21. okt. 2012

Shame on you, moms

Politiken bragte i dag en forsideartikel og et tema om spisevægring hos små børn (som i 0-3 år)

(Den kan læses her)

Og det er skrækkeligt, at mellem 20-30% af de små ender med et hospitalsbesøg af enten et par dage eller med sonde. Og helt sikkert noget, der skal forskes i årsagerne til - så tallet kan bringes ned.

Men.

Artiklen handler om, at det er relationen til MOR, der er det store problem. Og ja. Hvis det handlede om spisevægring hos børn der udelukkende lever af modermælk, så gav det også mening. For det er mor, der står for den del af maden.

Nu var det bare om børn op til 3 år.

Hvorfor skriver man ikke 'forældrene' eller 'mor og far'? Hvorfor er det udelukkende på moderens skuldre ansvar og skyld ligger? Fædre er vel også en del af spisesituationerne?

»Nybagte mødre har ofte for mange ting kørende ved siden af. De giver sig ikke selv plads til bare at være i nærværet med deres barn. Det lyder enormt gammeldags, men man har brug for fred og ro omkring sig«, 

Det er med andre ord, alle de mødre nu til dags, der ikke helliger sig barnet 100% i hvert eneste vågent øjeblik, den er gal med. Sådan sat hårdt mod hårdt.

Det er da meget muligt, at der er et fåtal, der har alt for travlt med at tage på cafe/realisere sig selv/powerwalke/bage til mødregruppen til at bruge nok 1-til-1 tid med baby. Men mon ikke langt de fleste af os bruger uTROligt meget barselstid på at være i øjenhøjde med vores børn?

Og - undskyld mig - men det med det hjemmebagte brød... For 2-3 generationer siden var det der med husligt arbejde og madlavning vist i rimelig høj grad (hus)mors job. Også mens der var små børn. Og uden at far nødvendigvis tog over, når han kom hjem fra arbejde.

Jeg ved ikke, hvad det skyldes, at der er så mange, der får madproblemer. Og jeg synes, det er forfærdeligt med alle små børn, der får et problematisk forhold til mad.

Kunne vi ikke bare blive enige om, sådan retorisk til at starte med, at det er et FORÆLDRE-ansvar. Ikke et MOR-ansvar.


Vi har altså nok at have (kronisk) dårlig samvittighed over i forvejen.



PS: Kan nogen huske den debat, der var i foråret (mens jeg var ret tyk om maven), om at støv mv. var skadeligt for fostret, og at GRAVIDE derfor burde gøre mere rent? Igen. Hvorfor ikke FAMILIERNE? Og hvorfor add'e skyld med skyld på til alle dem, der i forvejen er motorisk og overskuds-mæssigt udfordrede af den voksende livvidde og ændrede tyngdepunkt? Hvorfor er det altid kvindernes skyld og ansvar?

6 kommentarer:

  1. Svar
    1. Tak. Det værste er næsten, at jeg i første omgang bare fik dårlig samvittighed over at tjekke telefonen for beskeder af og til mens Bean er vågen. Og først lidt efter reflekterede...

      Slet
  2. Svar
    1. Tak. Og suk. Man skulle efterhånden tro, vi var kommet lidt videre som samfund.

      Slet
  3. Æv, hvor er det unuanceret læsning (artiklen, altså). Man skulle tro, vi var kommet bare en lille smule videre som samfund. Og ja, bare fordi moderen gik hjemme for et par generationer siden, så var hun jo ikke nødvendigvis mere nærværende af den grund, set i lyset af alt det praktiske arbejde, der skulle klares.

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis. Spørgsmålet er i øvrigt også om der faktisk er flere med spiseproblemer, eller om der 'bare' er flere, der bliver opdaget? (Men det er jo synd for børnene, og derfor skal der naturligvis findes årsager og mulige - præventive? - løsninger.

      Slet