8. jun. 2013

Voksentid på den børnevenlige måde

Efterhånden som Bean er blevet ældre, og livet drejer sig om andet og mere end bare at holde hovedet oven vande og overleve, så har lysten til voksentid også indfundet sig igen. Altså; tid med andre voksne. Sammen.

Fx middagsselskaber hvor man får vendt stort og småt over god mad og lidt godt i glasset.

Og ved I hvad? Vi har fundet en måde at kombinere voksentid med børnevenlighed (fundet, blev der sagt, ikke OPfundet. Jeg er med på, at det ikke er den dybe tallerken, jeg her kommer med!)

Torsdag fik vi besøg om eftermiddagen af en sød veninde og hendes søde Buddha af en pige (der trods sine knap 8 måneder for længst har overhalet Bean i vægt), og børnene hyggede i sandkassen, mens mødrene udvekslede lidt nyheder længe nok til, at Bean fik konstrueret en hat af sand, der sad så godt fast i det sparsomme solcreme-indsmurte hår, at et bad inden spisetid var absolut nødvendigt!

Hjemme lavede Kæreste mad, der både kunne spises af store og små, og venindens kæreste kom direkte fra arbejde til spisetid og havde drikkevarer med.

Og mens de små damer brugte hænderne og fik mere eller mindre hjælp til maden, så kunne de voksne samtale over panzanella-salaten og de sicilianske kødboller. Små piger gider dog ikke sidde i 10.000 år ved bordet, så spisning foregår i forældre-tempo, men so be it.

Efter maden blev der leget og tumlet på madrassen i stuen, mens de voksne fik chokoladekage med rabarberkompot og fuldfed creme fraiche (selvfølgelig!)

Sådan en børnevenlig voksenaften slutter ved sengetid, men på sigt kan den forhåbentlig udvides til, at børnene bliver puttet (og så skal det ene barn fragtes hjem på et tidspunkt, men mon ikke også det kan lade sig gøre af og til hvis det er weekend? Det kunne det i al fald i 80erne)

Mandag tester vi konceptet endnu engang med et andet hold dejlige venner :)

Eftermiddagssnack til mor og Bean: blåbær/banansmoothie og vindruer


Bean kreerer en dejlig, dejlig hat af sand (suk)

Baby-Houdini på vej over stepperne - nu med rigtig hat!

Så sød - og så fine, runde kinder og lår :)

Blå, blå øjne og glimmer på benene

Str. 8 måneder og str. 13 måneder har et godt øje til hinandens sko. (#girlswillbegirls)

Rabarberkompot af kalundborgensiske rabarber - tak til jer, der medbragte de herlige stængler!

Chokoladekage, 38% creme fraiche og rabarberkompot. What's not to salivate over?

4 kommentarer:

  1. Sådan et koncept holder max. Hos os kalder vi det Spis & Skrid og har pt. gang i det med 2-3 forskellige vennepar på forskellige aftener. Vi bliver nødt til at få det sat lidt i system (logistik logistik logistik), men vi skiftes altid til at være hos hinanden. Og så er konceptet egentlig bare, som navnet antyder: Spis (og snak og hyg og hav voksentid) og skrid, når vi er færdige, og ungerne er trætte. Vi har prøvet et par gange at putte ungerne ude, men har fundet ud af, at det for os ikke er umagen værd, fordi det krævede så meget ekstra tid, at det ikke blev 'tjent hjem' efterfølgende. Så nu slutter arrangementet ved puttetid, og sådan må det være et par år endnu. Før vi får set os om, er alle mand store nok til at være vågne i 100 år, og så kan vi blive hængende :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er et fantastisk koncept - særligt fordi man kan inddrage hverdagene (hvor alle alligevel skal have aftensmad), og det giver altså noget flere muligheder end weekender, der lynhurtigt bliver fyldt op af alle mulige andre arrangementer. Jeg tror, vi venter lidt inden vi giver putningen en prøve - men det skal prøves!

      Slet
  2. Fantastisk koncept. Det har vi også brugt rigtig meget, tidligere. Dengang der kun boede et enkelt drengebarn på matriklen. Vi benyttede os også rigtig meget af at putte ude de første par år eller 3. Det fungerede rigtig godt.

    Efter Villum er kommet til holder vi os til Øglemors Spis & Skrid koncept - og primært med familien. Vi har desværre spredt vennerne udover samtlige s-toglinjer, men måske dukker det nogle potentielle S&S arrangementer op her i forstaden :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig fantastisk! Vi venter lidt med at forsøge putningen til Bean er blevet lidt bedre til at falde i søvn og/eller sover lidt mere stabilt. Og heldigvis bor de fleste venner inden for bygrænserne (der selvfølgelig kan være vide nok her i det københavnske!) Mon ikke der kan være S&S-arrangementer lige om hjørnet i forstaden? Forlængede playdates fx med nye voksne (og deres børn som kender jeres børn naturligvis!)

      Slet