt på dig selv i mellemtiden. Og hyg dig med Kæreste og Bean - jeg håber, I får 3 hyggelige måneder sammen,

Send en kærlig tanke til mig af og til i det mystiske, kolde, frustrerende dagpengeland.

Kærlige hilsner
Østfronten

Januarudsalg (sgu!)

Fordi man godt må forkæle sig selv engang imellem. Også selvom der er mange andre ting, at bruge pengene (mere fornuftigt) på. Og selvom dagpenge ikke strækker sig fantastisk langt, når de faste udgifter er betalt. 

Det føltes - spoiler alert: breaking news! - meget Østerbro'sk at gå rundt med en Søstjernenpose med (småbitte) sko i, kan jeg godt afsløre.

Der blev lidt til boligen, lidt til moren og lidt til Bean:

Normann havde HAYs lækre, lækre Fold/Unfold-dug til reduziert Preiss og så var jeg altså nødt til at eje den. Har elsket den på afstand i flere år, men NU skal vi snart have voksengæster, så den kan komme på. 

Ganni var også så elskværdige at have sat deres sager et godt stykke ned, så en dejlig, blød uldtrøje blev der til mig.

... Bean får også sit allerførste par 'rigtige' sko, der ikke er hjemmestrik/mokkasin-sutsko/fløjlsfutter. Søstjernen havde nemlig også sat priserne ned (og min indre udsalgs-haj ærgrer sig over, at man ikke kan købe sko sådan på forhånd, fordi man jo ikke kan vide, hvad der faktisk passer, når sæsonerne er over en) Så der er et par lige-til-at-spise (og bittesmå) str. 19 pre-walkers i det blødeste, velduftende læder og med skridsikre såler fra Petit Nord. Så skrider hun ikke på det glatte gulv, når hun rejser sig op ad alting (som er det fedeste at gøre lige pt.)

Retail therapy skal man ikke kimse ad. Det hjælper på en grå, regnfuld januardag, hvor dagpengeland lurer om hjørnet og man lige har fundet ud af, at Kæreste er væk på diverse mandeture 75% af weekenderne i den kommende tid. (Sic!)

Blandede bolscher

... mens vi (jo, vi gør. Allesammen. Det er en cliffhanger af de helt grove) venter på, hvad der kommer til at ske med mig, når barslen slutter om 2 dage (sug i maven...)

Nu med hummer(bisque), syrlig æblepure og krabbekød

Food-blogging fra det sygdomsramte nytår...

Mmm. Kød. Og trøffelbrødkrumme. Og andet godt.

Chokolade, mere chokolade og så lidt brombær og friteret rosmarin

Allerbedste mennesker (str. XL og XXS) i et meget velklædt og herligt øjeblik

Nytårsbordet. Ja, det er en hjemmelavet flødebolle midt på tallerkenen.

... og lidt julestemning fra provinsen

Frk Yndighed i den hjemmesyede julekjole

2012. Highlights. Nu i tal.

... bare for at gøre det letfordøjeligt her dagen derpå.

Børn født: 1
Boliger fraflyttet: 1
Boliger købt og tilflyttet: 1
Udlandsrejser: 2 (den ene dog mere noget med at være undervejs mellem Malmö og Ystad på vej mod klippeøen)
Chai latter drukket på barnevognsture: utallige
Timers søvnunderskud: 10.057. Ca. (Det skal vi have indhentet i år. Blev der sagt)
Måneder med kolik: 4 (SA-tan, det var ikke sjovt)
Lattermildt, nemt barn: 0
Temperamentsfuldt, stædigt, selvstændigt barn: 1
Tigerspring: 5 (og vi har hadet hvert eneste af dem!)
Timer tilbragt med at nyde barn: ufatteligt mange
Timer tilbragt med at være presset (næsten) ud over alle grænser: det taler vi ikke om (tæl-til-10, tæl-til-10)
Navngivningsfester: 1 (men den bedste, vi kunne ønske os for både os selv og Bean)
Bryllupper: 3. Heraf 1 med mave og 2 med baby. 1 i København og 2 samme sted på Fyn.
Måltider tilberedt af Søsterlil: ca. 1 pr. uge siden 30.4.12
Macs på matriklen: 2
Smartphones på matriklen: 2
Dates med Kæreste post-30.4.12: 5 (seriøst!? Det skal vi altså kunne gøre bedre)
Kilo tabt: mere end 15. Jeg aner ikke hvor mange mere end det - sidst jeg vejede mindre under graviditeten var 1,5 måned før fødslen, og der ramte jeg 70 kg. Jeg aner ikke hvordan.
Uger mellem fødsel og første løbetur: 3
Dage i aktivering: 25 (alt, alt for mange når man er i 7. måned)
Nye jobs til Kæreste: 1 (ud af 3 tilbud)

2013 kan (næsten) ikke blive vildere. Forhåbentlig kommer det til at indeholde mere søvn. Mere latter. Mere overskud. Endnu mere kærlighed. Og et job til mig.

I øvrigt havde Kæreste og jeg et fantastisk nytår. Trods sygdom og trods aflysning af fest. Vi nød tosomheden, tre lækre retter anrettet efter alle anvisninger, en dejlig flaske champagne, hjemmelavede flødeboller, og at Bean sov fra kl. 19-23 (hvor krudtet vækkede hende. Overvejer noget med sommerhus langt ude på landet næste år... og at være raske)