25. jan. 2013

Fyraften

Kæreste er smuttet på mandeweekend (igen-igen), og kommer først hjem sent søndag, så Bean og mig er solo-sild.

Og lad mig lige  - endnu engang - kaste armene op og falde på mine knæ i næsegrus beundring over alle de forældre, der klarer hele hverdagen alene. Frivilligt eller ufrivilligt. Det er edderbankeme en ordentlig omgang at holde styr på barn, hus, madlavning og alt det andet på en og samme tid.

Det var på mange måder lettere, før Bean kunne kravle og rejse sig op. Nu er man simpelthen nødt til at være på hende hele tiden.

Da hun var puttet (efter at have spist som en murerarbejdsmand af kartoffelmos og medister og tomat), lignede huset en slagmark. Den nyeste leg er nemlig at hive bøger ned fra hylderne, og der er nok at vælge imellem her i akademiker-boligen... Så jeg brugte en time på at rydde op, vaske op, rydde væk, reparere en body. Ting, som vi plejer at gøre på skift efter aftensmaden og inden putning.

Tidligere på dagen - mens hun sov middagslur - måtte jeg støvsuge hele huset og vaske udvalgte gulve, fordi 'nogen' havde set sit snit til at gå i potteplanterne i de 10 ubevogtede sekunder, det tog mig at bære frokosttallerknerne ud i køkkenet.

... men nu er det fyraften.

Sofaen kalder med et boligblad og en muffin fra Søsterlil.

Og alle mine fingre er krydsede for en rolig nat og en glad og mild Bean resten af weekenden.

2 kommentarer:

  1. Kunne ikke være mere enig. Enlige forældre er for seje! Jeg er alene hjemme med drengene, dog kun for i aften, og vi endte på McD og havde en fest - indtil lillemanden pludselig havde brug for en ren ble, og jeg var taget hjemmefra uden vådservietter, for jeg kunne ikke lige overskue at handle og lave mad på 1,5 time.

    Og da kl. slog 21 og den store var puttet, kunne jeg så rydde op og gøre klar til morgenmad i morgen. Overvejede også at sætte en vask over, men besluttede mig for at vente til i morgen.

    God solo-sild weekend.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg forstår ikke, hvordan de får logistikken til at hænge sammen. Eller, jo. Jeg kan godt se, at det kan lade sig gøre, men det er godt nok benhård planlægning.

      God plan at vente med vasketøjet. Så kan måske endda bruge børnearbejde til at få det klaret?

      Slet