2. aug. 2012

3 måneder plus det løse - are we having fun yet?

Mandag var det nøjagtig tre måneder siden, jeg prustende ankom til Riget, fik at vide, jeg var 10 cm åben og et par timer efter fik Bean op på brystet.

Hvordan gik der et kvart år, uden at vi opdagede det?

Og hvordan kan tiden gå så stærkt og samtidig føles uendelig lang når man står/går/vugger/gynger et skrigende barn?

Om vi har det sjovt endnu... tja.

Bean har. I al fald noget af tiden. Hun har nemlig fundet ud af, hvordan man ikke blot smiler og kommer med et enkelt fnis. Hun kan nu klukle. Og det er noget i retning af den herligste lyd i verden.

Vi har også. I al fald noget af tiden. For det dér kolik er ikke helt overstået endnu. Desværre. Og mine fødsels-jeg-behøver-stort-set-ikke-at-sove-hormoner er ved at være væk, så overskuddet er ikke altid hvad det burde være. Til gengæld er Kæreste god til at tage over. Særligt når jeg beder om det. (Det øver jeg mig så på)

Sommerferien er så småt ved at være forbi. I næste uge starter APA og mødregruppe igen - og hele næste weekend er jeg solo, fordi Kæreste er på mande-sommerhus-druk-tur. Ugen efter starter Kæreste med møder på Nyt Arbejde.

For pokker hvor har det været godt, at vores timing med fødsel og Beans kolik faldt nogenlunde sammen med Kærestes sommerferie, så vi har kunne aflaste hinanden. Ellers havde jeg været helt flad. Og sikkert ret syrlig i det.

Vi satser ret meget på, at kolikken er aftagende og forsvinder NU lige om lidt. Helst før vi tager toget t/r til Vestkysten i weekenden og besøger Olde nr. 2 (Kærestes farmor) og svigerfamilien. Ellers bliver både vi og resten af familiekupeen ret trætte af livet.

I øvrigt: jeg er ret taknemmelig over, at vi har den ringeste sommer ift. varme gennem de sidste 10 år. For sevans hvor er vores lille Bean ringe til at deale med den slags...

Mandag er der tremåneders vaccine - update herom skal nok følge.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar