6. feb. 2013

Kære Natamning - fare thee well

"Kære Natamning

Det er ikke dig. Det er mig. Og det er Bean. 

Vi har kendt dig i over 9 måneder, og vi har været glade for dig - du har givet os tryghed og ro.

Du har været fleksibel og hurtig til at ind- og tilpasse dig til vores rytme. Vi skulle lige se hinanden an, men ret hurtigt kunne vi slukke lyset og fandt let hinanden i mørket.

Tusind tak for det.

Nu er det imidlertid tid til at sige farvel. Jeg trænger til at sove mere; til at Kæreste og jeg kan dele hele natten ligeligt imellem os. Bean trænger til at sove mere - til at lære, at natten ikke er til spisning. Til at have mere appetit på morgengrød og morgenleg.

Hun er glad for dig. Men hun har ikke brug for dig længere, og det er dejligt, for det betyder, at du har gjort dit job godt. Hun er blevet stor og stærk og det er bl.a. din fortjeneste.

Der bliver sikkert noget omstillings-bøvl i de næste par nætter, men det skal du ikke tage personligt. Det er ikke dig. Det er os.

Tusind tak for alt."


PS: alle, der har gode råd og inputs til den mindst smertefulde overgang til 'nul natamning' er velkomne til at byde ind!

Til information: Bean får mad lige inden sengetid og i den tidlige morgenstund, men kl 23 har vi afskaffet for over en måned siden, og nu er det kl 03, der ryger. Fordi Bean ikke virker sulten længere, men mere hyggeammer på det tidspunkt. Det er faktisk lidt vemodigt (men dejligt på samme tid) at hendes afhængighed af mig bliver mindre. Ikke desto mindre regner jeg med at blive ved med at amme et par måneder endnu (agtigt...), fordi der helt klart er en dejligheds- og nærheds- og tryghedsfaktor i det, for hende. Nåja, og selvfølgelig også stadig en vis nærings- og sundhedsværdi. 




4 kommentarer:

  1. Jeg synes klart, at det virker bedst, at det er manden som tager sig af det. Altså lad det være ham som går ind til hende de næste par nætter. Lad ham have lidt vand eller mælk med. Og find nogle sovevenlige ørepropper til dig selv. Så du er klar til at overtage Bean og lade manden hvile efter nattens strabadser.
    Desuden: Prøv at komme derind ret hurtigt. Det er lettere (nogle gange) at tysse en søvndrukken baby ned, end en som har skreget sig varm. Generelt så lidt uro som muligt
    Og vid, at hun vænner sig hurtigere til det, end I tror.

    SvarSlet
    Svar
    1. Takker og bukker for gode råd. Kæreste er med på (men ikke helt vildt begejstret for) at det er ham, der står for skud. Og der er heldigvis ikke langt fra soveværelse til Beans værelse. Vi krydser fingre for, at det bare er et par nætter eller tre, der bliver voldsomme. Trods alt har hun vænnet sig ret hurtigt til andre ændringer, så længe vi har været konsekvente!

      Slet
  2. Held og lykke med projekt nul natamning :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Det bliver vildt, tror jeg. I al fald de første par nætter.

      Slet