1. dec. 2012

Om skinny jeans, konfekt og søvn

Ved I hvad der skete i går?

Jeg rakte lidt distræt ind i klædeskabet i retning af min buksehylde og fandt det nærmeste par jeans.
Som viste sig at være mine skinny jeans.

I ved. Dem der, som man købte, fordi man i en periode var ekstra slim, og derfor troede, man kunne passe altid?

Men som man kun har kunnet passe i særlige perioder (og ALDRIG mens man var PMS-opsvulmet!), når træning/stress/diverse gav udslag i nedadgående retning på vægten.

De passede.

Sgu.

Og endda helt uden at jeg skulle trække maven ind for at knappe dem.

Jeg ved ikke, hvor længe det holder (særligt i denne juletid med ekstrameget sødt og godt), men for hulen hvor var det en skøn og god overraskelse at de bare gled på i går.

... måske har det noget med nattesøvn og hvile at gøre?

Indtil videre kan jeg nemlig næsten ikke få armene ned over den afsluttede samsovning. Og nu er der givetvis nogen, der synes, at det er noget skrækkeligt noget at sige, og tænk at jeg er glad for at være adskilt fra mit barn. Men helt ærligt, ikke?

Så er det fantastisk at få sit soveværelse igen. Og ikke at blive forstyrret hele tiden hele natten.

Alle dem, der kan sove dejligt sammen med deres børn, så alle får en god nattesøvn - herligt for jer. Helt oprigtigt. Det fungerer bare ikke her. Heller ikke for Bean, lader det til.

Hun har nemlig sovet bedre, tror jeg, siden vi flyttede sengen i onsdags. I al fald har hun været mindre vågen. Altså, det er stadig flere gange hver nat, vi skal ind til hende. Men i mellemperioderne kan jeg sove rigtigt. Og det holder 100%.

I nat blev hun forstyrret et par gange før midnat og en enkelt gang efter af larmende mennesker i trappeopgangen (dejligt... vi overvejer om man skulle investere i en lydtæt hoveddør, for det er godt nok en del lyd, der går igennem), men hvis vi skærer det bort, så sov hun fint fra midnatsamning til kl. halv fire-amning og derefter indtil kl. halv syv, hvor jeg vågnede ved, at hun rumsterede i sin seng. Da jeg gik ind til hende, lå hun og legede og snakkede med sin sovekanin. Og hvinede af fryd og spjættede  i hele kroppen, da hun fik øje på mig. Dét er da en herlig måde at stå op på!

... og så til konfekten. Som sidste indlæg jo egentlig skulle have handlet om.

Vi er næsten klar til julestue i morgen.

Søsterlil og mig lavede det meste konfekt i onsdags, alle småkager er bagt og i dag skal vi bare have gjort rent, pyntet op (inkl. det fine lille træ, som Kæreste kom hjem med) og forberede vin chaud og juleflødeboller.

Normalt går jeg ret meget all in på konfekt og laver trøfler og fyldte chokolader. Det gad jeg ikke i år - også fordi det er lidt bøvlet at lave med en vride-vende-dreje-sig-Bean på armen!

I stedet har vi lavet noget let og enkelt - men ikke desto mindre syndigt lækkert.

Fx ønskede Kæreste sig en 80er klassiker med cornflakes og rosiner i chokolade. Noget med at vende begge dele rundt i smeltet chokolade og så sætte små skefulde i petit fours forme. Hvor let kan det blive?

Jeg har også lavet Rocky Roads i en julet udgave med mini-marshmellows, tørrede abrikoser, rosiner, marcipan og mandler. Igen: smelt chokolade og bland sammen med alle ingredienser. Hæld i form, vendt på at det størkner i køleskabet og skær så i passende (små) stykker.

Derudover var der ønske om pistaciekugler, som jeg har lavet de sidste 5 år - marcipan æltet med appelsinsaft og -skal, trillet til kugler, vendt i smeltet chokolade og rullet i finthakkede (usaltede) pistaciekerner.

Til sidst lavede vi abrikosfirkanter - marcipan æltet med små stykker tørret abrikos og lidt calvados, overtrukket med chokolade og fint pyntet med små sukker-snefnug.

Jeg snød med småkagerne og bagte Irmas brunkager. Af og til må det godt være let.

Der er også lavet pebernødder efter en hemmelig, svensk opskrift - udvekslet med ekspedient fra Stig P for snart 7 år siden, som havde den fra sin mormors faster. (Nej, den kommer ikke på bloggen. Den er hemmelig. Men den giver pebernødder som smager sådan, som man altid har vidst, de burde smage)

I går fik jeg bagt små mørdejssmåkager med syltede kirsebær i midten (tak til Bo Bedres årlige julebog) - Kæreste havde meget svært ved at holde fingrene fra dem, så det var godt, der var et par stykker, der gik i stykker på vej fra plade til afkølingsrist. Dem fik han.

I dag skal jeg kaste mig ud i årets mest ambitiøse projekt og lave flødeboller med marcipanbund og et syltet kirsebær inden i. Det bliver spændende at se, hvor fine jeg kan få bollerne.

... forresten må vi også åbne lågerne i Simply Chokolate-julekalendrene. Ja, i flertal. For Søsterlil havde simpelthen købt en til mig som tak for den pakkekalender jeg laver til hende hvert år. Så nu har Kæreste og jeg hver vores chokoladekalender. (Jeg kan helt sikkert ikke passe de skinny jeans når december er slut!)

Og i morgen tidlig er der adventsgaver fra Mormor til os alle.

(Fik jeg nævnt, at jeg ELSKER jul?)

6 kommentarer:

  1. Åh de jeans kender jeg! Sorte, Acne-jeans, der ligger gemt i kælderen. Indtil videre ligger der snyde skinny-jeans i strækstof i skabet, som jeg stadig ikke tør tage frem, efter lillebror kom for 9 uger siden.. Nå men tillykke! det er ikke alle forundt nogensinde at passe dem igen post-graviditet.

    SvarSlet
    Svar
    1. 9 uger er heller ingenting! Jeg tror ikke jeg prøvede mine 'rigtige' bukser før tre måneder post-Bean.
      Men tak! Det er en dejlig ting :) (Jeg takker særligt mine gener og Beans glubende appetit)

      Slet
  2. Hurra for skinny jeans! Og for nye sovevaner, som forhåbentligt holder for jer alle tre:-) Man bliver helt rørt.

    Hvis det skyldes god karma, så sender jeg gerne mere. Men så begynder det måske at koste lidt. En flødebolle med marcipan, måske. Eller en pose pebernødder...(vidste, at der var mere at komme efter hos Stig P end blot god stil!). Eventuelt nogle pistaciekugler...

    SvarSlet
    Svar
    1. Hurra er nemlig det helt rigtige ord. Og sovevanerne lader til at holde nogenlunde ved - lidt mindre i nat, hvor Bean har været en rigtig snotmus, men ellers. Det er FANtastisk!

      Flødebollerne blev revet væk - men pebernødder har vi vist stadig over 100 tilbage af. Der kan fint sendes nogen afsted. De klæder i øvrigt helt sikkert et mælkeskæg. Er trods alt af Stig P oprindelse ;)

      Slet
    2. Jamen, uhm og neeeeej! Hvis I mangler aftagere til pebernødderne, så agerer jeg gerne prøvekanin;-) Og sjovt, hvordan rigtig mange slags kager klæder et mælkeskæg...

      Slet
    3. Praktisk... og hey: hvis du smider en adresse (har du en blogger-mail?), så smider jeg nogle pebernødder afsted!

      Slet