10. jul. 2013

Hang-outs og cupcakes

Mens vi venter på Manna - turens hands down bedste måltid
 Noget af det, jeg elsker allermest ved Berlin, er stemningen. Specielt i området omkring Simon-Dach Strasse og Boxhagener Platz (som vi boede ret tæt på) føles det på samme tid fremmed og velkendt. Ikke mindst fordi de små, brostensbelagte gader med træer langs siderne minder om 'hjemme'.

Eftersom Bean tydeligvis ikke er typen, der sover til middag i klapvogn på sin ferie blev korte udflugter og færden i nærområdet i Friedrichshain kodeordene for vores tur. Og det har altså også sine fordele; for vi nåede faktisk at få et par favoritter og stamsteder.

Mine allerbedste mennesker i et vidunderligt, ømt øjeblik
På Boxhagener Platz er en kæmpe legeplads, der er delt i to. På den ene side er der klatrestativer, rutschebane og sandkasser for både store og små, og på den anden side er der et 'bassin', der skråner lidt ned mod midten og hvor vi oplevede det ultimativt herligste på hele turen; splitternøgne børn i alle aldre, der hvinende af fryd pjaskede, løb, kravlede og stavrede rundt i bassinet og de 3 cm vand, der var i midten.

Med jævne mellemrum blev der tændt for nogle dyser hele vejen rundt om bassinet, og iskolde stråler regnede ned over de glade børn. Bean fik også lov at nøgenbade en eftermiddag og hun kunne slet ikke holde op med at smile al den tid, hun var i vandet. (Og hvor var det i øvrigt fantastisk at det var normen med nøgenhed. For herregud - de er jo bare børn!)
Bean holder opmærksomt øje med, hvordan de store gør.
Selve pladsen er omkranset af gader fyldt med små cafeer og restauranter, og stort set alle forældre på legepladserne havde take away kaffe eller kage eller mad i hænderne.

Vi blev virkeligt glade for de lækre kager fra Cupcake Berlin, og var forbi ca. en gang om dagen. Mmm. Bean præsterede også at charmere det søde personale ved først at hilse glad på dem og så at gøre store øjne, udbryde 'ØIIIIJJJJ' og sætte hænderne for kinderne ved synet af kagemontren.

Koreanske lækkerier på Manna.
... og så vil jeg altså også udbringe en skål (i Tiger-øl) for det koreanske køkken, som jeg ikke har gjort det meget i hidtil. Børn er velkomne i Berlin, men det er bestemt ikke alle steder, der har børnestole (fandt vi ud af). Koreanske Manna på Simon-Dach Strasse har. Dertil har de god service, høflig og betænksom betjening - og virkeligt god mad! Jeg ville ønske, vi kunne have spist hvert eneste måltid dér, men så ville vi ikke være stødt på Kinderwirtschaft.

Og det ville være en skam, for i Schreinerstrasse fandt vi den über-børnevenlige udgave af Laundromaten (den på Østerbro med legehjørnet endda!) og Madmanifesten. Kinderwirtschaft er - som navnet antyder - for børn og deres forældre i nævnte rækkefølge. Der er et kæmpe legeområde bag cafebordene med boldbad, hoppedyr, legetøj, rutschebane og klatremuligheder. Og puslepladsen er mindst ligeså fantastisk som på Designcafeen med forsyninger af bleer og vådservietter; børneindsats til toilettet og skammel til håndvasken.

Bold-bad er lykken

Der er mulighed for at få grød til baby og der er lækre retter til de små. Portionerne kan laves i tre størrelser; til tumlingen, til dig og til jer begge. Det er sgudda smart! Derudover er der mange lækre brunchvarianter, skønne safter og god kaffe - og det hele bliver serveret af søde, dedikerede medarbejdere. Lige over for cafeen ligger en vildt fed legeplads, der både dur til store og små børn.

Feeeed legeplads på Schreinerstrasse
Næste gang (for sådan en bliver det bestemt) vi er i Berlin, skal vi uden tvivl besøge Manna, spise cupcakes og lege på Kinderwirtschaft og Boxhagener Platz igen. Simpelthen fordi det er så godt!

Yndlingssted

Har du nogle must-do's eller fede tips og tricks til din yndlingsdestination?

2 kommentarer:

  1. Hvor ser det hyggeligt ud, jeg vil også rigtig gerne gense Berlin en dag (:

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var toppen af hygge :) Afsted med jer til Berlin! Det er billigt at rejse dertil, maden er herrebillig og der kan helt sikkert også findes budgetvenlig overnatning! Hvad med at 'bytte' lejlighed med en anden familie?

      Slet