7. nov. 2012

At hjælpe hvor man kan

Jeg kender en, der næsten lige er blevet mor. Som i: for 3 uger siden.

Og som er ved at knække helt i øjeblikket med et barn, der nægter at sove. Hverken om dagen eller om natten kan de få den lille dame til at falde i søvn i mere end 1 time ad gangen.

Hun er også rigtig ked af det (barnet, forstås. Moderen også)

Så derfor har vi haft en del sms- og mailkorrespondance, hvor jeg har fortalt om, hvad vi gjorde, hvad der hjalp os og hvordan barnefaderen kan komme mere på banen og hjælpe, så moderen kan få en pause, lidt opladning og lidt uforstyrret søvn af og til.

I går var jeg forbi.

Og så en fin, lille pige (der jo vejede INGENTING. Eller. 4 kg ved fødslen er jo ikke ingenting, men i forhold til Bean str. 6 måneder føltes det som en fjer) og en træt mor.

Jeg havde taget lidt mor-blade og mørk chokolade med, og hele pointen med barselsbesøget var at aflaste lidt, så derfor var mit spørgsmål, da vi havde sat os i sofaen:

'Hvad har du brug for, at jeg gør?'

Hun viste mig den største tillidserklæring og bad mig gå en tur med den lille pige, så hun selv kunne slappe lidt af. Som den allerførste, der skulle være alene med barnet ud over hende. Selvom vi nok i virkeligheden (indtil videre i al fald) er mere bekendte end veninder.

Så jeg trillede i en time med en lille ny, der opførte sig eksemplarisk og sov hele turen, blandt nedfaldne blade og begravede berømtheder og kom hjem til en mor, der havde sovet tungt og godt i visheden om, at hun ikke blev vækket af barnegråd om 5 minutter - og som var så glad over hjælpen, at hun fik tårer i øjnene.

Ingen af hendes venner havde tilbudt noget lignende. De havde bare - i bedste mening - spurgt, om de ikke skulle blive væk, indtil der var lidt mere overskud. For besøg med snak og hygge kan man ikke, når man aldrig sover. Praktisk hjælp, til gengæld. Det betyder mere, end man aner.

Det ved jeg af erfaring, og derfor var det en fantastisk følelse at kunne træde til og være den, der havde lidt erfaring og overskud.


Bean? Hun hyggede og legede og grinede og spiste mos fra den nye TrippTrapp-stol herhjemme med Kæreste i de par timer, jeg passede på nogle andre.

12 kommentarer:

  1. Du har virkelig gjort en god gerning :-) At ingen af veninderne havde budt sig til, viser bare, hvor svært vi har det med at kommunikere helt klart om egne ønsker og behov. Veninderne har sikkert troet, de gjorde rigtige ved at holde sig væk, og den nybagte har ikke kunnet få sig selv til at sige, at det faktisk ville være skønt, hvis de kom og gik en tur med baby eller vaskede køkkengulvet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var også en rigtig god fornemmelse at kunne hjælpe. Jeg tror måske, man selv skal have været i (nogenlunde) samme situation for at kunne 'regne ud', hvad der er brug for. Måske vidste den nybagte det ikke engang før hun fik hjælpen. Men tak.

      Slet
  2. Åh, og den evige kommentar fra familie og venner "Sig til hvis der er noget vi kan gøre" Som er meget velment, men når man står der med sit livs underskud lyder det kun som "Vi siger det bare af høflighed, så hvis I skriver og beder om noget konkret er det helt vildt påtrængende"

    SvarSlet
    Svar
    1. - heldigvis er de fleste i stand til at træde til og i karakter, hvis der er nogen, der har brug for det. Og hvis man kan finde ud af at spørge om hjælpen. For det er skisme også svært. Men ja, det er meget lettere, når nogen bare GØR noget.

      Slet
  3. Åh, hvor ville jeg ønske jeg havde haft nogle som dig i mit vennenetværk da pigerne var allermindst - dér havde vi virkelig haft brug for 'nogen' der bare gjorde et eller andet, i stedet for at sige 'nu siger i bare til hvis vi skal gøre noget'... det er lige det (altså at sige til) jeg/vi ikke kunne overskue når man er dernede hvor det handler om ren overlevelse. Mit råd er nemlig også til folk der sprøger hvordan kan vi hjælpe 'folk med tvillinger' - Bare gør noget, tag aftensmad med (og gå igen), støvsug, gå en tur med børnene - men bare GØR (!!) det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Det var en rigtig god fornemmelse, og det er svært at forestille sig, hvordan man kan hjælpe, hvis man ikke selv har været der. At spørge 'skal jeg ikke komme med aftensmaden og så gå igen' er af en eller anden grund ikke kotume længere. Barselspotten burde genindføres! Så skulle alle besøgende have mad med til den barslende. Det gav den nybagte et pust, og jeg har sagt, at jeg kommer gerne igen og gør det samme.

      Slet
  4. Og det er saftsuseme dét man har brug for som barslende - én der tør sige: "Jeg kan se du har brug for hjælp - hvad skal jeg gøre". I min sidste barsel var jeg ved at gå til af træthed, pga. minus-sovende baby. Folk var søde til at kigge forbi, og smutte hurtigt igen, men på trods af et KAOS-hus, var der ikke nogen der brød sig om at tilbyde hjælp. Havde de gjort det, havde jeg grædende takket ja! Håber det bliver anderledes denne gang....
    Kig gerne forbi min blog, hvis du har lyst :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak - det er dejligt med den slags tilbagemeldinger. Velkommen til, i øvrigt :) Jeg kigger forbi dig også.

      Slet
  5. Sikke fint af dig - og hvor skønt at den nye mor også kunne tage imod din hjælp :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Ja, det kræver faktisk også noget (især som nybagt) at acceptere andres hjælp.

      Slet
  6. Du er sød! Og det var da en fantastisk ting at gøre for din veninde/bekendte. Og som Karoline-med-K også skriver, så er det også dejligt, at den nybagte kunne tage imod hjælpen (og slappe nok af omkring det til, at hun kunne falde i søvn, mens I var væk).

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Når nu man VED hvor meget den slags faktisk hjælper, så er jeg så glad for (endelig!) at have overskuddet til at hjælpe andre. Og ja - imponerende, at hun kunne overlade ansvaret og slappe helt af. Måske har det noget at gøre med min erfaring med meget vrede/kede spædbørn?

      Slet